EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Måned: februar 2018

Fra pædagogiske principper til Filippinske snacks

Mandag den 26. februar 2018

Vi er på et børnehjem i Filippinerne. Et sted hvor der løber glade børn rundt omkring og færdes frit indenfor området.

Det er ikke triste skæbner, som nogen måske har en forestilling om – det er børn og de lever i nuet og de trives på trods af forskellige baggrunde, som har bragt dem her. Det kunne jeg og min familie lære noget af i forhold til vores liv i Danmark.  

Aston bygger bål

Aston bygger bål

Jeg bliver stadig forbløffet over, hvor fantastisk det er, at så mange børn i alderen 8-20 år kan løbe og lege, hygge og have det sjovt uden det ender med skænderier, ballade, tudeture og mobberi mv. Det oplever vi ikke – og jeg har en idé om, at denne konstellation ikke ville have gået så gnidningsfrit, hvis gruppen havde bestået af en flok danske børn og unge. Det er min forestilling, men ydmyghed og det at være opmærksom og omsorgsfuld overfor hinanden er i hvert fald noget, som børnene hernede forstår sig på, og de klarer skærene selv, for de voksne går ikke rundt og superviserer.

Børnene tager sig af Noelia

Børnene tager sig af Noelia

Børnene hernede kan naturligvis være hårde overfor hinanden, og de får sig nogle knubs, men vi hører ingen gråd, ser ingen slås eller gå over stregen. Faktisk ser vi, at det er børn som lige holder vippen nede, når der er en, som gerne vil op, men ikke selv kan få den ned. Vi ser kram og smil og fjollerier på en dejlig måde.

Aston som vi kender ham

Aston som vi kender ham

Det er stort og det er dejligt at se, hvordan de virker hele på trods af de naturligvis savner og mangler deres familie; mor, far, søskende mv.

Tingene foregår generelt set på en anden måde end i DK, hvilket også betyder, at vi må tilpasse os. Vores meget strenge sukker politik overfor vores børn, som især vores børns bedsteforældre har tænkt var lidt overdrevet, er gået en smule af fløjten. Farvel til pædagogiske overbevisninger – goddag virkelighed.

Børnene på børnehjemmet går hele tiden og køber slik fra den tilhørende kiosk på børnehjemmet, som by the way ikke sælger andet end gode sager fyldt med sukker, så det er tit man lige får kigget hen på Noelia, som ivrigt står og gumler på et stykke slik eller ser på Aston, som fornøjet står med chokolade rundt om munden. Godt så. Sødt at de vil dele deres lækkerier med vores unger, hmm.

Ispause i supermarkedet

Ispause i supermarkedet

Når det så er sagt, så er vi selv ikke meget bedre. Aston var tre år, før han fik sukker. Noelia er et år og hun har nu fået sin første is. Købt i supermarkedet og den blev nydt i indkøbsvognen. Det er så skide varmt, så vi føler os nærmest forpligtet til at introducere denne form for indtag, og da det er så varmt, så er væske også en vigtig faktor, men at drikke lunkent vand hele dagen er bare ikke så spændende, så nu hører vi indimellem os selv sige: hvem vil have et glas saftevand!? Sådan kan det gå, og det er ganske udemærket.

Vi har i hvert fald måtte sande, at de meget fine pædagogiske holdninger, som nemt kan overholdes i DK, ikke rigtig passer ind i vores liv her i Filippinerne, og vi er sikre på at dette blot en af mange ting, vi kommer til at gøre anderledes under vores ophold her i Filippinerne, hvilket er helt okay.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Postkort til bedsteforældre

Kære mormor, morfar, farfar og farmor. 

Det er lidt anderledes på Filippinerne og der er mange børn. Og der er også mange voksne. 
 
Jeg på Filippinerne, hvor jeg er blevet venner med en dreng. Han bor også på børnehjemmet, han er nemlig søn af noget af personalet. 
 
Vi bor i et nyt hus og jeg sover i køjeseng med Noelia. Og jeg sover højt oppe.
 
Der er meget sol og det blæser også meget. Det er sommer. 
 
Havregrynene smager lidt anderledes og det gør mælken også. Vi får hele tiden ris, både til morgen, frokost og aftensmad. 
 

I dag var vi inde i byen og handle ind. Vi kørte derind på en motorcykel med sidevogn. Det er ligesom en taxa og der er rigtig mange af dem. De er mega seje. 

Jeg kan godt lide Filippinerne
 
Kærlig hilsen 
Aston
Få besked når der er nyt på bloggen

Indtoget

Vi ønsker alle at ride afsted mod nye horisonter og udkæmpe heroiske slag
lade verden vide hvem vi er og fortælle dem vores sandhed

Hyp, hyp siger vi
mens kaffen bliver kold
og de stavnsbundne tilhørere ruller med øjnene

Se nu bare råber vi, for vi skal nok komme afsted
Oftest på en ko der rider den forkerte vej

Fluerne sværmer
Kokagerne fylder mere og mere
og marken er slet ikke grønnere

Vi ridder bare hjem igen
et eventyr rigere
alle vil hører hvad vi så

Men det er svært at berette
rid selv afsted
verden er et fantastisk sted

At ride ud i verden er lettere sagt end gjort
verden er mere end et korstog

Den er din og alle andres

 

/Jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Børn og leg

Onsdag den 21. februar 2018

Nætterne bliver bedre og bedre og dagene går bedre og bedre. Vi er ved at komme ud på den anden side af jetlaget og har dermed mere overskud. Vi begynder at genkende ansigter, og til og med enkelte navne. Vi er så småt også begyndt at komme ind i nogle rytmer, som er rare.

Dog er ungerne endnu ikke helt med på ideen om ris hver dag. Aston siger fortsat på en undrende måde, hvorfor vi dog hele tiden får aftensmad til både morgenmad og frokost? Det er lidt sødt, men ja han har jo ret. Det er for os helt nyt, at man spiser varmt om morgenen og starter dagen med ris, hvortil ris så bare fortsætter med at live serveret resten af dagen. Så ja; ris ris og atter ris.

Indtil videre klarer vi den, men må da indrømme, at vi bliver udfordret, når middagen består af saltede forholdsvis store fiskehoveder i en sauce med lidt grønt. Hmm, jamen go’ dav kære fisk, jeg spiser lige dit hoved, dine øjne og dit skind. Hmm…

I mit tidligere indlæg kunne I læse, at jeg var max presset den første dag, men dette handlede i høj grad også om at se mine unger bliver kastet ud på dybt vand, hvilket de naturligvis ikke var trygge ved. Aston havde meget brug for at komme op i vores arme, altså blive løftet op, hvor børnene på børnehjemmet ikke fysisk kunne røre ham. For de er nærgående – selvfølgelig er de det. Vi er spændende. Vi er hvide, blonde, nogle af os har blå øjne mv., og børnehjemmet har aldrig haft en familie boende før, hvilket betyder, at de sjældent har set små børn som vores.

Særligt Noelia er i høj kurs. Hun er jo også bare nuttet (siger moderen), men på en måde kan hun også bedre rumme det, for hun forstår det ikke rigtig og skriger bare, når hun har fået nok.

Temmelig beskidt

 

Derimod forstår Aston rigtig meget og han er presset ift. at være ny i flokken, ikke kunne tale med dem, ikke forstå hvorfor de gør, som de gør mv. Han havde derfor et naturligt behov for at hænge på os, hvilket Noelia også ville i starten og jeg følte mig yderst presset, da jeg så, hvad vores valg havde af betydning for vores børn. Er det nu det rigtige, det vi har gang i?

Leg på legepladsen

Nu er der gået nogle dage og det begynder at gå bedre. Begge unger har faktisk leget og grinet med børnene her på børnehjemmet og det giver bare så meget ro i sindet hos mig. Selvfølgelig er det det rigtige – det kommer bare til at tage tid. Det vidste jeg godt på forhånd, men at stå i det er bare noget andet, men nu tør jeg at holde ud, for det skal nok lykkes og det skal nok blive godt.

 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Afrejse – ankomst

19. februar 2018

Vi er ankommet. Vi har rejst. Vi har taget afsked og nu er vi fremme. Muren er gennembrudt og granatchokket har ramt os.

Vores aftale om først at måtte stille spørgsmål som: Er det her det rigtige for os? Hvad er det egenligt vi har gang i? Etc. efter to måneder, har vist sig at være meget relevant.

What the fuck har vi egenligt gang i?

Vi er på dybt vand. Toilettet har ikke skyl, det er den gode gamle med en spand vand i bagefter. Der er ingen bruser til bad, der er en lille balje og en øse.

Der er myrer overalt i forskellige afskygninger, der er myg og der er rigtig meget varmt. Der er så mange problemer i mit hoved, problemer som alle her på børnehjemmet lever i uden at se dem som problemer.

Ja, alt er relativt og hvis man ikke har prøvet noget andet, så er oplevelsen selvfølgelig anderledes.

Men jeg er udfordret. På de basale og grundlæggende ting, som jeg har taget for givet hele mit liv. Og vi har taget vores børn med i alt det her, det gør ikke udfordringen mindre.

Men hør her – Udfordringen er taget op!

Vi lægger os ikke ned uden kamp. Kampen for at finde ind til noget elementært og simpelt:

Hvem er vi og hvad gør os lykkelige?

os alle fire på bænken foran kontoret på børnehjemmet

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Kulturchok

Mandag den 19. februar 2018

At rejse med børn er ingen sag, når man har to gode og dygtige englebasser som vores. Hold nu op hvor er jeg glad og lettet over, at det kunne gå så smertefrit, når nu man kræver det urimelige af børn i den alder; sid stille, ti stille og sov! Det klarede de dælme. Godt nok med mange timer foran tv’et, men what ever works.

Så landede vi i Filippinerne efter et stop i Doha og vi var godt smadrede alle fire. At gå ud fra lufthavnen og ud i varmen er altid sjovt og varmen slår en direkte i ansigtet efter mange timer med aircondition. Børnene fik straks svedige krøller i håret og sveden dryppede så fint ned af Jeppe. Okay dette er måske hverdagen det næste års tid.

Bussen kørte ud af Manila og ud til børnehjemmet. Det var sjovt at se Astons ansigtsudtryk. Han fangede kulturforskellen og bemærkede straks, at vi ikke skulle have sele på i minibussen. ”Nej min dreng det skal man ikke her, og nej min dreng, man skal ikke køre med styrthjelm, når man kører på scooter og nej min dreng det er ikke ulovligt, at sidde en hel familie på en motorcykel.”

At det er et fattigt land er heller ikke svært at skjule, vi kørte forbi tydelig fattigdom, men samtidig fremstår det hele også så fint og flot på sådan en farvestrålende og frodig måde.

Efter en god time nåede i børnehjemmet. Bang! 75 børn stod så fint og tog imod os med klapsalver og sang, jubel og den ene sang efter den anden, mens vi stod der helt jetlaget, trætte, tørstige, svedige og fortumlede.

Det var så sødt af dem og de var så glade og helt henne ved os og stå i en rundkreds, hvor de alle lige vil røre lidt og alle var fuldstændig måbende overfor børn, deres hudfarve, deres hårfarve, deres øjne mv. Det var helt overvældende for os alle og måske særligt vores børn, men også det, tog de fint.

Faktisk har vores børn taget tingene bedre end mig. Jeg var, på trods af at være den som har prøvet volontørlivet før, den som gik mest i ”panik”. Hvad har vi gang i? Hvorfor gør vi det her? Hvad er det lige vi udsætter vores børn for? Skal vi virkelig bo her i næsten et år og ikke have noget køleskab, ikke kunne vasketøj ordentligt, ikke kunne gå på toilettet og rent faktisk trække ud efter sig, gå i bad i koldt vand med en øse og leve med myre og lede myg overalt. Damn. Jeg følte mig magtesløs og havde på en måde hjemve allerede på day one. Så på trods af at vi havde lovet hinanden de første to måneder ikke at spørge til, om det er det rigtige, vi har gang i, så gik jeg i panik og spurgte flere gange Jeppe om dette.

I virkeligheden blev jeg bare ramt af kulturforskellen og ikke mindst det famøse jetlag. Første nat fik vi ligesom heller ikke nogen søvn, for vores børns indre ure var sat til dansk tid, så de var ikke ligefrem indstillet på at sove, selvom resten af Filippinerne gjorde dette, og at 75 andre børn skulle vækkes pga. vores datters gråd var ret stressende, så det betød, at vores børn for første gang i deres liv skulle ind og sove hos sin mor og far i smørhullet. Det har altid været noget vi målrettet har holdt meget adskilt, indtil kl slår 5 og de vågner, hvorefter de kommer ind og putter. Nåh det er vist også en anden snak, som jeg kan tage senere.

I hvert fald sov vi ikke og jeg lå bare og ville hjem. Helt ærligt det ville jeg. Jeg blev angrebet af insektbid og kunne ikke få ro i kroppen pga. kløe, min datter har en hårfetich og hun blev ved med at hive mig i håret og vi lå alle der i sengen og kampsvedte. Retur billet til Danmark – ja tak!

Næste dag skinnede solen endnu engang og den skinnede også mere i vores retning. Vi har oplevet, at det som er blevet italesat bliver der gjort noget ved. Vi har nu et køleskab og vi har fået andre småting, som skaber stor glæde i en hverdag, som er så anderledes, end det vi kender. Vi har været i supermarkedet og fået købt nogle ting og vi har fået tid til at gå lidt rundt, mens børnene har været i skole, hvilket har været rart for både os og vores børn.

Vi har haft små positive oplevelser med de andre børn, personalet og det at være i de nye omgivelser, og vi synes stadig, at det er fantastisk at se vores børn gå og synge og være glade og virke trygge i denne fagre nye verden.

Dagen har faktisk været god og vi begynder allerede, inklusiv mig, at glæde os til at få sat gang i dette år.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Næste stop lufthavnen

Torsdag den 15. februar 2018

Så sidder vi her i en lejlighed på Bryggen. Dagen har været hektisk på sådan en måde, hvor hektisk både er godt og hårdt. Huset blev totalt endevendt, rengjort, pakket ned og gjort klar til overtalelse af de nye lejere. Det var meget mærkeligt, at give nøglerne videre til ens eget hus og så bare køre derfra velvidende, at nye lejere flytter ind – i vores hus! Det var vemodigt og hårdt at tage derfra, men det er en del af gamet, og når det så er sagt, så har vi ro i maven ift. de lejere, vi har valgt. Det letter.

Derudover skulle der også tages afsked med børnenes institution. Det var også vemodigt, for selvom vi glædes over, at kunne få lov til at tage vores børn med på dette eventyr og få lov til at være dem, som bruger mest tid sammen med vores børn, så har vi jo også været glade for institutionen og oplevet, at de virkelig har gjort deres bedste efter forholdene, når man tager normering osv. i betragtning. Det er vist en helt anden snak og den vil jeg ikke komme mere ind på i dette indlæg.

Alt i alt har dagen været en dag med følelser uden på tøjet, og det har været utroligt mærkeligt, at kigge på børnenes værelser tømt for legetøj, forlade sit hus og nu være i gang med at bo i en kuffert. Vi glæder os til at komme rigtig afsted og komme frem til alt det ukendte, for lige nu er vi i DK, i det vi kender, men alligevel er alting anderledes. Filippinerne here we come – we are ready

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Farvel og på gensyn

14. februar 2018

En families rejse. Det må man da sige. Det er en rejse, som kom ud af det blå og nu bliver den realiseret – lige om lidt! Tingene er gået stærkt. Vi har ikke brugt mere end tre måneder fra første tanke om at rejse, til vi rent faktisk har afrejse. Jeg tilstår gerne, at vi indimellem har kigget på hinanden og tænkt, hvad dælen er det lige vi har gang i? Vi har begge opsagt vores jobs og får ingen indtægt i det næste år, vi har opsagt børnenes institutionspladser, vi har solgt vores bil og vi har lejet vores hus ud. Bum.

Når tankerne når til punktet, hvad dælen er det lige, vi har gang i? Så handler det for mit vedkommende ofte om, hvorvidt det vi har gang i, er det rigtige for vores børn? At Jeppe og jeg har nogle drømme og rejseudlængsler er et, men er det nu også noget vores børn skal involveres i? Kan man tillade sig, at rykke dem ud af institutionslivet, nu hvor de er faldet til, er trygge og særligt vores store dreng har dannet udviklende legefællesskaber? Kan de komme tilbage og falde til igen efter et år, hvor hverdagen har været meget mere fri og meget mindre struktureret og rammesat i den forstand vi kender til det i DK. Det er bare så store tanker og jeg kan få ondt i maven over at forsøge at finde facit på det hele. Det er jo en umulig opgave, at stille sig selv, men jeg tror det er noget de fleste (måske især mødre?) kender til. Bekymringer på sine børns vegne. Suk.

Efter at have kredset om disse tanker, kan jeg herefter begynde at tænke på, hvor strengt det er at rive ungerne væk fra deres familie med særdeleshed bedsteforældrene. Vi føler os meget privilegerede at have så deltagende og nærværende bedsteforældre, og vi har alle dage drømt om, at vores børn ville få et tæt knyttet forhold til dem, og så vælger vi alligevel at tage dem med til den anden side af jorden, hvor kontakten vil være sparsom – i hvert fald den fysiske. Suk og ak. Det gør vanvittigt ondt at tænke på dette og igen begynder jeg, at betvivle om det nu også er det rigtige at gøre, men inderst inde så ved jeg det jo godt. Det er det rigtige. Det er det rigtige for os som familie og alt andet skal nok falde på plads og blive godt og helt igen.

Ud over de mange bekymringer, som jeg har gået med, så har tiden optil afrejse også være lidt spændende – uh et eventyr – vi skal på eventyr! Vi peppede blandt andet denne tid op med et større åbent hus arrangement for venner og familie, men så pludselig var der ikke flere ting forude før afrejse. Nu skulle vi begynde at pakke og lukke ned, og dermed også sige på gensyn til folk omkring os. Heriblandt mine forældre. Av av av. Da hovedøren blev lukket efter dem, så knækkede filmen. Det gjorde ondt. Hold da op hvor vil jeg savne dem og hvor blev det hele bare virkeligt lige der, da hoveddøren blev lukket. Dette var første gang jeg fik et glimt af virkeligheden og ikke bare eventyret, som venter forude.

Lige nu sidder vi så her i vores lille fine hjem, men tingene begynder at se anderledes ud. Der er tomt i skabe og skuffer, børnenes værelser er nu blevet tømt for legetøj og i morgen skal vi sige farvel og på gensyn til vores hus og nuværende liv her i Frederikssund for det næste års tid. Det er godt nok mærkeligt at tænke på, og vi forstår det ikke rigtig.  Det gør vi måske først, når vi sidder i lufthavnen og har ramt point of no return…

For dette år bliver uden tvivl også et år med hårde tider. Heldigvis har vi lovet hinanden, at vi ikke spørger til om det var den rigtige beslutning før, der er gået min. to måneder. For nej det er helt sikkert ikke den rigtige beslutning, når vi sidder i Filippinerne og vores børn ikke kan kommunikere med de andre børn og synes de gør nogle mærkelige ting. De kan sikkert heller ikke lide den mad vi får og særligt vores dreng vil sikkert savne sine legekammerater fra børnehaven, savne sit værelse med dertilhørende legetøj, savne Ramasjang og savne sine bedsteforældre. Så derfor – vi spørger ikke hinanden om lige præcis det, vi spørger kun om andre mindre eksistentielle spørgsmål og så åbner vi op for disse tanker efter nogle måneder, hvor vi stille og roligt vil tage temperaturen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial