Torsdag den 15. februar 2018

Så sidder vi her i en lejlighed på Bryggen. Dagen har været hektisk på sådan en måde, hvor hektisk både er godt og hårdt. Huset blev totalt endevendt, rengjort, pakket ned og gjort klar til overtalelse af de nye lejere. Det var meget mærkeligt, at give nøglerne videre til ens eget hus og så bare køre derfra velvidende, at nye lejere flytter ind – i vores hus! Det var vemodigt og hårdt at tage derfra, men det er en del af gamet, og når det så er sagt, så har vi ro i maven ift. de lejere, vi har valgt. Det letter.

Derudover skulle der også tages afsked med børnenes institution. Det var også vemodigt, for selvom vi glædes over, at kunne få lov til at tage vores børn med på dette eventyr og få lov til at være dem, som bruger mest tid sammen med vores børn, så har vi jo også været glade for institutionen og oplevet, at de virkelig har gjort deres bedste efter forholdene, når man tager normering osv. i betragtning. Det er vist en helt anden snak og den vil jeg ikke komme mere ind på i dette indlæg.

Alt i alt har dagen været en dag med følelser uden på tøjet, og det har været utroligt mærkeligt, at kigge på børnenes værelser tømt for legetøj, forlade sit hus og nu være i gang med at bo i en kuffert. Vi glæder os til at komme rigtig afsted og komme frem til alt det ukendte, for lige nu er vi i DK, i det vi kender, men alligevel er alting anderledes. Filippinerne here we come – we are ready

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

14. februar 2018

En families rejse. Det må man da sige. Det er en rejse, som kom ud af det blå og nu bliver den realiseret – lige om lidt! Tingene er gået stærkt. Vi har ikke brugt mere end tre måneder fra første tanke om at rejse, til vi rent faktisk har afrejse. Jeg tilstår gerne, at vi indimellem har kigget på hinanden og tænkt, hvad dælen er det lige vi har gang i? Vi har begge opsagt vores jobs og får ingen indtægt i det næste år, vi har opsagt børnenes institutionspladser, vi har solgt vores bil og vi har lejet vores hus ud. Bum.

Når tankerne når til punktet, hvad dælen er det lige, vi har gang i? Så handler det for mit vedkommende ofte om, hvorvidt det vi har gang i, er det rigtige for vores børn? At Jeppe og jeg har nogle drømme og rejseudlængsler er et, men er det nu også noget vores børn skal involveres i? Kan man tillade sig, at rykke dem ud af institutionslivet, nu hvor de er faldet til, er trygge og særligt vores store dreng har dannet udviklende legefællesskaber? Kan de komme tilbage og falde til igen efter et år, hvor hverdagen har været meget mere fri og meget mindre struktureret og rammesat i den forstand vi kender til det i DK. Det er bare så store tanker og jeg kan få ondt i maven over at forsøge at finde facit på det hele. Det er jo en umulig opgave, at stille sig selv, men jeg tror det er noget de fleste (måske især mødre?) kender til. Bekymringer på sine børns vegne. Suk.

Efter at have kredset om disse tanker, kan jeg herefter begynde at tænke på, hvor strengt det er at rive ungerne væk fra deres familie med særdeleshed bedsteforældrene. Vi føler os meget privilegerede at have så deltagende og nærværende bedsteforældre, og vi har alle dage drømt om, at vores børn ville få et tæt knyttet forhold til dem, og så vælger vi alligevel at tage dem med til den anden side af jorden, hvor kontakten vil være sparsom – i hvert fald den fysiske. Suk og ak. Det gør vanvittigt ondt at tænke på dette og igen begynder jeg, at betvivle om det nu også er det rigtige at gøre, men inderst inde så ved jeg det jo godt. Det er det rigtige. Det er det rigtige for os som familie og alt andet skal nok falde på plads og blive godt og helt igen.

Ud over de mange bekymringer, som jeg har gået med, så har tiden optil afrejse også være lidt spændende – uh et eventyr – vi skal på eventyr! Vi peppede blandt andet denne tid op med et større åbent hus arrangement for venner og familie, men så pludselig var der ikke flere ting forude før afrejse. Nu skulle vi begynde at pakke og lukke ned, og dermed også sige på gensyn til folk omkring os. Heriblandt mine forældre. Av av av. Da hovedøren blev lukket efter dem, så knækkede filmen. Det gjorde ondt. Hold da op hvor vil jeg savne dem og hvor blev det hele bare virkeligt lige der, da hoveddøren blev lukket. Dette var første gang jeg fik et glimt af virkeligheden og ikke bare eventyret, som venter forude.

Lige nu sidder vi så her i vores lille fine hjem, men tingene begynder at se anderledes ud. Der er tomt i skabe og skuffer, børnenes værelser er nu blevet tømt for legetøj og i morgen skal vi sige farvel og på gensyn til vores hus og nuværende liv her i Frederikssund for det næste års tid. Det er godt nok mærkeligt at tænke på, og vi forstår det ikke rigtig.  Det gør vi måske først, når vi sidder i lufthavnen og har ramt point of no return…

For dette år bliver uden tvivl også et år med hårde tider. Heldigvis har vi lovet hinanden, at vi ikke spørger til om det var den rigtige beslutning før, der er gået min. to måneder. For nej det er helt sikkert ikke den rigtige beslutning, når vi sidder i Filippinerne og vores børn ikke kan kommunikere med de andre børn og synes de gør nogle mærkelige ting. De kan sikkert heller ikke lide den mad vi får og særligt vores dreng vil sikkert savne sine legekammerater fra børnehaven, savne sit værelse med dertilhørende legetøj, savne Ramasjang og savne sine bedsteforældre. Så derfor – vi spørger ikke hinanden om lige præcis det, vi spørger kun om andre mindre eksistentielle spørgsmål og så åbner vi op for disse tanker efter nogle måneder, hvor vi stille og roligt vil tage temperaturen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen