EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Lillebror

Der er nu to dage til termin. Vores familie vil gå fra at være fire til fem. Det er ret vildt og vi glæder os alle.

Alligevel har det været en proces for mig. Sådan er jeg nok bare. Måske er det hormoner? Måske er det en del af det at være mor? Måske er det en del af det med at blive mor på ny? Eller måske er det fordi, jeg er god til at bekymre mig? Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg vil det bedste for os alle.

Nu kender vi fire jo hinanden ud og ind. Efter over et år, hvor vi fire har været sammen, hvor vi har været i Filippinerne og på Bornholm på den vildeste familierejse og ikke været en del af det ellers famøse hamsterhjul, så må man da sige, at en lille ny til samlingen bliver noget af en forstyrrelse til den ellers velfungerende firekløver.

At få en lillebror vil komme til at rykke på vores familiedynamik og mine bekymringer har gået på, om dette vil rykke på dynamikken i en negativretning. Forstå mig ret – vores lillebror er et ønske barn. Planlagt og ønsket!

Jeg tænker derfor, at det må være lidt det samme, som jeg oplevede efter fødsel af Noelia. Jeg elskede hende, men jeg kendte hende jo ikke. Hun var kommet og det var fantastisk, men med alle hormonerne strømmende i kroppen, så var jeg også bare revet lidt itu. Mit ellers 100 pct. nærværd overfor Aston kunne ikke længere indfries. Jeg skulle pludselig dele min opmærksomhed, jeg måtte sommetider erkende, at jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg skulle amme og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor ham, men også overfor Noelia, da jeg synes, jeg ikke kunne være 100 pct. tilstede nogen steder.

Jeg savnede Aston og følte nærmest, han ville glide fra mig. Sådan gik det selvfølgelig ikke og i takt med hormonerne forlod kroppen, fik jeg også styr på det med at være mor til to og elske begge unger lige meget.

Lykken er at se sine unger sammen – det søskendebånd de udvikler og det familiebånd der også udvikles i takt med denne ændring, og heldigvis er det også der, jeg er nu. Jeg er klar til at modtage vores lillebror og få ham integreret i vores familie. Firekløveren skal ændres til en femkløver og dette er jeg ikke længere bekymret over – jeg glæder mig, som resten af flokken herhjemme.

Jeg ved nemlig, at Jeppe og jeg kan klare det, og ikke mindst at mine børn er klar og rummelige. Det har de bevidst utallige gange, som i Filippinerne, hvor deres mor tit og tæt sad med andre børn, kyssede, krammede, grinede og talte på et andet sprog. Dette var bare så overskudsagtigt fra deres side. Ikke en snert af jalousi eller lignende var der.

Ligeledes da vi fortalte, at de skulle være storebror- og søster var der kun glæde. Det er meget abstrakt at skulle forholde sig til at blive storebror- og søster, men de glæder sig virkelig og har hele vejen igennem tænkt lillebror med ind i ligningen. Eksempelvis hvis vi har talt om noget, som skal ske ude i fremtiden, så har de nævnt at lillebror også skal med. De kommer begge med ønsker om, hvordan de vil hjælpe til eksempelvis i forhold til at made ham, skifte ham, give sut, holde ham mv.

Så! – jeg kan åndelettet op og hilse lillemanden velkommen. Vi er klar og glæder os til at lære ham at kende med alt, hvad dette indebærer af ’forstyrrelser’. Vi skal nok komme til at se disse som positive input i vores hverdag.

Kom du bare lillemand. Vi er klar til dig.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

1 Kommentar

  1. Carl-Magnus Erlandsson

    1. maj 2019 at 17:56

    Alla goda tankar från oss till er!
    Ulla och Calle i Nexö

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial