EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Måned: marts 2018

tomme hænder

tomme hænder
der løfter et liv op mod solen
eller mod gud
knuger det mod sit hjerte
disse hænder der rummer intet
hjertet og gud og solen
i lyset rummer hænderne alt
 
hænder der former livet
livet der former hænderne
tomheden siver ud mellem fingrene
og falder
pladask
mod gulvet
jorden der er vores
jorden der ikke er vores
den her jord som er frugtbar
og barnet som spiser frugterne
 
livets hænder der bærer frugterne
og børnene der spiser
barnet på jorden græder
alle spiser
alle græder
jorden græder
og hænderne holder dig fast
solens lys varmer
eller gud der spiser sammen med os
hjertet hamrer mod øret
og øret fortæller os at

hænderne er ikke tomme
hænderne bærer alt
de holder jer fast
her
på jorden
der falder
og solen skinne
lyset varmer
livet bliver løftet op
i hænderne på jer
og tomheden siver væk mellem jeres fingre

Få besked når der er nyt på bloggen

Tur/retur med jeepney

Vi har efterhånden været et par gange i malls, som jo er en dejlig pause fra vores hverdag, men faktisk er turen derhen også en del af oplevelsen. Så her er en lille reportage fra transportsystemet i Filippinerne.

Vejen foran Børnehjemmet

Vejen foran Børnehjemmet, der fører op til hovedvejen

Når vi vil på en lille tur selv, starter vi med at gå fra børnehjemmet ad en lille vej. Der er ca. 500 m op til hovedvejen, hvor der altid er meget trafik og masser af tricycles. En tricycle er en taxi, som består af en motorcykel med sidevogn. Vi kan lige præcis sidde i sidevognen alle fire sammen med Noelias klapvogn, men så sidder vi også tæt. Det tager små ti minutter at komme fra børnehjemmet til byen. Den tur tager vi ofte, fx når vi skal handle ind, på markedet, besøge McD eller tage en jeepney videre. Det koster 40 pesos (ca. 5 kr.) for os, at komme ind til byen med en tricycle.

Aston på en tricycle

Der er også mange af de ansatte, der har en tricycle. Her tester Aston lige en af dem.

En jeepney er deres lokale bus. De kører overalt mellem alle større og mindre byer. De findes i mange former og farver og er ofte meget hjemmelavet. Det er vel nærmest en lille lastbil, hvor der er sat tag over ladet og så smidt to bænke ind.

En jeepney kører først når den er fuld. Og fuld betyder helt fuld, så man sidder rigtig tæt. Det er sjovt at tænke på, hvordan vi i Danmark gør en ære ud af, at sidde så langt fra hinanden i de offentlige transportmidler som muligt og bare har en anden kultur i det offentlige rum. Men vi nyder bare vores jeepneyturer her, måske fordi vi føler os lidt lokale og især fordi, at Aston og Noelia har været helt forrygende til det.

Det er dejligt at sidde tæt i varmen

Det er en god idé at være lille, når man kører i jeepney

Nå, men så er vi kommet med tricycle til jeepneystationen i byen, hvorfra vi tager den første jeepney til byen T. Det tager ca. 20 min og koster 22 pesos pr. voksen. Børn er gratis, men så skal de selvfølgelig sidde ovenpå os, hvilket ikke gør det mindre varmt, men det er en del af charmen. I byen T skal vi gå 5 minutter for at finde den næste jeepney. Den kører så, når den er fuld, til byen D. Det tager ca. 30 min og koster 16 pesos pr. voksen. Spørg mig ikke om logikken i priserne, da jeg ikke kan give et fornuftigt svar. Det betyder at en tur til byen D, for os alle fire, koster 154 pesos (små 20 kr.).

Vores gode venner fra Tyskland

Her er de to tyske voluntører, som lærte os at komme frem og tilbage med jeepney. Danke schoen!

Vi har været i byen T flest gange. Der er et dejligt Mall og det er tættere på. Faktisk er der nogenlunde hyggeligt udenfor Mallet. Der er en lille park med kunstgræs og palmer, hvor vi nyder at slappe lidt af, inden vi skal hjem igen. I byen D er det to store Malls med væsentligt flere butikker og restauranter, men det er også lidt mere besværligt at komme dertil. Det er dog her vi skal forny vores visum hver måned eller hver anden måned, så vi skal hertil engang imellem.

En lille slapper i det grønne

En lille slapper i det grønne foran Mallet

Det var lige en lille små kedelig reportage fra vores, på en måde, meget almindelige hverdag her i Filippinerne.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Mange følelser – en lille tåre

I går var en hård dag, men på sin vis på en god måde. Det slog mig pludselig, at der er sket forandring i mine/vores tanker og behov.

I går skulle en af de store piger på 17år tage afsked med os og børnehjemmet. Efter at have boet her i omkring ti år kom dagen, hvor hun skulle forlade stedet.

Jeg har haft nogle gode snakke med hende og hun blev ret hurtigt en af dem, som jeg og børnene kom til at holde rigtig meget af. Hun var god til både Aston og Noelia og altid meget nysgerrig på at lære og forstå Aston og Noelia bedre. Pigen (lad os bare kalde hende Anna) ville gerne lære danske ord, så hun kunne kommunikere lidt med Aston og Noelia og hun forstod sig på bare at gå rundt med dem på en stille og rolig måde, mens der blev studeret blade og myre, fundet reb og grene til Aston samt lede efter tamarinder til Noelia (den ædedolk).

De dejlige tøser forsætter stilen

To af de mange dejlige tøser

Anna er en god pige og hun og jeg har haft flere gode og længere snakke, hvor hun efter noget tid åbner op og fortæller, at hun i virkeligheden ikke rigtig vil afsted, men at hun har brudt nogle regler, hvorfor der er truffet beslutning om, at hun skal tage hjem. 

Anna fortalte mig, hvordan hun er rigtig ked af at skulle forlade sine gode venner her på børnehjemmet, hvordan hun frygter at skulle starte i en ny skole, hvordan hendes familie ikke altid har været god til at støtte hende, men derimod tale hende ned og fortælle, at hun aldrig vil kunne fuldføre en uddannelse mv. Anna er bekymret for fremtiden. Anna græder, da hun fortæller mig disse ting og hun fortæller, at hun vil savne Aston og Noelia.

Jeg tænker, at det er hård kost. Det er ikke nemt at være teenager. Det er ikke nemt i nogen lande – det er nok et universelt problem, men dette universelle problem er der ikke rigtig plads til her på børnehjemmet, når der nu står tusinde andre børn i kø for at få lov til at få en plads på børnehjemmet, så de kan blive sikret skolegang, mad, bad og andre basale behov, som ikke er en selvfølge i det hjem, eller mangel på samme, som de kommer fra.

I går måtte Anna således pakke sine ting og forlade stedet. Anna kom til mig på terrassen og fortalte, at nu var det nu. Jeg blev overrasket, for jeg troede ikke, det allerede var nu. Jeg takkede hende mange gange for at tage så godt imod os som familie og for at være så god overfor vores børn. Jeg takkede hende for hendes ærlighed og åbenhed overfor mig og jeg takkede hende for at vi fik muligheden for at have mødt en dejlig pige, som vi uden tvivl vil savne her på børnehjemmet. Jeg takkede hende og jeg fældede en tåre. Jeg var egentlig overrasket over at gøre dette. Jeg er vant til at arbejde med børn og forældre i udsatte og sårbare situationer og dermed være ”disponibel” for jævnligt at kunne fælde en tåre, men det gør jeg ikke.

Jeg tror i virkeligheden det handler om flere ting. For eksempel at lige netop Anna var en af dem man glædede sig til at komme ud til. Anna var en af dem man helhjertet turde efterlade sine børn hos. Anna var en af dem som gav os modet til at tro på, at dette ophold nok skal blive rigtig godt og at det giver mening, at vi er her. Så at skulle sige farvel til Anna var et hårdt slag i en i forvejen hård tid.

Tårerne handlede således både om det, men også om en bekymring på Annas vegne. En bekymring for hvordan Anna nu skal klare sig her i livet. Får Anna mulighed for at fuldføre sin skole? Får Anna opfyldt de basale behov og får Anna tryghed og omsorg der, hvor hun nu skal bo?

Tårerne havde mange betydninger og jeg er på ingen måde ked af at vise Anna, at hun faktisk har gjort indtryk på mig. Anna er en god pige og jeg ønsker det bedste for hende og jeg har på det kraftigste opfordret hende til at kæmpe for at klare sin skolegang og havde store drømme for sit liv. Jeg håber Anna klarer sig derude.

Samme dag tog vi igen i Mall. Vi skulle købe lidt ting, men egentlig også bare spise fritter, burger og drikke en kold cola. Det var ikke den samme succes, som det plejer at være. Ingen af os var i humør eller satte pris på luksussen som hidtil. Selv Aston blev ved med at spørge om, vi ikke snart skulle hjem til børnehjemmet.

Grunden til jeg skriver dette er, at jeg pludselig blev opmærksom på en lille ændring i vores tanker og behov. Uventet var luksussen blevet overflødig for os. Vi ville egentlig gerne bare hjem til vores ris og simple living og pludselig blev hele episoden med Anna egentlig en opløftende ting, selvom den gør ondt.

Kys og kram og masser af leg

Kys og kram og masser af leg

Episoden fortalte mig, at jeg/vi faktisk på kort tid har formået at knytte bånd og skabe gode relationer og at vores ophold giver mening. Børnehjemsbørnene begynder at tage plads i vores hjerter, og det er faktisk rigtig rart at blive opmærksom på dette, når nu det hele har virket så hårdt og op ad bakke på det eksistentielle plan. Vi kan godt det her. Vi skal nok lykkedes på den ene eller den anden måde. Vi holder ud.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Jeg vil være møbelsnedker

Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?

Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?

Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.

Leger på gulvet

Hygge på gulvet

Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.

Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.

Aston hjælper med madlavningen

Aston hjælper med madlavningen

Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.

Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.

Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.

Pause fra alt det nye

Et lille pusterum på McD.

Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.

Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.

Madlavning og højt humør

Madlavning og højt humør

Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.

Fodbad på vores terrasse

Fodbad på vores terrasse

Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.

Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Digitalt postkort til Danmark

Kære bedsteforældre, Kian & Ørnesten

Vi er nu i Filippinerne. Jeg har fået en ny cykel med sidespejl og klokke og en kurv i foran.

Det grønne lyn

Det grønne lyn

Jeg har væltet på cyklen en gang.

Jeg har fået en ny god ven. Han hedder J.

Vi har en terrasse. Vi bor tæt på torne, som man kan stikke sig på, hvis man går tæt på.

Flotte bomster, farlige torne

Store torne lige ude foran vores hus

Vi har i dag været til fest med børnehaven. Børnene lavede danseopvisning.

Hilsen Aston

Klar til ballade

Jeg har det godt her i Filippinerne

Få besked når der er nyt på bloggen

Leg, fest og tanker i varme

Vi sidder på terrassen alle fire her sidst på formmiddagen. Aston og Noelia sidder måske ikke ligefrem, men de er her og leger, løber efter katten og nu vil de tegne. Det er varmt, men en let og mild brise giver os lige nu et lille pusterum. Lydene sumrer i luften, insekter, stemmer, klip-klappere på stierne.

Stierne på børnehjemmet

Foran vores hus

Vi er lige kommer hjem fra fest i børnehaven. De fejrede at ferien snart begynder og delte priser ud til alle børnene. Det var vældigt festligt med dans og musik og forældrene havde mad og drikke med hjemmefra. Et sammenskudsgilde som vi kender det. Det er altid dejligt med noget genkendeligt.

Den sidste uges tid har fortsat været svær. Vi har stadigvæk mange eksistentielle snakke om, hvad meningen med os er? Sjovt nok har vi ikke fundet svaret endnu.

De sidste dage har dog også budt på mange gode ting. Aston og Noelia virker til at have fundet mere balance i vores hverdag sammen. Vi har jo sådan uden videre kastet dem ud i en helt ny livssituation, hvor alt er anderledes end de har været vant til hele deres korte liv. Blandt andet er de nu sammen hele tiden, al tid. Det tror jeg også, at de har skulle vænne sig til.

Hygge

Hygge

Hvis vores børn begynder at være rigtig glade og trygge, vil det også smitte os og give os fornyet styrke og håb. De er jo vores et og alt! Så det er en virkelig dejlig udvikling.

I går aftes sad Jeppe og jeg og talte om, hvordan vi går og venter på, at vi når til et turning point. Det punkt, som vi alle kender, hvor en hård tid eller en svær situation begynder at blive bedre og tingene lysner. Men dette sker vel oftest som en ubevidst overgang, hvor man pludselig opdager, at tingenes tilstand er blevet bedre.

Vi er nærmest for bevidste om det. Ligesom at jagte en kæreste. Når du mest ønsker en kæreste, finder du ikke en, men er du fokuseret på andre ting, dukker den rette op ud af det blå.

Back in business

Gi’ slip og nyd nu’et

Vores øvelse er stadigvæk at give slip. Lade tingene gå sin gang og nyde at være sammen hele tiden. For det er i sandhed en velsignelse at have den mulighed.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Den Filippinske cykel

I går var vi inde i byen, vores egen lille lokale by, for at købe en cykel til Aston. Vi havde besluttet, at han skulle have én, både for at have noget aktivt og sjovt at lave og for at lære at cykle, til når vi kommer hjem. Samtidig har én af personalets børn, som Aston leger en del med, også en cykel.

Klar til at ræse

Klar til at ræse

Da vi kom hjem med cyklen til børnehjemmet, kom vi dog hurtigt i tvivl om, hvor smart en idé det var. Inden længe havde de første fem børn spurgt os om, hvor meget cyklen kostede og tilføjet at den så vel nok dyr ud.

Den kostede 2000 pesos (ca. 240 kr.), men for børnene her, som aldrig har fået særlig mange gaver og slet ikke af deres far og mor og slet ikke en cykel, var det et symbol på noget meget dyrt og fint.

Heldigvis blev vores tvivl hurtigt gjort til skamme. For allerede mens vi var i gang med at analysere situationen og vurdere hvorvidt vores cykelkøb var en god eller dårlig idé, var Aston i gang med at lege med cyklen sammen med fem andre børn. Han var stolt over sin nye cykel, men på en god måde, der gav ham overskud til at lade de andre prøve og være sammen med grin og sjov.

Cykelleg

Cykelleg

Vi er meget anderledes end alle andre her og vores børn vil altid have et anderledes liv end børnene her på børnehjemmet. Vi skal være betænksomme og kærlige i vores ageren, men samtidig skal vi være os selv. For det er jo netop dem vi er og det vi står for og tror på, som vi kan tilbyde disse børn i den tid vi er her.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Den svære tid

Den 4. marts 2018

Det er svært lige nu. Det er svært at finde hoved og hale i tingene, og det er svært at finde ud af, hvad der dog er meningen med det hele. Hvad skal vi? Det er svært at være ny. Det er altid hårdt ikke at kende til arbejdsgangene. Jeg kender det alt for godt, for jeg har lige mærket det på egen krop ift. at starte på nyt arbejde. Man vil så gerne kunne det hele, præstere fra day one, men man er nød til lige først at lære lidt om stedet, deres værdier, arbejdsgange og systemer mv., før man kan byde rigtigt ind og sætte det præg på tingene, man selv synes er værdifuldt.

Jeg er ikke god til at være ny. Jeg vil så gerne det hele og lidt mere til. Derfor har jeg det på samme måde lige nu og her i Filippinerne. Jeg vil så gerne både blæse og have mel i munden, men det kan jeg ikke. Jeg vil så gerne have at mine børn trives, kan tale engelsk og kunne kommunikere med de andre på stedet, men det kan de ikke. Jeg vil så gerne byde ind med min faglighed, være til nytte og gøre en forskel, men det gør jeg ikke lige nu. 

En af grundene er måske også, at vi har valgt at gøre ligesom i flyet: selv tage iltmasken på, før man hjælper andre. Det betyder, at vores fokus er på vores egne børn. Vi er sikre på, at det i sidste ende vil give os mere frihed og overskud, hvis de trives og er trygge, hvilket de for hver dag giver flere og flere tegn på at være. Så det er vores fokus lige nu, og så forsøger vi at holde hovedet koldt og trække vejret, når følelserne af magtesløshed, fortvivlelse og ked-af-det-hed rammer os.

Samarbejde

Samarbejde

For disse følelser kommer med jævnemellemrum, men heldigvis har vi også rigtig mange positive oplevelser med de andre børn og personalet og det giver os modet til at holde ud. Det er skønt, at se, at børn faktisk kan lege sammen uden at have et fælles sprog og på tværs af kultur. Det er fantastisk dejligt at begynde at kende flere af børnene, kunne en del navne samt have en fornemmelse af deres personlighed. Det hele begynder at blive lidt mere personligt og hjemligt og jeg er vover at tro på, at vi nok også skal komme til at opleve, at dette børnehjem for evigt vil være vores ”second home og second family”. Gid man da bare kunne skrue tiden et par måneder frem, det ville have gjort denne tid lidt lettere.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Digitalt postkort til Børnehaven

Hej alle børn i Ørnesten

I dag har vi været på markedet. Vi købte brød og frugt.
 
Her er der palmer og der var én på børnehjemmet, som kravlede op i palmetræet og smed kokosnødder ned til os. Det var sjovt og lidt sejt.
 
Der er nogle forskellige flag ligesom i børnehaven, men det er ikke fødselsdagsflag, bare almindelige flag. Vi skal nemlig snart holde fest på børnehjemmet.
 

Aston på en Tricycle

Jeg kan godt lide, at køre på motorcykler. Og det er meget spændende, for der er mange taxamotorcykler i byen. Vi har også mange gange været ude at køre med taxamotorcykler, så sidder vi alle sammen i sidevognen på motorcyklen.
 
Vi har også set en ko sammen med J, det er min legekammerat her på børnehjemmet. 
 
 
Hilsen
Aston
Få besked når der er nyt på bloggen

Svaret er?

Det er svære end jeg havde regnet med. Det er ikke nogen badeferie, faktisk er det slet ikke nogen ferie.

Det er frivilligt arbejde, men vi er egenligt ikke begyndt at udføre noget arbejde endnu.

Så hvad laver vi og hvorfor kan det være så hårdt? Svaret er både enkelt og kompliceret:

Hygge på vores terrasse

Hygge på vores terrasse

Det enkle svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Vi har ingen særlige opgaver og kan stort set selv bestemme, hvad vi foretager os. Om formiddagen er børnene i skole inde i byen, så der sker ikke meget og vi skal selv underholder Aston og Noelia. Når børnene kommer hjem om eftermiddagen er der fuld fart på indtil vi skal spise. Vi spiser for os selv i vores hus og alle måltider bliver tilberedt til os i børnehjemmets køkken. Efter aftensmad er det badetid og sovetid.

Det komplicerede svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Hvor vi arbejder på at finde vores plads i systemet. Alle volontører er gæster, hvide mennesker der forsvinder igen, men vi er endnu mere uden for nummer. Både børnene og de ansatte kender volontørernes rolle og arbejdsopgaver og dermed er der orden i systemet. Vi er uorden. Ingen kender vores rolle, fordi vi har to små børn, vi er ældre og vi skal være her længere tid. Det har de aldrig prøvet før her.

Sådan er dét og det arbejder Sabrina og jeg med at forholde os til. Vi vil virkelig gerne hjælpe og vi har noget at byde på, men vi har også de to små banditter, som skal trives og er en del af vores plan. Faktisk er deres trivsel, det eneste ultimative krav som vi har taget med hjemmefra. Det er der vi ikke går på kompromis og det er en af de få grunde, som hypotetisk, kunne få os til at afbryde vores ophold.

Ris til morgenmad

Ris til morgenmad

Men ro på nu, vi har været har 14 dage i morgen, og vi har det faktisk godt. Ja, vi har en masse tanker omkring vores rolle og hvordan vi kan hjælpe, men det er vel naturligt. Faktisk tror jeg det er et sundhedstegn. Når man river hele gulvtæppet af selvfølgeligheder og sikkerhed væk under sig selv og sin familie, skal det afstedkomme en hvis mængde frustrationer, tvivl og håbløshed. Så der er vi bare helt normale.

Vi leder efter de rigtige svar med lys og lygte, men måske skal vi begynde at kigge efter nogle nye spørgsmål.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2024 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial