Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?
Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?
Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.
Hygge på gulvet
Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.
Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.
Aston hjælper med madlavningen
Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.
Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.
Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.
Et lille pusterum på McD.
Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.
Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.
Madlavning og højt humør
Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.
Fodbad på vores terrasse
Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.
Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.
Klems Sabrina
Få besked når der er nyt på bloggen
Seneste kommentarer