EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Børn (page 1 of 3)

I dag er det 1. januar 2019 og året er gået

2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.

Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.

Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.

Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.

I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.

Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.

Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.

Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.

2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Postkort til Børnehave

Hej Ørnesten

Jeg er ikke på børnehjemmet mere, og snart kommer jeg hjem til Danmark.

F97C58A0-BA49-48E4-AB8A-873A52404016

Vi er rejst til Vietnam og der har vi badet mange gange – måske 50 gange. Vi har leget i poolen og været på stranden.

29CE3110-66E2-46B2-B79B-0F5E1D3475CB

 

Farfar og farmor har været i Vietnam og vi skal rejse hjem til Danmark med farmor og Stiig.

7482A156-A98C-42FC-81CA-DD35C5747684

Jeg glæder mig til at komme hjem og lege med jer. Måske jeg kommer på besøg i Ørnesten, vi skal bare først bo på Bornholm hos mormor og morfar, før jeg starter igen.

Hilsen Aston

Få besked når der er nyt på bloggen

Good morning Vietnam – goodbye Philippines

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er næsten umuligt at få sat ord på alt det, som er sket, så jeg vil bare give et lille resumé af nogle af de ting, som er hændt.

Vi er nu taget væk fra børnehjemmet og befinder os i Vietnam. Ren badeferie med familie fra Danmark, god mad og masser af luksus. Der var engang, vi boede på et børnehjem, uden bruser i badet, uden varmt vand, uden bræt på toilet, uden skyl, uden aircon og uden alt muligt andet. Nu lever vi som konger og sandheden er, at vi nyder luksussen.

94AE2962-E1C2-4813-A673-C4C9B61A6DBF

Farvel gaver fra nogle af børnene.

Alligevel er der noget indeni, som gør ondt. Vi savner børnene fra børnehjemmet. Hold nu op hvor har det dog været en oplevelse for os alle at bo på børnehjemmet. Den sidste tid bød på både godt og ondt, som Jeppe også tidligere har skrevet lidt om, men heldigvis fik vi på trods af dengue, kvalme og hvad der ellers fyldte, afholdt en fantastisk afslutning for børnene.

931055CD-C162-4285-A117-9E4D29B62F28

Børnene er klar til banko-fest!

Vi havde købt fede præmier og lavede en banko-aften. Der var liv og glade dage, hvor børnenes huse dystede mod hinanden og det var en vældig succes. Virkelig sjovt og fedt at lave noget stort og godt, som ingen af dem havde prøvet før. Sikke mange glade ansigter, grin, skrål og jubel.

DBEDCDF3-9384-4A34-A14A-E1469184F60B

Vælg en pose snacks og tag en sodavand. Det var til stor glæde for børnene at få en kold sodavand.

Vi fik også alle ungerne til at skrive et lille postkort til os, som vi kunne tage med os til Danmark. Jeg har selvfølgelig allerede læst hvert og et og fældet tårer. Fantastiske børn – sikke en berigelse at have fået lov til at være en del af deres hverdag.

0A539711-B17C-4424-8428-113E8B9FF93B

Dejligt at have disse postkort med hjem i bagagen.

Derfor var det ikke så sjovt at tage derfra. Det var i sandhed virkelig hårdt! Det gør ondt at forlade dem. Forlade vores anden familie, det gør ondt ikke at vide, om vi ser dem igen, det gør ondt ikke at skulle være en del af deres hverdag og uddele krammere og high fives, men alt dette er jo på sin vis godt, for det viser, at det har givet mening for os at være der. Vi har knyttet bånd, men vi er ikke uerstattelige. Var vi uerstattelige havde vi først rigtig fejlet, men jeg er sikker på, at vi vil stå i deres minde. Aldrig før har de haft besøg af en familie og aldrig før har de haft besøg af en socialrådgiver og en dygtig mentor/basketballtræner. Vi har sat nogle aftryk og vi kan godt være stolte.

337461A1-BC2D-40EB-88BD-19BF07F4787D

Aston og Noelia savner også. De taler om børnene og oplevelser på børnehjemmet med glæde i stemmen. De taler om kobraslanger, som var det det mest naturlige i verden, de taler om gode venner på børnehjemmet, de taler om at tage på marked og købe frugt, som om det var noget de har gjort hele livet og de taler generelt bare en hel masse engelsk. Kæmpe sidegevinst.

Aston blev faktisk så god, at selv de større børn på børnehjemmet flere gange har sagt: ”Ate Sabrina, Aston speaks really good english now”. Også Noelia siger ting, som man umiddelbart ikke lige forstår, indtil det går op for én, at hun taler engelsk. Bum bum sej to-årig.

Nåh men nu er vi i Vietnam og her er lækkert. Vi fortsætter en familiesrejse lidt endnu, før vi rammer Danmark den 13. november og når vi kommer hjem, ja så er rejsen slet ikke slut!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

En lille snak over aftensmaden

Vi sidder ved bordet. Vi taler om hvad der venter Aston og Noelia, når de kommer hjem til Danmark. Tiden når vi har fået vores hus tilbage og skal starte i institution igen. Denne snak har vi haft mange gange, og hver gang glæder vores unger sig til, at skulle tilbage. Tilbage til de gode legekammerater, som de flittigt opridser navne på, tilbage til det med at skulle lægge sin madkasse ind i køleskabet, hvor menuen består af rugbrødsmadder med pålæg. Ih hvor har vi talt om leverpostej, makrel og remoulade, og det lyser ud af Aston af begejstring, når vi har disse rugbrødsmads snakke.

Denne gang ramte virkeligheden bare Noelia med en helt ny bevidsthed. Som så mange gange før snakker vi om, at når vi kommer tilbage til Danmark, så skal hun ikke længere gå i vuggestue, men derimod børnehave ligesom Aston. Det glæder hun sig til og hun taler stolt om, at hun skal gå i børnehave og bliver tre år. Hun siger i samme ombæring med glæde i stemmen, at mor også skal gå i børnehave, mens hun glad kigger på mig og skal til at tale videre. For i hendes verden, så gør vi jo tingene sammen. Os fire. Det har vi gjort i så langtid nu, at vi ikke længere rigtig værdsætter det, det er nærmere bare blevet en selvfølge, men i dette øjeblik stopper vi op…

D4913414-CB7B-4046-8CE1-44AAB1DFAB4C

Jeg får fortalt hende, at jeg ikke skal gå i børnehave, men at jeg afleverer hende og Aston, og så går jeg igen, så hun kan lege med alle de andre børn og voksne. Noelia får et helt andet blik og langsomt bliver øjnene vædet, underlæben skydes ud og så triller tårerne. ’Mor kommer og henter mig igen’, siger hun med tårerne trillende ned af kinderne og pludselig rammes jeg af flashbacks til tiden med institutionsbørn, hvor man må forlade dem og slet ikke skal tilbringe al den vågne tid sammen. Det skær i hjertet. Jeg skynder mig naturligvis at forsikre hende om, at vi altid kommer og henter hende igen, at Aston også er i børnehaven, så ham kan hun altid få en krammer af og at der er voksne, som passer på hende. Mor og far kommer og henter – det gør vi altid!

Noelia græder og er faktisk helt berørt af at forholde sig til, at der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være sammen uafbrudt og jeg må indrømme, at det er jeg også. Noelia har brug for en lang krammer og det får hun.

Der venter mange spændende ting og muligheder for fremtiden, men hold nu op hvor er det bare trist at tænke på, at denne tid, denne unikke familietid, vores lille symbiose stille begynder at lakke mod enden. Jeg vil savne dem – min lille familie. Altid!

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Postkort til børnehave

Hej Ørnesten

Jeg har fået en ny ven. Han er fra børnehaven hernede. Han pjatter rigtig meget og snakker og snakker. Han er god til engelsk, så vi snakker sammen.

894F6576-A8F1-41E3-9947-A67626E2F90E

Vi har fanget to kæmpe store frøer nede på legepladsen. Det var min ven, som fangede den.  Vi har også fanget tusindben, regnorme og kakerlakker. Det var så sjovt at fange frøen, fordi den sprang afsted og alle de andre skreg og prøvede at tage benene op. Vi grinede rigtig meget.

Lige pludselig kunne vi ikke finde flere frøer, så fangede vi bare tusindben.

Vi leger meget og finder dyr næsten hver dag. Vi er aldrig uvenner eller skælder ud. Vi er bare gode venner og gør ingen dumme ting.

Hilsen Aston

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO – DEL 2

Mit forrige indlæg (læs det HER) skrev jeg I mine følelsers vold. Det betød blandt andet, at mine konklusioner var lidt  dramatiske. I dag er mine følelser og jeg faldet lidt til ro og jeg har lyst til, at reflektere over mine tanker fra mit forrige indlæg.

IMG_4684

I følelsernes vold er ikke det værste sted at være, for der kan man  lytte og lære

”Måske er det på tide at vende snuden mod nord?” skrev jeg. Ja, måske er det på tide at tage hjem. Det er i hvert fald en overvejelse, som jeg har gjort mig mange gange i de forgangne seks måneder.

Vi har bevæget os lysår uden for vores komfortzone, så sådan en overvejelse er kun naturlig for mig. Jeg havde allerede lignende overvejelser, efter vi havde været her bare en måned, men på det tidspunkt var alt stadigvæk nyt og overrumplende og derfor var det mere en flugt, end det var en velovervejet mulighed.

I dag er situationen en anden. Vi har boet på børnehjemmet i mere end seks måneder og har alle fire oplevet op- og nedture og vi har været sammen om det hele. I dag er at rejse hjem en velovervejet mulighed. En konsekvens af vores oplevelser og følelser det sidste halve år.

Det spørgsmål jeg stiller mig selv, det Sabrina og jeg taler om, er hvordan den sidste del af vores rejse vil forme sig? Vil nyt og spændende åbenbare sig? Vil vi opleve nye muligheder og relationer? Eller vil tiden være præget af flere udfordringer og skuffelser og følelsen af ikke at være det rigtige sted? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi prøver at regne det ud – ud fra alt det vi har oplevet indtil nu.

Vi siger tit: ”Det må tiden vise”, men hvad betyder det? Det kan faktisk betyde, at jeg forholder mig passivt til mit eget liv og lader tidens gang afgøre hvad jeg gør. En statist i eget liv. Jeg tror, at nogle gange skal vi ikke vente og lade tiden vise, vi skal afgøre og vælge selv, inden vi lader tiden begrave alt i bagklogskabens støv.

3B587F6A-FB93-45BA-8578-F8B9C7349B91

Alt det vi har oplevet – kan ikke udtrykkes med ord

Vores rejse har været fantastisk, fordi den har været så pokkers virkelig, og måske bliver den endnu bedre de næste par måneder eller måske bliver det en hård tid? Skal vi vente og finde ud af det? Skal vi træffe et valg om at rejse hjem?

Det er en svær beslutning. Der er så mange forhold der indgår i ligningen og så alligevel, måske handler det bare om, hvad Sabrinas og mit hjerte fortæller os?

20180512_181630

Så vi lytter…

Vi prøver, så godt vi overhovedet kan, at være noget for børnene (både vores egne og alle dem på børnehjemmet) med de muligheder vi har og i den tid vi er her, uanset hvor længe det så bliver.

Det er vores mission og den er ikke åndsvag.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Få besked når der er nyt på bloggen

Børnegruppe – yeah!

Jeg har, som tidligere skrevet, oprettet børnegruppeforløb her på børnehjemmet. Læs det tidligere indlæg her. Dette er noget helt nyt for stedet, som aldrig har haft samtalegrupper på denne måde.  

Af flere grunde har jeg en af børnehjemmets socialrådgivere med til mine gruppeforløb. Rent praktisk skal hun fungere som tolk, så jeg er sikker på, at børnene forstår, hvad jeg siger og at de får mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Det er vigtigt, at de får denne mulighed for, som tidligere skrevet, er det i sig selv svært nok for dem, at skulle udtrykke egne følelser og behov, da de slet ikke er vant til at forholde sig til sit indre.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan lære fra mig og dele ud af min viden, så denne socialrådgiver kan bære disse forløb videre, når jeg ikke længere er her. Hun har stor interesse i dette arbejde og har allerede sagt, at hun vil køre børnegrupperne videre. Kæmpe succes! Både for mig, stedet og ikke mindst børnene. Yes!

C8304279-F5BC-4D9A-AAFE-CC30A5FE725F

Vælg et humør. Nemt at forholde sig til som barn.

Jeg nyder virkelig at dele ud af mine erfaringer og ekspertise til børnene, de voksne og stedet, og jeg er så glad for, at der er kommet fokus på vigtigheden af, at give børnene en stemme og mulighed for at tale om alt det, som fylder.

Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få luft fra deres indre støj, så kan dette måske bidrage til, at børnene i højere grad er modtagelig for læring i skolen, have overskud til at være en god ven, forhindre uhensigtsmæssig adfærd, eller hvad der nu en gang kan være af individuelle reaktionsmønstre. Jeg er således meget taknemmelig for at have bidraget med min viden ift. børnegrupper.

A9026CAB-597A-465E-BAC6-D2B7D2796F9B

Nogle af de tegninger der er blevet lavet undervejs i forløbet.

Hvordan er det så gået? Når nu det kulturelt ikke lige ligger til højrebenet for disse børn, at skulle tale om egne tanker, følelser og behov. Jo – det er faktisk gået over al forventning. Vi har sammen bevæget os af sted på en rejse, og de har for hver gang vokset med opgaven. De får sat flere og flere ord på tingene. Der bliver fældet tårer og uddelt gode råd til hinanden. De forstår sig på, hvad det vil sige at være en del af en børnegruppe, og de er seje og gode til at være ærlige.

Jeg har via mine børnegruppeforløb fået et meget godt indtryk af, hvordan det er at være ny her på børnehjemmet og jeg skal love for, at der er nok af udfordringer at tage af. Udfordringer som slet ikke ville blive talt om, hvis vi ikke mødtes en gang om ugen.

7E4E10AB-E9FD-4488-8040-0307BE6BA631

Hvor sidder smerten i kroppen og hvordan ser jeres familier ud?

Sommetider har jeg tænkt, måske særligt ift. to af de større drenge, at de egentlig ikke synes det er relevant for dem at være med. Der er så meget attitude, facade og mange parader. Jeg har dog oplevet, at de hver gang deltager, men lidt på deres egen måde med deres egen ”stil”.

Vi er nu nået til vejs ende i mit planlagte forløbet, hvor jeg lader det være op til gruppen, om de har lyst til at mødes igen eller om de ikke længere føler et behov. Sjovt nok var det de to store drenge, som var de første til at række hånden op og udtale, at de gerne vil have, vi fortsætter med at mødes. Så ja – jeg tror faktisk alle har fået noget ud af det – både dem og jeg, og jeg er så taknemmelig for, at dette blev en succes.

Jeg fortsætter derfor børnegruppeforløbene og starter nye forløb op, så også andre her på børnehjemmet kan få tilbudt denne mulighed. 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Kan menstruation være farligt?

Alt er vel her og jeg vil lige skrive et par linjer om, hvad jeg blandt andet bruger min tid på her på børnehjemmet. Jeg træner nemlig sammen med en gruppe af de større piger. Jeg har gjort dette i flere måneder nu. Det startede egentlig med, at jeg blev træt af ikke selv at være aktiv.

Jeg har altid holdt af at være aktiv eksempelvis via løbetræning. Dette dog kun i perioder for, når det bliver vinter, så er det som om, at jeg ender med at gå i hi. Dette behøver jeg imidlertid ikke bekymre mig om hernede i varmen. Alligevel får jeg ikke løbet – jeg tør ikke! Der er simpelthen for mange gadehunde og mange blikke fra menneskerne hernede, så jeg har slet ikke lyst. Derfor lavede jeg en dag noget styrketræning og lidt cardio og jeg fik hurtigt et par nysgerrige blikke fra de større piger.

En aften da jeg skulle ud med skrald, så jeg at en gruppe piger havde samlet sig på basketballbanen og lavede nogle af de øvelser, de havde set mig gøre tidligere på dagen. Det blev ligesom startskuddet. Nu træner vi et par gange om ugen og det er super fedt og sjovt at dele træningen med disse piger.

Det er dejligt at kunne lære dem nogle øvelser, men også give dem en forståelse for træning og hvad det gør ved kroppen at holde den i gang på denne måde.

Eksempelvis var de temmelig ’beskidt forskrækkede’, før vi startede. Det er de stadig i nogen grad, men nu lægger de sig på jorden uden nogen form for grimasse. De var også meget ’sved forskrækkede’, men efter at have set hvordan sveden hagler af mig, så er det ligesom også blevet afmystificeret. Derudover har jeg måtte gentage mange gange, at det ikke er en forhindring at træne, fordi man har menstruation. Jep – det har været en stor bekymring hos dem. Ja selv for de voksne staffmedlemmer, som også indimellem er begyndt at dukke op til træningen. Tænk engang at dette kunne være en bekymring. Det havde jeg ikke drømt om, men det viser bare, hvor meget læring der er i, at samles på denne måde både for dem og for mig.

Et andet gode ved dette setup er, at jeg kan dele ud af min viden om og erfaring med træning. Eksempelvis har staff mange gange udtalt, at det er så dejligt, at jeg gør dette og får de overvægtige børn med. Hertil må jeg svare dem, at træning er godt for alle uanset alder og vægt.

Der er i virkeligheden ikke mange overvægtige børn her på børnehjemmet, men der er mange utrolig tynde. Alt for tynde, og jeg er glad for, at de får en viden om, at det er sundt og godt at træne og få opbygget en muskelmasse, uanset om man er tyk eller tynd – gammel eller ung.

Det var lige en lille fortælling om, hvad jeg også får tiden til at gå med hernede, og det er absolut en af de ting, som jeg nyder at have fået gang i, selvom det ikke var en del af mine tanker, før vi tog afsted til børnehjemmet.

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen
« Ældre indlæg

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial