EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Finde sin plads

Lillebror

Der er nu to dage til termin. Vores familie vil gå fra at være fire til fem. Det er ret vildt og vi glæder os alle.

Alligevel har det været en proces for mig. Sådan er jeg nok bare. Måske er det hormoner? Måske er det en del af det at være mor? Måske er det en del af det med at blive mor på ny? Eller måske er det fordi, jeg er god til at bekymre mig? Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg vil det bedste for os alle.

Nu kender vi fire jo hinanden ud og ind. Efter over et år, hvor vi fire har været sammen, hvor vi har været i Filippinerne og på Bornholm på den vildeste familierejse og ikke været en del af det ellers famøse hamsterhjul, så må man da sige, at en lille ny til samlingen bliver noget af en forstyrrelse til den ellers velfungerende firekløver.

At få en lillebror vil komme til at rykke på vores familiedynamik og mine bekymringer har gået på, om dette vil rykke på dynamikken i en negativretning. Forstå mig ret – vores lillebror er et ønske barn. Planlagt og ønsket!

Jeg tænker derfor, at det må være lidt det samme, som jeg oplevede efter fødsel af Noelia. Jeg elskede hende, men jeg kendte hende jo ikke. Hun var kommet og det var fantastisk, men med alle hormonerne strømmende i kroppen, så var jeg også bare revet lidt itu. Mit ellers 100 pct. nærværd overfor Aston kunne ikke længere indfries. Jeg skulle pludselig dele min opmærksomhed, jeg måtte sommetider erkende, at jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg skulle amme og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor ham, men også overfor Noelia, da jeg synes, jeg ikke kunne være 100 pct. tilstede nogen steder.

Jeg savnede Aston og følte nærmest, han ville glide fra mig. Sådan gik det selvfølgelig ikke og i takt med hormonerne forlod kroppen, fik jeg også styr på det med at være mor til to og elske begge unger lige meget.

Lykken er at se sine unger sammen – det søskendebånd de udvikler og det familiebånd der også udvikles i takt med denne ændring, og heldigvis er det også der, jeg er nu. Jeg er klar til at modtage vores lillebror og få ham integreret i vores familie. Firekløveren skal ændres til en femkløver og dette er jeg ikke længere bekymret over – jeg glæder mig, som resten af flokken herhjemme.

Jeg ved nemlig, at Jeppe og jeg kan klare det, og ikke mindst at mine børn er klar og rummelige. Det har de bevidst utallige gange, som i Filippinerne, hvor deres mor tit og tæt sad med andre børn, kyssede, krammede, grinede og talte på et andet sprog. Dette var bare så overskudsagtigt fra deres side. Ikke en snert af jalousi eller lignende var der.

Ligeledes da vi fortalte, at de skulle være storebror- og søster var der kun glæde. Det er meget abstrakt at skulle forholde sig til at blive storebror- og søster, men de glæder sig virkelig og har hele vejen igennem tænkt lillebror med ind i ligningen. Eksempelvis hvis vi har talt om noget, som skal ske ude i fremtiden, så har de nævnt at lillebror også skal med. De kommer begge med ønsker om, hvordan de vil hjælpe til eksempelvis i forhold til at made ham, skifte ham, give sut, holde ham mv.

Så! – jeg kan åndelettet op og hilse lillemanden velkommen. Vi er klar og glæder os til at lære ham at kende med alt, hvad dette indebærer af ’forstyrrelser’. Vi skal nok komme til at se disse som positive input i vores hverdag.

Kom du bare lillemand. Vi er klar til dig.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Få besked når der er nyt på bloggen

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Tak for støtten

Nu er basketballtræningen gået i gang! Takket være alle jer, som har bidraget til indkøb af basketbolde, nye basketnet, træningstrøjer, kegler og meget mere, kan jeg nu virkelig komme igang med at undervise børnene.

IMG_3378

Her er jeg i gang med at træne de midste børn, de er 7 – 10 år.

De sidste par uger har jeg så småt været i gang. Jeg har fundet ud af, hvordan børnene reagerer på min undervisning (og på hvordan jeg reagerer på at undervise børnene). Det har været en fornøjelse og en udfordring.

IMG_3447

Opvarmningsøvelser med de større børn

Næste skridt er at sætte det mere i system, så derfor har Sabrina og jeg lavet et skema med min baskettræning og hendes grupper, som vi skal tale med lederen om i starten af denne uge. Vi har planlagt flere grupper og mere træning for børnene – nu går vi all in!

IMG_3399

Dejligt med lidt tilskuere til træningen

Det bliver spændende at se, hvordan lederen reagerer på vores foreslag. For vi kan ikke lade være med at føle, at nogle gange så synes personalet, at vi “stjæler” børnene lidt for meget, fra deres faste opgaver. 

På den ene side er det en frustrerende følelse at have i sig, for vi prøver jo virkelig at gøre noget godt for børnene, så derfor er det svært for os at forstå, at personalet ikke bakker 100% op. På den anden side ved vi også godt, at der ikke har været volontører før, som gør det vi gør, nemlig at bryde lidt ind i de faste rytmer og rutiner og udfordrer både børn og voksne med nye og anderledes idéer. 

Så selvfølgelig skal vi være nænsomme og betænksomme og ikke ødelægge noget af alt det, som fungerer og har fungeret rigtig godt i mange år. På den anden side vil vi også give det, som vi kan give, til børnehjemmet. Og indtil at de siger stop, vil vi forsætte med at udfordre på den mest berigende og kærlige måde, som vi overhovedet kan. For det er også vores pligt! At gøre det bedste vi kan og det kan vi kun gøre, hvis vi er os selv.

Kampen fortsætter. Kampen for at være sig selv og for at bidrage, men kampen er en god kamp nu. Aston og Noelia stortrives og Sabrina og jeg formår, at nyde flere og flere aspekter af vores fantastiske eventyr. Taknemmeligheden, for det vi gør sammen lige nu og den unikke tid vi har med vores egne børn, kommer snigende. Vi kan ikke undslippe den og må bare erkende, at vi oplever noget ganske særligt i denne tid. En oplevelse der også indebærer modgang, mavepustere og mild frustration og som faktisk ikke ville være spor det samme uden alle disse bump.

IMG_3437

Øvelse gør mester

Nå, men for lige at vende tilbage til basketball. Jeg kan selv mærke, hvordan jeg har genfundet glæden ved at spille basket. Legen, sammenspillet, kampen. Det er skønt og jeg håber virkelig, at jeg kan videregive min glæde og forståelse af spillet til børnene her. Når jeg er kommet lidt længere i undervisningen vil jeg berette om, hvorvidt jeg er lykkedes med det. Indtil da; Elsk, leg, kæmp og giv’.

IMG_3432

/jeppe

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Så er anden halvleg i gang

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?

Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.

Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.

Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.

Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.

Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!

Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

En cykel, en ven, lidt modvind og en masse følelser

Vi er tilbage på børnehjemmet og venter fortsat på at børnene kommer tilbage fra deres ’ferie’ hos deres familier. Derfor er alt, hvad der foregår her på børnehjemmet også meget mere forstærket og i øjnefaldende, da der i virkeligheden ikke sker ret meget – og dog.

Aston havde glædet sig til at komme tilbage til sit legetøj, til sin cykel og til sin bedsteven J her på børnehjemmet.

87249FED-9A1C-42A2-BE73-129C33A63811

Aston foran vores hus på børnehjemmet

Før vi tog på ferie var Aston og J meget sammen, da de er jævnaldrene (et års forskel hvor J er ældst).

Nu hvor vi er kommet tilbage, er der kommet nye staff medlemmer til. Det er dog nogen, som har været her før, hvorfor J kender denne familie og i særdeleshed kender drengen i familien.

Vi tænkte straks, at det var superfedt med flere børn i samme alder som vores og sikke fedt det ville blive for ungerne, at kunne lege sammen på kryds og tværs. Desværre er virkeligheden ikke altid som tankerne.

Aston så straks J, da vi var kommet tilbage og var glad og imødekommende og straks i gang med at vise tegn til at lege kriger, som de plejer, men J var derimod afvisende og ikke interesseret.

J har nu fået sin gode gamle legekammerat tilbage, som J kan tale med og forstå, hvilket er sjovere end at lege fægtelege med en, som man ikke deler samme sprog med. Av av av.. Stor smerte i mit moderhjerte!

Jeg tænker at mange forældre på et tidspunkt har eller vil opleve, hvordan det er, at have et barn, som står udenfor fællesskabet og som faktisk selv ser det og bliver ked af det. Det er bare noget af det værste.

Jeppe og jeg har set det komme i løbet af de sidste dage, men alligevel har vi sagt til hinanden (selvfølgelig når ungerne ikke har været tilstede), at nu må vi lige se tiden an og lade dem finde ind i et fælleskab, hvor der er plads til dem alle, men i dag blev det for meget for lille Aston.

Aston havde et par gange tidligere forsøgt at indbyde til leg, men var blevet afvist. Endelig vælger J at tage hans cykel og ikke give den tilbage – i hvert fald ikke lige i de sekunder, hvor Aston et par gange råber NO til ham. Aston råber og kigger på mig. Jeg opmuntrer ham til at råbe det igen, for J havde ’nok ikke hørt det’. Aston råber igen, men J cykler ufortrødent videre på Astons cykel. Aston prøver igen og giver op – følelserne blussede over, følelsen af at hans tidligere ven havde valgt ham fra og ikke ville lytte til ham. Aston blev ked af det og løb hen til mig med tårerne trillende ned af kinderne: ’Mor han vil ikke høre på mig! han vil ikke gøre, hvad jeg siger!’

Kender man Aston, så ved man også, at det faktisk er sjældent han græder. Ikke at han ikke kan, men han får ofte løst, hvad end der skal løses, før det når der ud, hvor det koger over, så det var rigtig ærgerligt, at det ikke gik denne gang og jeg måtte melde mig på banen og få cyklen tilbage til rette ejermand, og så var det vist tid til at gå ind og spise aftensmad.

Lidt senere var der tegn fra Aston om, at han var klar til snak. Aston og jeg ligger i sengen og snakker, før vi skal i gang med nattøj, tandbørstning mv. Aston spørger, hvorfor J ikke vil lege med ham? hvorfor siger han hele tiden ’no’, når Aston prøver at gøre noget? Hvorfor vil de andre ikke lege med ham? hvorfor vil de andre børn lege med J men ikke med ham? osv. Han er ked af det og har de største hundeøjne, men med et fjernt blik og han ligger helt stille i samme stilling, mens spørgsmålene flyver ud af ham. Jeg kunne græde med – eller for ham.

Jeg bliver så skide sur – hvorfor i alverden vil ungen ikke lege med ham!!? Det er sq da også for dårligt og sikke strenge de allesammen er. Sådan er man bare ikke over for MIN søn! – men det er vist bare de der moderfølelser, som man bærer i sit hjerte og som nok altid vil prikke lidt, når tingene bliver svære for ens børn. For man ønsker vitterlig kun det bedste for sine børn. Alligevel vil jeg ikke være en curlingforælder, som går ud og skælder og fejer vejen for ham. Dette øjeblik og disse følelser han gennemgår lige nu er en del af livet og han vil uden tvivl møde dem igen.

Derfor er min fornemmeste opgave, at guide ham igennem. Hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser og lære ham at forstå dem, tale om hvordan man kan takle en sådan cykeloplevelse, tale med ham om, hvordan man kan være en god ven og hvordan man selv kan forsøge at være åben overfor andre osv. Jeg kunne blive ved. For der er så mange ting man kan gøre enten godt eller dårligt som forældre, men i dette øjeblik priser jeg mig lykkelig over, at jeg er her sammen med ham. Jeg ser, hvad der sker, jeg samler op og guider, når der er behov og jeg forstår. Jeg havde ikke forstået ligeså godt, hvis jeg afleverede i institution og havde en reaktion fra hans side om aftenen – men jeg forstår det hele lige nu og her i dette øjeblik, fordi vi er SAMMEN!

Vi skal nok lykkes på den ene eller den anden måde – vi holder ud og vi holder sammen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Mange følelser – en lille tåre

I går var en hård dag, men på sin vis på en god måde. Det slog mig pludselig, at der er sket forandring i mine/vores tanker og behov.

I går skulle en af de store piger på 17år tage afsked med os og børnehjemmet. Efter at have boet her i omkring ti år kom dagen, hvor hun skulle forlade stedet.

Jeg har haft nogle gode snakke med hende og hun blev ret hurtigt en af dem, som jeg og børnene kom til at holde rigtig meget af. Hun var god til både Aston og Noelia og altid meget nysgerrig på at lære og forstå Aston og Noelia bedre. Pigen (lad os bare kalde hende Anna) ville gerne lære danske ord, så hun kunne kommunikere lidt med Aston og Noelia og hun forstod sig på bare at gå rundt med dem på en stille og rolig måde, mens der blev studeret blade og myre, fundet reb og grene til Aston samt lede efter tamarinder til Noelia (den ædedolk).

De dejlige tøser forsætter stilen

To af de mange dejlige tøser

Anna er en god pige og hun og jeg har haft flere gode og længere snakke, hvor hun efter noget tid åbner op og fortæller, at hun i virkeligheden ikke rigtig vil afsted, men at hun har brudt nogle regler, hvorfor der er truffet beslutning om, at hun skal tage hjem. 

Anna fortalte mig, hvordan hun er rigtig ked af at skulle forlade sine gode venner her på børnehjemmet, hvordan hun frygter at skulle starte i en ny skole, hvordan hendes familie ikke altid har været god til at støtte hende, men derimod tale hende ned og fortælle, at hun aldrig vil kunne fuldføre en uddannelse mv. Anna er bekymret for fremtiden. Anna græder, da hun fortæller mig disse ting og hun fortæller, at hun vil savne Aston og Noelia.

Jeg tænker, at det er hård kost. Det er ikke nemt at være teenager. Det er ikke nemt i nogen lande – det er nok et universelt problem, men dette universelle problem er der ikke rigtig plads til her på børnehjemmet, når der nu står tusinde andre børn i kø for at få lov til at få en plads på børnehjemmet, så de kan blive sikret skolegang, mad, bad og andre basale behov, som ikke er en selvfølge i det hjem, eller mangel på samme, som de kommer fra.

I går måtte Anna således pakke sine ting og forlade stedet. Anna kom til mig på terrassen og fortalte, at nu var det nu. Jeg blev overrasket, for jeg troede ikke, det allerede var nu. Jeg takkede hende mange gange for at tage så godt imod os som familie og for at være så god overfor vores børn. Jeg takkede hende for hendes ærlighed og åbenhed overfor mig og jeg takkede hende for at vi fik muligheden for at have mødt en dejlig pige, som vi uden tvivl vil savne her på børnehjemmet. Jeg takkede hende og jeg fældede en tåre. Jeg var egentlig overrasket over at gøre dette. Jeg er vant til at arbejde med børn og forældre i udsatte og sårbare situationer og dermed være ”disponibel” for jævnligt at kunne fælde en tåre, men det gør jeg ikke.

Jeg tror i virkeligheden det handler om flere ting. For eksempel at lige netop Anna var en af dem man glædede sig til at komme ud til. Anna var en af dem man helhjertet turde efterlade sine børn hos. Anna var en af dem som gav os modet til at tro på, at dette ophold nok skal blive rigtig godt og at det giver mening, at vi er her. Så at skulle sige farvel til Anna var et hårdt slag i en i forvejen hård tid.

Tårerne handlede således både om det, men også om en bekymring på Annas vegne. En bekymring for hvordan Anna nu skal klare sig her i livet. Får Anna mulighed for at fuldføre sin skole? Får Anna opfyldt de basale behov og får Anna tryghed og omsorg der, hvor hun nu skal bo?

Tårerne havde mange betydninger og jeg er på ingen måde ked af at vise Anna, at hun faktisk har gjort indtryk på mig. Anna er en god pige og jeg ønsker det bedste for hende og jeg har på det kraftigste opfordret hende til at kæmpe for at klare sin skolegang og havde store drømme for sit liv. Jeg håber Anna klarer sig derude.

Samme dag tog vi igen i Mall. Vi skulle købe lidt ting, men egentlig også bare spise fritter, burger og drikke en kold cola. Det var ikke den samme succes, som det plejer at være. Ingen af os var i humør eller satte pris på luksussen som hidtil. Selv Aston blev ved med at spørge om, vi ikke snart skulle hjem til børnehjemmet.

Grunden til jeg skriver dette er, at jeg pludselig blev opmærksom på en lille ændring i vores tanker og behov. Uventet var luksussen blevet overflødig for os. Vi ville egentlig gerne bare hjem til vores ris og simple living og pludselig blev hele episoden med Anna egentlig en opløftende ting, selvom den gør ondt.

Kys og kram og masser af leg

Kys og kram og masser af leg

Episoden fortalte mig, at jeg/vi faktisk på kort tid har formået at knytte bånd og skabe gode relationer og at vores ophold giver mening. Børnehjemsbørnene begynder at tage plads i vores hjerter, og det er faktisk rigtig rart at blive opmærksom på dette, når nu det hele har virket så hårdt og op ad bakke på det eksistentielle plan. Vi kan godt det her. Vi skal nok lykkedes på den ene eller den anden måde. Vi holder ud.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Leg, fest og tanker i varme

Vi sidder på terrassen alle fire her sidst på formmiddagen. Aston og Noelia sidder måske ikke ligefrem, men de er her og leger, løber efter katten og nu vil de tegne. Det er varmt, men en let og mild brise giver os lige nu et lille pusterum. Lydene sumrer i luften, insekter, stemmer, klip-klappere på stierne.

Stierne på børnehjemmet

Foran vores hus

Vi er lige kommer hjem fra fest i børnehaven. De fejrede at ferien snart begynder og delte priser ud til alle børnene. Det var vældigt festligt med dans og musik og forældrene havde mad og drikke med hjemmefra. Et sammenskudsgilde som vi kender det. Det er altid dejligt med noget genkendeligt.

Den sidste uges tid har fortsat været svær. Vi har stadigvæk mange eksistentielle snakke om, hvad meningen med os er? Sjovt nok har vi ikke fundet svaret endnu.

De sidste dage har dog også budt på mange gode ting. Aston og Noelia virker til at have fundet mere balance i vores hverdag sammen. Vi har jo sådan uden videre kastet dem ud i en helt ny livssituation, hvor alt er anderledes end de har været vant til hele deres korte liv. Blandt andet er de nu sammen hele tiden, al tid. Det tror jeg også, at de har skulle vænne sig til.

Hygge

Hygge

Hvis vores børn begynder at være rigtig glade og trygge, vil det også smitte os og give os fornyet styrke og håb. De er jo vores et og alt! Så det er en virkelig dejlig udvikling.

I går aftes sad Jeppe og jeg og talte om, hvordan vi går og venter på, at vi når til et turning point. Det punkt, som vi alle kender, hvor en hård tid eller en svær situation begynder at blive bedre og tingene lysner. Men dette sker vel oftest som en ubevidst overgang, hvor man pludselig opdager, at tingenes tilstand er blevet bedre.

Vi er nærmest for bevidste om det. Ligesom at jagte en kæreste. Når du mest ønsker en kæreste, finder du ikke en, men er du fokuseret på andre ting, dukker den rette op ud af det blå.

Back in business

Gi’ slip og nyd nu’et

Vores øvelse er stadigvæk at give slip. Lade tingene gå sin gang og nyde at være sammen hele tiden. For det er i sandhed en velsignelse at have den mulighed.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Den svære tid

Den 4. marts 2018

Det er svært lige nu. Det er svært at finde hoved og hale i tingene, og det er svært at finde ud af, hvad der dog er meningen med det hele. Hvad skal vi? Det er svært at være ny. Det er altid hårdt ikke at kende til arbejdsgangene. Jeg kender det alt for godt, for jeg har lige mærket det på egen krop ift. at starte på nyt arbejde. Man vil så gerne kunne det hele, præstere fra day one, men man er nød til lige først at lære lidt om stedet, deres værdier, arbejdsgange og systemer mv., før man kan byde rigtigt ind og sætte det præg på tingene, man selv synes er værdifuldt.

Jeg er ikke god til at være ny. Jeg vil så gerne det hele og lidt mere til. Derfor har jeg det på samme måde lige nu og her i Filippinerne. Jeg vil så gerne både blæse og have mel i munden, men det kan jeg ikke. Jeg vil så gerne have at mine børn trives, kan tale engelsk og kunne kommunikere med de andre på stedet, men det kan de ikke. Jeg vil så gerne byde ind med min faglighed, være til nytte og gøre en forskel, men det gør jeg ikke lige nu. 

En af grundene er måske også, at vi har valgt at gøre ligesom i flyet: selv tage iltmasken på, før man hjælper andre. Det betyder, at vores fokus er på vores egne børn. Vi er sikre på, at det i sidste ende vil give os mere frihed og overskud, hvis de trives og er trygge, hvilket de for hver dag giver flere og flere tegn på at være. Så det er vores fokus lige nu, og så forsøger vi at holde hovedet koldt og trække vejret, når følelserne af magtesløshed, fortvivlelse og ked-af-det-hed rammer os.

Samarbejde

Samarbejde

For disse følelser kommer med jævnemellemrum, men heldigvis har vi også rigtig mange positive oplevelser med de andre børn og personalet og det giver os modet til at holde ud. Det er skønt, at se, at børn faktisk kan lege sammen uden at have et fælles sprog og på tværs af kultur. Det er fantastisk dejligt at begynde at kende flere af børnene, kunne en del navne samt have en fornemmelse af deres personlighed. Det hele begynder at blive lidt mere personligt og hjemligt og jeg er vover at tro på, at vi nok også skal komme til at opleve, at dette børnehjem for evigt vil være vores ”second home og second family”. Gid man da bare kunne skrue tiden et par måneder frem, det ville have gjort denne tid lidt lettere.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Svaret er?

Det er svære end jeg havde regnet med. Det er ikke nogen badeferie, faktisk er det slet ikke nogen ferie.

Det er frivilligt arbejde, men vi er egenligt ikke begyndt at udføre noget arbejde endnu.

Så hvad laver vi og hvorfor kan det være så hårdt? Svaret er både enkelt og kompliceret:

Hygge på vores terrasse

Hygge på vores terrasse

Det enkle svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Vi har ingen særlige opgaver og kan stort set selv bestemme, hvad vi foretager os. Om formiddagen er børnene i skole inde i byen, så der sker ikke meget og vi skal selv underholder Aston og Noelia. Når børnene kommer hjem om eftermiddagen er der fuld fart på indtil vi skal spise. Vi spiser for os selv i vores hus og alle måltider bliver tilberedt til os i børnehjemmets køkken. Efter aftensmad er det badetid og sovetid.

Det komplicerede svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Hvor vi arbejder på at finde vores plads i systemet. Alle volontører er gæster, hvide mennesker der forsvinder igen, men vi er endnu mere uden for nummer. Både børnene og de ansatte kender volontørernes rolle og arbejdsopgaver og dermed er der orden i systemet. Vi er uorden. Ingen kender vores rolle, fordi vi har to små børn, vi er ældre og vi skal være her længere tid. Det har de aldrig prøvet før her.

Sådan er dét og det arbejder Sabrina og jeg med at forholde os til. Vi vil virkelig gerne hjælpe og vi har noget at byde på, men vi har også de to små banditter, som skal trives og er en del af vores plan. Faktisk er deres trivsel, det eneste ultimative krav som vi har taget med hjemmefra. Det er der vi ikke går på kompromis og det er en af de få grunde, som hypotetisk, kunne få os til at afbryde vores ophold.

Ris til morgenmad

Ris til morgenmad

Men ro på nu, vi har været har 14 dage i morgen, og vi har det faktisk godt. Ja, vi har en masse tanker omkring vores rolle og hvordan vi kan hjælpe, men det er vel naturligt. Faktisk tror jeg det er et sundhedstegn. Når man river hele gulvtæppet af selvfølgeligheder og sikkerhed væk under sig selv og sin familie, skal det afstedkomme en hvis mængde frustrationer, tvivl og håbløshed. Så der er vi bare helt normale.

Vi leder efter de rigtige svar med lys og lygte, men måske skal vi begynde at kigge efter nogle nye spørgsmål.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2024 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial