2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.
Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.
Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.
Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.
I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.
Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.
Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.
Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.
2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.
Klems Sabrina
Seneste kommentarer