Filippinerne Arkiv • EN FAMILIES REJSE

Kategori: Filippinerne (page 1 of 2)

Tak for støtten

8. juli 2018 / Jeppe / 0 kommentarer

Nu er basketballtræningen gået i gang! Takket være alle jer, som har bidraget til indkøb af basketbolde, nye basketnet, træningstrøjer, kegler og meget mere, kan jeg nu virkelig komme igang med at undervise børnene.

Her er jeg i gang med at træne de midste børn, de er 7 – 10 år.

De sidste par uger har jeg så småt været i gang. Jeg har fundet ud af, hvordan børnene reagerer på min undervisning (og på hvordan jeg reagerer på at undervise børnene). Det har været en fornøjelse og en udfordring.

Opvarmningsøvelser med de større børn

Næste skridt er at sætte det mere i system, så derfor har Sabrina og jeg lavet et skema med min baskettræning og hendes grupper, som vi skal tale med lederen om i starten af denne uge. Vi har planlagt flere grupper og mere træning for børnene – nu går vi all in!

Dejligt med lidt tilskuere til træningen

Det bliver spændende at se, hvordan lederen reagerer på vores foreslag. For vi kan ikke lade være med at føle, at nogle gange så synes personalet, at vi “stjæler” børnene lidt for meget, fra deres faste opgaver.

På den ene side er det en frustrerende følelse at have i sig, for vi prøver jo virkelig at gøre noget godt for børnene, så derfor er det svært for os at forstå, at personalet ikke bakker 100% op. På den anden side ved vi også godt, at der ikke har været volontører før, som gør det vi gør, nemlig at bryde lidt ind i de faste rytmer og rutiner og udfordrer både børn og voksne med nye og anderledes idéer.

Så selvfølgelig skal vi være nænsomme og betænksomme og ikke ødelægge noget af alt det, som fungerer og har fungeret rigtig godt i mange år. På den anden side vil vi også give det, som vi kan give, til børnehjemmet. Og indtil at de siger stop, vil vi forsætte med at udfordre på den mest berigende og kærlige måde, som vi overhovedet kan. For det er også vores pligt! At gøre det bedste vi kan og det kan vi kun gøre, hvis vi er os selv.

Kampen fortsætter. Kampen for at være sig selv og for at bidrage, men kampen er en god kamp nu. Aston og Noelia stortrives og Sabrina og jeg formår, at nyde flere og flere aspekter af vores fantastiske eventyr. Taknemmeligheden, for det vi gør sammen lige nu og den unikke tid vi har med vores egne børn, kommer snigende. Vi kan ikke undslippe den og må bare erkende, at vi oplever noget ganske særligt i denne tid. En oplevelse der også indebærer modgang, mavepustere og mild frustration og som faktisk ikke ville være spor det samme uden alle disse bump.

Øvelse gør mester

Nå, men for lige at vende tilbage til basketball. Jeg kan selv mærke, hvordan jeg har genfundet glæden ved at spille basket. Legen, sammenspillet, kampen. Det er skønt og jeg håber virkelig, at jeg kan videregive min glæde og forståelse af spillet til børnene her. Når jeg er kommet lidt længere i undervisningen vil jeg berette om, hvorvidt jeg er lykkedes med det. Indtil da; Elsk, leg, kæmp og giv’.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Kvalitetstid på filippinsk

7. juli 2018 / Sabrina / 2 kommentarer

En uge i Manila med kvalitetstid og luksus – ikke dårligt. Vi kunne sagtens tage en uge mere, men det skal vi ikke. Vi tager tilbage til børnehjemmet og har et skema med hjem, hvor vi har fået fyldt hverdagen godt ud med blandt andet børnegrupper og basketballtræning. Det glæder vi os til at tage rigtig fat på.

Denne tur til Manila var egentlig en miniferie, som skulle have været afholdt for flere måneder siden, men da det stødte ind nogle planer med børnehjemmet, rykkede vi turen til denne uge. Det blev den bestemt ikke dårligere af.

To frække brilleaber

Vi har hygget os og sat pris på den luksus, vi har været i. Ungerne har tilbragt mange gode timer i swimmingpoolen. Vi har haft toilet med skyl, toilet med bræt, ja bare toilet voksenstørrelse – utroligt så meget glæde et toilet kan skabe, hehe. Vi har haft brusebad og sågar med varmt vand, aircondition, tv og en rigtig sofa. Helt vildt jo!

Gå aldrig ned på udstyr når du skal i poolen

Det har været dejligt og det er dejligt at komme lidt væk og få lov til at være os selv. Kysse, kramme og holde i hånd når vi vil. Jeg elsker min familie så utrolig højt, og hvorfor det lige har været på denne tur, ved jeg ikke, men hold nu op hvor har jeg bare tænkt på og værdsat den tid, vi har sammen.

Glad i bolden

Vores børn er så dejlige. De er så seje, så gode og så skide irriterende til tider. Hvor heldig har jeg lige lov til at være!? Tænk at være så meget sammen med dem, så man også synes de er irriterende. Vi er sammen konstant og hele tiden. Vi har udviklet fælles humor og kan alle fire grine sammen både med og af hinanden i en kærlig tone.

De udvikler sig så meget og særligt Noelia tager virkelig nogle gode ryk. Hun er blevet så stor. Hun snakker løs, ævle bævler om alverdens ting, laver sjov og spas og er en rigtig lille hyggemus. Hun synger sange og fortæller en masse, som vi griner af og så er hun indimellem en lille papegøje, som også holder meget af at løfte pegefingeren og fortælle sin storebror, hvad han må og ikke må.

Sushien er serveret

Aston er sej. Han er for tiden fan af superhelte og kravler rundt på alting, ligesom Spiderman og hvad de ellers hedder. Han er virkelig blevet god. Vi må ofte stoppe ham, for det tager ikke mange sekunder, før han er kravlet op i en lygtepæl – altså helt op, hvis han får lov. Han har jo set, hvordan nogle af de store børn gør det på børnehjemmet, når de skal op efter kokosnødder, så den færdighed har han nu kopieret.

Vi nyder at være en del af vores børns udvikling og have denne unikke mulighed for at følge med i alle deres små skridt på vejen. Eksempelvis sprogudviklingen. Generelt set er det ikke så vigtigt for os, om vores børn, før de kommer i skole, lærer alfabetet og kan tælle til 100. Det vi i langt højere grad er fokuserede på er, at vi har glade, stærke børn, som forstår sig på at være en god ven og kender de sociale normer for, hvornår man må råbe højt og ikke, hvornår man skal lytte og hvornår man bør sige til og fra mv. Derfor har det ikke været vigtigt for os, at de kan tale engelsk. Kommer det, så kommer det og gør det ikke, så er det helt fint.

Alligevel ser vi nu, hvordan opmærksomheden og nysgerrigheden efter at lære sproget er begyndt at vokse i særligt Aston. Når et barn viser interesse for noget, er det selvfølgelig vigtigt at støtte op og udnytte det vindue, som nu er åbnet, så det gør vi i det omfang, Aston selv gider. Han spørger tit: ”Hvordan siger man …. på engelsk?” og så snakker vi om det og hundrede sytten andre ting, han også lige vil høre hvordan man siger. Det er meget hyggeligt og så er det virkelig fedt, når han indimellem overrasker og bare fyrer ting af, svarer relevant på engelske henvendelser fra andre eller lignende. Man bliver lidt paf og undrer sig over, hvor det dog kom fra? Hvor har han lært det ord at kende? – det er fedt.

Tid til hinanden

Der sker altså alle mulige ting med os alle fire og hold nu op, hvor er vi heldige, at få lov til at lære hinanden så godt at kende og tilbringe så utrolig meget tid sammen. Hvor er vi bare privilegerede!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Feriens aftryk og hverdagens start

5. juni 2018 / Sabrina / 0 kommentarer

Alle børnene her fra børnehjemmet begynder nu at være tilbage. Skolen starter på ny mandag morgen og hverdagen begynder for alvor.

Det er dejligt at have børnene tilbage. Der er liv og glade dage alle vegne. Det summer af hormoner og interesse for hinanden og ikke mindst en spænding i at lære de 30 nye børn at kende.

Vi nyder, at der er kommet gang i den. Nu er der pludselig mange muligheder for at finde legerelationer og selvom børnehjemsbørnene jo er en del ældre end vores, så er Aston glad og back in business. Han har rigtig fået gang i cyklen, fundet ’venner’ og trives med, at der er børn overalt. Det er ikke længere den larmende stilhed, man bliver ramt af og det er rart.

Jeg må sige, at jeg forbløffes over, hvor seje børnene her på børnehjemmet er. Her kommer man som eksempelvis syv-otteårig og har sagt farvel til sin familie, som man måske ikke ser igen før til jul eller måske først om et år, da det ikke er alle vis familie har mulighed for at komme på besøg.

Alligevel løber børnene ufortrødent rundt og leger, er glade og smutter ind og ud af husene, som om de aldrig har gjort andet. Jeg fatter det nok ikke helt. Jeg tænker, at jeg ville sidde i et hjørne og græde og savne min mor og far, men måske er dette sted så meget bedre, end det de kommer fra?

1DAEB651-489B-45CC-970F-1C577332B607

Dog lader jeg mig ikke helt ’narre’ af deres ydre, for nok er de glade på overfladen, men når det bliver mørkt og man skal være stille og ligge i sin egen seng, så er jeg sikker på at savnet til familien trygger og at den nye tilværelse her på børnehjemmet virker overvældende.

Jeg spurgte en af de ældre drenge, om han kunne huske, hvordan det var at starte her. Han fortalte, at han hver nat i over en måned lå og græd, mens ingen hørte det. Så ja – det hele er nok ikke lutter lagkage og det tænker jeg også, at vi blev bekræftet i på vores ferie.

Vi boede som sagt på øen Bantayan og var meget glade for stedet og lærte lidt lokalbefolkning at kende. Heriblandt en lille gruppe børn, som dagligt gik og solgte halskæder, som de havde lavet af muslinger. Her gik de op og ned ad stranden og rundt omkring i byen fra morgen til aften. De spiste resterne fra restauranterne, hvor folk gik fra deres levninger og de drak, hvad der var tilbage i glassene. Vi fik et hyggeligt forhold til dem, hvor vi altid snakkede lidt med dem og behandlede dem med respekt.

A463EAB9-90E6-41B6-9325-5E8E0CED745D

Desværre er det ikke alle, som behandler disse fattige børn, som kunne havde været dem fra vores børnehjem, på samme ordentlige måde som os.

Vi var den ene dag ude og spise på en restaurant og her sad en hvid mand, gammel og gråhåret med hvide tennissokker i sandalerne, stor mave og velhavende i forhold til store dele af befolkningen hernede. Her sad han og nød sin mad, med to yngre drenge. Jeg vil skyde dem til at være omkring 14 og 15 år. Jeg tænkte først, at det måtte være noget familie til manden, men nej det var det jo ikke.

Det var en gammel mand, som rejser derned, hvor han kan udleve sine pædofile tanker. Her er fattige mennesker, som enten lader sig udnytte eller får at vide, de skal lade sig udnytte, da pengene er nødvendig i kampen for overlevelse. Omkring 200.000 filippinske børn bliver årligt misbrugt. Det er jo sygt! Og det var sygt at sidde der og skulle nyde sine pommes fritter, mens sidemanden var pædofil og de to drenge var to børn født ind i en uretfærdig verden.

Magtesløshed og fattigdommens desperation fik vi et lille indblik i på denne restaurant, hvor alle vidste hvad der skete, men ingen gjorde noget.

Forleden var vi med jeepny til et Mall for at forlænge vores Visa. En lille dreng stiger ombord og har en seddel med, som han deler ud. Vi kunne ikke læse hvad der stod, men det var ikke svært at regne ud, at han bad om penge til sin overlevelse. Aston gav ham nogle penge, da vi ikke lige havde noget mad at give, hvilket vi hellere vil bidrage med. Drengen hoppede af bussen ved næste stop og Aston var nysgerrig på at høre, hvor han skulle hen? Hvor var hans mor og far? Hvor boede han? Hvorfor havde han ingen sko på? Hvorfor gik han bare rundt på gaden og sprang ind imellem biler og motorcykler?

Det blev en fin snak om, hvordan livet ser ud for nogle børn, ja, faktisk for skræmmende mange børn her i Filippinerne. Og om hvor heldige vi er og hvor heldige vores børn på børnehjemmet er. Børnene på børnehjemmet får alt det, som denne lille dreng og de andre børn, jeg tidligere har skrevet om, ikke får.

Vi svarede så godt vi kunne på Astons spørgsmål og vi svarede ærligt, uden at udpensle de forfærdelige vilkår, som disse børn jo lever under. Astons konklusion på vores snak var et spørgsmål. ”Hvorfor kan drengen så ikke også bo på børnehjemmet?”.

49D8FBCB-A049-461F-80BE-6F96010D2192

Nu er børnene tilbage og mange af dem har nydt at være med deres familie og søskende, mens andre helt sikkert har haft en hårdere tid, hvor de måske har skulle vandre op og ned ad gader for at sælge varer, spise andres madrester eller lign. Præcis som de børn, vi mødte på vores ferie.

Vi er glade for at se alle børnene her på børnehjemmet igen. Disse børn har en reel mulighed for at skabe sig en bedre fremtid, og når det uden tvivl er hårdt at være barn på et børnehjem, så er det en befrielse at huske på netop dette.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferie med mormor og morfar

24. maj 2018 / Sabrina / 0 kommentarer

Os i vandet på den fantastiske strand på Bantayan

Den sidste tid har været let og som en leg. Vi har tilbragt over en måneds ferie på lækre bountyøer, spist, leget, bygget sandslotte og racerbiler, badet, badet og badet lidt mere og vi har alle sammen nydt det i fulde drag.

Alligevel er en ny tid startet på denne ferie. Vi har nemlig haft besøg af mormor og morfar i en hel måned, og de er nu taget afsted tilbage til Danmark med bagagen fuld af gode minder og nye oplevelser. For det har i sandhed været en dejlig tid og derfor gjorde det også meget ondt at måtte give slip på dem i lufthavnen velvidende, at der nu går over ti måneder før vi ses igen. Hulk.

Morfar og Aston i sandet på Bantayan

Dette har prikket lidt til min i forvejen usikkerhed om hvorvidt, det vi har gang i nu også er det rigtige. Burde vi ikke bare tage hjem og fortsætte vores velkendte liv, så vores unger også får muligheden for at bevare dette utrolig tætte og dejlige bedsteforældre forhold, som de har til mine forældre men også til Jeppes.

Det ville være nemt at smutte hjem, men nej det skal vi ikke. Tog vi hjem, ville vi med garanti sidde hjemme i den samme sofa, hvor det hele startede og ærgre os noget så frygteligt. Dette ville være at give op på forhånd. Så vi skal selvfølgelig tilbage til børnehjemmet og komme i gang med vores projekter, udleve vores drømme og kæmpe for det.

Kvalitetstid med mormor

og morfar på vores terrasse på Bantayan

Tiden med mormor og morfar har været fantastisk og den kan vi leve længe på. Vi har besøgt to øer med mormor og morfar; Bantayan og Bohol. Nu befinder vi os på øen Siquijor og planen er at skulle slutte ferien i byen Dumaguete med to overnatninger, før vi tager et fly tilbage til Manila og hjem til Børnehjemmet.

Efter at have samlet mormor og morfar op i lufthaven i Manila tog vi sammen et fly til Cebu. Selvfølgelig var flyet forsinket, så vi endte med at bruge mange timers ventetid i Manila lufthavn, men vi klarede den og mormor og morfar klarede det på trods af jetlag. Det var tydeligt, at ungerne nød at have mormor og morfar tæt på og de nød, at kunne tale dansk og blive forstået. Det var dejligt at se begejstringen fra begge sider og med et var vi tilbage i de samme gode ’roller’, som vi også har hjemme i DK.

Vi var sammen med mormor og morfar i fire fantastiske uger og sluttede af med en uge bare os fire, du kan læse mere om vores oplevelser og rejseerfaringer i separate blogindlæg til sidst i dette indlæg.

Fire vandhunde på Bantayan

Denne ferietid har været fantastisk. Det har været dejligt med gensyn fra Danmark. Vi har fået tanket op på alle mulige måder og vi har nydt at være med vores børn, som bare vokser, bliver sejere og sejere, får et tættere og tættere forhold til os og hinanden og jeg kunne blive ved.

De samme fire vandhunde i poolen på Bohol

Det har været skønt og vi er glade for, at vi fik denne mulighed, men nu begynder rastløsheden også at melde sig og vi ser frem til at komme tilbage til Børnehjemmet og komme i gang med at yde. Det skal nok gå – vi skal nok lykkes på den ene eller anden måde.

Klems Sabrina

Her finder du vores rejsebeskrivelser:

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferietid – tid til tanker og tid til at bede om hjælp

24. april 2018 / Jeppe / 0 kommentarer

Som Sabrina allerede har skrevet, er vi nu taget på en måneds ferie her i Filippinerne. Vi nyder det i fulde drag og det er en lettelse at få vores nye liv lidt på afstand for en stund. En stund der udover ferie og samvær med mormor og morfar også er en stund til refleksion og fremsyn.

Tid og sted for refleksion

Det har været en ordenlig rutsjebanetur i følelsesregistret, som vi har været igennem de første to måneder på børnehjemmet. Vores frustrationer har været store, men potentialet er endnu større. Potentialet for at hjælpe andre, for at gøre noget som giver mening for os, potentialet i vores børn for at være for awesome. Livet rummer et enormt potentiale for dem der tør gribe det. Det er en af de refleksioner som jeg har gjort mig.

Livet lige nu og her og taknemmelighed

Vi er taget herned for at hjælpe og gøre noget, som er uden for nummer, sammen som en familie. Det betyder bare ikke, at alt kommer af sig selv. For det gør det ikke, ligesom i alle andre facetter af livet. Vi skal kæmpe for det, vi skal ville det og det har omkostninger. Men vi er her, fordi vi tror på, at de omkostninger er værd at betale.

Den anden refleksion jeg vil dele nu, handler også om vores følelser i forhold til vores virkelighed. For selvom vi har været meget frustreret, så har vores børn virkelig fundet sig til rette på børnehjemmet. De er trygge og de er glade og det var faktisk vores første og vigtigste mission. Den er lykkedes fuldt ud og det er fantastisk. Så nu er vi klar til næste mission, at Sabrina og jeg kommer i gang med at bidrage til børnehjemmet med det vi kan og det vi ønsker. Og hvorfor skulle den mission ikke også lykkes?

Så hvad er det, som vi gerne vil bidrage med. Sabrina skal hjælpe på kontoret, hvor der sidder 3 social workers. Her er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun ville kunne bidrage mere end de aner, med hendes rutine, store faglig viden, empati og ikke mindst forståelse for børnene. Det bliver så spændende. Det sprængende punkt er, hvor meget de vil lukke hende ind og hvor klar de er til, at lære og se tingene på en ny måde. (Glæd jer til at følge Sabrinas beretninger om dette her på bloggen). Derudover håber vi meget på, at Sabrina kan få lov til at lave nogle børnegrupper, hvor børnene får et rum, til at tale om det der er svært. (For der er så meget der er svært for dem, men der bliver ikke talt så meget om det).

En af de store drenge fra børnehjemmet, som sikkert skal være med til baskettræningen

For mit vedkommende står den i idrættens tegn. Jeg skal lave baskettræning og undervise børnene i karate. Det fantastiske med basket her i Filippinerne er, at alle kan spille. Det er nærmest deres nationalsport og alle steder finder man improviserede basketbaner, hvor børn løber rundt og spiller. Karate er de også meget interesseret i, det er jo martial arts, som de kender fra film og fra deres største folkehelt, boksestjernen Manny Pacquiao. Så det bliver ingen sag at få både de små og store børn med til træningen, men de har ingen anelse om, hvad der venter dem.

For jeg vil naturligvis tilbyde dem mere end leg og hyggebold. Både basket og karate rummer et stort potentiale for at udfordre og udvikle børnene og deres kompetencer. Dem jeg særligt tænker på her, er dem der rækker ud over træningsbanen. Samarbejde og sammenhold. Vilje og mod. Selvindsigt og selvværd. Respekt og fordybelse.

Sporten har det hele og jeg glæder mig helt vildt, til at få lov at vise børnene lidt af disse elementer. Mit håb er, at de vil fortsætte med at udvikle og udfordre sig selv, i samarbejd og på egen hånd, men altid med selvrespekt og respekt for andre. Jeg er fuldstændig klar over, at der også vil komme store udfordringer når vi går i gang. For børnene er ikke vant til at træne og bruge sporten på den måde, som jeg vil vise dem. Samtidig vil sproget også blive en barrier, for selvom mange er gode til engelsk, er der også mange som ikke er. Men udfordringer er jo en helt naturlig del af sportens væsen, så dem skal vi nok overkomme sammen.

Sammen kan vi overvinde meget – også vasketøjet

Helt konkret skal vi, når vi kommer tilbage fra ferie i slutningen af maj, sammen med personalet planlægge og forberede Sabrinas hjælp på kontoret og hendes børnegruppe, samt min undervisning i basket og karate. Hvornår skal det foregå og hvem skal deltage og så videre. Vi glæder os begge to meget til, at blive en del af planlægningen og bidrage til børnenes hverdag og liv.

For at mine aktiviteter skal blive en succes, har jeg brug for nogle få materialer. Det er her, at jeg har brug for jeres hjælp og gavmildhed. Til baskettræningen skal jeg bruge ca. 20 bolde og overtrækstrøjer. Til karate vil jeg rigtig gerne bruge puder til at sparke og slå på, som er en meget vigtig del af træningen, der skal bruges 10 stk. For en uddybende beskrivelse af økonomien og hvordan du kan støtte børnenes træning, kan du klikke her.

Af hjertet tak for dit bidrag.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferie er ikke altid ferie

11. april 2018 / Sabrina / 0 kommentarer

I morgen bliver en dejlig dag. Vi skal mødes med mine forældre i Manila og sammen tage på ferie på dejlige strande rundt omkring i Filippinerne. Vi glæder os sindssygt meget til et gensyn og til at få lov til at nyde mormor og morfar i hele fire uger, hvor der ikke skal laves ret meget andet end at spise, bade, spise, sove og bygge et par sandslotte. Det er lige hvad vi trænger til og vores kroppe trænger også til et Haribo-fix og andet godt medbragt fra lille DK.

DFA6979C-0AA5-43EF-AAC0-8A423D5A54F9

Egentlig havde vi ikke tænkt, at vi skulle have ferie i 1,5 måned, men faktisk er børnehjemmet nu tømt for børn, som igennem den sidste lille månedstid er smuttet hjem til deres familier. ”Øh what!? Er det ikke et børnehjem? Har de familier?” Ja det har de. Der bor kun et barn, som er totalt familieløs. Drengen blev fundet som barn, siddende alene da familien havde forladt ham. Han husker dem ikke, da han blot var omkring fire-fem år. Så denne dreng er reelt set den eneste, som skal blive her på børnehjemmet under ferien. Alle de andre børn er her af forskellige årsager. Eksempelvis at faderen er død, smuttet, i fængsel eller lign., hvorfor moderen står alene uden forsørgelsesgrundlag. Et andet senarie kan være, at begge forældre er døde og den resterende familie ikke har mulighed for at forsørge barnet mv. Der er findes ligeså mange forskellige senarier, som der er børn på børnehjemmet, men en ting er sikkert, de er her fordi, der er et behov. Deres forældre kan ikke tage vare på dem og tilbyde dem skolegang, hvilket unægteligt er vejen frem, hvis den sociale arv skal brydes.

Denne herlighed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Denne skønhed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Så det lyder jo ret godt alt sammen. Børnene er taget hjem til deres familier på ferie, mens der er sommerferie fra skolen og så kommer de tilbage, når skolen starter igen, eller…. Jo de skal nok komme igen, men ikke alle børn har været lige glade for at skulle forlade børnehjemmet. Flere har i det skjulte grædt og andre har trist sukket ja til spørgsmålet om de glæder sig til at komme hjem.

Hygge på terrassen

Jeg har talt med flere børn om, hvilken ferie de har i vente. Mange kommer fra meget fattige kår eller deciderede slumområder, hvilket betyder, at de skal være med til at arbejde. Eksempelvis gå rundt på markeder eller gaden og sælge en eller anden form for vare. Nogle dage bliver der kun solgt nok til at familien kan spise to gange om dagen.

Der “skrælles kokos”

Husene består for mange af børnene ikke af andet end plastic og affaldsrester, som kan bruges til at stable et hus sammen. Mange har ikke rindende vand samt toiletter. Sidstnævnte betyder, at man bare må sætte sig et sted udenfor.

Huset rummer som ofte en stor familie på meget få kvadratmeter og ikke alle har madrasser, men sover på gulvet. Kulturen er en anden og pladsen er trang, så her sover selv teenagere i samme seng eller samme rum, som deres forældre.

Paraply i småregn – hyggeligt

Selvfølgelig har alle børn i større eller mindre grad glædet sig til at gense deres familier. Det gør børn. Selvom forholdene måske har budt på svigt, sorg og smerte, så vil alle børn søge tilbage til deres forældre. Sådan er det bare og derfor synes jeg, at det egentlig giver god mening, at børnene bevarer relationen til deres familier.

Børnene kan heller ikke blive boende her for altid, hvorfor mange af dem måske vil søge tilbage til deres familier på et senere tidspunkt. Derfor giver det god mening at forholdet imellem børnene og familierne bliver plejet og samtidig giver det også børnene en mulighed for at se værdien af at være på børnehjemmet. Her er der tryghed, mad, tid til leg og mulighed for skolegang, hvilket er utrolig vigtigt, hvis de ikke skal ende med at bo og leve som deres familier.

Jeg håber børnene får en god tid derhjemme og kommer tilbage til børnehjemmet med fornyede kræfter og mod og tro på, at de kan skabe en bedre fremtid for dem selv.

Graduation

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Tur/retur med jeepney

31. marts 2018 / Jeppe / 0 kommentarer

Vi har efterhånden været et par gange i malls, som jo er en dejlig pause fra vores hverdag, men faktisk er turen derhen også en del af oplevelsen. Så her er en lille reportage fra transportsystemet i Filippinerne.

Vejen foran Børnehjemmet, der fører op til hovedvejen

Når vi vil på en lille tur selv, starter vi med at gå fra børnehjemmet ad en lille vej. Der er ca. 500 m op til hovedvejen, hvor der altid er meget trafik og masser af tricycles. En tricycle er en taxi, som består af en motorcykel med sidevogn. Vi kan lige præcis sidde i sidevognen alle fire sammen med Noelias klapvogn, men så sidder vi også tæt. Det tager små ti minutter at komme fra børnehjemmet til byen. Den tur tager vi ofte, fx når vi skal handle ind, på markedet, besøge McD eller tage en jeepney videre. Det koster 40 pesos (ca. 5 kr.) for os, at komme ind til byen med en tricycle.

Der er også mange af de ansatte, der har en tricycle. Her tester Aston lige en af dem.

En jeepney er deres lokale bus. De kører overalt mellem alle større og mindre byer. De findes i mange former og farver og er ofte meget hjemmelavet. Det er vel nærmest en lille lastbil, hvor der er sat tag over ladet og så smidt to bænke ind.

En jeepney kører først når den er fuld. Og fuld betyder helt fuld, så man sidder rigtig tæt. Det er sjovt at tænke på, hvordan vi i Danmark gør en ære ud af, at sidde så langt fra hinanden i de offentlige transportmidler som muligt og bare har en anden kultur i det offentlige rum. Men vi nyder bare vores jeepneyturer her, måske fordi vi føler os lidt lokale og især fordi, at Aston og Noelia har været helt forrygende til det.

Det er en god idé at være lille, når man kører i jeepney

Nå, men så er vi kommet med tricycle til jeepneystationen i byen, hvorfra vi tager den første jeepney til byen T. Det tager ca. 20 min og koster 22 pesos pr. voksen. Børn er gratis, men så skal de selvfølgelig sidde ovenpå os, hvilket ikke gør det mindre varmt, men det er en del af charmen. I byen T skal vi gå 5 minutter for at finde den næste jeepney. Den kører så, når den er fuld, til byen D. Det tager ca. 30 min og koster 16 pesos pr. voksen. Spørg mig ikke om logikken i priserne, da jeg ikke kan give et fornuftigt svar. Det betyder at en tur til byen D, for os alle fire, koster 154 pesos (små 20 kr.).

Her er de to tyske voluntører, som lærte os at komme frem og tilbage med jeepney. Danke schoen!

Vi har været i byen T flest gange. Der er et dejligt Mall og det er tættere på. Faktisk er der nogenlunde hyggeligt udenfor Mallet. Der er en lille park med kunstgræs og palmer, hvor vi nyder at slappe lidt af, inden vi skal hjem igen. I byen D er det to store Malls med væsentligt flere butikker og restauranter, men det er også lidt mere besværligt at komme dertil. Det er dog her vi skal forny vores visum hver måned eller hver anden måned, så vi skal hertil engang imellem.

En lille slapper i det grønne foran Mallet

Det var lige en lille små kedelig reportage fra vores, på en måde, meget almindelige hverdag her i Filippinerne.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Jeg vil være møbelsnedker

22. marts 2018 / Sabrina / 7 kommentarer

Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?

Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?

Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.

Hygge på gulvet

Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.

Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.

Aston hjælper med madlavningen

Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.

Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.

Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.

Et lille pusterum på McD.

Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.

Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.

Madlavning og højt humør

Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.

Fodbad på vores terrasse

Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.

Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Leg, fest og tanker i varme

17. marts 2018 / Sabrina / 0 kommentarer

Vi sidder på terrassen alle fire her sidst på formmiddagen. Aston og Noelia sidder måske ikke ligefrem, men de er her og leger, løber efter katten og nu vil de tegne. Det er varmt, men en let og mild brise giver os lige nu et lille pusterum. Lydene sumrer i luften, insekter, stemmer, klip-klappere på stierne.

Foran vores hus

Vi er lige kommer hjem fra fest i børnehaven. De fejrede at ferien snart begynder og delte priser ud til alle børnene. Det var vældigt festligt med dans og musik og forældrene havde mad og drikke med hjemmefra. Et sammenskudsgilde som vi kender det. Det er altid dejligt med noget genkendeligt.

Den sidste uges tid har fortsat været svær. Vi har stadigvæk mange eksistentielle snakke om, hvad meningen med os er? Sjovt nok har vi ikke fundet svaret endnu.

De sidste dage har dog også budt på mange gode ting. Aston og Noelia virker til at have fundet mere balance i vores hverdag sammen. Vi har jo sådan uden videre kastet dem ud i en helt ny livssituation, hvor alt er anderledes end de har været vant til hele deres korte liv. Blandt andet er de nu sammen hele tiden, al tid. Det tror jeg også, at de har skulle vænne sig til.

Hygge

Hvis vores børn begynder at være rigtig glade og trygge, vil det også smitte os og give os fornyet styrke og håb. De er jo vores et og alt! Så det er en virkelig dejlig udvikling.

I går aftes sad Jeppe og jeg og talte om, hvordan vi går og venter på, at vi når til et turning point. Det punkt, som vi alle kender, hvor en hård tid eller en svær situation begynder at blive bedre og tingene lysner. Men dette sker vel oftest som en ubevidst overgang, hvor man pludselig opdager, at tingenes tilstand er blevet bedre.

Vi er nærmest for bevidste om det. Ligesom at jagte en kæreste. Når du mest ønsker en kæreste, finder du ikke en, men er du fokuseret på andre ting, dukker den rette op ud af det blå.

Gi’ slip og nyd nu’et

Vores øvelse er stadigvæk at give slip. Lade tingene gå sin gang og nyde at være sammen hele tiden. For det er i sandhed en velsignelse at have den mulighed.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Den Filippinske cykel

17. marts 2018 / Jeppe / 0 kommentarer

I går var vi inde i byen, vores egen lille lokale by, for at købe en cykel til Aston. Vi havde besluttet, at han skulle have én, både for at have noget aktivt og sjovt at lave og for at lære at cykle, til når vi kommer hjem. Samtidig har én af personalets børn, som Aston leger en del med, også en cykel.

Klar til at ræse

Da vi kom hjem med cyklen til børnehjemmet, kom vi dog hurtigt i tvivl om, hvor smart en idé det var. Inden længe havde de første fem børn spurgt os om, hvor meget cyklen kostede og tilføjet at den så vel nok dyr ud.

Den kostede 2000 pesos (ca. 240 kr.), men for børnene her, som aldrig har fået særlig mange gaver og slet ikke af deres far og mor og slet ikke en cykel, var det et symbol på noget meget dyrt og fint.

Heldigvis blev vores tvivl hurtigt gjort til skamme. For allerede mens vi var i gang med at analysere situationen og vurdere hvorvidt vores cykelkøb var en god eller dårlig idé, var Aston i gang med at lege med cyklen sammen med fem andre børn. Han var stolt over sin nye cykel, men på en god måde, der gav ham overskud til at lade de andre prøve og være sammen med grin og sjov.

Cykelleg

Vi er meget anderledes end alle andre her og vores børn vil altid have et anderledes liv end børnene her på børnehjemmet. Vi skal være betænksomme og kærlige i vores ageren, men samtidig skal vi være os selv. For det er jo netop dem vi er og det vi står for og tror på, som vi kan tilbyde disse børn i den tid vi er her.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Filippinerne (page 1 of 2)

Tak for støtten

Kvalitetstid på filippinsk

Feriens aftryk og hverdagens start

Ferie med mormor og morfar

Ferietid – tid til tanker og tid til at bede om hjælp

Ferie er ikke altid ferie

Tur/retur med jeepney

Jeg vil være møbelsnedker

Leg, fest og tanker i varme

Den Filippinske cykel

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta