EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Hjemrejse

I dag er det 1. januar 2019 og året er gået

2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.

Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.

Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.

Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.

I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.

Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.

Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.

Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.

2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

BREAKING NEWS

De sidste mange uger har været vanvittige. Det er derfor bloggen har ligget stille så længe, der er simpelthen sket alt for meget, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder bare her:

Vi forlader børnehjemmet om 4 dage og rejser til Vietnam, for at møde mine forældre, som det længe har været planlagt, men vi kommer IKKE tilbage igen. Vi har besluttet os for at sige farvel nu og ikke komme tilbage til børnehjemmet efter Vietnam. Det er ret vildt, men vi glæder os, selvom vi også er triste.

De sidste to måneder i vores lille families liv har været meget begivenhedsrige, faktisk lidt for meget. Begivenhederne har spændt fra det mest fantastiske til det meget ubehagelige og vi har virkelig kæmpet for at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu kan jeg ikke trække den længere, det mest fantastiske er nemlig, at Sabrina er gravid.

0778A7F9-084A-437F-81E8-62325CA3473C

1, 2 og 3

“Made in the Philippines” som de siger hernede. Vi er vildt lykkelige og taknemmelige, men dette lille mirakel til trods, har vi kæmpet de sidste to måneder.

Først og fremmest har Sabrina haft det elendigt, hun har haft rigtig meget kvalme og kastet op stort set hver dag. Hun har kæmpet og vi har kæmpet med hende. Det har bare ikke været nemt for nogen af os, for hendes kvalme har været direkte påvirket af de omgivelser vi lever i her. Den mad vi spiser, de lugter der er her, varmen, manglen på muligheder for at få det at spise, som hun har haft lyst til. Pludselig blev alt det eksotiske og spændende til en kæmpe udfordring og det har været ufatteligt hårdt – også for mig. Jeg har set hende lide hver eneste dag, i de sidste to måneder, men har ikke kunne hjælpe hende. Jeg har gjort mit bedste, hentet alt den mad, som hun måske kunne spise, men mulighederne er bare begrænset her. Sådan er det, det har vi selv valgt, men vi havde ikke forudset konsekvenserne.

20181004_212948

Den har været fast inventar i stuen på det seneste

Graviditeten har været det afgørende lod på vægtskålen i vores beslutning om at forlade børnehjemmet nu her. Vi traf beslutningen for en måned siden og fortalte det til alle her med det samme. Det har ikke været en nem beslutning, men den har været længe undervejs og nu er vi afklaret, hvilket er en lettelse.

De seneste par dage er det gået fremad med Sabrinas kvalme. Hun har faktisk kun kastet op én gang på de sidste fire dage og det er en stor forbedring. Hun har det bedre og  det er en stor lettelse. Vi var til tjek i sidste uge og alt ser fint ud med maven – hvilken velsignelse. Aston og Noelia ved det også og vi taler meget om det. Vi sidder ved bordet og snakker om navne til babyen, så kommer de med alle mulige fjollenavne og vi griner alle sammen over det. Det er ganske særligt.

Så nu tænker I måske, at vi er færdige, men vi er kun lige begyndt. For oven i alt Sabrinas kvalme, blev jeg pludselig syg med feber. Lige præcis det som vi ikke havde brug for. Min feber kom i kølvandet på en ordentlig omgang dengue blandt børn og voksne her på børnehjemmet, faktisk har mellem 30 og 40 været ramt af dengue i den seneste måned. Så selvfølgelig havde jeg også dengue. Det betød fem dage på hospitalet med drop og utallige blodprøver, men værst af alt, så skulle Sabrina og børnene klare sig selv og det er ikke spor sjovt, når mor har kvalme hele dagen og kan kaste op når som helst.

20180920_172557

I gang med at blive rask

Af uransagelige veje klarede Sabrina det over alt forventning og børnene var selvfølgelig super seje, selvom de reagerede lidt på, at far pludselig ikke var hjemme men på hospitalet. Det var rigtig hårdt for mig at ligge der og bare vente på at blive rask, uden at kunne være der for dem, uden at kunne hjælpe.

20180921_175213

Det bedste ved at være på hospitalet, var at få besøg

20180923_094927

Og det bedste ved at besøge far, var at der var fjernsyn

Vi klarede den og jeg kom hjem og nu er jeg rask, men nu er det blevet Astons tur. En af de ting, jeg brugte til at holde mig oppe på hospitalet var, at det var godt, at det var mig der havde fået dengue og ikke Sabrina eller børnene, men nu har Aston feber og det kan næsten kun være dengue.

Vi skal på hospitalet med ham igen i løbet af de næste par dage, så de kan teste hans blod og vi kan få svar. Han er så sej og tapper og har det heldigvis godt, på trods af feberen. Forleden aften da han blev puttet, sagde han til mig: ”Far, jeg er bare lidt syg. Jeg skal ikke kaste op, jeg har bare feber.”

6BEBF161-C7F9-4BAF-8BD0-5DF84AB5D70C

Som vi kender ham, et par dage før han blev syg. Bare rolig han er snart tilbage igen

Vi elsker vores børn uendeligt højt og et af de få betingelsesløse punkter, som vi havde inden vi rejste afsted var, at vi aldrig ville tage chancer med deres sundhed og sikkerhed. Gør vi det nu? Skal vi trække stikket helt og droppe Vietnam og tage direkte til Danmark? Vi glæder os alle fire vildt meget til Vietnam, men der er også dengue. Hvordan kan vi vurdere risici? Hvordan skal vi tackle vores følelser? Der er så uendeligt meget på spil, men skal vi lade frygt styre vores liv. Sandsynligheden for at dengue udvikler sig til en farlig virus, er meget lille, men den er der og det påvirker os. Vi er sårbare nu, hvor vi har været så meget igennem, men vi er også stærke, fordi vi har været så meget igennem sammen.

20181004_165732

Ude at handle ind til vores farvelfest med højt humør på trods af alt

Uanset hvad så kommer vi snart til Danmark og det glæder vi os også helt vildt meget til. Vi kommer til at holde jul sammen med vores familie, vi kommer hjem med bagagen fuld af oplevelser af alle de slags der findes. Vi rejste ud som fire, men vi kommer hjem som fem. Nogen vil sige at vores eventyr lakker mod enden, men jeg siger, at vores eventyr kun lige er begyndt.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial