EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Jeppes Blog (page 1 of 2)

Vores farveltale til børnene på børnehjemmet

Udover vores festlige og sjove afskedsshow med banko og masser af præmier til børnene, havde vi også skrevet en tale til dem. Så søndagen før vi tog afsted, det gjorde vi om mandagen, afsluttede vi deres sædvanlige søndagsgudstjeneste med, at jeg holdt vores tale. Vi havde fået én til at oversætte, så alle forstod den.

Efter talen delte vi billeder ud til alle husene. Vi havde fået taget nogle billeder af os alle fire sammen og skrevet nogle søde ord til hver enkelt hus. Så de ikke glemmer os helt.

Her kommer talen på skrift:


 

FARWEL SPEACH

Sunday October 7th 2018

 

This speech is from Sabrina and me.

We clearly remember when we arrived here at XXX. It was on February 17th in the morning. Hua Jo Jo picked us up at the airport and drew us through, for us, a very new and strange land. We sad there in the service bus. Sweaty and tired from the heat and our long travel. Suddenly the bus stopped and we walked out. Meeting us were all of you. Giving us flower necklaces and singing for us.

This is just one out of many memories, that we will carry in our hearts forever. Because staying here together with all of you, our second family, is something that now is a part of our lives, of being us.

You have invited us into your home, XXX, and this home is a very special home. XXX is a good home, but it is also a home, that most of you maybe wished you newer needed to have.

That’s a hard reality to live in, but you are doing it. And you are doing it so well, despite all hardships you are facing in your lives.

We wish for all of you to succeed with your personal dreams and goals. And you know what, we really believe you can!

But hey! We want to tell you a secret, or really is not a secret, because you know it already.

It is hard work. It is hard work to fulfill your dreams and goals. It is hard work for you, it is hard work for us. It is hard work for Steven Curry and for the president of the Philippines.

Nothing comes to you by itself. You have to work your but off and you have to make big sacrifices. It will take a lot of tears, sweat and blood.

It’s not for free to fulfill your dreams and goals, the price is you doing your best. Not tomorrow, not when you feel for it, not when the rain has stopped. Doing your best every single day, every single hour and every single minute. Do you best. Be your best.

Maybe you are now thinking: “It’s not possible for me” or “I’m not good enough” But now we tell you the truth: YES, IT IS and YES, YOU ARE!

Because this is not about being the best, it’s about being the best you can be. Being you, finding your own way.

Oh, my own way. How nice, it’s just waiting for me and nobody else. No, we are sorry to disappoint you. There is no way waiting for you. You have to create your own way and you know what? That kind of way, your own way, is made from hard work, a strong will and personal sacrifices. And yes, it will mean a lot of tears, sweat and blood.

That is the recipe for building a way like that, for building your own way.

You need to know, that being here at XXX, doing your choirs, creating friendships, learning about life and going to school, every day, that is building your own way. You are doing it already.

So, all of you – you, you and you – you are all building your own way and it consists of every single choice you make and every single decision you take. If you are doing your best, if you are taking responsibility of your life, you are already working hard to build your own way. And we respect that very much.

We know that it is not easy. It is so much easier to skip school, to sit in the back of the classroom and don’t pay attention. And it’s so much easier NOT to do your homework and NOT to study for the test.

But listen now. Doing the easy thing, is not doing the right thing. Making the easy choice today, it not making life easier tomorrow. Doing easy will only make the future harder and in the future, you don’t have the possibility to change the past. You only have now to do your best.

The day you stop doing your best, is the day you stop being you. And don’t ever stop being you – because you are, all of you – perfect just as you are.

We are grateful to have lived together with you and experienced your kindness and your way of life. We truly feel blessed to know each and one of you.

“So why are you leaving now?” you may be wondering. Before everything else, we will tell you this: We are not leaving because of you. We will have tears in our eyes and sorrow in our hearts, when we are leaving and that is because of you.

Because of all you have given to us, because of all we have learned from you and because we will miss you.

We will forever be grateful to all of you, for the kindness you have given to Aston and Noelia. It means the world to us.

We are very sure, that when we return home to Denmark and our old life, we will experience all the things we are used to, in a slightly new and different way.

And that is because of you and the impact you have had on our lives.

We are leaving because we also need to find and build our own way. Our way took us here and now it is leading us to something new.

When Sabrina got pregnant it changed our circumstances and our minds began to work with new thoughts. But it has not been an easy decision to take, to leave now. And that is really how life also is – making hard decisions.

Just like you, we also have to do our best. Coming here was our best and even though we made sacrifices and even though it sometimes has been hard being so far away from home, we don’t regret coming here for even one second.

We found our way and we found you. For that we are grateful.

Let us stand tall and let us stand together. Let us continue doing our very best in every aspect of our life.

Dear all of you – thank you for letting us in – and thank you for being you!

We are truly honored!

Thank you!

 

Få besked når der er nyt på bloggen

BREAKING NEWS

De sidste mange uger har været vanvittige. Det er derfor bloggen har ligget stille så længe, der er simpelthen sket alt for meget, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder bare her:

Vi forlader børnehjemmet om 4 dage og rejser til Vietnam, for at møde mine forældre, som det længe har været planlagt, men vi kommer IKKE tilbage igen. Vi har besluttet os for at sige farvel nu og ikke komme tilbage til børnehjemmet efter Vietnam. Det er ret vildt, men vi glæder os, selvom vi også er triste.

De sidste to måneder i vores lille families liv har været meget begivenhedsrige, faktisk lidt for meget. Begivenhederne har spændt fra det mest fantastiske til det meget ubehagelige og vi har virkelig kæmpet for at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu kan jeg ikke trække den længere, det mest fantastiske er nemlig, at Sabrina er gravid.

0778A7F9-084A-437F-81E8-62325CA3473C

1, 2 og 3

“Made in the Philippines” som de siger hernede. Vi er vildt lykkelige og taknemmelige, men dette lille mirakel til trods, har vi kæmpet de sidste to måneder.

Først og fremmest har Sabrina haft det elendigt, hun har haft rigtig meget kvalme og kastet op stort set hver dag. Hun har kæmpet og vi har kæmpet med hende. Det har bare ikke været nemt for nogen af os, for hendes kvalme har været direkte påvirket af de omgivelser vi lever i her. Den mad vi spiser, de lugter der er her, varmen, manglen på muligheder for at få det at spise, som hun har haft lyst til. Pludselig blev alt det eksotiske og spændende til en kæmpe udfordring og det har været ufatteligt hårdt – også for mig. Jeg har set hende lide hver eneste dag, i de sidste to måneder, men har ikke kunne hjælpe hende. Jeg har gjort mit bedste, hentet alt den mad, som hun måske kunne spise, men mulighederne er bare begrænset her. Sådan er det, det har vi selv valgt, men vi havde ikke forudset konsekvenserne.

20181004_212948

Den har været fast inventar i stuen på det seneste

Graviditeten har været det afgørende lod på vægtskålen i vores beslutning om at forlade børnehjemmet nu her. Vi traf beslutningen for en måned siden og fortalte det til alle her med det samme. Det har ikke været en nem beslutning, men den har været længe undervejs og nu er vi afklaret, hvilket er en lettelse.

De seneste par dage er det gået fremad med Sabrinas kvalme. Hun har faktisk kun kastet op én gang på de sidste fire dage og det er en stor forbedring. Hun har det bedre og  det er en stor lettelse. Vi var til tjek i sidste uge og alt ser fint ud med maven – hvilken velsignelse. Aston og Noelia ved det også og vi taler meget om det. Vi sidder ved bordet og snakker om navne til babyen, så kommer de med alle mulige fjollenavne og vi griner alle sammen over det. Det er ganske særligt.

Så nu tænker I måske, at vi er færdige, men vi er kun lige begyndt. For oven i alt Sabrinas kvalme, blev jeg pludselig syg med feber. Lige præcis det som vi ikke havde brug for. Min feber kom i kølvandet på en ordentlig omgang dengue blandt børn og voksne her på børnehjemmet, faktisk har mellem 30 og 40 været ramt af dengue i den seneste måned. Så selvfølgelig havde jeg også dengue. Det betød fem dage på hospitalet med drop og utallige blodprøver, men værst af alt, så skulle Sabrina og børnene klare sig selv og det er ikke spor sjovt, når mor har kvalme hele dagen og kan kaste op når som helst.

20180920_172557

I gang med at blive rask

Af uransagelige veje klarede Sabrina det over alt forventning og børnene var selvfølgelig super seje, selvom de reagerede lidt på, at far pludselig ikke var hjemme men på hospitalet. Det var rigtig hårdt for mig at ligge der og bare vente på at blive rask, uden at kunne være der for dem, uden at kunne hjælpe.

20180921_175213

Det bedste ved at være på hospitalet, var at få besøg

20180923_094927

Og det bedste ved at besøge far, var at der var fjernsyn

Vi klarede den og jeg kom hjem og nu er jeg rask, men nu er det blevet Astons tur. En af de ting, jeg brugte til at holde mig oppe på hospitalet var, at det var godt, at det var mig der havde fået dengue og ikke Sabrina eller børnene, men nu har Aston feber og det kan næsten kun være dengue.

Vi skal på hospitalet med ham igen i løbet af de næste par dage, så de kan teste hans blod og vi kan få svar. Han er så sej og tapper og har det heldigvis godt, på trods af feberen. Forleden aften da han blev puttet, sagde han til mig: ”Far, jeg er bare lidt syg. Jeg skal ikke kaste op, jeg har bare feber.”

6BEBF161-C7F9-4BAF-8BD0-5DF84AB5D70C

Som vi kender ham, et par dage før han blev syg. Bare rolig han er snart tilbage igen

Vi elsker vores børn uendeligt højt og et af de få betingelsesløse punkter, som vi havde inden vi rejste afsted var, at vi aldrig ville tage chancer med deres sundhed og sikkerhed. Gør vi det nu? Skal vi trække stikket helt og droppe Vietnam og tage direkte til Danmark? Vi glæder os alle fire vildt meget til Vietnam, men der er også dengue. Hvordan kan vi vurdere risici? Hvordan skal vi tackle vores følelser? Der er så uendeligt meget på spil, men skal vi lade frygt styre vores liv. Sandsynligheden for at dengue udvikler sig til en farlig virus, er meget lille, men den er der og det påvirker os. Vi er sårbare nu, hvor vi har været så meget igennem, men vi er også stærke, fordi vi har været så meget igennem sammen.

20181004_165732

Ude at handle ind til vores farvelfest med højt humør på trods af alt

Uanset hvad så kommer vi snart til Danmark og det glæder vi os også helt vildt meget til. Vi kommer til at holde jul sammen med vores familie, vi kommer hjem med bagagen fuld af oplevelser af alle de slags der findes. Vi rejste ud som fire, men vi kommer hjem som fem. Nogen vil sige at vores eventyr lakker mod enden, men jeg siger, at vores eventyr kun lige er begyndt.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO – DEL 2

Mit forrige indlæg (læs det HER) skrev jeg I mine følelsers vold. Det betød blandt andet, at mine konklusioner var lidt  dramatiske. I dag er mine følelser og jeg faldet lidt til ro og jeg har lyst til, at reflektere over mine tanker fra mit forrige indlæg.

IMG_4684

I følelsernes vold er ikke det værste sted at være, for der kan man  lytte og lære

”Måske er det på tide at vende snuden mod nord?” skrev jeg. Ja, måske er det på tide at tage hjem. Det er i hvert fald en overvejelse, som jeg har gjort mig mange gange i de forgangne seks måneder.

Vi har bevæget os lysår uden for vores komfortzone, så sådan en overvejelse er kun naturlig for mig. Jeg havde allerede lignende overvejelser, efter vi havde været her bare en måned, men på det tidspunkt var alt stadigvæk nyt og overrumplende og derfor var det mere en flugt, end det var en velovervejet mulighed.

I dag er situationen en anden. Vi har boet på børnehjemmet i mere end seks måneder og har alle fire oplevet op- og nedture og vi har været sammen om det hele. I dag er at rejse hjem en velovervejet mulighed. En konsekvens af vores oplevelser og følelser det sidste halve år.

Det spørgsmål jeg stiller mig selv, det Sabrina og jeg taler om, er hvordan den sidste del af vores rejse vil forme sig? Vil nyt og spændende åbenbare sig? Vil vi opleve nye muligheder og relationer? Eller vil tiden være præget af flere udfordringer og skuffelser og følelsen af ikke at være det rigtige sted? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi prøver at regne det ud – ud fra alt det vi har oplevet indtil nu.

Vi siger tit: ”Det må tiden vise”, men hvad betyder det? Det kan faktisk betyde, at jeg forholder mig passivt til mit eget liv og lader tidens gang afgøre hvad jeg gør. En statist i eget liv. Jeg tror, at nogle gange skal vi ikke vente og lade tiden vise, vi skal afgøre og vælge selv, inden vi lader tiden begrave alt i bagklogskabens støv.

3B587F6A-FB93-45BA-8578-F8B9C7349B91

Alt det vi har oplevet – kan ikke udtrykkes med ord

Vores rejse har været fantastisk, fordi den har været så pokkers virkelig, og måske bliver den endnu bedre de næste par måneder eller måske bliver det en hård tid? Skal vi vente og finde ud af det? Skal vi træffe et valg om at rejse hjem?

Det er en svær beslutning. Der er så mange forhold der indgår i ligningen og så alligevel, måske handler det bare om, hvad Sabrinas og mit hjerte fortæller os?

20180512_181630

Så vi lytter…

Vi prøver, så godt vi overhovedet kan, at være noget for børnene (både vores egne og alle dem på børnehjemmet) med de muligheder vi har og i den tid vi er her, uanset hvor længe det så bliver.

Det er vores mission og den er ikke åndsvag.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO?

Hvor er det bare svært nogle gange. Altså livet. Vi har gjort det rigtige. Vi har truffet en modig og vild beslutning, som endda indebærer at hjælpe andre. Vi har gjort vores bedste for at tilsidesætte egoismen og mageligheden. Vi har virkelig prøvet på at gøre noget, som kan sætte sig som et varigt aftryk i vores børn, selvom at de er små, af ydmyghed, tolerance og forståelse for verdens diversitet og vores egne ufattelige privilegier. Bliver det så let af den grund? Nej, hold nu ferie, du får ikke en skid foræret.

Vores eventyr, som vi troede det ville være, da vi sad der i bekvemmelighedens forstad og gumlede bland slev slik og drak frikadelle rødvin, det er ikke et eventyr. Det er bare noget, noget der sker, en række af valg, beslutninger og tilfældigheder. Og så er det op til dig selv at sætte et prisskilt og en overskrift på.

JAPANERNE KOMMER
En af de største bidragsydere til børnehjemmet er en Japansk organisation. Ud over at støtte med store økonomiske donationer, så har de særligt fokus på de større børns skole og uddannelse. De sponsorer blandt andet mange af børnenes collegeuddannelse. Organisationen har også en tradition for at besøge børnehjemmet hvert år. Da der er mange af medlemmerne, som gerne vil besøge børnehjemmet, har de delt sig i to grupper, således at børnehjemmet får to besøg hvert år. Hver gruppe består af 30 til 40 japanere og de er på børnehjemmet en weekend, fra fredag morgen til søndag aften. De bor på et hotel udenbys, hvor de blot sover.

20180825_101450

Japanerne er netop ankommet og der gøres klar til deres velkomstshow

Det er et fantastisk stykke arbejde denne organisation gør og uden den, ville børnehjemmet ikke være det samme. Organisationen begyndte deres støtte i 2000 og før dette, havde børnehjemmet ikke midler til at give børnene en collegeuddannelse. Siden 2000 har organisationen besøgt børnehjemmet hvert eneste år. Faktisk har enkelte medlemmer været her hvert år lige siden 2000, det er utroligt imponerende og vidner om et oprigtigt engagement.

Det var også en stor oplevelse, at få besøg af den første gruppe her i weekenden. Børnene var ellevilde og meget glade og jeg var imponeret over at se, hvordan børnene og organisationens medlemmer kender hinanden, på trods af at de kun kommer to dage om året. Det skyldes selvfølgelig engagementet og vedholdenheden.

20180825_124917

En af Japanernes planlagte aktiviteter for børnene

Weekenden bød på aktiviteter af mange slags, både af mere seriøs karakter, hvor der skulle tænkes over fremtiden, men selvfølgelig også masser af sjov, fest og ballade. Det var en sand fornøjelse at se børnenes glæde og mange var også tydeligt berørte søndag aften, da alle tog afsked med hinanden.

60817088-11CF-4EEE-ABF8-0E433222071E

20180826_194225

Billeder fra børnenes flotte danseshow om aftenen

FORBEREDELSERNE
Der er jo ikke noget at sige til, at børnehjemmets ledelse vil gøre meget for at byde denne organisation velkommen og vise børnehjemmet frem fra dets bedste side. Den sidste måneds tid har børnenes hverdag været booket op af disse forberedelser til besøget. Jo nærmere vi kom weekenden, desto mere intensivt blev det.

Forberedelserne kan groft deles op i to kategorier. Danseshow og rengøring. Først og fremmest har børnene skulle forberede dans, sang og forestillinger til besøget. Det indebar et langt velkommen show med sang og dans. Derefter var der en times langt danseshow lørdag aften, samt et kortere show søndag aften. Børnene har trænet 8 – 12 timer om ugen og samtidigt har de lavet alverdens pynt og kulisser der skulle bruges til showet.

Den anden side af forberedelserne var rengøring. Der er blevet skrubbet fliser og kantsten med skurebørster, fejet i timevis hver eneste dag og alle de småting, som ikke har virket i de sidste 6 måneder, er blevet fixet.

20180811_093556

Her er nogle af de store piger igang med at ordne bedene

Forberedelserne har betydet, at børnene ikke har haft tid til lektier og været trætte og udkørte i skolen. Den sidste uge op til besøget trænede de dans indtil klokken 23. Det er altså med børn der er 10 – 12 år, som står op kl. 4 for at gøre sig klar til skole.

Jeg har faktisk følt, at jeg har været vidne til et absurd teaterstykke og det gør ondt inde i mig at opleve det. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og jeg vil aldrig hævde, at jeg kender sandheden og vejen til lykke, for det gør jeg ikke. Helt tydeligvis. Jeg respekterer virkelig, at de ser verden på en anden måde end mig, og at vores kulturer er ganske forskellige ligesom vores levevilkår. Men det jeg har set og oplevet i den her situation, det rammer mig bare. Uden at jeg kan gøre fra eller til. Uden at ville dømme eller bedømme. Sådan er jeg bare til i verden.

Jeg kan ikke forstå, hvordan børnehjemmets ledelse tænker og handler i den her situation. De har et værdifuldt og langvarigt samarbejde med en organisation, som har et særligt fokus på børnenes uddannelse. Dog kræver forberedelserne til denne organisations besøg på to dage, at børnene skal bruge så mange timer på træning af dans og sang, samt oprydning og rengøring, at de bliver nød til at nedprioritere deres skole i flere uger. Det synes jeg ikke, er den rigtige måde, at gøre det på og for mig at se, mangler der fokus på, hvad der er bedste for børnene.

20180825_124928_001

Et par piger er fordybet i en af aktiviteterne fra Japanernes besøg

Det er mit synspunkt og det kan ikke ændre ved, at børnene nød weekenden og det er jeg sikker på, at Japanerne også gjorde. Jeg er dog overbevist om, at alle parter kunne få det samme udbytte af besøget, selvom man havde lagt fokus lidt anderledes og prioriteret børnenes hverdag højere. Ligeledes er jeg sikker på, at Japanerne ikke kommer her på børnehjemmet, for at se perfekt udførte danseshows og klinisk rene kantsten. De kommer for at være sammen børnene og støtte dem i deres arbejde for en fremtid med uddannelse og muligheder.

OG HVA SÅ?
Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre. Sådan er det og hvad så? Koncentrer dig om børnene og husk, at du ikke er her for at være bedreviden eller ændre deres måde, at gøre tingene på.

IMG_4407

“Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre”

I har så inderligt ret. Jeg ved ikke en skid og dermed heller ikke mere end nogle andre mennesker. Men jeg er her. På børnehjemmet, i Filippinerne. Her er jeg med min familie, på en åndsvag mission som jeg overhovedet ikke har nogle anelse om, hvad handler om mere. Prøv lige at høre her! Jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok mere. Vi har været her mere end et halvt år nu, vi har regnet med at skulle være her i et lille år, men regne, regne, regne og så regne om igen.

Det har været skidt, det har været frustrerende, det har været intenst, det har været kedeligt, det har været vidunderligt og som en drøm. Men måske er jeg mæt nu, måske er min kone mæt nu og måske er vores børn mætte nu? Måske er det på tide at vende snuden mod nord og se virkeligheden i øjnene?

VIRKELIGHEDEN
Ups, det her er virkeligheden om jeg må be. Det bliver ikke meget mere virkeligt. Bare at mærke livet gå sin gang, sammen os fire, hele tiden. At kunne være der for sine børn hele tiden og at lære, hvordan jeg egentlig er det bedst. For det har jeg aldrig skulle være før. Skræmmende! At være så meget sammen med sin kone, at man til sidst ikke kan finde på mere at tale om. Så bliver jeg helt bange for, at vi ikke har noget at tale om. Men nej, vi har så meget, men nu skal vi også lære at være stille sammen. For vi går ikke på arbejde her, vi arbejder sammen, så vi kommer ikke hjem til hinanden, vi er hjemme, og kan berette om dagen på kontoret.

Vi er ét, fire er én, og det er også svært. Det er slet ikke normalt i den personlige friheds tidsalder, hvor intet er vigtigere end retten til selviscenesættelse, selvtilfredsheden og ikke at skulle ofre noget for andre.

IMG_4400

Bare jeg er sammen med dem her, så skal vi nok finde ud af det

Vores virkelighed er lige her. Jeg har lært mere end jeg aner, men nu er jeg mæt. Min begrænsede fatteevne er fyldt og måske er det på tide at drage mod nord. Der er vores virkelighed også, hvordan mon den ser ud, når vi ser den igen?

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Tak for støtten

Nu er basketballtræningen gået i gang! Takket være alle jer, som har bidraget til indkøb af basketbolde, nye basketnet, træningstrøjer, kegler og meget mere, kan jeg nu virkelig komme igang med at undervise børnene.

IMG_3378

Her er jeg i gang med at træne de midste børn, de er 7 – 10 år.

De sidste par uger har jeg så småt været i gang. Jeg har fundet ud af, hvordan børnene reagerer på min undervisning (og på hvordan jeg reagerer på at undervise børnene). Det har været en fornøjelse og en udfordring.

IMG_3447

Opvarmningsøvelser med de større børn

Næste skridt er at sætte det mere i system, så derfor har Sabrina og jeg lavet et skema med min baskettræning og hendes grupper, som vi skal tale med lederen om i starten af denne uge. Vi har planlagt flere grupper og mere træning for børnene – nu går vi all in!

IMG_3399

Dejligt med lidt tilskuere til træningen

Det bliver spændende at se, hvordan lederen reagerer på vores foreslag. For vi kan ikke lade være med at føle, at nogle gange så synes personalet, at vi “stjæler” børnene lidt for meget, fra deres faste opgaver. 

På den ene side er det en frustrerende følelse at have i sig, for vi prøver jo virkelig at gøre noget godt for børnene, så derfor er det svært for os at forstå, at personalet ikke bakker 100% op. På den anden side ved vi også godt, at der ikke har været volontører før, som gør det vi gør, nemlig at bryde lidt ind i de faste rytmer og rutiner og udfordrer både børn og voksne med nye og anderledes idéer. 

Så selvfølgelig skal vi være nænsomme og betænksomme og ikke ødelægge noget af alt det, som fungerer og har fungeret rigtig godt i mange år. På den anden side vil vi også give det, som vi kan give, til børnehjemmet. Og indtil at de siger stop, vil vi forsætte med at udfordre på den mest berigende og kærlige måde, som vi overhovedet kan. For det er også vores pligt! At gøre det bedste vi kan og det kan vi kun gøre, hvis vi er os selv.

Kampen fortsætter. Kampen for at være sig selv og for at bidrage, men kampen er en god kamp nu. Aston og Noelia stortrives og Sabrina og jeg formår, at nyde flere og flere aspekter af vores fantastiske eventyr. Taknemmeligheden, for det vi gør sammen lige nu og den unikke tid vi har med vores egne børn, kommer snigende. Vi kan ikke undslippe den og må bare erkende, at vi oplever noget ganske særligt i denne tid. En oplevelse der også indebærer modgang, mavepustere og mild frustration og som faktisk ikke ville være spor det samme uden alle disse bump.

IMG_3437

Øvelse gør mester

Nå, men for lige at vende tilbage til basketball. Jeg kan selv mærke, hvordan jeg har genfundet glæden ved at spille basket. Legen, sammenspillet, kampen. Det er skønt og jeg håber virkelig, at jeg kan videregive min glæde og forståelse af spillet til børnene her. Når jeg er kommet lidt længere i undervisningen vil jeg berette om, hvorvidt jeg er lykkedes med det. Indtil da; Elsk, leg, kæmp og giv’.

IMG_3432

/jeppe

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferietid – tid til tanker og tid til at bede om hjælp

Som Sabrina allerede har skrevet, er vi nu taget på en måneds ferie her i Filippinerne. Vi nyder det i fulde drag og det er en lettelse at få vores nye liv lidt på afstand for en stund. En stund der udover ferie og samvær med mormor og morfar også er en stund til refleksion og fremsyn.

D0814F82-382D-4100-82E0-020958E33697

Tid og sted for refleksion

Det har været en ordenlig rutsjebanetur i følelsesregistret, som vi har været igennem de første to måneder på børnehjemmet. Vores frustrationer har været store, men potentialet er endnu større. Potentialet for at hjælpe andre, for at gøre noget som giver mening for os, potentialet i vores børn for at være for awesome. Livet rummer et enormt potentiale for dem der tør gribe det. Det er en af de refleksioner som jeg har gjort mig.

E37E9699-B73C-4E7E-B60E-BCC2483DA6B0

Livet lige nu og her og taknemmelighed

Vi er taget herned for at hjælpe og gøre noget, som er uden for nummer, sammen som en familie. Det betyder bare ikke, at alt kommer af sig selv. For det gør det ikke, ligesom i alle andre facetter af livet. Vi skal kæmpe for det, vi skal ville det og det har omkostninger. Men vi er her, fordi vi tror på, at de omkostninger er værd at betale.

Den anden refleksion jeg vil dele nu, handler også om vores følelser i forhold til vores virkelighed. For selvom vi har været meget frustreret, så har vores børn virkelig fundet sig til rette på børnehjemmet. De er trygge og de er glade og det var faktisk vores første og vigtigste mission. Den er lykkedes fuldt ud og det er fantastisk. Så nu er vi klar til næste mission, at Sabrina og jeg kommer i gang med at bidrage til børnehjemmet med det vi kan og det vi ønsker. Og hvorfor skulle den mission ikke også lykkes?

Så hvad er det, som vi gerne vil bidrage med. Sabrina skal hjælpe på kontoret, hvor der sidder 3 social workers. Her er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun ville kunne bidrage mere end de aner, med hendes rutine, store faglig viden, empati og ikke mindst forståelse for børnene. Det bliver så spændende. Det sprængende punkt er, hvor meget de vil lukke hende ind og hvor klar de er til, at lære og se tingene på en ny måde. (Glæd jer til at følge Sabrinas beretninger om dette her på bloggen). Derudover håber vi meget på, at Sabrina kan få lov til at lave nogle børnegrupper, hvor børnene får et rum, til at tale om det der er svært. (For der er så meget der er svært for dem, men der bliver ikke talt så meget om det).

B61DE237-14EB-4261-AF92-5EFFF2CE5BC3

En af de store drenge fra børnehjemmet, som sikkert skal være med til baskettræningen

For mit vedkommende står den i idrættens tegn. Jeg skal lave baskettræning og undervise børnene i karate. Det fantastiske med basket her i Filippinerne er, at alle kan spille. Det er nærmest deres nationalsport og alle steder finder man improviserede basketbaner, hvor børn løber rundt og spiller. Karate er de også meget interesseret i, det er jo martial arts, som de kender fra film og fra deres største folkehelt, boksestjernen Manny Pacquiao. Så det bliver ingen sag at få både de små og store børn med til træningen, men de har ingen anelse om, hvad der venter dem.

For jeg vil naturligvis tilbyde dem mere end leg og hyggebold. Både basket og karate rummer et stort potentiale for at udfordre og udvikle børnene og deres kompetencer. Dem jeg særligt tænker på her, er dem der rækker ud over træningsbanen. Samarbejde og sammenhold. Vilje og mod. Selvindsigt og selvværd. Respekt og fordybelse.

Sporten har det hele og jeg glæder mig helt vildt, til at få lov at vise børnene lidt af disse elementer. Mit håb er, at de vil fortsætte med at udvikle og udfordre sig selv, i samarbejd og på egen hånd, men altid med selvrespekt og respekt for andre. Jeg er fuldstændig klar over, at der også vil komme store udfordringer når vi går i gang. For børnene er ikke vant til at træne og bruge sporten på den måde, som jeg vil vise dem. Samtidig vil sproget også blive en barrier, for selvom mange er gode til engelsk, er der også mange som ikke er. Men udfordringer er jo en helt naturlig del af sportens væsen, så dem skal vi nok overkomme sammen.

 

 

Store vaskedag - Noelia er i aktion

Sammen kan vi overvinde meget – også vasketøjet

Helt konkret skal vi, når vi kommer tilbage fra ferie i slutningen af maj, sammen med personalet planlægge og forberede Sabrinas hjælp på kontoret og hendes børnegruppe, samt min undervisning i basket og karate. Hvornår skal det foregå og hvem skal deltage og så videre. Vi glæder os begge to meget til, at blive en del af planlægningen og bidrage til børnenes hverdag og liv.

For at mine aktiviteter skal blive en succes, har jeg brug for nogle få materialer. Det er her, at jeg har brug for jeres hjælp og gavmildhed. Til baskettræningen skal jeg bruge ca. 20 bolde og overtrækstrøjer. Til karate vil jeg rigtig gerne bruge puder til at sparke og slå på, som er en meget vigtig del af træningen, der skal bruges 10 stk. For en uddybende beskrivelse af økonomien og hvordan du kan støtte børnenes træning, kan du klikke her.

Af hjertet tak for dit bidrag.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

tomme hænder

tomme hænder
der løfter et liv op mod solen
eller mod gud
knuger det mod sit hjerte
disse hænder der rummer intet
hjertet og gud og solen
i lyset rummer hænderne alt
 
hænder der former livet
livet der former hænderne
tomheden siver ud mellem fingrene
og falder
pladask
mod gulvet
jorden der er vores
jorden der ikke er vores
den her jord som er frugtbar
og barnet som spiser frugterne
 
livets hænder der bærer frugterne
og børnene der spiser
barnet på jorden græder
alle spiser
alle græder
jorden græder
og hænderne holder dig fast
solens lys varmer
eller gud der spiser sammen med os
hjertet hamrer mod øret
og øret fortæller os at

hænderne er ikke tomme
hænderne bærer alt
de holder jer fast
her
på jorden
der falder
og solen skinne
lyset varmer
livet bliver løftet op
i hænderne på jer
og tomheden siver væk mellem jeres fingre

Få besked når der er nyt på bloggen

Tur/retur med jeepney

Vi har efterhånden været et par gange i malls, som jo er en dejlig pause fra vores hverdag, men faktisk er turen derhen også en del af oplevelsen. Så her er en lille reportage fra transportsystemet i Filippinerne.

Vejen foran Børnehjemmet

Vejen foran Børnehjemmet, der fører op til hovedvejen

Når vi vil på en lille tur selv, starter vi med at gå fra børnehjemmet ad en lille vej. Der er ca. 500 m op til hovedvejen, hvor der altid er meget trafik og masser af tricycles. En tricycle er en taxi, som består af en motorcykel med sidevogn. Vi kan lige præcis sidde i sidevognen alle fire sammen med Noelias klapvogn, men så sidder vi også tæt. Det tager små ti minutter at komme fra børnehjemmet til byen. Den tur tager vi ofte, fx når vi skal handle ind, på markedet, besøge McD eller tage en jeepney videre. Det koster 40 pesos (ca. 5 kr.) for os, at komme ind til byen med en tricycle.

Aston på en tricycle

Der er også mange af de ansatte, der har en tricycle. Her tester Aston lige en af dem.

En jeepney er deres lokale bus. De kører overalt mellem alle større og mindre byer. De findes i mange former og farver og er ofte meget hjemmelavet. Det er vel nærmest en lille lastbil, hvor der er sat tag over ladet og så smidt to bænke ind.

En jeepney kører først når den er fuld. Og fuld betyder helt fuld, så man sidder rigtig tæt. Det er sjovt at tænke på, hvordan vi i Danmark gør en ære ud af, at sidde så langt fra hinanden i de offentlige transportmidler som muligt og bare har en anden kultur i det offentlige rum. Men vi nyder bare vores jeepneyturer her, måske fordi vi føler os lidt lokale og især fordi, at Aston og Noelia har været helt forrygende til det.

Det er dejligt at sidde tæt i varmen

Det er en god idé at være lille, når man kører i jeepney

Nå, men så er vi kommet med tricycle til jeepneystationen i byen, hvorfra vi tager den første jeepney til byen T. Det tager ca. 20 min og koster 22 pesos pr. voksen. Børn er gratis, men så skal de selvfølgelig sidde ovenpå os, hvilket ikke gør det mindre varmt, men det er en del af charmen. I byen T skal vi gå 5 minutter for at finde den næste jeepney. Den kører så, når den er fuld, til byen D. Det tager ca. 30 min og koster 16 pesos pr. voksen. Spørg mig ikke om logikken i priserne, da jeg ikke kan give et fornuftigt svar. Det betyder at en tur til byen D, for os alle fire, koster 154 pesos (små 20 kr.).

Vores gode venner fra Tyskland

Her er de to tyske voluntører, som lærte os at komme frem og tilbage med jeepney. Danke schoen!

Vi har været i byen T flest gange. Der er et dejligt Mall og det er tættere på. Faktisk er der nogenlunde hyggeligt udenfor Mallet. Der er en lille park med kunstgræs og palmer, hvor vi nyder at slappe lidt af, inden vi skal hjem igen. I byen D er det to store Malls med væsentligt flere butikker og restauranter, men det er også lidt mere besværligt at komme dertil. Det er dog her vi skal forny vores visum hver måned eller hver anden måned, så vi skal hertil engang imellem.

En lille slapper i det grønne

En lille slapper i det grønne foran Mallet

Det var lige en lille små kedelig reportage fra vores, på en måde, meget almindelige hverdag her i Filippinerne.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Den Filippinske cykel

I går var vi inde i byen, vores egen lille lokale by, for at købe en cykel til Aston. Vi havde besluttet, at han skulle have én, både for at have noget aktivt og sjovt at lave og for at lære at cykle, til når vi kommer hjem. Samtidig har én af personalets børn, som Aston leger en del med, også en cykel.

Klar til at ræse

Klar til at ræse

Da vi kom hjem med cyklen til børnehjemmet, kom vi dog hurtigt i tvivl om, hvor smart en idé det var. Inden længe havde de første fem børn spurgt os om, hvor meget cyklen kostede og tilføjet at den så vel nok dyr ud.

Den kostede 2000 pesos (ca. 240 kr.), men for børnene her, som aldrig har fået særlig mange gaver og slet ikke af deres far og mor og slet ikke en cykel, var det et symbol på noget meget dyrt og fint.

Heldigvis blev vores tvivl hurtigt gjort til skamme. For allerede mens vi var i gang med at analysere situationen og vurdere hvorvidt vores cykelkøb var en god eller dårlig idé, var Aston i gang med at lege med cyklen sammen med fem andre børn. Han var stolt over sin nye cykel, men på en god måde, der gav ham overskud til at lade de andre prøve og være sammen med grin og sjov.

Cykelleg

Cykelleg

Vi er meget anderledes end alle andre her og vores børn vil altid have et anderledes liv end børnene her på børnehjemmet. Vi skal være betænksomme og kærlige i vores ageren, men samtidig skal vi være os selv. For det er jo netop dem vi er og det vi står for og tror på, som vi kan tilbyde disse børn i den tid vi er her.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Svaret er?

Det er svære end jeg havde regnet med. Det er ikke nogen badeferie, faktisk er det slet ikke nogen ferie.

Det er frivilligt arbejde, men vi er egenligt ikke begyndt at udføre noget arbejde endnu.

Så hvad laver vi og hvorfor kan det være så hårdt? Svaret er både enkelt og kompliceret:

Hygge på vores terrasse

Hygge på vores terrasse

Det enkle svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Vi har ingen særlige opgaver og kan stort set selv bestemme, hvad vi foretager os. Om formiddagen er børnene i skole inde i byen, så der sker ikke meget og vi skal selv underholder Aston og Noelia. Når børnene kommer hjem om eftermiddagen er der fuld fart på indtil vi skal spise. Vi spiser for os selv i vores hus og alle måltider bliver tilberedt til os i børnehjemmets køkken. Efter aftensmad er det badetid og sovetid.

Det komplicerede svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Hvor vi arbejder på at finde vores plads i systemet. Alle volontører er gæster, hvide mennesker der forsvinder igen, men vi er endnu mere uden for nummer. Både børnene og de ansatte kender volontørernes rolle og arbejdsopgaver og dermed er der orden i systemet. Vi er uorden. Ingen kender vores rolle, fordi vi har to små børn, vi er ældre og vi skal være her længere tid. Det har de aldrig prøvet før her.

Sådan er dét og det arbejder Sabrina og jeg med at forholde os til. Vi vil virkelig gerne hjælpe og vi har noget at byde på, men vi har også de to små banditter, som skal trives og er en del af vores plan. Faktisk er deres trivsel, det eneste ultimative krav som vi har taget med hjemmefra. Det er der vi ikke går på kompromis og det er en af de få grunde, som hypotetisk, kunne få os til at afbryde vores ophold.

Ris til morgenmad

Ris til morgenmad

Men ro på nu, vi har været har 14 dage i morgen, og vi har det faktisk godt. Ja, vi har en masse tanker omkring vores rolle og hvordan vi kan hjælpe, men det er vel naturligt. Faktisk tror jeg det er et sundhedstegn. Når man river hele gulvtæppet af selvfølgeligheder og sikkerhed væk under sig selv og sin familie, skal det afstedkomme en hvis mængde frustrationer, tvivl og håbløshed. Så der er vi bare helt normale.

Vi leder efter de rigtige svar med lys og lygte, men måske skal vi begynde at kigge efter nogle nye spørgsmål.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen
« Ældre indlæg

© 2024 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial