EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Afrejse

Good morning Vietnam – goodbye Philippines

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er næsten umuligt at få sat ord på alt det, som er sket, så jeg vil bare give et lille resumé af nogle af de ting, som er hændt.

Vi er nu taget væk fra børnehjemmet og befinder os i Vietnam. Ren badeferie med familie fra Danmark, god mad og masser af luksus. Der var engang, vi boede på et børnehjem, uden bruser i badet, uden varmt vand, uden bræt på toilet, uden skyl, uden aircon og uden alt muligt andet. Nu lever vi som konger og sandheden er, at vi nyder luksussen.

94AE2962-E1C2-4813-A673-C4C9B61A6DBF

Farvel gaver fra nogle af børnene.

Alligevel er der noget indeni, som gør ondt. Vi savner børnene fra børnehjemmet. Hold nu op hvor har det dog været en oplevelse for os alle at bo på børnehjemmet. Den sidste tid bød på både godt og ondt, som Jeppe også tidligere har skrevet lidt om, men heldigvis fik vi på trods af dengue, kvalme og hvad der ellers fyldte, afholdt en fantastisk afslutning for børnene.

931055CD-C162-4285-A117-9E4D29B62F28

Børnene er klar til banko-fest!

Vi havde købt fede præmier og lavede en banko-aften. Der var liv og glade dage, hvor børnenes huse dystede mod hinanden og det var en vældig succes. Virkelig sjovt og fedt at lave noget stort og godt, som ingen af dem havde prøvet før. Sikke mange glade ansigter, grin, skrål og jubel.

DBEDCDF3-9384-4A34-A14A-E1469184F60B

Vælg en pose snacks og tag en sodavand. Det var til stor glæde for børnene at få en kold sodavand.

Vi fik også alle ungerne til at skrive et lille postkort til os, som vi kunne tage med os til Danmark. Jeg har selvfølgelig allerede læst hvert og et og fældet tårer. Fantastiske børn – sikke en berigelse at have fået lov til at være en del af deres hverdag.

0A539711-B17C-4424-8428-113E8B9FF93B

Dejligt at have disse postkort med hjem i bagagen.

Derfor var det ikke så sjovt at tage derfra. Det var i sandhed virkelig hårdt! Det gør ondt at forlade dem. Forlade vores anden familie, det gør ondt ikke at vide, om vi ser dem igen, det gør ondt ikke at skulle være en del af deres hverdag og uddele krammere og high fives, men alt dette er jo på sin vis godt, for det viser, at det har givet mening for os at være der. Vi har knyttet bånd, men vi er ikke uerstattelige. Var vi uerstattelige havde vi først rigtig fejlet, men jeg er sikker på, at vi vil stå i deres minde. Aldrig før har de haft besøg af en familie og aldrig før har de haft besøg af en socialrådgiver og en dygtig mentor/basketballtræner. Vi har sat nogle aftryk og vi kan godt være stolte.

337461A1-BC2D-40EB-88BD-19BF07F4787D

Aston og Noelia savner også. De taler om børnene og oplevelser på børnehjemmet med glæde i stemmen. De taler om kobraslanger, som var det det mest naturlige i verden, de taler om gode venner på børnehjemmet, de taler om at tage på marked og købe frugt, som om det var noget de har gjort hele livet og de taler generelt bare en hel masse engelsk. Kæmpe sidegevinst.

Aston blev faktisk så god, at selv de større børn på børnehjemmet flere gange har sagt: ”Ate Sabrina, Aston speaks really good english now”. Også Noelia siger ting, som man umiddelbart ikke lige forstår, indtil det går op for én, at hun taler engelsk. Bum bum sej to-årig.

Nåh men nu er vi i Vietnam og her er lækkert. Vi fortsætter en familiesrejse lidt endnu, før vi rammer Danmark den 13. november og når vi kommer hjem, ja så er rejsen slet ikke slut!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Næste stop lufthavnen

Torsdag den 15. februar 2018

Så sidder vi her i en lejlighed på Bryggen. Dagen har været hektisk på sådan en måde, hvor hektisk både er godt og hårdt. Huset blev totalt endevendt, rengjort, pakket ned og gjort klar til overtalelse af de nye lejere. Det var meget mærkeligt, at give nøglerne videre til ens eget hus og så bare køre derfra velvidende, at nye lejere flytter ind – i vores hus! Det var vemodigt og hårdt at tage derfra, men det er en del af gamet, og når det så er sagt, så har vi ro i maven ift. de lejere, vi har valgt. Det letter.

Derudover skulle der også tages afsked med børnenes institution. Det var også vemodigt, for selvom vi glædes over, at kunne få lov til at tage vores børn med på dette eventyr og få lov til at være dem, som bruger mest tid sammen med vores børn, så har vi jo også været glade for institutionen og oplevet, at de virkelig har gjort deres bedste efter forholdene, når man tager normering osv. i betragtning. Det er vist en helt anden snak og den vil jeg ikke komme mere ind på i dette indlæg.

Alt i alt har dagen været en dag med følelser uden på tøjet, og det har været utroligt mærkeligt, at kigge på børnenes værelser tømt for legetøj, forlade sit hus og nu være i gang med at bo i en kuffert. Vi glæder os til at komme rigtig afsted og komme frem til alt det ukendte, for lige nu er vi i DK, i det vi kender, men alligevel er alting anderledes. Filippinerne here we come – we are ready

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Farvel og på gensyn

14. februar 2018

En families rejse. Det må man da sige. Det er en rejse, som kom ud af det blå og nu bliver den realiseret – lige om lidt! Tingene er gået stærkt. Vi har ikke brugt mere end tre måneder fra første tanke om at rejse, til vi rent faktisk har afrejse. Jeg tilstår gerne, at vi indimellem har kigget på hinanden og tænkt, hvad dælen er det lige vi har gang i? Vi har begge opsagt vores jobs og får ingen indtægt i det næste år, vi har opsagt børnenes institutionspladser, vi har solgt vores bil og vi har lejet vores hus ud. Bum.

Når tankerne når til punktet, hvad dælen er det lige, vi har gang i? Så handler det for mit vedkommende ofte om, hvorvidt det vi har gang i, er det rigtige for vores børn? At Jeppe og jeg har nogle drømme og rejseudlængsler er et, men er det nu også noget vores børn skal involveres i? Kan man tillade sig, at rykke dem ud af institutionslivet, nu hvor de er faldet til, er trygge og særligt vores store dreng har dannet udviklende legefællesskaber? Kan de komme tilbage og falde til igen efter et år, hvor hverdagen har været meget mere fri og meget mindre struktureret og rammesat i den forstand vi kender til det i DK. Det er bare så store tanker og jeg kan få ondt i maven over at forsøge at finde facit på det hele. Det er jo en umulig opgave, at stille sig selv, men jeg tror det er noget de fleste (måske især mødre?) kender til. Bekymringer på sine børns vegne. Suk.

Efter at have kredset om disse tanker, kan jeg herefter begynde at tænke på, hvor strengt det er at rive ungerne væk fra deres familie med særdeleshed bedsteforældrene. Vi føler os meget privilegerede at have så deltagende og nærværende bedsteforældre, og vi har alle dage drømt om, at vores børn ville få et tæt knyttet forhold til dem, og så vælger vi alligevel at tage dem med til den anden side af jorden, hvor kontakten vil være sparsom – i hvert fald den fysiske. Suk og ak. Det gør vanvittigt ondt at tænke på dette og igen begynder jeg, at betvivle om det nu også er det rigtige at gøre, men inderst inde så ved jeg det jo godt. Det er det rigtige. Det er det rigtige for os som familie og alt andet skal nok falde på plads og blive godt og helt igen.

Ud over de mange bekymringer, som jeg har gået med, så har tiden optil afrejse også være lidt spændende – uh et eventyr – vi skal på eventyr! Vi peppede blandt andet denne tid op med et større åbent hus arrangement for venner og familie, men så pludselig var der ikke flere ting forude før afrejse. Nu skulle vi begynde at pakke og lukke ned, og dermed også sige på gensyn til folk omkring os. Heriblandt mine forældre. Av av av. Da hovedøren blev lukket efter dem, så knækkede filmen. Det gjorde ondt. Hold da op hvor vil jeg savne dem og hvor blev det hele bare virkeligt lige der, da hoveddøren blev lukket. Dette var første gang jeg fik et glimt af virkeligheden og ikke bare eventyret, som venter forude.

Lige nu sidder vi så her i vores lille fine hjem, men tingene begynder at se anderledes ud. Der er tomt i skabe og skuffer, børnenes værelser er nu blevet tømt for legetøj og i morgen skal vi sige farvel og på gensyn til vores hus og nuværende liv her i Frederikssund for det næste års tid. Det er godt nok mærkeligt at tænke på, og vi forstår det ikke rigtig.  Det gør vi måske først, når vi sidder i lufthavnen og har ramt point of no return…

For dette år bliver uden tvivl også et år med hårde tider. Heldigvis har vi lovet hinanden, at vi ikke spørger til om det var den rigtige beslutning før, der er gået min. to måneder. For nej det er helt sikkert ikke den rigtige beslutning, når vi sidder i Filippinerne og vores børn ikke kan kommunikere med de andre børn og synes de gør nogle mærkelige ting. De kan sikkert heller ikke lide den mad vi får og særligt vores dreng vil sikkert savne sine legekammerater fra børnehaven, savne sit værelse med dertilhørende legetøj, savne Ramasjang og savne sine bedsteforældre. Så derfor – vi spørger ikke hinanden om lige præcis det, vi spørger kun om andre mindre eksistentielle spørgsmål og så åbner vi op for disse tanker efter nogle måneder, hvor vi stille og roligt vil tage temperaturen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial