EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Lillebror

Der er nu to dage til termin. Vores familie vil gå fra at være fire til fem. Det er ret vildt og vi glæder os alle.

Alligevel har det været en proces for mig. Sådan er jeg nok bare. Måske er det hormoner? Måske er det en del af det at være mor? Måske er det en del af det med at blive mor på ny? Eller måske er det fordi, jeg er god til at bekymre mig? Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg vil det bedste for os alle.

Nu kender vi fire jo hinanden ud og ind. Efter over et år, hvor vi fire har været sammen, hvor vi har været i Filippinerne og på Bornholm på den vildeste familierejse og ikke været en del af det ellers famøse hamsterhjul, så må man da sige, at en lille ny til samlingen bliver noget af en forstyrrelse til den ellers velfungerende firekløver.

At få en lillebror vil komme til at rykke på vores familiedynamik og mine bekymringer har gået på, om dette vil rykke på dynamikken i en negativretning. Forstå mig ret – vores lillebror er et ønske barn. Planlagt og ønsket!

Jeg tænker derfor, at det må være lidt det samme, som jeg oplevede efter fødsel af Noelia. Jeg elskede hende, men jeg kendte hende jo ikke. Hun var kommet og det var fantastisk, men med alle hormonerne strømmende i kroppen, så var jeg også bare revet lidt itu. Mit ellers 100 pct. nærværd overfor Aston kunne ikke længere indfries. Jeg skulle pludselig dele min opmærksomhed, jeg måtte sommetider erkende, at jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg skulle amme og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor ham, men også overfor Noelia, da jeg synes, jeg ikke kunne være 100 pct. tilstede nogen steder.

Jeg savnede Aston og følte nærmest, han ville glide fra mig. Sådan gik det selvfølgelig ikke og i takt med hormonerne forlod kroppen, fik jeg også styr på det med at være mor til to og elske begge unger lige meget.

Lykken er at se sine unger sammen – det søskendebånd de udvikler og det familiebånd der også udvikles i takt med denne ændring, og heldigvis er det også der, jeg er nu. Jeg er klar til at modtage vores lillebror og få ham integreret i vores familie. Firekløveren skal ændres til en femkløver og dette er jeg ikke længere bekymret over – jeg glæder mig, som resten af flokken herhjemme.

Jeg ved nemlig, at Jeppe og jeg kan klare det, og ikke mindst at mine børn er klar og rummelige. Det har de bevidst utallige gange, som i Filippinerne, hvor deres mor tit og tæt sad med andre børn, kyssede, krammede, grinede og talte på et andet sprog. Dette var bare så overskudsagtigt fra deres side. Ikke en snert af jalousi eller lignende var der.

Ligeledes da vi fortalte, at de skulle være storebror- og søster var der kun glæde. Det er meget abstrakt at skulle forholde sig til at blive storebror- og søster, men de glæder sig virkelig og har hele vejen igennem tænkt lillebror med ind i ligningen. Eksempelvis hvis vi har talt om noget, som skal ske ude i fremtiden, så har de nævnt at lillebror også skal med. De kommer begge med ønsker om, hvordan de vil hjælpe til eksempelvis i forhold til at made ham, skifte ham, give sut, holde ham mv.

Så! – jeg kan åndelettet op og hilse lillemanden velkommen. Vi er klar og glæder os til at lære ham at kende med alt, hvad dette indebærer af ’forstyrrelser’. Vi skal nok komme til at se disse som positive input i vores hverdag.

Kom du bare lillemand. Vi er klar til dig.

Klems Sabrina

Når alt er godt men samtidig så pokkers hårdt

Velkommen til institutionslivet og alt hvad dette indebærer.

Som jeg skrev i forrige indlæg, har det været en lidt vemodig tid. Det var vemodigt at forlade mormor og morfar på Bornholm og flytte hjem, da dette jo betyder, at vores rejseeventyr er ved at være ovre. Selvfølgelig starter en ny tid, som også bliver spændende at udforske, men tiden, hvor vi som familie har været sammen non stop i over et år, er ved at være forbi og det synes jeg, er trist at tænke på.

Jeg har virkelig nydt min familie og denne unikke tid, hvor ingen andre end os selv dikterer dagsorden.  Vi har fået så mange oplevelser med i bagagen, så det slet ikke er til at fatte, så det gør ondt at skulle sige farvel til dette kapitel i vores liv.

Alligevel var det også spændende at få sit hus tilbage. Komme ind i sit eget og vide at nu er vi her og her skal vi blive. Det er en rar følelse og vi har det alle rigtig godt i disse omgivelser.

Vi har haft små fjorten dage herhjemme, hvor vi har forsøgt, at komme på plads og få pakket alle vores mange papkasser ud. Aston og Noelia har pludselig fået legetøj igen og de nyder at have disse muligheder på værelset.

I går havde vi så sidste dag med Aston og Noelia, før de får sat mærkatet, institutionsbørn, på sig. Vi nød dagen og hyggede på biblioteket. Alt foregik i det stille og rolige tempo, som vi så godt kender efter at have været sammen det sidste år.

Da det så blev sengetid, og Noelia skulle puttes, blev jeg ramt af sorgen over at skulle til at give slip. Jeg puttede hende og sagde den remse, som jeg siger hver aften. Nogle gange gentager Noelia sætningerne, hvilket hun også gjorde i går. Så da jeg sagde; Jeg elsker dig, så svarede hun; Jeg elsker også dig, mor. Tårerne pressede på og jeg havde bare slet ikke lyst til at give slip. Jeg ville ikke give slip på hende. Bare ligge der med hendes lille hoved i mine arme og putte hende, kysse hende og kramme hende. Hun er jo min lille pige og jeg elsker hende ubetinget. Jeg elsker alt ved, at det er os, som præger vores børn og gør dem til dem, vi tænker er den bedste udgave af dem selv. Så at lukke døren i går aftes var ikke nemt vel vidende, at når døren åbnes igen, ville det være familielivet i en ny form. En form som vi godt kender fra tidligere, men som vi også har nydt at være væk fra.

Men hvad betyder det egentlig, når jeg siger, at vi har været sammen som familie og at det har været fantastisk. Jo, det betyder,  at vi har gjort alt sammen, vi har været sammen om at opleve medgang og modgang, vi griner sammen, keder os sammen, leger sammen osv. Aston og Noelia har af selv samme årsag fået et enestående forhold til hinanden. De leger rigtig godt sammen og er afhængige af hinanden. De passer på hinanden og er opmærksomme på hinanden, de driller hinanden og de fjoller sammen. Det er helt klart noget af det, som gør os allermest stolte af at have taget dette valg om at rejse ud sammen som familie – at se de to sammen. Det gør os så stolte og glade at se, hvor gode de er sammen og hvor nært et forhold de har fået opbygget. Derfor har vi trøstet os selv lidt med, at de trods alt skal gå på samme stue i børnehaven, så de fortsat kan være en del af hinandens hverdag.

Så blev det dagen, hvor de begge startede i Børnehave. Noelia er den klart yngste i børnehaven, men hendes gåpåmod fejler intet. Hun er vant til at omgås 75 store børnehjemsbørn fra Filippinerne og det ses tydeligt.

Alle Astons venner stod klar og det er åbenlyst, at han er vellidt og har været savnet. Dette har vi også set, når vi har været på besøg, så for ham er det rigtig fint at komme tilbage. Noelia hyggede sig også og gik selv på legepladsen uden mig og tullede rundt både inde og ude, som hun jo nu engang gør. Hun er så sød og tilpasser sig så fint de omstændigheder hun placeres i.

Efter frokost skulle de ud på legepladsen igen. Noelia var glad og gik rask af sted. Hun prøvede diverse ting og indtog hele legepladsen, hvilket var super fint at se. På et tidspunkt ønskede hun så at få sin brors opmærksomhed og være med i hans leg. Hun krydsede målrettet hele legpladsen og nåede frem til Aston.

Aston havde gang i den helt store leg med mange andre af de større børn, som han kender fra før, vi tog af sted til Filippinerne og de var alle i gang med at lege politi og røvere. Drengene fangede pigerne og spærrede dem inde. Sjov leg og han hyggede sig helt vildt. Aston havde ikke tid til Noelia. Noelia sagde; Aston jeg vil gerne med dig, da han er i gang med at vende sin mooncar. Hvortil Aston svarede; men Noelia jeg har ikke tid lige nu, og så fræsede han af sted.

Noelia stod og kiggede efter ham, underlæben blev skudt ud og bævrede, tårerne pressede på og efter et par sekunder fik de frit løb. Hun var helt færdig over at opleve det ”svigt”, som hun lige var blevet præsenteret for. En uvant situation, hvor hendes et og alt slet ikke havde tid til hende, men derimod havde fundet nye veje.

Hold nu op hvor gik det lige i hjertet – ikke kun på hende, men i den grad også på mig. Aston gjorde intet forkert. Det var lige som det skulle være, men lige der blev Noelia og jeg ramt af den nye tid, vi går i møde, hvor de begge præsenteres for nye veje og derfor også må give slip på deres fællesvej. Skillevejen er lige nu og her og det gør virkelig ondt, at det skal være sådan, selvom det naturligvis SKAL være sådan. Så da jeg krammede Noelia derude på legepladsen var hun ikke den eneste med våde øjne.

Aston og Noelia har et bånd som ingen kan bryde, men nu er det også tid til at kæmpe egne kampe og udforske egne veje både væk fra hinanden men også væk fra os som forældre. Alt er godt, men alt er også meget hårdt, overvældende og sørgeligt. Jeg er i hvert fald temmelig grådlabil lige nu.

En mors bekendelser…

Klems Sabrina

Kollektivet på Bornholm

Vi har boet hos mine forældre på Bornholm de sidste tre en halv måned. Temmelig vildt at bo så tæt med sine forældre i så lang tid. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt skeptisk, da Jeppe talte om, at det kunne vi da sagtens gøre. Øh, tre en halv måned er længe og jo jo jeg ved, at jeg trives i deres selskab, men dertil ligefrem at bo så tæt i så lang tid var en lidt overvældende tanke.

Nu står vi så og skal ”rejse hjem” til Frederikssund igen og jeg tænker bare – skal vi allerede hjem? Øv.. Det er gået så godt. Det er en gave for alle at få denne oplevelse. Vores unger stortrives med mormor og morfar. De får et særligt bånd, når man bor så tæt og Jeppe og jeg har kunne tage os nogle friheder, som vi ellers ikke kunne gøre.

Ligeledes ved jeg, at ungerne vil savne dem. Nu skal de til at nøjes med deres to kedelige forældre, som aldrig rigtig helt har tid til at lege på samme måde, som morfar og mormor giver sig tid til.

Aston har et helt særligt bånd til min far. De to kan snakke og snakke om stort og småt. Aston spørger nysgerrigt indtil et emne og min far fortæller i detaljer om hvordan bierne laver honning, hvordan man slukker en ildebrand, hvordan kroppen fungerer, fortællinger om hvaler, hvordan man skal sejle et skib i uvejr, hvordan man reparerer ting – ja listen er lang. De to altså! Det er herligt at se dem sammen. Herligt når de kommer susende forbi med alverdens udstyr, fordi de nu skal ud og slukke en ildebrand, eller hvad det kan være de har gang i. Bedste venner – sådan beskriver Aston i hvert fald hans morfar.

Derfor har det også været naturligt for os at overveje om vi skulle flytte til øen. Alle bolde er allerede kastet op i luften i vores liv, men vi er nået frem til, at det skal vi ikke. Det er ikke det, vi vil, selvom mange ting taler lige ind i det, vi ønsker som familie; mere tid til hinanden, ikke skulle arbejde fuldtid, natur, være tæt på bedsteforældre mv.

Vi er alle glade for den tid, vi har haft på Bornholm med mine forældre. Dette blev en uventet del af vores rejseeventyr, men en oplevelse som vi sætter stor pris på.

Jeg vil savne at bo så tæt med mine forældre, hvilket vitterligt er noget at være taknemmelig over – tænk at vi har så gode bedsteforældre og at vi alle kan fungere så godt sammen. Vi vil savne dem i hverdagen, men heldigvis er vi fysisk tættere på dem nu, end da vi boede i Filippinerne.

Mor og far tak for en dejlig tid på Bornholm.

Klems Sabrina

 

Postkort til Børnehave fra Aston

Hej Ørnesten 

Jeg bor på Bornholm hos morfar og mormor. De har en hund og den hedder Soya.

Sjov på legepladsen

Vi går tit tur og i går faldt jeg lige ned på en sten. Det var lige ved siden af det billede, hvor jeg kravlede op i en mast, men jeg var okay.

Gode klatre steder findes alle steder

Jeg leger tit brandmand, redningsmand og politimand sammen med morfar og Noelia.

Min mormor og morfar kender en brandmand og vi var ude og se hans brandstation. Jeg blev hentet i indsatsbilen og kørt ud til brandstationen. Indsatsbilen havde tusind knapper!

Vi så alle brandbilerne og jeg fik lov til at prøve en pulverslukker. Jeg sprøjtede på en gammel bil og jeg sprøjtede udover det hele – ind i motoren, ind i dækkene og ind i bilen. Det var sejt!

Jeg fik lov at prøve en pulverslukker

Jeg er rigtig glad for at lege med LEGO og til jul og min fødselsdag, hvor jeg blev fem år, der fik jeg meget LEGO. Jeg fik Ninjago, en sej turtles bil og en Ninjago drage. Jeg håber der måske er små LEGO klodser i børnehaven.

Vi var på Hammershus på Bornholm, som er en gammel ridderborg

Jeg flytter snart hjem til Frederikssund igen og kommer snart tilbage til Ørnesten. Jeg glæder mig til at lege med jer.

Hilsen Aston

I dag er det 1. januar 2019 og året er gået

2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.

Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.

Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.

Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.

I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.

Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.

Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.

Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.

2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.

Klems Sabrina

Postkort til Børnehave

Hej Ørnesten

Jeg er ikke på børnehjemmet mere, og snart kommer jeg hjem til Danmark.

F97C58A0-BA49-48E4-AB8A-873A52404016

Vi er rejst til Vietnam og der har vi badet mange gange – måske 50 gange. Vi har leget i poolen og været på stranden.

29CE3110-66E2-46B2-B79B-0F5E1D3475CB

 

Farfar og farmor har været i Vietnam og vi skal rejse hjem til Danmark med farmor og Stiig.

7482A156-A98C-42FC-81CA-DD35C5747684

Jeg glæder mig til at komme hjem og lege med jer. Måske jeg kommer på besøg i Ørnesten, vi skal bare først bo på Bornholm hos mormor og morfar, før jeg starter igen.

Hilsen Aston

Update fra Vietnam

Vi befinder os fortsat i Vietnam. Vi startede i Ho Chi Minh og har nu rykket os fra Nha Trang til Phan Thiet i Syd Vietnam. Her er dejligt. Dejligt på den der måde; her er varmt, vi bader, vi spiser, vi sover lur og hygger om aftenen. Vi har fået besøg af to omgange. Først farfar med co. og nu farmor og Stiig. Fantastisk!

IMG20181013183916

4CB5AA80-62D9-4374-8E1D-614CD381849E

Det er dejligt med visit og det at opleve sammen, men to ting er jeg/vi nået frem til. For det første kan Vietnam ikke måle sig med de filippinske bauntyøer. Måske har vi valgt nogen forkerte destinationer. Det har vi nok, for Nha Trang var bare alt for ’russisk turistet’ til vores smag og Phan Thiet er også lidt.. ja jeg ved snart ikke. Det er bare en lang vej ud til vandet med en masse små shops, restauranter, hoteller mv. Altså vi har det som sagt godt og nyder det, men skønhedsmæssigt kan det ikke måle sig med de filippinske øer, vi besøgte. 

D9CEF8DA-CBE3-4744-982C-571B66374B13

Udsigt fra vores hotel i Nha Trang

Ej heller har det vietnamesiske folk gjort særligt indtryk på os. De er langt mere ”sure/mopsede/ikke så imødekommende”, som folket i Filippinerne. Heldigvis har vi de to lyshårede unger med os, som tiltrækker folks opmærksomhed, og bringer det bedste frem i folk. Lucky us.

A9A34F44-E193-4277-9CCE-FDE99FE4317E

11E73FC1-929E-4134-9EB5-E1B195893A9D

Den anden ting jeg/vi er nået frem til er, at vi er mættede af at skulle forholde os til, hvor vi skal spise næste gang. Det er så luksus, som det overhovedet kan være, og alligevel er vi totalt mættede af at skulle tænke på dette. Vi gider ikke rigtig mere og glæder os bare til en simpel sammenklappet rugbrødsmad. Bum.

8E3042E4-BE31-459D-8507-DAEDD90F71F2

Konklusionen er, at når vi nu ikke længere skal være på børnehjemmet, den beslutning har vi truffet og det er rette valg, så er det tid til at vende hjem til Danmark.  Vi er klar, vi er færdige og mentalt er vi allerede lidt på vej.

Vi har nydt at slutte vores tur af med en ordentlig omgang badeferie, hotelliving, backpacker life og hvad man ellers kan bruge af fede gloser, men nu er det snart tid til at runde af og starte et nyt kapitel i det danske. Det bliver godt og spændende… Jeg skal bare lige bruge de sidste ni dage på mentalt at indstille mig på, at det er vinter og koldt, når vi rammer landet. Gisp!

C3967426-7861-4F31-9ACE-2F4C9B6F0F2A

Aston er derimod helt klar på sne og skulle ud og lave en snemand. Til alles orientering er det med gulerod, knapper af sten, halstørklæde, øjne og mund. Jep den er udført i tankerne, så nu må vi håbe den også på et tidspunkt kan blive udført in reel life.

743571A1-2F42-42A4-8AF4-9A8EA2180F14

Ps. børnene på børnehjemmet er fortsat en del af mine tanker og jeg savner at give dem en ordentlig krammer. Måske hvis vi er heldige kan vi en dag komme på besøg. Det ville være så stort!

Klems Sabrina

Vores farveltale til børnene på børnehjemmet

Udover vores festlige og sjove afskedsshow med banko og masser af præmier til børnene, havde vi også skrevet en tale til dem. Så søndagen før vi tog afsted, det gjorde vi om mandagen, afsluttede vi deres sædvanlige søndagsgudstjeneste med, at jeg holdt vores tale. Vi havde fået én til at oversætte, så alle forstod den.

Efter talen delte vi billeder ud til alle husene. Vi havde fået taget nogle billeder af os alle fire sammen og skrevet nogle søde ord til hver enkelt hus. Så de ikke glemmer os helt.

Her kommer talen på skrift:


 

FARWEL SPEACH

Sunday October 7th 2018

 

This speech is from Sabrina and me.

We clearly remember when we arrived here at XXX. It was on February 17th in the morning. Hua Jo Jo picked us up at the airport and drew us through, for us, a very new and strange land. We sad there in the service bus. Sweaty and tired from the heat and our long travel. Suddenly the bus stopped and we walked out. Meeting us were all of you. Giving us flower necklaces and singing for us.

This is just one out of many memories, that we will carry in our hearts forever. Because staying here together with all of you, our second family, is something that now is a part of our lives, of being us.

You have invited us into your home, XXX, and this home is a very special home. XXX is a good home, but it is also a home, that most of you maybe wished you newer needed to have.

That’s a hard reality to live in, but you are doing it. And you are doing it so well, despite all hardships you are facing in your lives.

We wish for all of you to succeed with your personal dreams and goals. And you know what, we really believe you can!

But hey! We want to tell you a secret, or really is not a secret, because you know it already.

It is hard work. It is hard work to fulfill your dreams and goals. It is hard work for you, it is hard work for us. It is hard work for Steven Curry and for the president of the Philippines.

Nothing comes to you by itself. You have to work your but off and you have to make big sacrifices. It will take a lot of tears, sweat and blood.

It’s not for free to fulfill your dreams and goals, the price is you doing your best. Not tomorrow, not when you feel for it, not when the rain has stopped. Doing your best every single day, every single hour and every single minute. Do you best. Be your best.

Maybe you are now thinking: “It’s not possible for me” or “I’m not good enough” But now we tell you the truth: YES, IT IS and YES, YOU ARE!

Because this is not about being the best, it’s about being the best you can be. Being you, finding your own way.

Oh, my own way. How nice, it’s just waiting for me and nobody else. No, we are sorry to disappoint you. There is no way waiting for you. You have to create your own way and you know what? That kind of way, your own way, is made from hard work, a strong will and personal sacrifices. And yes, it will mean a lot of tears, sweat and blood.

That is the recipe for building a way like that, for building your own way.

You need to know, that being here at XXX, doing your choirs, creating friendships, learning about life and going to school, every day, that is building your own way. You are doing it already.

So, all of you – you, you and you – you are all building your own way and it consists of every single choice you make and every single decision you take. If you are doing your best, if you are taking responsibility of your life, you are already working hard to build your own way. And we respect that very much.

We know that it is not easy. It is so much easier to skip school, to sit in the back of the classroom and don’t pay attention. And it’s so much easier NOT to do your homework and NOT to study for the test.

But listen now. Doing the easy thing, is not doing the right thing. Making the easy choice today, it not making life easier tomorrow. Doing easy will only make the future harder and in the future, you don’t have the possibility to change the past. You only have now to do your best.

The day you stop doing your best, is the day you stop being you. And don’t ever stop being you – because you are, all of you – perfect just as you are.

We are grateful to have lived together with you and experienced your kindness and your way of life. We truly feel blessed to know each and one of you.

“So why are you leaving now?” you may be wondering. Before everything else, we will tell you this: We are not leaving because of you. We will have tears in our eyes and sorrow in our hearts, when we are leaving and that is because of you.

Because of all you have given to us, because of all we have learned from you and because we will miss you.

We will forever be grateful to all of you, for the kindness you have given to Aston and Noelia. It means the world to us.

We are very sure, that when we return home to Denmark and our old life, we will experience all the things we are used to, in a slightly new and different way.

And that is because of you and the impact you have had on our lives.

We are leaving because we also need to find and build our own way. Our way took us here and now it is leading us to something new.

When Sabrina got pregnant it changed our circumstances and our minds began to work with new thoughts. But it has not been an easy decision to take, to leave now. And that is really how life also is – making hard decisions.

Just like you, we also have to do our best. Coming here was our best and even though we made sacrifices and even though it sometimes has been hard being so far away from home, we don’t regret coming here for even one second.

We found our way and we found you. For that we are grateful.

Let us stand tall and let us stand together. Let us continue doing our very best in every aspect of our life.

Dear all of you – thank you for letting us in – and thank you for being you!

We are truly honored!

Thank you!

 

Good morning Vietnam – goodbye Philippines

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er næsten umuligt at få sat ord på alt det, som er sket, så jeg vil bare give et lille resumé af nogle af de ting, som er hændt.

Vi er nu taget væk fra børnehjemmet og befinder os i Vietnam. Ren badeferie med familie fra Danmark, god mad og masser af luksus. Der var engang, vi boede på et børnehjem, uden bruser i badet, uden varmt vand, uden bræt på toilet, uden skyl, uden aircon og uden alt muligt andet. Nu lever vi som konger og sandheden er, at vi nyder luksussen.

94AE2962-E1C2-4813-A673-C4C9B61A6DBF

Farvel gaver fra nogle af børnene.

Alligevel er der noget indeni, som gør ondt. Vi savner børnene fra børnehjemmet. Hold nu op hvor har det dog været en oplevelse for os alle at bo på børnehjemmet. Den sidste tid bød på både godt og ondt, som Jeppe også tidligere har skrevet lidt om, men heldigvis fik vi på trods af dengue, kvalme og hvad der ellers fyldte, afholdt en fantastisk afslutning for børnene.

931055CD-C162-4285-A117-9E4D29B62F28

Børnene er klar til banko-fest!

Vi havde købt fede præmier og lavede en banko-aften. Der var liv og glade dage, hvor børnenes huse dystede mod hinanden og det var en vældig succes. Virkelig sjovt og fedt at lave noget stort og godt, som ingen af dem havde prøvet før. Sikke mange glade ansigter, grin, skrål og jubel.

DBEDCDF3-9384-4A34-A14A-E1469184F60B

Vælg en pose snacks og tag en sodavand. Det var til stor glæde for børnene at få en kold sodavand.

Vi fik også alle ungerne til at skrive et lille postkort til os, som vi kunne tage med os til Danmark. Jeg har selvfølgelig allerede læst hvert og et og fældet tårer. Fantastiske børn – sikke en berigelse at have fået lov til at være en del af deres hverdag.

0A539711-B17C-4424-8428-113E8B9FF93B

Dejligt at have disse postkort med hjem i bagagen.

Derfor var det ikke så sjovt at tage derfra. Det var i sandhed virkelig hårdt! Det gør ondt at forlade dem. Forlade vores anden familie, det gør ondt ikke at vide, om vi ser dem igen, det gør ondt ikke at skulle være en del af deres hverdag og uddele krammere og high fives, men alt dette er jo på sin vis godt, for det viser, at det har givet mening for os at være der. Vi har knyttet bånd, men vi er ikke uerstattelige. Var vi uerstattelige havde vi først rigtig fejlet, men jeg er sikker på, at vi vil stå i deres minde. Aldrig før har de haft besøg af en familie og aldrig før har de haft besøg af en socialrådgiver og en dygtig mentor/basketballtræner. Vi har sat nogle aftryk og vi kan godt være stolte.

337461A1-BC2D-40EB-88BD-19BF07F4787D

Aston og Noelia savner også. De taler om børnene og oplevelser på børnehjemmet med glæde i stemmen. De taler om kobraslanger, som var det det mest naturlige i verden, de taler om gode venner på børnehjemmet, de taler om at tage på marked og købe frugt, som om det var noget de har gjort hele livet og de taler generelt bare en hel masse engelsk. Kæmpe sidegevinst.

Aston blev faktisk så god, at selv de større børn på børnehjemmet flere gange har sagt: ”Ate Sabrina, Aston speaks really good english now”. Også Noelia siger ting, som man umiddelbart ikke lige forstår, indtil det går op for én, at hun taler engelsk. Bum bum sej to-årig.

Nåh men nu er vi i Vietnam og her er lækkert. Vi fortsætter en familiesrejse lidt endnu, før vi rammer Danmark den 13. november og når vi kommer hjem, ja så er rejsen slet ikke slut!

Klems Sabrina

En lille snak over aftensmaden

Vi sidder ved bordet. Vi taler om hvad der venter Aston og Noelia, når de kommer hjem til Danmark. Tiden når vi har fået vores hus tilbage og skal starte i institution igen. Denne snak har vi haft mange gange, og hver gang glæder vores unger sig til, at skulle tilbage. Tilbage til de gode legekammerater, som de flittigt opridser navne på, tilbage til det med at skulle lægge sin madkasse ind i køleskabet, hvor menuen består af rugbrødsmadder med pålæg. Ih hvor har vi talt om leverpostej, makrel og remoulade, og det lyser ud af Aston af begejstring, når vi har disse rugbrødsmads snakke.

Denne gang ramte virkeligheden bare Noelia med en helt ny bevidsthed. Som så mange gange før snakker vi om, at når vi kommer tilbage til Danmark, så skal hun ikke længere gå i vuggestue, men derimod børnehave ligesom Aston. Det glæder hun sig til og hun taler stolt om, at hun skal gå i børnehave og bliver tre år. Hun siger i samme ombæring med glæde i stemmen, at mor også skal gå i børnehave, mens hun glad kigger på mig og skal til at tale videre. For i hendes verden, så gør vi jo tingene sammen. Os fire. Det har vi gjort i så langtid nu, at vi ikke længere rigtig værdsætter det, det er nærmere bare blevet en selvfølge, men i dette øjeblik stopper vi op…

D4913414-CB7B-4046-8CE1-44AAB1DFAB4C

Jeg får fortalt hende, at jeg ikke skal gå i børnehave, men at jeg afleverer hende og Aston, og så går jeg igen, så hun kan lege med alle de andre børn og voksne. Noelia får et helt andet blik og langsomt bliver øjnene vædet, underlæben skydes ud og så triller tårerne. ’Mor kommer og henter mig igen’, siger hun med tårerne trillende ned af kinderne og pludselig rammes jeg af flashbacks til tiden med institutionsbørn, hvor man må forlade dem og slet ikke skal tilbringe al den vågne tid sammen. Det skær i hjertet. Jeg skynder mig naturligvis at forsikre hende om, at vi altid kommer og henter hende igen, at Aston også er i børnehaven, så ham kan hun altid få en krammer af og at der er voksne, som passer på hende. Mor og far kommer og henter – det gør vi altid!

Noelia græder og er faktisk helt berørt af at forholde sig til, at der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være sammen uafbrudt og jeg må indrømme, at det er jeg også. Noelia har brug for en lang krammer og det får hun.

Der venter mange spændende ting og muligheder for fremtiden, men hold nu op hvor er det bare trist at tænke på, at denne tid, denne unikke familietid, vores lille symbiose stille begynder at lakke mod enden. Jeg vil savne dem – min lille familie. Altid!

Klems Sabrina

 

« Ældre indlæg

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial