EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Måned: juni 2018

Så er anden halvleg i gang

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?

Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.

Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.

Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.

Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.

Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!

Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Feriens aftryk og hverdagens start

Alle børnene her fra børnehjemmet begynder nu at være tilbage. Skolen starter på ny mandag morgen og hverdagen begynder for alvor.

Det er dejligt at have børnene tilbage. Der er liv og glade dage alle vegne. Det summer af hormoner og interesse for hinanden og ikke mindst en spænding i at lære de 30 nye børn at kende.

Vi nyder, at der er kommet gang i den. Nu er der pludselig mange muligheder for at finde legerelationer og selvom børnehjemsbørnene jo er en del ældre end vores, så er Aston glad og back in business. Han har rigtig fået gang i cyklen, fundet ’venner’ og trives med, at der er børn overalt. Det er ikke længere den larmende stilhed, man bliver ramt af og det er rart.

Jeg må sige, at jeg forbløffes over, hvor seje børnene her på børnehjemmet er. Her kommer man som eksempelvis syv-otteårig og har sagt farvel til sin familie, som man måske ikke ser igen før til jul eller måske først om et år, da det ikke er alle vis familie har mulighed for at komme på besøg.

Alligevel løber børnene ufortrødent rundt og leger, er glade og smutter ind og ud af husene, som om de aldrig har gjort andet. Jeg fatter det nok ikke helt. Jeg tænker, at jeg ville sidde i et hjørne og græde og savne min mor og far, men måske er dette sted så meget bedre, end det de kommer fra?

1DAEB651-489B-45CC-970F-1C577332B607

Dog lader jeg mig ikke helt ’narre’ af deres ydre, for nok er de glade på overfladen, men når det bliver mørkt og man skal være stille og ligge i sin egen seng, så er jeg sikker på at savnet til familien trygger og at den nye tilværelse her på børnehjemmet virker overvældende.

Jeg spurgte en af de ældre drenge, om han kunne huske, hvordan det var at starte her. Han fortalte, at han hver nat i over en måned lå og græd, mens ingen hørte det. Så ja – det hele er nok ikke lutter lagkage og det tænker jeg også, at vi blev bekræftet i på vores ferie.

Vi boede som sagt på øen Bantayan og var meget glade for stedet og lærte lidt lokalbefolkning at kende. Heriblandt en lille gruppe børn, som dagligt gik og solgte halskæder, som de havde lavet af muslinger. Her gik de op og ned ad stranden og rundt omkring i byen fra morgen til aften. De spiste resterne fra restauranterne, hvor folk gik fra deres levninger og de drak, hvad der var tilbage i glassene. Vi fik et hyggeligt forhold til dem, hvor vi altid snakkede lidt med dem og behandlede dem med respekt.

A463EAB9-90E6-41B6-9325-5E8E0CED745D

Desværre er det ikke alle, som behandler disse fattige børn, som kunne havde været dem fra vores børnehjem, på samme ordentlige måde som os.

Vi var den ene dag ude og spise på en restaurant og her sad en hvid mand, gammel og gråhåret med hvide tennissokker i sandalerne, stor mave og velhavende i forhold til store dele af befolkningen hernede. Her sad han og nød sin mad, med to yngre drenge. Jeg vil skyde dem til at være omkring 14 og 15 år. Jeg tænkte først, at det måtte være noget familie til manden, men nej det var det jo ikke.

Det var en gammel mand, som rejser derned, hvor han kan udleve sine pædofile tanker. Her er fattige mennesker, som enten lader sig udnytte eller får at vide, de skal lade sig udnytte, da pengene er nødvendig i kampen for overlevelse. Omkring 200.000 filippinske børn bliver årligt misbrugt. Det er jo sygt! Og det var sygt at sidde der og skulle nyde sine pommes fritter, mens sidemanden var pædofil og de to drenge var to børn født ind i en uretfærdig verden.

Magtesløshed og fattigdommens desperation fik vi et lille indblik i på denne restaurant, hvor alle vidste hvad der skete, men ingen gjorde noget.

Forleden var vi med jeepny til et Mall for at forlænge vores Visa. En lille dreng stiger ombord og har en seddel med, som han deler ud. Vi kunne ikke læse hvad der stod, men det var ikke svært at regne ud, at han bad om penge til sin overlevelse. Aston gav ham nogle penge, da vi ikke lige havde noget mad at give, hvilket vi hellere vil bidrage med. Drengen hoppede af bussen ved næste stop og Aston var nysgerrig på at høre, hvor han skulle hen? Hvor var hans mor og far? Hvor boede han? Hvorfor havde han ingen sko på? Hvorfor gik han bare rundt på gaden og sprang ind imellem biler og motorcykler?

Det blev en fin snak om, hvordan livet ser ud for nogle børn, ja, faktisk for skræmmende mange børn her i Filippinerne. Og om hvor heldige vi er og hvor heldige vores børn på børnehjemmet er. Børnene på børnehjemmet får alt det, som denne lille dreng og de andre børn, jeg tidligere har skrevet om, ikke får.

Vi svarede så godt vi kunne på Astons spørgsmål og vi svarede ærligt, uden at udpensle de forfærdelige vilkår, som disse børn jo lever under. Astons konklusion på vores snak var et spørgsmål. ”Hvorfor kan drengen så ikke også bo på børnehjemmet?”.

49D8FBCB-A049-461F-80BE-6F96010D2192

Nu er børnene tilbage og mange af dem har nydt at være med deres familie og søskende, mens andre helt sikkert har haft en hårdere tid, hvor de måske har skulle vandre op og ned ad gader for at sælge varer, spise andres madrester eller lign. Præcis som de børn, vi mødte på vores ferie.

Vi er glade for at se alle børnene her på børnehjemmet igen. Disse børn har en reel mulighed for at skabe sig en bedre fremtid, og når det uden tvivl er hårdt at være barn på et børnehjem, så er det en befrielse at huske på netop dette.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Vi er i avisen

Hej alle

Så er der billeder af hele artiklen fra Frederiksborg Amtsavis 2. juni 2018. De kommer til sidst i indlægget.

Vi er blevet interviewet (over skype) af Frederiksborg Amtsavis og det er der kommet en lille fin artikel ud af. I kan finde netversionen her:

https://sn.dk/Frederikssund/Vildt-Familie-udskifter-parcelhus-med-fattig-landsby/artikel/750480

Det er skægt at læse vores egen historie skrevet af en journalist og se den trygt i en rigtig avis. Vi er glade for artiklen og synes den giver et godt indtryk af vores rejse, så kan man altid besøge bloggen her, hvis man ønsker at komme lidt dybere ned i vores oplevelser og tanker.

Kærligst

Sabrina & Jeppe

 

 

 

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial