Kulturchok

Mandag den 19. februar 2018

At rejse med børn er ingen sag, når man har to gode og dygtige englebasser som vores. Hold nu op hvor er jeg glad og lettet over, at det kunne gå så smertefrit, når nu man kræver det urimelige af børn i den alder; sid stille, ti stille og sov! Det klarede de dælme. Godt nok med mange timer foran tv’et, men what ever works.

Så landede vi i Filippinerne efter et stop i Doha og vi var godt smadrede alle fire. At gå ud fra lufthavnen og ud i varmen er altid sjovt og varmen slår en direkte i ansigtet efter mange timer med aircondition. Børnene fik straks svedige krøller i håret og sveden dryppede så fint ned af Jeppe. Okay dette er måske hverdagen det næste års tid.

Bussen kørte ud af Manila og ud til børnehjemmet. Det var sjovt at se Astons ansigtsudtryk. Han fangede kulturforskellen og bemærkede straks, at vi ikke skulle have sele på i minibussen. ”Nej min dreng det skal man ikke her, og nej min dreng, man skal ikke køre med styrthjelm, når man kører på scooter og nej min dreng det er ikke ulovligt, at sidde en hel familie på en motorcykel.”

At det er et fattigt land er heller ikke svært at skjule, vi kørte forbi tydelig fattigdom, men samtidig fremstår det hele også så fint og flot på sådan en farvestrålende og frodig måde.

Efter en god time nåede i børnehjemmet. Bang! 75 børn stod så fint og tog imod os med klapsalver og sang, jubel og den ene sang efter den anden, mens vi stod der helt jetlaget, trætte, tørstige, svedige og fortumlede.

Det var så sødt af dem og de var så glade og helt henne ved os og stå i en rundkreds, hvor de alle lige vil røre lidt og alle var fuldstændig måbende overfor børn, deres hudfarve, deres hårfarve, deres øjne mv. Det var helt overvældende for os alle og måske særligt vores børn, men også det, tog de fint.

Faktisk har vores børn taget tingene bedre end mig. Jeg var, på trods af at være den som har prøvet volontørlivet før, den som gik mest i ”panik”. Hvad har vi gang i? Hvorfor gør vi det her? Hvad er det lige vi udsætter vores børn for? Skal vi virkelig bo her i næsten et år og ikke have noget køleskab, ikke kunne vasketøj ordentligt, ikke kunne gå på toilettet og rent faktisk trække ud efter sig, gå i bad i koldt vand med en øse og leve med myre og lede myg overalt. Damn. Jeg følte mig magtesløs og havde på en måde hjemve allerede på day one. Så på trods af at vi havde lovet hinanden de første to måneder ikke at spørge til, om det er det rigtige, vi har gang i, så gik jeg i panik og spurgte flere gange Jeppe om dette.

I virkeligheden blev jeg bare ramt af kulturforskellen og ikke mindst det famøse jetlag. Første nat fik vi ligesom heller ikke nogen søvn, for vores børns indre ure var sat til dansk tid, så de var ikke ligefrem indstillet på at sove, selvom resten af Filippinerne gjorde dette, og at 75 andre børn skulle vækkes pga. vores datters gråd var ret stressende, så det betød, at vores børn for første gang i deres liv skulle ind og sove hos sin mor og far i smørhullet. Det har altid været noget vi målrettet har holdt meget adskilt, indtil kl slår 5 og de vågner, hvorefter de kommer ind og putter. Nåh det er vist også en anden snak, som jeg kan tage senere.

I hvert fald sov vi ikke og jeg lå bare og ville hjem. Helt ærligt det ville jeg. Jeg blev angrebet af insektbid og kunne ikke få ro i kroppen pga. kløe, min datter har en hårfetich og hun blev ved med at hive mig i håret og vi lå alle der i sengen og kampsvedte. Retur billet til Danmark – ja tak!

Næste dag skinnede solen endnu engang og den skinnede også mere i vores retning. Vi har oplevet, at det som er blevet italesat bliver der gjort noget ved. Vi har nu et køleskab og vi har fået andre småting, som skaber stor glæde i en hverdag, som er så anderledes, end det vi kender. Vi har været i supermarkedet og fået købt nogle ting og vi har fået tid til at gå lidt rundt, mens børnene har været i skole, hvilket har været rart for både os og vores børn.

Vi har haft små positive oplevelser med de andre børn, personalet og det at være i de nye omgivelser, og vi synes stadig, at det er fantastisk at se vores børn gå og synge og være glade og virke trygge i denne fagre nye verden.

Dagen har faktisk været god og vi begynder allerede, inklusiv mig, at glæde os til at få sat gang i dette år.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen