EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Kulturchok

I dag er det 1. januar 2019 og året er gået

2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.

Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.

Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.

Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.

I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.

Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.

Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.

Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.

2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Jeg vil være møbelsnedker

Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?

Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?

Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.

Leger på gulvet

Hygge på gulvet

Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.

Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.

Aston hjælper med madlavningen

Aston hjælper med madlavningen

Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.

Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.

Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.

Pause fra alt det nye

Et lille pusterum på McD.

Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.

Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.

Madlavning og højt humør

Madlavning og højt humør

Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.

Fodbad på vores terrasse

Fodbad på vores terrasse

Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.

Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Leg, fest og tanker i varme

Vi sidder på terrassen alle fire her sidst på formmiddagen. Aston og Noelia sidder måske ikke ligefrem, men de er her og leger, løber efter katten og nu vil de tegne. Det er varmt, men en let og mild brise giver os lige nu et lille pusterum. Lydene sumrer i luften, insekter, stemmer, klip-klappere på stierne.

Stierne på børnehjemmet

Foran vores hus

Vi er lige kommer hjem fra fest i børnehaven. De fejrede at ferien snart begynder og delte priser ud til alle børnene. Det var vældigt festligt med dans og musik og forældrene havde mad og drikke med hjemmefra. Et sammenskudsgilde som vi kender det. Det er altid dejligt med noget genkendeligt.

Den sidste uges tid har fortsat været svær. Vi har stadigvæk mange eksistentielle snakke om, hvad meningen med os er? Sjovt nok har vi ikke fundet svaret endnu.

De sidste dage har dog også budt på mange gode ting. Aston og Noelia virker til at have fundet mere balance i vores hverdag sammen. Vi har jo sådan uden videre kastet dem ud i en helt ny livssituation, hvor alt er anderledes end de har været vant til hele deres korte liv. Blandt andet er de nu sammen hele tiden, al tid. Det tror jeg også, at de har skulle vænne sig til.

Hygge

Hygge

Hvis vores børn begynder at være rigtig glade og trygge, vil det også smitte os og give os fornyet styrke og håb. De er jo vores et og alt! Så det er en virkelig dejlig udvikling.

I går aftes sad Jeppe og jeg og talte om, hvordan vi går og venter på, at vi når til et turning point. Det punkt, som vi alle kender, hvor en hård tid eller en svær situation begynder at blive bedre og tingene lysner. Men dette sker vel oftest som en ubevidst overgang, hvor man pludselig opdager, at tingenes tilstand er blevet bedre.

Vi er nærmest for bevidste om det. Ligesom at jagte en kæreste. Når du mest ønsker en kæreste, finder du ikke en, men er du fokuseret på andre ting, dukker den rette op ud af det blå.

Back in business

Gi’ slip og nyd nu’et

Vores øvelse er stadigvæk at give slip. Lade tingene gå sin gang og nyde at være sammen hele tiden. For det er i sandhed en velsignelse at have den mulighed.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Svaret er?

Det er svære end jeg havde regnet med. Det er ikke nogen badeferie, faktisk er det slet ikke nogen ferie.

Det er frivilligt arbejde, men vi er egenligt ikke begyndt at udføre noget arbejde endnu.

Så hvad laver vi og hvorfor kan det være så hårdt? Svaret er både enkelt og kompliceret:

Hygge på vores terrasse

Hygge på vores terrasse

Det enkle svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Vi har ingen særlige opgaver og kan stort set selv bestemme, hvad vi foretager os. Om formiddagen er børnene i skole inde i byen, så der sker ikke meget og vi skal selv underholder Aston og Noelia. Når børnene kommer hjem om eftermiddagen er der fuld fart på indtil vi skal spise. Vi spiser for os selv i vores hus og alle måltider bliver tilberedt til os i børnehjemmets køkken. Efter aftensmad er det badetid og sovetid.

Det komplicerede svar:
Vi bor på et børnehjem i Filippinerne. Hvor vi arbejder på at finde vores plads i systemet. Alle volontører er gæster, hvide mennesker der forsvinder igen, men vi er endnu mere uden for nummer. Både børnene og de ansatte kender volontørernes rolle og arbejdsopgaver og dermed er der orden i systemet. Vi er uorden. Ingen kender vores rolle, fordi vi har to små børn, vi er ældre og vi skal være her længere tid. Det har de aldrig prøvet før her.

Sådan er dét og det arbejder Sabrina og jeg med at forholde os til. Vi vil virkelig gerne hjælpe og vi har noget at byde på, men vi har også de to små banditter, som skal trives og er en del af vores plan. Faktisk er deres trivsel, det eneste ultimative krav som vi har taget med hjemmefra. Det er der vi ikke går på kompromis og det er en af de få grunde, som hypotetisk, kunne få os til at afbryde vores ophold.

Ris til morgenmad

Ris til morgenmad

Men ro på nu, vi har været har 14 dage i morgen, og vi har det faktisk godt. Ja, vi har en masse tanker omkring vores rolle og hvordan vi kan hjælpe, men det er vel naturligt. Faktisk tror jeg det er et sundhedstegn. Når man river hele gulvtæppet af selvfølgeligheder og sikkerhed væk under sig selv og sin familie, skal det afstedkomme en hvis mængde frustrationer, tvivl og håbløshed. Så der er vi bare helt normale.

Vi leder efter de rigtige svar med lys og lygte, men måske skal vi begynde at kigge efter nogle nye spørgsmål.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Børn og leg

Onsdag den 21. februar 2018

Nætterne bliver bedre og bedre og dagene går bedre og bedre. Vi er ved at komme ud på den anden side af jetlaget og har dermed mere overskud. Vi begynder at genkende ansigter, og til og med enkelte navne. Vi er så småt også begyndt at komme ind i nogle rytmer, som er rare.

Dog er ungerne endnu ikke helt med på ideen om ris hver dag. Aston siger fortsat på en undrende måde, hvorfor vi dog hele tiden får aftensmad til både morgenmad og frokost? Det er lidt sødt, men ja han har jo ret. Det er for os helt nyt, at man spiser varmt om morgenen og starter dagen med ris, hvortil ris så bare fortsætter med at live serveret resten af dagen. Så ja; ris ris og atter ris.

Indtil videre klarer vi den, men må da indrømme, at vi bliver udfordret, når middagen består af saltede forholdsvis store fiskehoveder i en sauce med lidt grønt. Hmm, jamen go’ dav kære fisk, jeg spiser lige dit hoved, dine øjne og dit skind. Hmm…

I mit tidligere indlæg kunne I læse, at jeg var max presset den første dag, men dette handlede i høj grad også om at se mine unger bliver kastet ud på dybt vand, hvilket de naturligvis ikke var trygge ved. Aston havde meget brug for at komme op i vores arme, altså blive løftet op, hvor børnene på børnehjemmet ikke fysisk kunne røre ham. For de er nærgående – selvfølgelig er de det. Vi er spændende. Vi er hvide, blonde, nogle af os har blå øjne mv., og børnehjemmet har aldrig haft en familie boende før, hvilket betyder, at de sjældent har set små børn som vores.

Særligt Noelia er i høj kurs. Hun er jo også bare nuttet (siger moderen), men på en måde kan hun også bedre rumme det, for hun forstår det ikke rigtig og skriger bare, når hun har fået nok.

Temmelig beskidt

 

Derimod forstår Aston rigtig meget og han er presset ift. at være ny i flokken, ikke kunne tale med dem, ikke forstå hvorfor de gør, som de gør mv. Han havde derfor et naturligt behov for at hænge på os, hvilket Noelia også ville i starten og jeg følte mig yderst presset, da jeg så, hvad vores valg havde af betydning for vores børn. Er det nu det rigtige, det vi har gang i?

Leg på legepladsen

Nu er der gået nogle dage og det begynder at gå bedre. Begge unger har faktisk leget og grinet med børnene her på børnehjemmet og det giver bare så meget ro i sindet hos mig. Selvfølgelig er det det rigtige – det kommer bare til at tage tid. Det vidste jeg godt på forhånd, men at stå i det er bare noget andet, men nu tør jeg at holde ud, for det skal nok lykkes og det skal nok blive godt.

 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Afrejse – ankomst

19. februar 2018

Vi er ankommet. Vi har rejst. Vi har taget afsked og nu er vi fremme. Muren er gennembrudt og granatchokket har ramt os.

Vores aftale om først at måtte stille spørgsmål som: Er det her det rigtige for os? Hvad er det egenligt vi har gang i? Etc. efter to måneder, har vist sig at være meget relevant.

What the fuck har vi egenligt gang i?

Vi er på dybt vand. Toilettet har ikke skyl, det er den gode gamle med en spand vand i bagefter. Der er ingen bruser til bad, der er en lille balje og en øse.

Der er myrer overalt i forskellige afskygninger, der er myg og der er rigtig meget varmt. Der er så mange problemer i mit hoved, problemer som alle her på børnehjemmet lever i uden at se dem som problemer.

Ja, alt er relativt og hvis man ikke har prøvet noget andet, så er oplevelsen selvfølgelig anderledes.

Men jeg er udfordret. På de basale og grundlæggende ting, som jeg har taget for givet hele mit liv. Og vi har taget vores børn med i alt det her, det gør ikke udfordringen mindre.

Men hør her – Udfordringen er taget op!

Vi lægger os ikke ned uden kamp. Kampen for at finde ind til noget elementært og simpelt:

Hvem er vi og hvad gør os lykkelige?

os alle fire på bænken foran kontoret på børnehjemmet

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Kulturchok

Mandag den 19. februar 2018

At rejse med børn er ingen sag, når man har to gode og dygtige englebasser som vores. Hold nu op hvor er jeg glad og lettet over, at det kunne gå så smertefrit, når nu man kræver det urimelige af børn i den alder; sid stille, ti stille og sov! Det klarede de dælme. Godt nok med mange timer foran tv’et, men what ever works.

Så landede vi i Filippinerne efter et stop i Doha og vi var godt smadrede alle fire. At gå ud fra lufthavnen og ud i varmen er altid sjovt og varmen slår en direkte i ansigtet efter mange timer med aircondition. Børnene fik straks svedige krøller i håret og sveden dryppede så fint ned af Jeppe. Okay dette er måske hverdagen det næste års tid.

Bussen kørte ud af Manila og ud til børnehjemmet. Det var sjovt at se Astons ansigtsudtryk. Han fangede kulturforskellen og bemærkede straks, at vi ikke skulle have sele på i minibussen. ”Nej min dreng det skal man ikke her, og nej min dreng, man skal ikke køre med styrthjelm, når man kører på scooter og nej min dreng det er ikke ulovligt, at sidde en hel familie på en motorcykel.”

At det er et fattigt land er heller ikke svært at skjule, vi kørte forbi tydelig fattigdom, men samtidig fremstår det hele også så fint og flot på sådan en farvestrålende og frodig måde.

Efter en god time nåede i børnehjemmet. Bang! 75 børn stod så fint og tog imod os med klapsalver og sang, jubel og den ene sang efter den anden, mens vi stod der helt jetlaget, trætte, tørstige, svedige og fortumlede.

Det var så sødt af dem og de var så glade og helt henne ved os og stå i en rundkreds, hvor de alle lige vil røre lidt og alle var fuldstændig måbende overfor børn, deres hudfarve, deres hårfarve, deres øjne mv. Det var helt overvældende for os alle og måske særligt vores børn, men også det, tog de fint.

Faktisk har vores børn taget tingene bedre end mig. Jeg var, på trods af at være den som har prøvet volontørlivet før, den som gik mest i ”panik”. Hvad har vi gang i? Hvorfor gør vi det her? Hvad er det lige vi udsætter vores børn for? Skal vi virkelig bo her i næsten et år og ikke have noget køleskab, ikke kunne vasketøj ordentligt, ikke kunne gå på toilettet og rent faktisk trække ud efter sig, gå i bad i koldt vand med en øse og leve med myre og lede myg overalt. Damn. Jeg følte mig magtesløs og havde på en måde hjemve allerede på day one. Så på trods af at vi havde lovet hinanden de første to måneder ikke at spørge til, om det er det rigtige, vi har gang i, så gik jeg i panik og spurgte flere gange Jeppe om dette.

I virkeligheden blev jeg bare ramt af kulturforskellen og ikke mindst det famøse jetlag. Første nat fik vi ligesom heller ikke nogen søvn, for vores børns indre ure var sat til dansk tid, så de var ikke ligefrem indstillet på at sove, selvom resten af Filippinerne gjorde dette, og at 75 andre børn skulle vækkes pga. vores datters gråd var ret stressende, så det betød, at vores børn for første gang i deres liv skulle ind og sove hos sin mor og far i smørhullet. Det har altid været noget vi målrettet har holdt meget adskilt, indtil kl slår 5 og de vågner, hvorefter de kommer ind og putter. Nåh det er vist også en anden snak, som jeg kan tage senere.

I hvert fald sov vi ikke og jeg lå bare og ville hjem. Helt ærligt det ville jeg. Jeg blev angrebet af insektbid og kunne ikke få ro i kroppen pga. kløe, min datter har en hårfetich og hun blev ved med at hive mig i håret og vi lå alle der i sengen og kampsvedte. Retur billet til Danmark – ja tak!

Næste dag skinnede solen endnu engang og den skinnede også mere i vores retning. Vi har oplevet, at det som er blevet italesat bliver der gjort noget ved. Vi har nu et køleskab og vi har fået andre småting, som skaber stor glæde i en hverdag, som er så anderledes, end det vi kender. Vi har været i supermarkedet og fået købt nogle ting og vi har fået tid til at gå lidt rundt, mens børnene har været i skole, hvilket har været rart for både os og vores børn.

Vi har haft små positive oplevelser med de andre børn, personalet og det at være i de nye omgivelser, og vi synes stadig, at det er fantastisk at se vores børn gå og synge og være glade og virke trygge i denne fagre nye verden.

Dagen har faktisk været god og vi begynder allerede, inklusiv mig, at glæde os til at få sat gang i dette år.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial