EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Måned: oktober 2018

Vores farveltale til børnene på børnehjemmet

Udover vores festlige og sjove afskedsshow med banko og masser af præmier til børnene, havde vi også skrevet en tale til dem. Så søndagen før vi tog afsted, det gjorde vi om mandagen, afsluttede vi deres sædvanlige søndagsgudstjeneste med, at jeg holdt vores tale. Vi havde fået én til at oversætte, så alle forstod den.

Efter talen delte vi billeder ud til alle husene. Vi havde fået taget nogle billeder af os alle fire sammen og skrevet nogle søde ord til hver enkelt hus. Så de ikke glemmer os helt.

Her kommer talen på skrift:


 

FARWEL SPEACH

Sunday October 7th 2018

 

This speech is from Sabrina and me.

We clearly remember when we arrived here at XXX. It was on February 17th in the morning. Hua Jo Jo picked us up at the airport and drew us through, for us, a very new and strange land. We sad there in the service bus. Sweaty and tired from the heat and our long travel. Suddenly the bus stopped and we walked out. Meeting us were all of you. Giving us flower necklaces and singing for us.

This is just one out of many memories, that we will carry in our hearts forever. Because staying here together with all of you, our second family, is something that now is a part of our lives, of being us.

You have invited us into your home, XXX, and this home is a very special home. XXX is a good home, but it is also a home, that most of you maybe wished you newer needed to have.

That’s a hard reality to live in, but you are doing it. And you are doing it so well, despite all hardships you are facing in your lives.

We wish for all of you to succeed with your personal dreams and goals. And you know what, we really believe you can!

But hey! We want to tell you a secret, or really is not a secret, because you know it already.

It is hard work. It is hard work to fulfill your dreams and goals. It is hard work for you, it is hard work for us. It is hard work for Steven Curry and for the president of the Philippines.

Nothing comes to you by itself. You have to work your but off and you have to make big sacrifices. It will take a lot of tears, sweat and blood.

It’s not for free to fulfill your dreams and goals, the price is you doing your best. Not tomorrow, not when you feel for it, not when the rain has stopped. Doing your best every single day, every single hour and every single minute. Do you best. Be your best.

Maybe you are now thinking: “It’s not possible for me” or “I’m not good enough” But now we tell you the truth: YES, IT IS and YES, YOU ARE!

Because this is not about being the best, it’s about being the best you can be. Being you, finding your own way.

Oh, my own way. How nice, it’s just waiting for me and nobody else. No, we are sorry to disappoint you. There is no way waiting for you. You have to create your own way and you know what? That kind of way, your own way, is made from hard work, a strong will and personal sacrifices. And yes, it will mean a lot of tears, sweat and blood.

That is the recipe for building a way like that, for building your own way.

You need to know, that being here at XXX, doing your choirs, creating friendships, learning about life and going to school, every day, that is building your own way. You are doing it already.

So, all of you – you, you and you – you are all building your own way and it consists of every single choice you make and every single decision you take. If you are doing your best, if you are taking responsibility of your life, you are already working hard to build your own way. And we respect that very much.

We know that it is not easy. It is so much easier to skip school, to sit in the back of the classroom and don’t pay attention. And it’s so much easier NOT to do your homework and NOT to study for the test.

But listen now. Doing the easy thing, is not doing the right thing. Making the easy choice today, it not making life easier tomorrow. Doing easy will only make the future harder and in the future, you don’t have the possibility to change the past. You only have now to do your best.

The day you stop doing your best, is the day you stop being you. And don’t ever stop being you – because you are, all of you – perfect just as you are.

We are grateful to have lived together with you and experienced your kindness and your way of life. We truly feel blessed to know each and one of you.

“So why are you leaving now?” you may be wondering. Before everything else, we will tell you this: We are not leaving because of you. We will have tears in our eyes and sorrow in our hearts, when we are leaving and that is because of you.

Because of all you have given to us, because of all we have learned from you and because we will miss you.

We will forever be grateful to all of you, for the kindness you have given to Aston and Noelia. It means the world to us.

We are very sure, that when we return home to Denmark and our old life, we will experience all the things we are used to, in a slightly new and different way.

And that is because of you and the impact you have had on our lives.

We are leaving because we also need to find and build our own way. Our way took us here and now it is leading us to something new.

When Sabrina got pregnant it changed our circumstances and our minds began to work with new thoughts. But it has not been an easy decision to take, to leave now. And that is really how life also is – making hard decisions.

Just like you, we also have to do our best. Coming here was our best and even though we made sacrifices and even though it sometimes has been hard being so far away from home, we don’t regret coming here for even one second.

We found our way and we found you. For that we are grateful.

Let us stand tall and let us stand together. Let us continue doing our very best in every aspect of our life.

Dear all of you – thank you for letting us in – and thank you for being you!

We are truly honored!

Thank you!

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Good morning Vietnam – goodbye Philippines

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er næsten umuligt at få sat ord på alt det, som er sket, så jeg vil bare give et lille resumé af nogle af de ting, som er hændt.

Vi er nu taget væk fra børnehjemmet og befinder os i Vietnam. Ren badeferie med familie fra Danmark, god mad og masser af luksus. Der var engang, vi boede på et børnehjem, uden bruser i badet, uden varmt vand, uden bræt på toilet, uden skyl, uden aircon og uden alt muligt andet. Nu lever vi som konger og sandheden er, at vi nyder luksussen.

94AE2962-E1C2-4813-A673-C4C9B61A6DBF

Farvel gaver fra nogle af børnene.

Alligevel er der noget indeni, som gør ondt. Vi savner børnene fra børnehjemmet. Hold nu op hvor har det dog været en oplevelse for os alle at bo på børnehjemmet. Den sidste tid bød på både godt og ondt, som Jeppe også tidligere har skrevet lidt om, men heldigvis fik vi på trods af dengue, kvalme og hvad der ellers fyldte, afholdt en fantastisk afslutning for børnene.

931055CD-C162-4285-A117-9E4D29B62F28

Børnene er klar til banko-fest!

Vi havde købt fede præmier og lavede en banko-aften. Der var liv og glade dage, hvor børnenes huse dystede mod hinanden og det var en vældig succes. Virkelig sjovt og fedt at lave noget stort og godt, som ingen af dem havde prøvet før. Sikke mange glade ansigter, grin, skrål og jubel.

DBEDCDF3-9384-4A34-A14A-E1469184F60B

Vælg en pose snacks og tag en sodavand. Det var til stor glæde for børnene at få en kold sodavand.

Vi fik også alle ungerne til at skrive et lille postkort til os, som vi kunne tage med os til Danmark. Jeg har selvfølgelig allerede læst hvert og et og fældet tårer. Fantastiske børn – sikke en berigelse at have fået lov til at være en del af deres hverdag.

0A539711-B17C-4424-8428-113E8B9FF93B

Dejligt at have disse postkort med hjem i bagagen.

Derfor var det ikke så sjovt at tage derfra. Det var i sandhed virkelig hårdt! Det gør ondt at forlade dem. Forlade vores anden familie, det gør ondt ikke at vide, om vi ser dem igen, det gør ondt ikke at skulle være en del af deres hverdag og uddele krammere og high fives, men alt dette er jo på sin vis godt, for det viser, at det har givet mening for os at være der. Vi har knyttet bånd, men vi er ikke uerstattelige. Var vi uerstattelige havde vi først rigtig fejlet, men jeg er sikker på, at vi vil stå i deres minde. Aldrig før har de haft besøg af en familie og aldrig før har de haft besøg af en socialrådgiver og en dygtig mentor/basketballtræner. Vi har sat nogle aftryk og vi kan godt være stolte.

337461A1-BC2D-40EB-88BD-19BF07F4787D

Aston og Noelia savner også. De taler om børnene og oplevelser på børnehjemmet med glæde i stemmen. De taler om kobraslanger, som var det det mest naturlige i verden, de taler om gode venner på børnehjemmet, de taler om at tage på marked og købe frugt, som om det var noget de har gjort hele livet og de taler generelt bare en hel masse engelsk. Kæmpe sidegevinst.

Aston blev faktisk så god, at selv de større børn på børnehjemmet flere gange har sagt: ”Ate Sabrina, Aston speaks really good english now”. Også Noelia siger ting, som man umiddelbart ikke lige forstår, indtil det går op for én, at hun taler engelsk. Bum bum sej to-årig.

Nåh men nu er vi i Vietnam og her er lækkert. Vi fortsætter en familiesrejse lidt endnu, før vi rammer Danmark den 13. november og når vi kommer hjem, ja så er rejsen slet ikke slut!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

En lille snak over aftensmaden

Vi sidder ved bordet. Vi taler om hvad der venter Aston og Noelia, når de kommer hjem til Danmark. Tiden når vi har fået vores hus tilbage og skal starte i institution igen. Denne snak har vi haft mange gange, og hver gang glæder vores unger sig til, at skulle tilbage. Tilbage til de gode legekammerater, som de flittigt opridser navne på, tilbage til det med at skulle lægge sin madkasse ind i køleskabet, hvor menuen består af rugbrødsmadder med pålæg. Ih hvor har vi talt om leverpostej, makrel og remoulade, og det lyser ud af Aston af begejstring, når vi har disse rugbrødsmads snakke.

Denne gang ramte virkeligheden bare Noelia med en helt ny bevidsthed. Som så mange gange før snakker vi om, at når vi kommer tilbage til Danmark, så skal hun ikke længere gå i vuggestue, men derimod børnehave ligesom Aston. Det glæder hun sig til og hun taler stolt om, at hun skal gå i børnehave og bliver tre år. Hun siger i samme ombæring med glæde i stemmen, at mor også skal gå i børnehave, mens hun glad kigger på mig og skal til at tale videre. For i hendes verden, så gør vi jo tingene sammen. Os fire. Det har vi gjort i så langtid nu, at vi ikke længere rigtig værdsætter det, det er nærmere bare blevet en selvfølge, men i dette øjeblik stopper vi op…

D4913414-CB7B-4046-8CE1-44AAB1DFAB4C

Jeg får fortalt hende, at jeg ikke skal gå i børnehave, men at jeg afleverer hende og Aston, og så går jeg igen, så hun kan lege med alle de andre børn og voksne. Noelia får et helt andet blik og langsomt bliver øjnene vædet, underlæben skydes ud og så triller tårerne. ’Mor kommer og henter mig igen’, siger hun med tårerne trillende ned af kinderne og pludselig rammes jeg af flashbacks til tiden med institutionsbørn, hvor man må forlade dem og slet ikke skal tilbringe al den vågne tid sammen. Det skær i hjertet. Jeg skynder mig naturligvis at forsikre hende om, at vi altid kommer og henter hende igen, at Aston også er i børnehaven, så ham kan hun altid få en krammer af og at der er voksne, som passer på hende. Mor og far kommer og henter – det gør vi altid!

Noelia græder og er faktisk helt berørt af at forholde sig til, at der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være sammen uafbrudt og jeg må indrømme, at det er jeg også. Noelia har brug for en lang krammer og det får hun.

Der venter mange spændende ting og muligheder for fremtiden, men hold nu op hvor er det bare trist at tænke på, at denne tid, denne unikke familietid, vores lille symbiose stille begynder at lakke mod enden. Jeg vil savne dem – min lille familie. Altid!

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

BREAKING NEWS

De sidste mange uger har været vanvittige. Det er derfor bloggen har ligget stille så længe, der er simpelthen sket alt for meget, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder bare her:

Vi forlader børnehjemmet om 4 dage og rejser til Vietnam, for at møde mine forældre, som det længe har været planlagt, men vi kommer IKKE tilbage igen. Vi har besluttet os for at sige farvel nu og ikke komme tilbage til børnehjemmet efter Vietnam. Det er ret vildt, men vi glæder os, selvom vi også er triste.

De sidste to måneder i vores lille families liv har været meget begivenhedsrige, faktisk lidt for meget. Begivenhederne har spændt fra det mest fantastiske til det meget ubehagelige og vi har virkelig kæmpet for at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu kan jeg ikke trække den længere, det mest fantastiske er nemlig, at Sabrina er gravid.

0778A7F9-084A-437F-81E8-62325CA3473C

1, 2 og 3

“Made in the Philippines” som de siger hernede. Vi er vildt lykkelige og taknemmelige, men dette lille mirakel til trods, har vi kæmpet de sidste to måneder.

Først og fremmest har Sabrina haft det elendigt, hun har haft rigtig meget kvalme og kastet op stort set hver dag. Hun har kæmpet og vi har kæmpet med hende. Det har bare ikke været nemt for nogen af os, for hendes kvalme har været direkte påvirket af de omgivelser vi lever i her. Den mad vi spiser, de lugter der er her, varmen, manglen på muligheder for at få det at spise, som hun har haft lyst til. Pludselig blev alt det eksotiske og spændende til en kæmpe udfordring og det har været ufatteligt hårdt – også for mig. Jeg har set hende lide hver eneste dag, i de sidste to måneder, men har ikke kunne hjælpe hende. Jeg har gjort mit bedste, hentet alt den mad, som hun måske kunne spise, men mulighederne er bare begrænset her. Sådan er det, det har vi selv valgt, men vi havde ikke forudset konsekvenserne.

20181004_212948

Den har været fast inventar i stuen på det seneste

Graviditeten har været det afgørende lod på vægtskålen i vores beslutning om at forlade børnehjemmet nu her. Vi traf beslutningen for en måned siden og fortalte det til alle her med det samme. Det har ikke været en nem beslutning, men den har været længe undervejs og nu er vi afklaret, hvilket er en lettelse.

De seneste par dage er det gået fremad med Sabrinas kvalme. Hun har faktisk kun kastet op én gang på de sidste fire dage og det er en stor forbedring. Hun har det bedre og  det er en stor lettelse. Vi var til tjek i sidste uge og alt ser fint ud med maven – hvilken velsignelse. Aston og Noelia ved det også og vi taler meget om det. Vi sidder ved bordet og snakker om navne til babyen, så kommer de med alle mulige fjollenavne og vi griner alle sammen over det. Det er ganske særligt.

Så nu tænker I måske, at vi er færdige, men vi er kun lige begyndt. For oven i alt Sabrinas kvalme, blev jeg pludselig syg med feber. Lige præcis det som vi ikke havde brug for. Min feber kom i kølvandet på en ordentlig omgang dengue blandt børn og voksne her på børnehjemmet, faktisk har mellem 30 og 40 været ramt af dengue i den seneste måned. Så selvfølgelig havde jeg også dengue. Det betød fem dage på hospitalet med drop og utallige blodprøver, men værst af alt, så skulle Sabrina og børnene klare sig selv og det er ikke spor sjovt, når mor har kvalme hele dagen og kan kaste op når som helst.

20180920_172557

I gang med at blive rask

Af uransagelige veje klarede Sabrina det over alt forventning og børnene var selvfølgelig super seje, selvom de reagerede lidt på, at far pludselig ikke var hjemme men på hospitalet. Det var rigtig hårdt for mig at ligge der og bare vente på at blive rask, uden at kunne være der for dem, uden at kunne hjælpe.

20180921_175213

Det bedste ved at være på hospitalet, var at få besøg

20180923_094927

Og det bedste ved at besøge far, var at der var fjernsyn

Vi klarede den og jeg kom hjem og nu er jeg rask, men nu er det blevet Astons tur. En af de ting, jeg brugte til at holde mig oppe på hospitalet var, at det var godt, at det var mig der havde fået dengue og ikke Sabrina eller børnene, men nu har Aston feber og det kan næsten kun være dengue.

Vi skal på hospitalet med ham igen i løbet af de næste par dage, så de kan teste hans blod og vi kan få svar. Han er så sej og tapper og har det heldigvis godt, på trods af feberen. Forleden aften da han blev puttet, sagde han til mig: ”Far, jeg er bare lidt syg. Jeg skal ikke kaste op, jeg har bare feber.”

6BEBF161-C7F9-4BAF-8BD0-5DF84AB5D70C

Som vi kender ham, et par dage før han blev syg. Bare rolig han er snart tilbage igen

Vi elsker vores børn uendeligt højt og et af de få betingelsesløse punkter, som vi havde inden vi rejste afsted var, at vi aldrig ville tage chancer med deres sundhed og sikkerhed. Gør vi det nu? Skal vi trække stikket helt og droppe Vietnam og tage direkte til Danmark? Vi glæder os alle fire vildt meget til Vietnam, men der er også dengue. Hvordan kan vi vurdere risici? Hvordan skal vi tackle vores følelser? Der er så uendeligt meget på spil, men skal vi lade frygt styre vores liv. Sandsynligheden for at dengue udvikler sig til en farlig virus, er meget lille, men den er der og det påvirker os. Vi er sårbare nu, hvor vi har været så meget igennem, men vi er også stærke, fordi vi har været så meget igennem sammen.

20181004_165732

Ude at handle ind til vores farvelfest med højt humør på trods af alt

Uanset hvad så kommer vi snart til Danmark og det glæder vi os også helt vildt meget til. Vi kommer til at holde jul sammen med vores familie, vi kommer hjem med bagagen fuld af oplevelser af alle de slags der findes. Vi rejste ud som fire, men vi kommer hjem som fem. Nogen vil sige at vores eventyr lakker mod enden, men jeg siger, at vores eventyr kun lige er begyndt.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Postkort til børnehave

Hej Ørnesten

Jeg har fået en ny ven. Han er fra børnehaven hernede. Han pjatter rigtig meget og snakker og snakker. Han er god til engelsk, så vi snakker sammen.

894F6576-A8F1-41E3-9947-A67626E2F90E

Vi har fanget to kæmpe store frøer nede på legepladsen. Det var min ven, som fangede den.  Vi har også fanget tusindben, regnorme og kakerlakker. Det var så sjovt at fange frøen, fordi den sprang afsted og alle de andre skreg og prøvede at tage benene op. Vi grinede rigtig meget.

Lige pludselig kunne vi ikke finde flere frøer, så fangede vi bare tusindben.

Vi leger meget og finder dyr næsten hver dag. Vi er aldrig uvenner eller skælder ud. Vi er bare gode venner og gør ingen dumme ting.

Hilsen Aston

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial