EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Tanker og følelser (page 1 of 2)

Lillebror

Der er nu to dage til termin. Vores familie vil gå fra at være fire til fem. Det er ret vildt og vi glæder os alle.

Alligevel har det været en proces for mig. Sådan er jeg nok bare. Måske er det hormoner? Måske er det en del af det at være mor? Måske er det en del af det med at blive mor på ny? Eller måske er det fordi, jeg er god til at bekymre mig? Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg vil det bedste for os alle.

Nu kender vi fire jo hinanden ud og ind. Efter over et år, hvor vi fire har været sammen, hvor vi har været i Filippinerne og på Bornholm på den vildeste familierejse og ikke været en del af det ellers famøse hamsterhjul, så må man da sige, at en lille ny til samlingen bliver noget af en forstyrrelse til den ellers velfungerende firekløver.

At få en lillebror vil komme til at rykke på vores familiedynamik og mine bekymringer har gået på, om dette vil rykke på dynamikken i en negativretning. Forstå mig ret – vores lillebror er et ønske barn. Planlagt og ønsket!

Jeg tænker derfor, at det må være lidt det samme, som jeg oplevede efter fødsel af Noelia. Jeg elskede hende, men jeg kendte hende jo ikke. Hun var kommet og det var fantastisk, men med alle hormonerne strømmende i kroppen, så var jeg også bare revet lidt itu. Mit ellers 100 pct. nærværd overfor Aston kunne ikke længere indfries. Jeg skulle pludselig dele min opmærksomhed, jeg måtte sommetider erkende, at jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg skulle amme og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor ham, men også overfor Noelia, da jeg synes, jeg ikke kunne være 100 pct. tilstede nogen steder.

Jeg savnede Aston og følte nærmest, han ville glide fra mig. Sådan gik det selvfølgelig ikke og i takt med hormonerne forlod kroppen, fik jeg også styr på det med at være mor til to og elske begge unger lige meget.

Lykken er at se sine unger sammen – det søskendebånd de udvikler og det familiebånd der også udvikles i takt med denne ændring, og heldigvis er det også der, jeg er nu. Jeg er klar til at modtage vores lillebror og få ham integreret i vores familie. Firekløveren skal ændres til en femkløver og dette er jeg ikke længere bekymret over – jeg glæder mig, som resten af flokken herhjemme.

Jeg ved nemlig, at Jeppe og jeg kan klare det, og ikke mindst at mine børn er klar og rummelige. Det har de bevidst utallige gange, som i Filippinerne, hvor deres mor tit og tæt sad med andre børn, kyssede, krammede, grinede og talte på et andet sprog. Dette var bare så overskudsagtigt fra deres side. Ikke en snert af jalousi eller lignende var der.

Ligeledes da vi fortalte, at de skulle være storebror- og søster var der kun glæde. Det er meget abstrakt at skulle forholde sig til at blive storebror- og søster, men de glæder sig virkelig og har hele vejen igennem tænkt lillebror med ind i ligningen. Eksempelvis hvis vi har talt om noget, som skal ske ude i fremtiden, så har de nævnt at lillebror også skal med. De kommer begge med ønsker om, hvordan de vil hjælpe til eksempelvis i forhold til at made ham, skifte ham, give sut, holde ham mv.

Så! – jeg kan åndelettet op og hilse lillemanden velkommen. Vi er klar og glæder os til at lære ham at kende med alt, hvad dette indebærer af ’forstyrrelser’. Vi skal nok komme til at se disse som positive input i vores hverdag.

Kom du bare lillemand. Vi er klar til dig.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Når alt er godt men samtidig så pokkers hårdt

Velkommen til institutionslivet og alt hvad dette indebærer.

Som jeg skrev i forrige indlæg, har det været en lidt vemodig tid. Det var vemodigt at forlade mormor og morfar på Bornholm og flytte hjem, da dette jo betyder, at vores rejseeventyr er ved at være ovre. Selvfølgelig starter en ny tid, som også bliver spændende at udforske, men tiden, hvor vi som familie har været sammen non stop i over et år, er ved at være forbi og det synes jeg, er trist at tænke på.

Jeg har virkelig nydt min familie og denne unikke tid, hvor ingen andre end os selv dikterer dagsorden.  Vi har fået så mange oplevelser med i bagagen, så det slet ikke er til at fatte, så det gør ondt at skulle sige farvel til dette kapitel i vores liv.

Alligevel var det også spændende at få sit hus tilbage. Komme ind i sit eget og vide at nu er vi her og her skal vi blive. Det er en rar følelse og vi har det alle rigtig godt i disse omgivelser.

Vi har haft små fjorten dage herhjemme, hvor vi har forsøgt, at komme på plads og få pakket alle vores mange papkasser ud. Aston og Noelia har pludselig fået legetøj igen og de nyder at have disse muligheder på værelset.

I går havde vi så sidste dag med Aston og Noelia, før de får sat mærkatet, institutionsbørn, på sig. Vi nød dagen og hyggede på biblioteket. Alt foregik i det stille og rolige tempo, som vi så godt kender efter at have været sammen det sidste år.

Da det så blev sengetid, og Noelia skulle puttes, blev jeg ramt af sorgen over at skulle til at give slip. Jeg puttede hende og sagde den remse, som jeg siger hver aften. Nogle gange gentager Noelia sætningerne, hvilket hun også gjorde i går. Så da jeg sagde; Jeg elsker dig, så svarede hun; Jeg elsker også dig, mor. Tårerne pressede på og jeg havde bare slet ikke lyst til at give slip. Jeg ville ikke give slip på hende. Bare ligge der med hendes lille hoved i mine arme og putte hende, kysse hende og kramme hende. Hun er jo min lille pige og jeg elsker hende ubetinget. Jeg elsker alt ved, at det er os, som præger vores børn og gør dem til dem, vi tænker er den bedste udgave af dem selv. Så at lukke døren i går aftes var ikke nemt vel vidende, at når døren åbnes igen, ville det være familielivet i en ny form. En form som vi godt kender fra tidligere, men som vi også har nydt at være væk fra.

Men hvad betyder det egentlig, når jeg siger, at vi har været sammen som familie og at det har været fantastisk. Jo, det betyder,  at vi har gjort alt sammen, vi har været sammen om at opleve medgang og modgang, vi griner sammen, keder os sammen, leger sammen osv. Aston og Noelia har af selv samme årsag fået et enestående forhold til hinanden. De leger rigtig godt sammen og er afhængige af hinanden. De passer på hinanden og er opmærksomme på hinanden, de driller hinanden og de fjoller sammen. Det er helt klart noget af det, som gør os allermest stolte af at have taget dette valg om at rejse ud sammen som familie – at se de to sammen. Det gør os så stolte og glade at se, hvor gode de er sammen og hvor nært et forhold de har fået opbygget. Derfor har vi trøstet os selv lidt med, at de trods alt skal gå på samme stue i børnehaven, så de fortsat kan være en del af hinandens hverdag.

Så blev det dagen, hvor de begge startede i Børnehave. Noelia er den klart yngste i børnehaven, men hendes gåpåmod fejler intet. Hun er vant til at omgås 75 store børnehjemsbørn fra Filippinerne og det ses tydeligt.

Alle Astons venner stod klar og det er åbenlyst, at han er vellidt og har været savnet. Dette har vi også set, når vi har været på besøg, så for ham er det rigtig fint at komme tilbage. Noelia hyggede sig også og gik selv på legepladsen uden mig og tullede rundt både inde og ude, som hun jo nu engang gør. Hun er så sød og tilpasser sig så fint de omstændigheder hun placeres i.

Efter frokost skulle de ud på legepladsen igen. Noelia var glad og gik rask af sted. Hun prøvede diverse ting og indtog hele legepladsen, hvilket var super fint at se. På et tidspunkt ønskede hun så at få sin brors opmærksomhed og være med i hans leg. Hun krydsede målrettet hele legpladsen og nåede frem til Aston.

Aston havde gang i den helt store leg med mange andre af de større børn, som han kender fra før, vi tog af sted til Filippinerne og de var alle i gang med at lege politi og røvere. Drengene fangede pigerne og spærrede dem inde. Sjov leg og han hyggede sig helt vildt. Aston havde ikke tid til Noelia. Noelia sagde; Aston jeg vil gerne med dig, da han er i gang med at vende sin mooncar. Hvortil Aston svarede; men Noelia jeg har ikke tid lige nu, og så fræsede han af sted.

Noelia stod og kiggede efter ham, underlæben blev skudt ud og bævrede, tårerne pressede på og efter et par sekunder fik de frit løb. Hun var helt færdig over at opleve det ”svigt”, som hun lige var blevet præsenteret for. En uvant situation, hvor hendes et og alt slet ikke havde tid til hende, men derimod havde fundet nye veje.

Hold nu op hvor gik det lige i hjertet – ikke kun på hende, men i den grad også på mig. Aston gjorde intet forkert. Det var lige som det skulle være, men lige der blev Noelia og jeg ramt af den nye tid, vi går i møde, hvor de begge præsenteres for nye veje og derfor også må give slip på deres fællesvej. Skillevejen er lige nu og her og det gør virkelig ondt, at det skal være sådan, selvom det naturligvis SKAL være sådan. Så da jeg krammede Noelia derude på legepladsen var hun ikke den eneste med våde øjne.

Aston og Noelia har et bånd som ingen kan bryde, men nu er det også tid til at kæmpe egne kampe og udforske egne veje både væk fra hinanden men også væk fra os som forældre. Alt er godt, men alt er også meget hårdt, overvældende og sørgeligt. Jeg er i hvert fald temmelig grådlabil lige nu.

En mors bekendelser…

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

I dag er det 1. januar 2019 og året er gået

2018 var sandelig et spændende og anderledes år. Tænk sig at vi har været i Filippinerne på et børnehjem in the middle of no where. Der har vi levet, været sammen 24/7 og oplevet opture og nedture i et væk.

Det er halvanden måned siden, at vi ramte Danmark. Tiden føles uendelig lang. Det virker som om, at vi har været hjemme i en evighed og at vores tid i Filippinerne ligger langt væk. Samtidig er minderne fortsat stærke og langsomt er vi ved at akklimatisere.

Jeg har slet ikke haft overskud til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Jeg føler egentlig, at jeg ikke har kunne rumme alt det, vi har været igennem. Først nu begynder jeg, at kunne reflektere lidt over tingene og føler en vis form for overskud.

Noelia er også et meget godt billede på, at vi har gennemgået en stor forandring. Hun har levet en tredje del af sit liv i Filippinerne og var blot et år, da vi tog af sted. Derfor husker hun ikke rigtig livet hjemme i Danmark, hvorfor hun har udvist et lille chok over at være kommet hjem igen. Vi er gået fra, at det var 30 grader, shorts og sandler til kulde, flyverdragt og hue. Maden er også andeledes. Nu skal vi til at spise rugbrød igen, pålæg og kartofler. Alt er anderledes. Alt er godt, men alt er også meget overvældende. Noelia var ramt. For hende var kulden slet ikke til at begribe og derfor sad den stakkels lille pige bare i klapvognen og græd, når vi var på tur.

I Filippinerne måtte vi sommetider kigge på hinanden og sige ”børnehave watch out!” for Noelia kunne bare alt og gik med målrettede skridt og selvtilliden i orden. Pludselig sad hun nu i klapvognen og nægtede at gå og bare græd med snotnæse, røde kinder og kolde fingre. Sådan var det den første tid, når vi var på tur. Heldigvis er det vendt igen.

Jeg græder ikke. Jeg nyder at være hjemme, men jeg savner også det simple liv i Filippinerne med alle de søde unger. Jeg savner at gå i bare tæer og jeg savner, vi er af sted og ikke behøver forholde os til alle de bekymringer, som følger med i livet hjemme i Danmark.

Bekymringer er der nok af herhjemme. Hvad skal vi nu lave? Vi har opsagt vores jobs, solgt vores bil, lejet vores hus ud indtil marts og på mange måder starter vi forfra. Det er sikkert meget sundt. Vi kan nu viske tavlen ren, hvis vi føler et behov for det og forsøge at gå nye veje, men det er virkelig også uoverskueligt. Dernæst følger økonomien. Den halter en smule efter vores prioritet med at investere i os som familie. Det fortryder vi ikke, men nåh ja – økonomi er noget som fylder meget i livet hjemme i Danmark. Alt det man skal, alle de fede gaver man skal give sine børn til jul, alle de ønsker om at køre i en smart bil og se ordentlig ud i tøjet. Jeg er forvirret.

Vi har oplevet så meget, hvor disse ting ikke har haft betydning og nu fylder det igen. Jeg føler allerede, at jeg er ved at blive sovset ind i det, men jeg håber, at vi kan holde fast i de oplevelser, vi har haft. Tage nogle gode ændringer med os i vores liv og have modet til at holde fast i det vi mener, er det rigtige for os som familie.

2019 skal blive et år med forandring. Det er mit nytårsfortsæt.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Update fra Vietnam

Vi befinder os fortsat i Vietnam. Vi startede i Ho Chi Minh og har nu rykket os fra Nha Trang til Phan Thiet i Syd Vietnam. Her er dejligt. Dejligt på den der måde; her er varmt, vi bader, vi spiser, vi sover lur og hygger om aftenen. Vi har fået besøg af to omgange. Først farfar med co. og nu farmor og Stiig. Fantastisk!

IMG20181013183916

4CB5AA80-62D9-4374-8E1D-614CD381849E

Det er dejligt med visit og det at opleve sammen, men to ting er jeg/vi nået frem til. For det første kan Vietnam ikke måle sig med de filippinske bauntyøer. Måske har vi valgt nogen forkerte destinationer. Det har vi nok, for Nha Trang var bare alt for ’russisk turistet’ til vores smag og Phan Thiet er også lidt.. ja jeg ved snart ikke. Det er bare en lang vej ud til vandet med en masse små shops, restauranter, hoteller mv. Altså vi har det som sagt godt og nyder det, men skønhedsmæssigt kan det ikke måle sig med de filippinske øer, vi besøgte. 

D9CEF8DA-CBE3-4744-982C-571B66374B13

Udsigt fra vores hotel i Nha Trang

Ej heller har det vietnamesiske folk gjort særligt indtryk på os. De er langt mere ”sure/mopsede/ikke så imødekommende”, som folket i Filippinerne. Heldigvis har vi de to lyshårede unger med os, som tiltrækker folks opmærksomhed, og bringer det bedste frem i folk. Lucky us.

A9A34F44-E193-4277-9CCE-FDE99FE4317E

11E73FC1-929E-4134-9EB5-E1B195893A9D

Den anden ting jeg/vi er nået frem til er, at vi er mættede af at skulle forholde os til, hvor vi skal spise næste gang. Det er så luksus, som det overhovedet kan være, og alligevel er vi totalt mættede af at skulle tænke på dette. Vi gider ikke rigtig mere og glæder os bare til en simpel sammenklappet rugbrødsmad. Bum.

8E3042E4-BE31-459D-8507-DAEDD90F71F2

Konklusionen er, at når vi nu ikke længere skal være på børnehjemmet, den beslutning har vi truffet og det er rette valg, så er det tid til at vende hjem til Danmark.  Vi er klar, vi er færdige og mentalt er vi allerede lidt på vej.

Vi har nydt at slutte vores tur af med en ordentlig omgang badeferie, hotelliving, backpacker life og hvad man ellers kan bruge af fede gloser, men nu er det snart tid til at runde af og starte et nyt kapitel i det danske. Det bliver godt og spændende… Jeg skal bare lige bruge de sidste ni dage på mentalt at indstille mig på, at det er vinter og koldt, når vi rammer landet. Gisp!

C3967426-7861-4F31-9ACE-2F4C9B6F0F2A

Aston er derimod helt klar på sne og skulle ud og lave en snemand. Til alles orientering er det med gulerod, knapper af sten, halstørklæde, øjne og mund. Jep den er udført i tankerne, så nu må vi håbe den også på et tidspunkt kan blive udført in reel life.

743571A1-2F42-42A4-8AF4-9A8EA2180F14

Ps. børnene på børnehjemmet er fortsat en del af mine tanker og jeg savner at give dem en ordentlig krammer. Måske hvis vi er heldige kan vi en dag komme på besøg. Det ville være så stort!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Good morning Vietnam – goodbye Philippines

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er næsten umuligt at få sat ord på alt det, som er sket, så jeg vil bare give et lille resumé af nogle af de ting, som er hændt.

Vi er nu taget væk fra børnehjemmet og befinder os i Vietnam. Ren badeferie med familie fra Danmark, god mad og masser af luksus. Der var engang, vi boede på et børnehjem, uden bruser i badet, uden varmt vand, uden bræt på toilet, uden skyl, uden aircon og uden alt muligt andet. Nu lever vi som konger og sandheden er, at vi nyder luksussen.

94AE2962-E1C2-4813-A673-C4C9B61A6DBF

Farvel gaver fra nogle af børnene.

Alligevel er der noget indeni, som gør ondt. Vi savner børnene fra børnehjemmet. Hold nu op hvor har det dog været en oplevelse for os alle at bo på børnehjemmet. Den sidste tid bød på både godt og ondt, som Jeppe også tidligere har skrevet lidt om, men heldigvis fik vi på trods af dengue, kvalme og hvad der ellers fyldte, afholdt en fantastisk afslutning for børnene.

931055CD-C162-4285-A117-9E4D29B62F28

Børnene er klar til banko-fest!

Vi havde købt fede præmier og lavede en banko-aften. Der var liv og glade dage, hvor børnenes huse dystede mod hinanden og det var en vældig succes. Virkelig sjovt og fedt at lave noget stort og godt, som ingen af dem havde prøvet før. Sikke mange glade ansigter, grin, skrål og jubel.

DBEDCDF3-9384-4A34-A14A-E1469184F60B

Vælg en pose snacks og tag en sodavand. Det var til stor glæde for børnene at få en kold sodavand.

Vi fik også alle ungerne til at skrive et lille postkort til os, som vi kunne tage med os til Danmark. Jeg har selvfølgelig allerede læst hvert og et og fældet tårer. Fantastiske børn – sikke en berigelse at have fået lov til at være en del af deres hverdag.

0A539711-B17C-4424-8428-113E8B9FF93B

Dejligt at have disse postkort med hjem i bagagen.

Derfor var det ikke så sjovt at tage derfra. Det var i sandhed virkelig hårdt! Det gør ondt at forlade dem. Forlade vores anden familie, det gør ondt ikke at vide, om vi ser dem igen, det gør ondt ikke at skulle være en del af deres hverdag og uddele krammere og high fives, men alt dette er jo på sin vis godt, for det viser, at det har givet mening for os at være der. Vi har knyttet bånd, men vi er ikke uerstattelige. Var vi uerstattelige havde vi først rigtig fejlet, men jeg er sikker på, at vi vil stå i deres minde. Aldrig før har de haft besøg af en familie og aldrig før har de haft besøg af en socialrådgiver og en dygtig mentor/basketballtræner. Vi har sat nogle aftryk og vi kan godt være stolte.

337461A1-BC2D-40EB-88BD-19BF07F4787D

Aston og Noelia savner også. De taler om børnene og oplevelser på børnehjemmet med glæde i stemmen. De taler om kobraslanger, som var det det mest naturlige i verden, de taler om gode venner på børnehjemmet, de taler om at tage på marked og købe frugt, som om det var noget de har gjort hele livet og de taler generelt bare en hel masse engelsk. Kæmpe sidegevinst.

Aston blev faktisk så god, at selv de større børn på børnehjemmet flere gange har sagt: ”Ate Sabrina, Aston speaks really good english now”. Også Noelia siger ting, som man umiddelbart ikke lige forstår, indtil det går op for én, at hun taler engelsk. Bum bum sej to-årig.

Nåh men nu er vi i Vietnam og her er lækkert. Vi fortsætter en familiesrejse lidt endnu, før vi rammer Danmark den 13. november og når vi kommer hjem, ja så er rejsen slet ikke slut!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

BREAKING NEWS

De sidste mange uger har været vanvittige. Det er derfor bloggen har ligget stille så længe, der er simpelthen sket alt for meget, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder bare her:

Vi forlader børnehjemmet om 4 dage og rejser til Vietnam, for at møde mine forældre, som det længe har været planlagt, men vi kommer IKKE tilbage igen. Vi har besluttet os for at sige farvel nu og ikke komme tilbage til børnehjemmet efter Vietnam. Det er ret vildt, men vi glæder os, selvom vi også er triste.

De sidste to måneder i vores lille families liv har været meget begivenhedsrige, faktisk lidt for meget. Begivenhederne har spændt fra det mest fantastiske til det meget ubehagelige og vi har virkelig kæmpet for at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu kan jeg ikke trække den længere, det mest fantastiske er nemlig, at Sabrina er gravid.

0778A7F9-084A-437F-81E8-62325CA3473C

1, 2 og 3

“Made in the Philippines” som de siger hernede. Vi er vildt lykkelige og taknemmelige, men dette lille mirakel til trods, har vi kæmpet de sidste to måneder.

Først og fremmest har Sabrina haft det elendigt, hun har haft rigtig meget kvalme og kastet op stort set hver dag. Hun har kæmpet og vi har kæmpet med hende. Det har bare ikke været nemt for nogen af os, for hendes kvalme har været direkte påvirket af de omgivelser vi lever i her. Den mad vi spiser, de lugter der er her, varmen, manglen på muligheder for at få det at spise, som hun har haft lyst til. Pludselig blev alt det eksotiske og spændende til en kæmpe udfordring og det har været ufatteligt hårdt – også for mig. Jeg har set hende lide hver eneste dag, i de sidste to måneder, men har ikke kunne hjælpe hende. Jeg har gjort mit bedste, hentet alt den mad, som hun måske kunne spise, men mulighederne er bare begrænset her. Sådan er det, det har vi selv valgt, men vi havde ikke forudset konsekvenserne.

20181004_212948

Den har været fast inventar i stuen på det seneste

Graviditeten har været det afgørende lod på vægtskålen i vores beslutning om at forlade børnehjemmet nu her. Vi traf beslutningen for en måned siden og fortalte det til alle her med det samme. Det har ikke været en nem beslutning, men den har været længe undervejs og nu er vi afklaret, hvilket er en lettelse.

De seneste par dage er det gået fremad med Sabrinas kvalme. Hun har faktisk kun kastet op én gang på de sidste fire dage og det er en stor forbedring. Hun har det bedre og  det er en stor lettelse. Vi var til tjek i sidste uge og alt ser fint ud med maven – hvilken velsignelse. Aston og Noelia ved det også og vi taler meget om det. Vi sidder ved bordet og snakker om navne til babyen, så kommer de med alle mulige fjollenavne og vi griner alle sammen over det. Det er ganske særligt.

Så nu tænker I måske, at vi er færdige, men vi er kun lige begyndt. For oven i alt Sabrinas kvalme, blev jeg pludselig syg med feber. Lige præcis det som vi ikke havde brug for. Min feber kom i kølvandet på en ordentlig omgang dengue blandt børn og voksne her på børnehjemmet, faktisk har mellem 30 og 40 været ramt af dengue i den seneste måned. Så selvfølgelig havde jeg også dengue. Det betød fem dage på hospitalet med drop og utallige blodprøver, men værst af alt, så skulle Sabrina og børnene klare sig selv og det er ikke spor sjovt, når mor har kvalme hele dagen og kan kaste op når som helst.

20180920_172557

I gang med at blive rask

Af uransagelige veje klarede Sabrina det over alt forventning og børnene var selvfølgelig super seje, selvom de reagerede lidt på, at far pludselig ikke var hjemme men på hospitalet. Det var rigtig hårdt for mig at ligge der og bare vente på at blive rask, uden at kunne være der for dem, uden at kunne hjælpe.

20180921_175213

Det bedste ved at være på hospitalet, var at få besøg

20180923_094927

Og det bedste ved at besøge far, var at der var fjernsyn

Vi klarede den og jeg kom hjem og nu er jeg rask, men nu er det blevet Astons tur. En af de ting, jeg brugte til at holde mig oppe på hospitalet var, at det var godt, at det var mig der havde fået dengue og ikke Sabrina eller børnene, men nu har Aston feber og det kan næsten kun være dengue.

Vi skal på hospitalet med ham igen i løbet af de næste par dage, så de kan teste hans blod og vi kan få svar. Han er så sej og tapper og har det heldigvis godt, på trods af feberen. Forleden aften da han blev puttet, sagde han til mig: ”Far, jeg er bare lidt syg. Jeg skal ikke kaste op, jeg har bare feber.”

6BEBF161-C7F9-4BAF-8BD0-5DF84AB5D70C

Som vi kender ham, et par dage før han blev syg. Bare rolig han er snart tilbage igen

Vi elsker vores børn uendeligt højt og et af de få betingelsesløse punkter, som vi havde inden vi rejste afsted var, at vi aldrig ville tage chancer med deres sundhed og sikkerhed. Gør vi det nu? Skal vi trække stikket helt og droppe Vietnam og tage direkte til Danmark? Vi glæder os alle fire vildt meget til Vietnam, men der er også dengue. Hvordan kan vi vurdere risici? Hvordan skal vi tackle vores følelser? Der er så uendeligt meget på spil, men skal vi lade frygt styre vores liv. Sandsynligheden for at dengue udvikler sig til en farlig virus, er meget lille, men den er der og det påvirker os. Vi er sårbare nu, hvor vi har været så meget igennem, men vi er også stærke, fordi vi har været så meget igennem sammen.

20181004_165732

Ude at handle ind til vores farvelfest med højt humør på trods af alt

Uanset hvad så kommer vi snart til Danmark og det glæder vi os også helt vildt meget til. Vi kommer til at holde jul sammen med vores familie, vi kommer hjem med bagagen fuld af oplevelser af alle de slags der findes. Vi rejste ud som fire, men vi kommer hjem som fem. Nogen vil sige at vores eventyr lakker mod enden, men jeg siger, at vores eventyr kun lige er begyndt.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO – DEL 2

Mit forrige indlæg (læs det HER) skrev jeg I mine følelsers vold. Det betød blandt andet, at mine konklusioner var lidt  dramatiske. I dag er mine følelser og jeg faldet lidt til ro og jeg har lyst til, at reflektere over mine tanker fra mit forrige indlæg.

IMG_4684

I følelsernes vold er ikke det værste sted at være, for der kan man  lytte og lære

”Måske er det på tide at vende snuden mod nord?” skrev jeg. Ja, måske er det på tide at tage hjem. Det er i hvert fald en overvejelse, som jeg har gjort mig mange gange i de forgangne seks måneder.

Vi har bevæget os lysår uden for vores komfortzone, så sådan en overvejelse er kun naturlig for mig. Jeg havde allerede lignende overvejelser, efter vi havde været her bare en måned, men på det tidspunkt var alt stadigvæk nyt og overrumplende og derfor var det mere en flugt, end det var en velovervejet mulighed.

I dag er situationen en anden. Vi har boet på børnehjemmet i mere end seks måneder og har alle fire oplevet op- og nedture og vi har været sammen om det hele. I dag er at rejse hjem en velovervejet mulighed. En konsekvens af vores oplevelser og følelser det sidste halve år.

Det spørgsmål jeg stiller mig selv, det Sabrina og jeg taler om, er hvordan den sidste del af vores rejse vil forme sig? Vil nyt og spændende åbenbare sig? Vil vi opleve nye muligheder og relationer? Eller vil tiden være præget af flere udfordringer og skuffelser og følelsen af ikke at være det rigtige sted? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi prøver at regne det ud – ud fra alt det vi har oplevet indtil nu.

Vi siger tit: ”Det må tiden vise”, men hvad betyder det? Det kan faktisk betyde, at jeg forholder mig passivt til mit eget liv og lader tidens gang afgøre hvad jeg gør. En statist i eget liv. Jeg tror, at nogle gange skal vi ikke vente og lade tiden vise, vi skal afgøre og vælge selv, inden vi lader tiden begrave alt i bagklogskabens støv.

3B587F6A-FB93-45BA-8578-F8B9C7349B91

Alt det vi har oplevet – kan ikke udtrykkes med ord

Vores rejse har været fantastisk, fordi den har været så pokkers virkelig, og måske bliver den endnu bedre de næste par måneder eller måske bliver det en hård tid? Skal vi vente og finde ud af det? Skal vi træffe et valg om at rejse hjem?

Det er en svær beslutning. Der er så mange forhold der indgår i ligningen og så alligevel, måske handler det bare om, hvad Sabrinas og mit hjerte fortæller os?

20180512_181630

Så vi lytter…

Vi prøver, så godt vi overhovedet kan, at være noget for børnene (både vores egne og alle dem på børnehjemmet) med de muligheder vi har og i den tid vi er her, uanset hvor længe det så bliver.

Det er vores mission og den er ikke åndsvag.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO?

Hvor er det bare svært nogle gange. Altså livet. Vi har gjort det rigtige. Vi har truffet en modig og vild beslutning, som endda indebærer at hjælpe andre. Vi har gjort vores bedste for at tilsidesætte egoismen og mageligheden. Vi har virkelig prøvet på at gøre noget, som kan sætte sig som et varigt aftryk i vores børn, selvom at de er små, af ydmyghed, tolerance og forståelse for verdens diversitet og vores egne ufattelige privilegier. Bliver det så let af den grund? Nej, hold nu ferie, du får ikke en skid foræret.

Vores eventyr, som vi troede det ville være, da vi sad der i bekvemmelighedens forstad og gumlede bland slev slik og drak frikadelle rødvin, det er ikke et eventyr. Det er bare noget, noget der sker, en række af valg, beslutninger og tilfældigheder. Og så er det op til dig selv at sætte et prisskilt og en overskrift på.

JAPANERNE KOMMER
En af de største bidragsydere til børnehjemmet er en Japansk organisation. Ud over at støtte med store økonomiske donationer, så har de særligt fokus på de større børns skole og uddannelse. De sponsorer blandt andet mange af børnenes collegeuddannelse. Organisationen har også en tradition for at besøge børnehjemmet hvert år. Da der er mange af medlemmerne, som gerne vil besøge børnehjemmet, har de delt sig i to grupper, således at børnehjemmet får to besøg hvert år. Hver gruppe består af 30 til 40 japanere og de er på børnehjemmet en weekend, fra fredag morgen til søndag aften. De bor på et hotel udenbys, hvor de blot sover.

20180825_101450

Japanerne er netop ankommet og der gøres klar til deres velkomstshow

Det er et fantastisk stykke arbejde denne organisation gør og uden den, ville børnehjemmet ikke være det samme. Organisationen begyndte deres støtte i 2000 og før dette, havde børnehjemmet ikke midler til at give børnene en collegeuddannelse. Siden 2000 har organisationen besøgt børnehjemmet hvert eneste år. Faktisk har enkelte medlemmer været her hvert år lige siden 2000, det er utroligt imponerende og vidner om et oprigtigt engagement.

Det var også en stor oplevelse, at få besøg af den første gruppe her i weekenden. Børnene var ellevilde og meget glade og jeg var imponeret over at se, hvordan børnene og organisationens medlemmer kender hinanden, på trods af at de kun kommer to dage om året. Det skyldes selvfølgelig engagementet og vedholdenheden.

20180825_124917

En af Japanernes planlagte aktiviteter for børnene

Weekenden bød på aktiviteter af mange slags, både af mere seriøs karakter, hvor der skulle tænkes over fremtiden, men selvfølgelig også masser af sjov, fest og ballade. Det var en sand fornøjelse at se børnenes glæde og mange var også tydeligt berørte søndag aften, da alle tog afsked med hinanden.

60817088-11CF-4EEE-ABF8-0E433222071E

20180826_194225

Billeder fra børnenes flotte danseshow om aftenen

FORBEREDELSERNE
Der er jo ikke noget at sige til, at børnehjemmets ledelse vil gøre meget for at byde denne organisation velkommen og vise børnehjemmet frem fra dets bedste side. Den sidste måneds tid har børnenes hverdag været booket op af disse forberedelser til besøget. Jo nærmere vi kom weekenden, desto mere intensivt blev det.

Forberedelserne kan groft deles op i to kategorier. Danseshow og rengøring. Først og fremmest har børnene skulle forberede dans, sang og forestillinger til besøget. Det indebar et langt velkommen show med sang og dans. Derefter var der en times langt danseshow lørdag aften, samt et kortere show søndag aften. Børnene har trænet 8 – 12 timer om ugen og samtidigt har de lavet alverdens pynt og kulisser der skulle bruges til showet.

Den anden side af forberedelserne var rengøring. Der er blevet skrubbet fliser og kantsten med skurebørster, fejet i timevis hver eneste dag og alle de småting, som ikke har virket i de sidste 6 måneder, er blevet fixet.

20180811_093556

Her er nogle af de store piger igang med at ordne bedene

Forberedelserne har betydet, at børnene ikke har haft tid til lektier og været trætte og udkørte i skolen. Den sidste uge op til besøget trænede de dans indtil klokken 23. Det er altså med børn der er 10 – 12 år, som står op kl. 4 for at gøre sig klar til skole.

Jeg har faktisk følt, at jeg har været vidne til et absurd teaterstykke og det gør ondt inde i mig at opleve det. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og jeg vil aldrig hævde, at jeg kender sandheden og vejen til lykke, for det gør jeg ikke. Helt tydeligvis. Jeg respekterer virkelig, at de ser verden på en anden måde end mig, og at vores kulturer er ganske forskellige ligesom vores levevilkår. Men det jeg har set og oplevet i den her situation, det rammer mig bare. Uden at jeg kan gøre fra eller til. Uden at ville dømme eller bedømme. Sådan er jeg bare til i verden.

Jeg kan ikke forstå, hvordan børnehjemmets ledelse tænker og handler i den her situation. De har et værdifuldt og langvarigt samarbejde med en organisation, som har et særligt fokus på børnenes uddannelse. Dog kræver forberedelserne til denne organisations besøg på to dage, at børnene skal bruge så mange timer på træning af dans og sang, samt oprydning og rengøring, at de bliver nød til at nedprioritere deres skole i flere uger. Det synes jeg ikke, er den rigtige måde, at gøre det på og for mig at se, mangler der fokus på, hvad der er bedste for børnene.

20180825_124928_001

Et par piger er fordybet i en af aktiviteterne fra Japanernes besøg

Det er mit synspunkt og det kan ikke ændre ved, at børnene nød weekenden og det er jeg sikker på, at Japanerne også gjorde. Jeg er dog overbevist om, at alle parter kunne få det samme udbytte af besøget, selvom man havde lagt fokus lidt anderledes og prioriteret børnenes hverdag højere. Ligeledes er jeg sikker på, at Japanerne ikke kommer her på børnehjemmet, for at se perfekt udførte danseshows og klinisk rene kantsten. De kommer for at være sammen børnene og støtte dem i deres arbejde for en fremtid med uddannelse og muligheder.

OG HVA SÅ?
Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre. Sådan er det og hvad så? Koncentrer dig om børnene og husk, at du ikke er her for at være bedreviden eller ændre deres måde, at gøre tingene på.

IMG_4407

“Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre”

I har så inderligt ret. Jeg ved ikke en skid og dermed heller ikke mere end nogle andre mennesker. Men jeg er her. På børnehjemmet, i Filippinerne. Her er jeg med min familie, på en åndsvag mission som jeg overhovedet ikke har nogle anelse om, hvad handler om mere. Prøv lige at høre her! Jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok mere. Vi har været her mere end et halvt år nu, vi har regnet med at skulle være her i et lille år, men regne, regne, regne og så regne om igen.

Det har været skidt, det har været frustrerende, det har været intenst, det har været kedeligt, det har været vidunderligt og som en drøm. Men måske er jeg mæt nu, måske er min kone mæt nu og måske er vores børn mætte nu? Måske er det på tide at vende snuden mod nord og se virkeligheden i øjnene?

VIRKELIGHEDEN
Ups, det her er virkeligheden om jeg må be. Det bliver ikke meget mere virkeligt. Bare at mærke livet gå sin gang, sammen os fire, hele tiden. At kunne være der for sine børn hele tiden og at lære, hvordan jeg egentlig er det bedst. For det har jeg aldrig skulle være før. Skræmmende! At være så meget sammen med sin kone, at man til sidst ikke kan finde på mere at tale om. Så bliver jeg helt bange for, at vi ikke har noget at tale om. Men nej, vi har så meget, men nu skal vi også lære at være stille sammen. For vi går ikke på arbejde her, vi arbejder sammen, så vi kommer ikke hjem til hinanden, vi er hjemme, og kan berette om dagen på kontoret.

Vi er ét, fire er én, og det er også svært. Det er slet ikke normalt i den personlige friheds tidsalder, hvor intet er vigtigere end retten til selviscenesættelse, selvtilfredsheden og ikke at skulle ofre noget for andre.

IMG_4400

Bare jeg er sammen med dem her, så skal vi nok finde ud af det

Vores virkelighed er lige her. Jeg har lært mere end jeg aner, men nu er jeg mæt. Min begrænsede fatteevne er fyldt og måske er det på tide at drage mod nord. Der er vores virkelighed også, hvordan mon den ser ud, når vi ser den igen?

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Få besked når der er nyt på bloggen

Børnegruppe – yeah!

Jeg har, som tidligere skrevet, oprettet børnegruppeforløb her på børnehjemmet. Læs det tidligere indlæg her. Dette er noget helt nyt for stedet, som aldrig har haft samtalegrupper på denne måde.  

Af flere grunde har jeg en af børnehjemmets socialrådgivere med til mine gruppeforløb. Rent praktisk skal hun fungere som tolk, så jeg er sikker på, at børnene forstår, hvad jeg siger og at de får mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Det er vigtigt, at de får denne mulighed for, som tidligere skrevet, er det i sig selv svært nok for dem, at skulle udtrykke egne følelser og behov, da de slet ikke er vant til at forholde sig til sit indre.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan lære fra mig og dele ud af min viden, så denne socialrådgiver kan bære disse forløb videre, når jeg ikke længere er her. Hun har stor interesse i dette arbejde og har allerede sagt, at hun vil køre børnegrupperne videre. Kæmpe succes! Både for mig, stedet og ikke mindst børnene. Yes!

C8304279-F5BC-4D9A-AAFE-CC30A5FE725F

Vælg et humør. Nemt at forholde sig til som barn.

Jeg nyder virkelig at dele ud af mine erfaringer og ekspertise til børnene, de voksne og stedet, og jeg er så glad for, at der er kommet fokus på vigtigheden af, at give børnene en stemme og mulighed for at tale om alt det, som fylder.

Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få luft fra deres indre støj, så kan dette måske bidrage til, at børnene i højere grad er modtagelig for læring i skolen, have overskud til at være en god ven, forhindre uhensigtsmæssig adfærd, eller hvad der nu en gang kan være af individuelle reaktionsmønstre. Jeg er således meget taknemmelig for at have bidraget med min viden ift. børnegrupper.

A9026CAB-597A-465E-BAC6-D2B7D2796F9B

Nogle af de tegninger der er blevet lavet undervejs i forløbet.

Hvordan er det så gået? Når nu det kulturelt ikke lige ligger til højrebenet for disse børn, at skulle tale om egne tanker, følelser og behov. Jo – det er faktisk gået over al forventning. Vi har sammen bevæget os af sted på en rejse, og de har for hver gang vokset med opgaven. De får sat flere og flere ord på tingene. Der bliver fældet tårer og uddelt gode råd til hinanden. De forstår sig på, hvad det vil sige at være en del af en børnegruppe, og de er seje og gode til at være ærlige.

Jeg har via mine børnegruppeforløb fået et meget godt indtryk af, hvordan det er at være ny her på børnehjemmet og jeg skal love for, at der er nok af udfordringer at tage af. Udfordringer som slet ikke ville blive talt om, hvis vi ikke mødtes en gang om ugen.

7E4E10AB-E9FD-4488-8040-0307BE6BA631

Hvor sidder smerten i kroppen og hvordan ser jeres familier ud?

Sommetider har jeg tænkt, måske særligt ift. to af de større drenge, at de egentlig ikke synes det er relevant for dem at være med. Der er så meget attitude, facade og mange parader. Jeg har dog oplevet, at de hver gang deltager, men lidt på deres egen måde med deres egen ”stil”.

Vi er nu nået til vejs ende i mit planlagte forløbet, hvor jeg lader det være op til gruppen, om de har lyst til at mødes igen eller om de ikke længere føler et behov. Sjovt nok var det de to store drenge, som var de første til at række hånden op og udtale, at de gerne vil have, vi fortsætter med at mødes. Så ja – jeg tror faktisk alle har fået noget ud af det – både dem og jeg, og jeg er så taknemmelig for, at dette blev en succes.

Jeg fortsætter derfor børnegruppeforløbene og starter nye forløb op, så også andre her på børnehjemmet kan få tilbudt denne mulighed. 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen
« Ældre indlæg

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial