Velkommen til institutionslivet og alt hvad dette indebærer.

Som jeg skrev i forrige indlæg, har det været en lidt vemodig tid. Det var vemodigt at forlade mormor og morfar på Bornholm og flytte hjem, da dette jo betyder, at vores rejseeventyr er ved at være ovre. Selvfølgelig starter en ny tid, som også bliver spændende at udforske, men tiden, hvor vi som familie har været sammen non stop i over et år, er ved at være forbi og det synes jeg, er trist at tænke på.

Jeg har virkelig nydt min familie og denne unikke tid, hvor ingen andre end os selv dikterer dagsorden.  Vi har fået så mange oplevelser med i bagagen, så det slet ikke er til at fatte, så det gør ondt at skulle sige farvel til dette kapitel i vores liv.

Alligevel var det også spændende at få sit hus tilbage. Komme ind i sit eget og vide at nu er vi her og her skal vi blive. Det er en rar følelse og vi har det alle rigtig godt i disse omgivelser.

Vi har haft små fjorten dage herhjemme, hvor vi har forsøgt, at komme på plads og få pakket alle vores mange papkasser ud. Aston og Noelia har pludselig fået legetøj igen og de nyder at have disse muligheder på værelset.

I går havde vi så sidste dag med Aston og Noelia, før de får sat mærkatet, institutionsbørn, på sig. Vi nød dagen og hyggede på biblioteket. Alt foregik i det stille og rolige tempo, som vi så godt kender efter at have været sammen det sidste år.

Da det så blev sengetid, og Noelia skulle puttes, blev jeg ramt af sorgen over at skulle til at give slip. Jeg puttede hende og sagde den remse, som jeg siger hver aften. Nogle gange gentager Noelia sætningerne, hvilket hun også gjorde i går. Så da jeg sagde; Jeg elsker dig, så svarede hun; Jeg elsker også dig, mor. Tårerne pressede på og jeg havde bare slet ikke lyst til at give slip. Jeg ville ikke give slip på hende. Bare ligge der med hendes lille hoved i mine arme og putte hende, kysse hende og kramme hende. Hun er jo min lille pige og jeg elsker hende ubetinget. Jeg elsker alt ved, at det er os, som præger vores børn og gør dem til dem, vi tænker er den bedste udgave af dem selv. Så at lukke døren i går aftes var ikke nemt vel vidende, at når døren åbnes igen, ville det være familielivet i en ny form. En form som vi godt kender fra tidligere, men som vi også har nydt at være væk fra.

Men hvad betyder det egentlig, når jeg siger, at vi har været sammen som familie og at det har været fantastisk. Jo, det betyder,  at vi har gjort alt sammen, vi har været sammen om at opleve medgang og modgang, vi griner sammen, keder os sammen, leger sammen osv. Aston og Noelia har af selv samme årsag fået et enestående forhold til hinanden. De leger rigtig godt sammen og er afhængige af hinanden. De passer på hinanden og er opmærksomme på hinanden, de driller hinanden og de fjoller sammen. Det er helt klart noget af det, som gør os allermest stolte af at have taget dette valg om at rejse ud sammen som familie – at se de to sammen. Det gør os så stolte og glade at se, hvor gode de er sammen og hvor nært et forhold de har fået opbygget. Derfor har vi trøstet os selv lidt med, at de trods alt skal gå på samme stue i børnehaven, så de fortsat kan være en del af hinandens hverdag.

Så blev det dagen, hvor de begge startede i Børnehave. Noelia er den klart yngste i børnehaven, men hendes gåpåmod fejler intet. Hun er vant til at omgås 75 store børnehjemsbørn fra Filippinerne og det ses tydeligt.

Alle Astons venner stod klar og det er åbenlyst, at han er vellidt og har været savnet. Dette har vi også set, når vi har været på besøg, så for ham er det rigtig fint at komme tilbage. Noelia hyggede sig også og gik selv på legepladsen uden mig og tullede rundt både inde og ude, som hun jo nu engang gør. Hun er så sød og tilpasser sig så fint de omstændigheder hun placeres i.

Efter frokost skulle de ud på legepladsen igen. Noelia var glad og gik rask af sted. Hun prøvede diverse ting og indtog hele legepladsen, hvilket var super fint at se. På et tidspunkt ønskede hun så at få sin brors opmærksomhed og være med i hans leg. Hun krydsede målrettet hele legpladsen og nåede frem til Aston.

Aston havde gang i den helt store leg med mange andre af de større børn, som han kender fra før, vi tog af sted til Filippinerne og de var alle i gang med at lege politi og røvere. Drengene fangede pigerne og spærrede dem inde. Sjov leg og han hyggede sig helt vildt. Aston havde ikke tid til Noelia. Noelia sagde; Aston jeg vil gerne med dig, da han er i gang med at vende sin mooncar. Hvortil Aston svarede; men Noelia jeg har ikke tid lige nu, og så fræsede han af sted.

Noelia stod og kiggede efter ham, underlæben blev skudt ud og bævrede, tårerne pressede på og efter et par sekunder fik de frit løb. Hun var helt færdig over at opleve det ”svigt”, som hun lige var blevet præsenteret for. En uvant situation, hvor hendes et og alt slet ikke havde tid til hende, men derimod havde fundet nye veje.

Hold nu op hvor gik det lige i hjertet – ikke kun på hende, men i den grad også på mig. Aston gjorde intet forkert. Det var lige som det skulle være, men lige der blev Noelia og jeg ramt af den nye tid, vi går i møde, hvor de begge præsenteres for nye veje og derfor også må give slip på deres fællesvej. Skillevejen er lige nu og her og det gør virkelig ondt, at det skal være sådan, selvom det naturligvis SKAL være sådan. Så da jeg krammede Noelia derude på legepladsen var hun ikke den eneste med våde øjne.

Aston og Noelia har et bånd som ingen kan bryde, men nu er det også tid til at kæmpe egne kampe og udforske egne veje både væk fra hinanden men også væk fra os som forældre. Alt er godt, men alt er også meget hårdt, overvældende og sørgeligt. Jeg er i hvert fald temmelig grådlabil lige nu.

En mors bekendelser…

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen