EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Danmark

Lillebror

Der er nu to dage til termin. Vores familie vil gå fra at være fire til fem. Det er ret vildt og vi glæder os alle.

Alligevel har det været en proces for mig. Sådan er jeg nok bare. Måske er det hormoner? Måske er det en del af det at være mor? Måske er det en del af det med at blive mor på ny? Eller måske er det fordi, jeg er god til at bekymre mig? Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg vil det bedste for os alle.

Nu kender vi fire jo hinanden ud og ind. Efter over et år, hvor vi fire har været sammen, hvor vi har været i Filippinerne og på Bornholm på den vildeste familierejse og ikke været en del af det ellers famøse hamsterhjul, så må man da sige, at en lille ny til samlingen bliver noget af en forstyrrelse til den ellers velfungerende firekløver.

At få en lillebror vil komme til at rykke på vores familiedynamik og mine bekymringer har gået på, om dette vil rykke på dynamikken i en negativretning. Forstå mig ret – vores lillebror er et ønske barn. Planlagt og ønsket!

Jeg tænker derfor, at det må være lidt det samme, som jeg oplevede efter fødsel af Noelia. Jeg elskede hende, men jeg kendte hende jo ikke. Hun var kommet og det var fantastisk, men med alle hormonerne strømmende i kroppen, så var jeg også bare revet lidt itu. Mit ellers 100 pct. nærværd overfor Aston kunne ikke længere indfries. Jeg skulle pludselig dele min opmærksomhed, jeg måtte sommetider erkende, at jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg skulle amme og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor ham, men også overfor Noelia, da jeg synes, jeg ikke kunne være 100 pct. tilstede nogen steder.

Jeg savnede Aston og følte nærmest, han ville glide fra mig. Sådan gik det selvfølgelig ikke og i takt med hormonerne forlod kroppen, fik jeg også styr på det med at være mor til to og elske begge unger lige meget.

Lykken er at se sine unger sammen – det søskendebånd de udvikler og det familiebånd der også udvikles i takt med denne ændring, og heldigvis er det også der, jeg er nu. Jeg er klar til at modtage vores lillebror og få ham integreret i vores familie. Firekløveren skal ændres til en femkløver og dette er jeg ikke længere bekymret over – jeg glæder mig, som resten af flokken herhjemme.

Jeg ved nemlig, at Jeppe og jeg kan klare det, og ikke mindst at mine børn er klar og rummelige. Det har de bevidst utallige gange, som i Filippinerne, hvor deres mor tit og tæt sad med andre børn, kyssede, krammede, grinede og talte på et andet sprog. Dette var bare så overskudsagtigt fra deres side. Ikke en snert af jalousi eller lignende var der.

Ligeledes da vi fortalte, at de skulle være storebror- og søster var der kun glæde. Det er meget abstrakt at skulle forholde sig til at blive storebror- og søster, men de glæder sig virkelig og har hele vejen igennem tænkt lillebror med ind i ligningen. Eksempelvis hvis vi har talt om noget, som skal ske ude i fremtiden, så har de nævnt at lillebror også skal med. De kommer begge med ønsker om, hvordan de vil hjælpe til eksempelvis i forhold til at made ham, skifte ham, give sut, holde ham mv.

Så! – jeg kan åndelettet op og hilse lillemanden velkommen. Vi er klar og glæder os til at lære ham at kende med alt, hvad dette indebærer af ’forstyrrelser’. Vi skal nok komme til at se disse som positive input i vores hverdag.

Kom du bare lillemand. Vi er klar til dig.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Når alt er godt men samtidig så pokkers hårdt

Velkommen til institutionslivet og alt hvad dette indebærer.

Som jeg skrev i forrige indlæg, har det været en lidt vemodig tid. Det var vemodigt at forlade mormor og morfar på Bornholm og flytte hjem, da dette jo betyder, at vores rejseeventyr er ved at være ovre. Selvfølgelig starter en ny tid, som også bliver spændende at udforske, men tiden, hvor vi som familie har været sammen non stop i over et år, er ved at være forbi og det synes jeg, er trist at tænke på.

Jeg har virkelig nydt min familie og denne unikke tid, hvor ingen andre end os selv dikterer dagsorden.  Vi har fået så mange oplevelser med i bagagen, så det slet ikke er til at fatte, så det gør ondt at skulle sige farvel til dette kapitel i vores liv.

Alligevel var det også spændende at få sit hus tilbage. Komme ind i sit eget og vide at nu er vi her og her skal vi blive. Det er en rar følelse og vi har det alle rigtig godt i disse omgivelser.

Vi har haft små fjorten dage herhjemme, hvor vi har forsøgt, at komme på plads og få pakket alle vores mange papkasser ud. Aston og Noelia har pludselig fået legetøj igen og de nyder at have disse muligheder på værelset.

I går havde vi så sidste dag med Aston og Noelia, før de får sat mærkatet, institutionsbørn, på sig. Vi nød dagen og hyggede på biblioteket. Alt foregik i det stille og rolige tempo, som vi så godt kender efter at have været sammen det sidste år.

Da det så blev sengetid, og Noelia skulle puttes, blev jeg ramt af sorgen over at skulle til at give slip. Jeg puttede hende og sagde den remse, som jeg siger hver aften. Nogle gange gentager Noelia sætningerne, hvilket hun også gjorde i går. Så da jeg sagde; Jeg elsker dig, så svarede hun; Jeg elsker også dig, mor. Tårerne pressede på og jeg havde bare slet ikke lyst til at give slip. Jeg ville ikke give slip på hende. Bare ligge der med hendes lille hoved i mine arme og putte hende, kysse hende og kramme hende. Hun er jo min lille pige og jeg elsker hende ubetinget. Jeg elsker alt ved, at det er os, som præger vores børn og gør dem til dem, vi tænker er den bedste udgave af dem selv. Så at lukke døren i går aftes var ikke nemt vel vidende, at når døren åbnes igen, ville det være familielivet i en ny form. En form som vi godt kender fra tidligere, men som vi også har nydt at være væk fra.

Men hvad betyder det egentlig, når jeg siger, at vi har været sammen som familie og at det har været fantastisk. Jo, det betyder,  at vi har gjort alt sammen, vi har været sammen om at opleve medgang og modgang, vi griner sammen, keder os sammen, leger sammen osv. Aston og Noelia har af selv samme årsag fået et enestående forhold til hinanden. De leger rigtig godt sammen og er afhængige af hinanden. De passer på hinanden og er opmærksomme på hinanden, de driller hinanden og de fjoller sammen. Det er helt klart noget af det, som gør os allermest stolte af at have taget dette valg om at rejse ud sammen som familie – at se de to sammen. Det gør os så stolte og glade at se, hvor gode de er sammen og hvor nært et forhold de har fået opbygget. Derfor har vi trøstet os selv lidt med, at de trods alt skal gå på samme stue i børnehaven, så de fortsat kan være en del af hinandens hverdag.

Så blev det dagen, hvor de begge startede i Børnehave. Noelia er den klart yngste i børnehaven, men hendes gåpåmod fejler intet. Hun er vant til at omgås 75 store børnehjemsbørn fra Filippinerne og det ses tydeligt.

Alle Astons venner stod klar og det er åbenlyst, at han er vellidt og har været savnet. Dette har vi også set, når vi har været på besøg, så for ham er det rigtig fint at komme tilbage. Noelia hyggede sig også og gik selv på legepladsen uden mig og tullede rundt både inde og ude, som hun jo nu engang gør. Hun er så sød og tilpasser sig så fint de omstændigheder hun placeres i.

Efter frokost skulle de ud på legepladsen igen. Noelia var glad og gik rask af sted. Hun prøvede diverse ting og indtog hele legepladsen, hvilket var super fint at se. På et tidspunkt ønskede hun så at få sin brors opmærksomhed og være med i hans leg. Hun krydsede målrettet hele legpladsen og nåede frem til Aston.

Aston havde gang i den helt store leg med mange andre af de større børn, som han kender fra før, vi tog af sted til Filippinerne og de var alle i gang med at lege politi og røvere. Drengene fangede pigerne og spærrede dem inde. Sjov leg og han hyggede sig helt vildt. Aston havde ikke tid til Noelia. Noelia sagde; Aston jeg vil gerne med dig, da han er i gang med at vende sin mooncar. Hvortil Aston svarede; men Noelia jeg har ikke tid lige nu, og så fræsede han af sted.

Noelia stod og kiggede efter ham, underlæben blev skudt ud og bævrede, tårerne pressede på og efter et par sekunder fik de frit løb. Hun var helt færdig over at opleve det ”svigt”, som hun lige var blevet præsenteret for. En uvant situation, hvor hendes et og alt slet ikke havde tid til hende, men derimod havde fundet nye veje.

Hold nu op hvor gik det lige i hjertet – ikke kun på hende, men i den grad også på mig. Aston gjorde intet forkert. Det var lige som det skulle være, men lige der blev Noelia og jeg ramt af den nye tid, vi går i møde, hvor de begge præsenteres for nye veje og derfor også må give slip på deres fællesvej. Skillevejen er lige nu og her og det gør virkelig ondt, at det skal være sådan, selvom det naturligvis SKAL være sådan. Så da jeg krammede Noelia derude på legepladsen var hun ikke den eneste med våde øjne.

Aston og Noelia har et bånd som ingen kan bryde, men nu er det også tid til at kæmpe egne kampe og udforske egne veje både væk fra hinanden men også væk fra os som forældre. Alt er godt, men alt er også meget hårdt, overvældende og sørgeligt. Jeg er i hvert fald temmelig grådlabil lige nu.

En mors bekendelser…

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Kollektivet på Bornholm

Vi har boet hos mine forældre på Bornholm de sidste tre en halv måned. Temmelig vildt at bo så tæt med sine forældre i så lang tid. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt skeptisk, da Jeppe talte om, at det kunne vi da sagtens gøre. Øh, tre en halv måned er længe og jo jo jeg ved, at jeg trives i deres selskab, men dertil ligefrem at bo så tæt i så lang tid var en lidt overvældende tanke.

Nu står vi så og skal ”rejse hjem” til Frederikssund igen og jeg tænker bare – skal vi allerede hjem? Øv.. Det er gået så godt. Det er en gave for alle at få denne oplevelse. Vores unger stortrives med mormor og morfar. De får et særligt bånd, når man bor så tæt og Jeppe og jeg har kunne tage os nogle friheder, som vi ellers ikke kunne gøre.

Ligeledes ved jeg, at ungerne vil savne dem. Nu skal de til at nøjes med deres to kedelige forældre, som aldrig rigtig helt har tid til at lege på samme måde, som morfar og mormor giver sig tid til.

Aston har et helt særligt bånd til min far. De to kan snakke og snakke om stort og småt. Aston spørger nysgerrigt indtil et emne og min far fortæller i detaljer om hvordan bierne laver honning, hvordan man slukker en ildebrand, hvordan kroppen fungerer, fortællinger om hvaler, hvordan man skal sejle et skib i uvejr, hvordan man reparerer ting – ja listen er lang. De to altså! Det er herligt at se dem sammen. Herligt når de kommer susende forbi med alverdens udstyr, fordi de nu skal ud og slukke en ildebrand, eller hvad det kan være de har gang i. Bedste venner – sådan beskriver Aston i hvert fald hans morfar.

Derfor har det også været naturligt for os at overveje om vi skulle flytte til øen. Alle bolde er allerede kastet op i luften i vores liv, men vi er nået frem til, at det skal vi ikke. Det er ikke det, vi vil, selvom mange ting taler lige ind i det, vi ønsker som familie; mere tid til hinanden, ikke skulle arbejde fuldtid, natur, være tæt på bedsteforældre mv.

Vi er alle glade for den tid, vi har haft på Bornholm med mine forældre. Dette blev en uventet del af vores rejseeventyr, men en oplevelse som vi sætter stor pris på.

Jeg vil savne at bo så tæt med mine forældre, hvilket vitterligt er noget at være taknemmelig over – tænk at vi har så gode bedsteforældre og at vi alle kan fungere så godt sammen. Vi vil savne dem i hverdagen, men heldigvis er vi fysisk tættere på dem nu, end da vi boede i Filippinerne.

Mor og far tak for en dejlig tid på Bornholm.

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial