EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Kultur

Update fra Vietnam

Vi befinder os fortsat i Vietnam. Vi startede i Ho Chi Minh og har nu rykket os fra Nha Trang til Phan Thiet i Syd Vietnam. Her er dejligt. Dejligt på den der måde; her er varmt, vi bader, vi spiser, vi sover lur og hygger om aftenen. Vi har fået besøg af to omgange. Først farfar med co. og nu farmor og Stiig. Fantastisk!

IMG20181013183916

4CB5AA80-62D9-4374-8E1D-614CD381849E

Det er dejligt med visit og det at opleve sammen, men to ting er jeg/vi nået frem til. For det første kan Vietnam ikke måle sig med de filippinske bauntyøer. Måske har vi valgt nogen forkerte destinationer. Det har vi nok, for Nha Trang var bare alt for ’russisk turistet’ til vores smag og Phan Thiet er også lidt.. ja jeg ved snart ikke. Det er bare en lang vej ud til vandet med en masse små shops, restauranter, hoteller mv. Altså vi har det som sagt godt og nyder det, men skønhedsmæssigt kan det ikke måle sig med de filippinske øer, vi besøgte. 

D9CEF8DA-CBE3-4744-982C-571B66374B13

Udsigt fra vores hotel i Nha Trang

Ej heller har det vietnamesiske folk gjort særligt indtryk på os. De er langt mere ”sure/mopsede/ikke så imødekommende”, som folket i Filippinerne. Heldigvis har vi de to lyshårede unger med os, som tiltrækker folks opmærksomhed, og bringer det bedste frem i folk. Lucky us.

A9A34F44-E193-4277-9CCE-FDE99FE4317E

11E73FC1-929E-4134-9EB5-E1B195893A9D

Den anden ting jeg/vi er nået frem til er, at vi er mættede af at skulle forholde os til, hvor vi skal spise næste gang. Det er så luksus, som det overhovedet kan være, og alligevel er vi totalt mættede af at skulle tænke på dette. Vi gider ikke rigtig mere og glæder os bare til en simpel sammenklappet rugbrødsmad. Bum.

8E3042E4-BE31-459D-8507-DAEDD90F71F2

Konklusionen er, at når vi nu ikke længere skal være på børnehjemmet, den beslutning har vi truffet og det er rette valg, så er det tid til at vende hjem til Danmark.  Vi er klar, vi er færdige og mentalt er vi allerede lidt på vej.

Vi har nydt at slutte vores tur af med en ordentlig omgang badeferie, hotelliving, backpacker life og hvad man ellers kan bruge af fede gloser, men nu er det snart tid til at runde af og starte et nyt kapitel i det danske. Det bliver godt og spændende… Jeg skal bare lige bruge de sidste ni dage på mentalt at indstille mig på, at det er vinter og koldt, når vi rammer landet. Gisp!

C3967426-7861-4F31-9ACE-2F4C9B6F0F2A

Aston er derimod helt klar på sne og skulle ud og lave en snemand. Til alles orientering er det med gulerod, knapper af sten, halstørklæde, øjne og mund. Jep den er udført i tankerne, så nu må vi håbe den også på et tidspunkt kan blive udført in reel life.

743571A1-2F42-42A4-8AF4-9A8EA2180F14

Ps. børnene på børnehjemmet er fortsat en del af mine tanker og jeg savner at give dem en ordentlig krammer. Måske hvis vi er heldige kan vi en dag komme på besøg. Det ville være så stort!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

TO STAY OR TO GO?

Hvor er det bare svært nogle gange. Altså livet. Vi har gjort det rigtige. Vi har truffet en modig og vild beslutning, som endda indebærer at hjælpe andre. Vi har gjort vores bedste for at tilsidesætte egoismen og mageligheden. Vi har virkelig prøvet på at gøre noget, som kan sætte sig som et varigt aftryk i vores børn, selvom at de er små, af ydmyghed, tolerance og forståelse for verdens diversitet og vores egne ufattelige privilegier. Bliver det så let af den grund? Nej, hold nu ferie, du får ikke en skid foræret.

Vores eventyr, som vi troede det ville være, da vi sad der i bekvemmelighedens forstad og gumlede bland slev slik og drak frikadelle rødvin, det er ikke et eventyr. Det er bare noget, noget der sker, en række af valg, beslutninger og tilfældigheder. Og så er det op til dig selv at sætte et prisskilt og en overskrift på.

JAPANERNE KOMMER
En af de største bidragsydere til børnehjemmet er en Japansk organisation. Ud over at støtte med store økonomiske donationer, så har de særligt fokus på de større børns skole og uddannelse. De sponsorer blandt andet mange af børnenes collegeuddannelse. Organisationen har også en tradition for at besøge børnehjemmet hvert år. Da der er mange af medlemmerne, som gerne vil besøge børnehjemmet, har de delt sig i to grupper, således at børnehjemmet får to besøg hvert år. Hver gruppe består af 30 til 40 japanere og de er på børnehjemmet en weekend, fra fredag morgen til søndag aften. De bor på et hotel udenbys, hvor de blot sover.

20180825_101450

Japanerne er netop ankommet og der gøres klar til deres velkomstshow

Det er et fantastisk stykke arbejde denne organisation gør og uden den, ville børnehjemmet ikke være det samme. Organisationen begyndte deres støtte i 2000 og før dette, havde børnehjemmet ikke midler til at give børnene en collegeuddannelse. Siden 2000 har organisationen besøgt børnehjemmet hvert eneste år. Faktisk har enkelte medlemmer været her hvert år lige siden 2000, det er utroligt imponerende og vidner om et oprigtigt engagement.

Det var også en stor oplevelse, at få besøg af den første gruppe her i weekenden. Børnene var ellevilde og meget glade og jeg var imponeret over at se, hvordan børnene og organisationens medlemmer kender hinanden, på trods af at de kun kommer to dage om året. Det skyldes selvfølgelig engagementet og vedholdenheden.

20180825_124917

En af Japanernes planlagte aktiviteter for børnene

Weekenden bød på aktiviteter af mange slags, både af mere seriøs karakter, hvor der skulle tænkes over fremtiden, men selvfølgelig også masser af sjov, fest og ballade. Det var en sand fornøjelse at se børnenes glæde og mange var også tydeligt berørte søndag aften, da alle tog afsked med hinanden.

60817088-11CF-4EEE-ABF8-0E433222071E

20180826_194225

Billeder fra børnenes flotte danseshow om aftenen

FORBEREDELSERNE
Der er jo ikke noget at sige til, at børnehjemmets ledelse vil gøre meget for at byde denne organisation velkommen og vise børnehjemmet frem fra dets bedste side. Den sidste måneds tid har børnenes hverdag været booket op af disse forberedelser til besøget. Jo nærmere vi kom weekenden, desto mere intensivt blev det.

Forberedelserne kan groft deles op i to kategorier. Danseshow og rengøring. Først og fremmest har børnene skulle forberede dans, sang og forestillinger til besøget. Det indebar et langt velkommen show med sang og dans. Derefter var der en times langt danseshow lørdag aften, samt et kortere show søndag aften. Børnene har trænet 8 – 12 timer om ugen og samtidigt har de lavet alverdens pynt og kulisser der skulle bruges til showet.

Den anden side af forberedelserne var rengøring. Der er blevet skrubbet fliser og kantsten med skurebørster, fejet i timevis hver eneste dag og alle de småting, som ikke har virket i de sidste 6 måneder, er blevet fixet.

20180811_093556

Her er nogle af de store piger igang med at ordne bedene

Forberedelserne har betydet, at børnene ikke har haft tid til lektier og været trætte og udkørte i skolen. Den sidste uge op til besøget trænede de dans indtil klokken 23. Det er altså med børn der er 10 – 12 år, som står op kl. 4 for at gøre sig klar til skole.

Jeg har faktisk følt, at jeg har været vidne til et absurd teaterstykke og det gør ondt inde i mig at opleve det. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og jeg vil aldrig hævde, at jeg kender sandheden og vejen til lykke, for det gør jeg ikke. Helt tydeligvis. Jeg respekterer virkelig, at de ser verden på en anden måde end mig, og at vores kulturer er ganske forskellige ligesom vores levevilkår. Men det jeg har set og oplevet i den her situation, det rammer mig bare. Uden at jeg kan gøre fra eller til. Uden at ville dømme eller bedømme. Sådan er jeg bare til i verden.

Jeg kan ikke forstå, hvordan børnehjemmets ledelse tænker og handler i den her situation. De har et værdifuldt og langvarigt samarbejde med en organisation, som har et særligt fokus på børnenes uddannelse. Dog kræver forberedelserne til denne organisations besøg på to dage, at børnene skal bruge så mange timer på træning af dans og sang, samt oprydning og rengøring, at de bliver nød til at nedprioritere deres skole i flere uger. Det synes jeg ikke, er den rigtige måde, at gøre det på og for mig at se, mangler der fokus på, hvad der er bedste for børnene.

20180825_124928_001

Et par piger er fordybet i en af aktiviteterne fra Japanernes besøg

Det er mit synspunkt og det kan ikke ændre ved, at børnene nød weekenden og det er jeg sikker på, at Japanerne også gjorde. Jeg er dog overbevist om, at alle parter kunne få det samme udbytte af besøget, selvom man havde lagt fokus lidt anderledes og prioriteret børnenes hverdag højere. Ligeledes er jeg sikker på, at Japanerne ikke kommer her på børnehjemmet, for at se perfekt udførte danseshows og klinisk rene kantsten. De kommer for at være sammen børnene og støtte dem i deres arbejde for en fremtid med uddannelse og muligheder.

OG HVA SÅ?
Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre. Sådan er det og hvad så? Koncentrer dig om børnene og husk, at du ikke er her for at være bedreviden eller ændre deres måde, at gøre tingene på.

IMG_4407

“Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre”

I har så inderligt ret. Jeg ved ikke en skid og dermed heller ikke mere end nogle andre mennesker. Men jeg er her. På børnehjemmet, i Filippinerne. Her er jeg med min familie, på en åndsvag mission som jeg overhovedet ikke har nogle anelse om, hvad handler om mere. Prøv lige at høre her! Jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok mere. Vi har været her mere end et halvt år nu, vi har regnet med at skulle være her i et lille år, men regne, regne, regne og så regne om igen.

Det har været skidt, det har været frustrerende, det har været intenst, det har været kedeligt, det har været vidunderligt og som en drøm. Men måske er jeg mæt nu, måske er min kone mæt nu og måske er vores børn mætte nu? Måske er det på tide at vende snuden mod nord og se virkeligheden i øjnene?

VIRKELIGHEDEN
Ups, det her er virkeligheden om jeg må be. Det bliver ikke meget mere virkeligt. Bare at mærke livet gå sin gang, sammen os fire, hele tiden. At kunne være der for sine børn hele tiden og at lære, hvordan jeg egentlig er det bedst. For det har jeg aldrig skulle være før. Skræmmende! At være så meget sammen med sin kone, at man til sidst ikke kan finde på mere at tale om. Så bliver jeg helt bange for, at vi ikke har noget at tale om. Men nej, vi har så meget, men nu skal vi også lære at være stille sammen. For vi går ikke på arbejde her, vi arbejder sammen, så vi kommer ikke hjem til hinanden, vi er hjemme, og kan berette om dagen på kontoret.

Vi er ét, fire er én, og det er også svært. Det er slet ikke normalt i den personlige friheds tidsalder, hvor intet er vigtigere end retten til selviscenesættelse, selvtilfredsheden og ikke at skulle ofre noget for andre.

IMG_4400

Bare jeg er sammen med dem her, så skal vi nok finde ud af det

Vores virkelighed er lige her. Jeg har lært mere end jeg aner, men nu er jeg mæt. Min begrænsede fatteevne er fyldt og måske er det på tide at drage mod nord. Der er vores virkelighed også, hvordan mon den ser ud, når vi ser den igen?

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Et mål er indfriet

Jeg havde et ønske om at lave børnegrupper for børnene på børnehjemmet og dette mål er nu nået. Mine børnegrupper er samtalegrupper, hvor vi snakker om det, som er svært. Det er indtil videre grupper for alle dem, som er nye her på børnehjemmet.

Efter børnenes ferie kom der ca. 30 nye børn og dem har jeg samlet i forskellige grupper efter alder. På sigt har jeg planer om at udvide min målgruppe, så også andre her på børnehjemmet kan få lov til at deltage i et børnegruppeforløb.

I børnegrupperne tilbydes børnene et fortroligt rum, hvor de kan tale om det, som fylder. Jeg har et program med for dagen og sammen bevæger vi os afsted, hvor nye temaer og situationer drøftes.

Børnegrupper er ikke noget, der har før har været afholdt på børnehjemmet. Der har eksempelvis ikke tidligere været særligt fokus på de nytilkomne børn. Disse børn må i høj grad selv finde ind i en rytme og lære stedets regler og kultur at kende. Selvfølgelig er der en voksen i hvert hus, men alligevel er det en skrøbelig tid for disse børn, som har sagt farvel til deres vante liv hos deres familier og nu befinder sig på et stort børnehjem med 75 andre børn.

Det er således nyt for børnehjemmet, at der afholdes børnegrupper og det er nyt for børnene, at være i denne konstellation, hvor der sidder en voksen som interesserer sig for og spørger ind til deres tanker og følelser. Det er faktisk svært for dem. Jeg tænker, det er noget kulturelt. Børnene er slet ikke er vant til at blive talt til på den måde.

I Danmark oplever jeg, at børn i langt højere grad medinddrages. Her interesserer man sig for deres følelser, tanker og holdninger, og vi forsøger at opmuntre dem til at bruge deres stemme og blive fortrolig med egne følelser.

I Filippinerne oplever jeg, at man ikke på samme måde inddrager børnene og at følelser i langt højere grad er noget som gemmes væk. Eksempelvis skal man helst ikke græde, hvis man er ked af det og selv hvis man falder og slår sig, så forsøger de at undlade at fælde tårer.

Heldigvis kan jeg mærke, at det giver mening for børnene at være en del af børnegrupperne. De har så meget på sinde, men at lukke op for det kan være svært, for det betyder også, at man skal forholde sig til alt det, som gør ondt og det er ikke nødvendigvis så rart.

Så børnene kæmper med deres facader og deres vante parader, men jeg erfarer, at vi rykker i den retning jeg gerne vil og vi oplever i grupperne, at have ærlige snakke, som også fører til tårer og sårbare erkendelser.  

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferie er ikke altid ferie

I morgen bliver en dejlig dag. Vi skal mødes med mine forældre i Manila og sammen tage på ferie på dejlige strande rundt omkring i Filippinerne. Vi glæder os sindssygt meget til et gensyn og til at få lov til at nyde mormor og morfar i hele fire uger, hvor der ikke skal laves ret meget andet end at spise, bade, spise, sove og bygge et par sandslotte. Det er lige hvad vi trænger til og vores kroppe trænger også til et Haribo-fix og andet godt medbragt fra lille DK.

DFA6979C-0AA5-43EF-AAC0-8A423D5A54F9

Egentlig havde vi ikke tænkt, at vi skulle have ferie i 1,5 måned, men faktisk er børnehjemmet nu tømt for børn, som igennem den sidste lille månedstid er smuttet hjem til deres familier. ”Øh what!? Er det ikke et børnehjem? Har de familier?” Ja det har de. Der bor kun et barn, som er totalt familieløs. Drengen blev fundet som barn, siddende alene da familien havde forladt ham. Han husker dem ikke, da han blot var omkring fire-fem år. Så denne dreng er reelt set den eneste, som skal blive her på børnehjemmet under ferien. Alle de andre børn er her af forskellige årsager. Eksempelvis at faderen er død, smuttet, i fængsel eller lign., hvorfor moderen står alene uden forsørgelsesgrundlag. Et andet senarie kan være, at begge forældre er døde og den resterende familie ikke har mulighed for at forsørge barnet mv. Der er findes ligeså mange forskellige senarier, som der er børn på børnehjemmet, men en ting er sikkert, de er her fordi, der er et behov. Deres forældre kan ikke tage vare på dem og tilbyde dem skolegang, hvilket unægteligt er vejen frem, hvis den sociale arv skal brydes.

 

Denne herlighed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Denne skønhed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Så det lyder jo ret godt alt sammen. Børnene er taget hjem til deres familier på ferie, mens der er sommerferie fra skolen og så kommer de tilbage, når skolen starter igen, eller…. Jo de skal nok komme igen, men ikke alle børn har været lige glade for at skulle forlade børnehjemmet. Flere har i det skjulte grædt og andre har trist sukket ja til spørgsmålet om de glæder sig til at komme hjem.

Hygge på terrassen

Hygge på terrassen

Jeg har talt med flere børn om, hvilken ferie de har i vente. Mange kommer fra meget fattige kår eller deciderede slumområder, hvilket betyder, at de skal være med til at arbejde. Eksempelvis gå rundt på markeder eller gaden og sælge en eller anden form for vare. Nogle dage bliver der kun solgt nok til at familien kan spise to gange om dagen.

Der "skrælles kokos"

Der “skrælles kokos”

Husene består for mange af børnene ikke af andet end plastic og affaldsrester, som kan bruges til at stable et hus sammen. Mange har ikke rindende vand samt toiletter. Sidstnævnte betyder, at man bare må sætte sig et sted udenfor.

Huset rummer som ofte en stor familie på meget få kvadratmeter og ikke alle har madrasser, men sover på gulvet. Kulturen er en anden og pladsen er trang, så her sover selv teenagere i samme seng eller samme rum, som deres forældre.  

Paraply i småregn - hyggeligt

Paraply i småregn – hyggeligt

Selvfølgelig har alle børn i større eller mindre grad glædet sig til at gense deres familier. Det gør børn. Selvom forholdene måske har budt på svigt, sorg og smerte, så vil alle børn søge tilbage til deres forældre. Sådan er det bare og derfor synes jeg, at det egentlig giver god mening, at børnene bevarer relationen til deres familier.

Børnene kan heller ikke blive boende her for altid, hvorfor mange af dem måske vil søge tilbage til deres familier på et senere tidspunkt. Derfor giver det god mening at forholdet imellem børnene og familierne bliver plejet og samtidig giver det også børnene en mulighed for at se værdien af at være på børnehjemmet. Her er der tryghed, mad, tid til leg og mulighed for skolegang, hvilket er utrolig vigtigt, hvis de ikke skal ende med at bo og leve som deres familier.

Jeg håber børnene får en god tid derhjemme og kommer tilbage til børnehjemmet med fornyede kræfter og mod og tro på, at de kan skabe en bedre fremtid for dem selv.

Graduation

Graduation

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Tur/retur med jeepney

Vi har efterhånden været et par gange i malls, som jo er en dejlig pause fra vores hverdag, men faktisk er turen derhen også en del af oplevelsen. Så her er en lille reportage fra transportsystemet i Filippinerne.

Vejen foran Børnehjemmet

Vejen foran Børnehjemmet, der fører op til hovedvejen

Når vi vil på en lille tur selv, starter vi med at gå fra børnehjemmet ad en lille vej. Der er ca. 500 m op til hovedvejen, hvor der altid er meget trafik og masser af tricycles. En tricycle er en taxi, som består af en motorcykel med sidevogn. Vi kan lige præcis sidde i sidevognen alle fire sammen med Noelias klapvogn, men så sidder vi også tæt. Det tager små ti minutter at komme fra børnehjemmet til byen. Den tur tager vi ofte, fx når vi skal handle ind, på markedet, besøge McD eller tage en jeepney videre. Det koster 40 pesos (ca. 5 kr.) for os, at komme ind til byen med en tricycle.

Aston på en tricycle

Der er også mange af de ansatte, der har en tricycle. Her tester Aston lige en af dem.

En jeepney er deres lokale bus. De kører overalt mellem alle større og mindre byer. De findes i mange former og farver og er ofte meget hjemmelavet. Det er vel nærmest en lille lastbil, hvor der er sat tag over ladet og så smidt to bænke ind.

En jeepney kører først når den er fuld. Og fuld betyder helt fuld, så man sidder rigtig tæt. Det er sjovt at tænke på, hvordan vi i Danmark gør en ære ud af, at sidde så langt fra hinanden i de offentlige transportmidler som muligt og bare har en anden kultur i det offentlige rum. Men vi nyder bare vores jeepneyturer her, måske fordi vi føler os lidt lokale og især fordi, at Aston og Noelia har været helt forrygende til det.

Det er dejligt at sidde tæt i varmen

Det er en god idé at være lille, når man kører i jeepney

Nå, men så er vi kommet med tricycle til jeepneystationen i byen, hvorfra vi tager den første jeepney til byen T. Det tager ca. 20 min og koster 22 pesos pr. voksen. Børn er gratis, men så skal de selvfølgelig sidde ovenpå os, hvilket ikke gør det mindre varmt, men det er en del af charmen. I byen T skal vi gå 5 minutter for at finde den næste jeepney. Den kører så, når den er fuld, til byen D. Det tager ca. 30 min og koster 16 pesos pr. voksen. Spørg mig ikke om logikken i priserne, da jeg ikke kan give et fornuftigt svar. Det betyder at en tur til byen D, for os alle fire, koster 154 pesos (små 20 kr.).

Vores gode venner fra Tyskland

Her er de to tyske voluntører, som lærte os at komme frem og tilbage med jeepney. Danke schoen!

Vi har været i byen T flest gange. Der er et dejligt Mall og det er tættere på. Faktisk er der nogenlunde hyggeligt udenfor Mallet. Der er en lille park med kunstgræs og palmer, hvor vi nyder at slappe lidt af, inden vi skal hjem igen. I byen D er det to store Malls med væsentligt flere butikker og restauranter, men det er også lidt mere besværligt at komme dertil. Det er dog her vi skal forny vores visum hver måned eller hver anden måned, så vi skal hertil engang imellem.

En lille slapper i det grønne

En lille slapper i det grønne foran Mallet

Det var lige en lille små kedelig reportage fra vores, på en måde, meget almindelige hverdag her i Filippinerne.

/jeppe

Få besked når der er nyt på bloggen

Mange følelser – en lille tåre

I går var en hård dag, men på sin vis på en god måde. Det slog mig pludselig, at der er sket forandring i mine/vores tanker og behov.

I går skulle en af de store piger på 17år tage afsked med os og børnehjemmet. Efter at have boet her i omkring ti år kom dagen, hvor hun skulle forlade stedet.

Jeg har haft nogle gode snakke med hende og hun blev ret hurtigt en af dem, som jeg og børnene kom til at holde rigtig meget af. Hun var god til både Aston og Noelia og altid meget nysgerrig på at lære og forstå Aston og Noelia bedre. Pigen (lad os bare kalde hende Anna) ville gerne lære danske ord, så hun kunne kommunikere lidt med Aston og Noelia og hun forstod sig på bare at gå rundt med dem på en stille og rolig måde, mens der blev studeret blade og myre, fundet reb og grene til Aston samt lede efter tamarinder til Noelia (den ædedolk).

De dejlige tøser forsætter stilen

To af de mange dejlige tøser

Anna er en god pige og hun og jeg har haft flere gode og længere snakke, hvor hun efter noget tid åbner op og fortæller, at hun i virkeligheden ikke rigtig vil afsted, men at hun har brudt nogle regler, hvorfor der er truffet beslutning om, at hun skal tage hjem. 

Anna fortalte mig, hvordan hun er rigtig ked af at skulle forlade sine gode venner her på børnehjemmet, hvordan hun frygter at skulle starte i en ny skole, hvordan hendes familie ikke altid har været god til at støtte hende, men derimod tale hende ned og fortælle, at hun aldrig vil kunne fuldføre en uddannelse mv. Anna er bekymret for fremtiden. Anna græder, da hun fortæller mig disse ting og hun fortæller, at hun vil savne Aston og Noelia.

Jeg tænker, at det er hård kost. Det er ikke nemt at være teenager. Det er ikke nemt i nogen lande – det er nok et universelt problem, men dette universelle problem er der ikke rigtig plads til her på børnehjemmet, når der nu står tusinde andre børn i kø for at få lov til at få en plads på børnehjemmet, så de kan blive sikret skolegang, mad, bad og andre basale behov, som ikke er en selvfølge i det hjem, eller mangel på samme, som de kommer fra.

I går måtte Anna således pakke sine ting og forlade stedet. Anna kom til mig på terrassen og fortalte, at nu var det nu. Jeg blev overrasket, for jeg troede ikke, det allerede var nu. Jeg takkede hende mange gange for at tage så godt imod os som familie og for at være så god overfor vores børn. Jeg takkede hende for hendes ærlighed og åbenhed overfor mig og jeg takkede hende for at vi fik muligheden for at have mødt en dejlig pige, som vi uden tvivl vil savne her på børnehjemmet. Jeg takkede hende og jeg fældede en tåre. Jeg var egentlig overrasket over at gøre dette. Jeg er vant til at arbejde med børn og forældre i udsatte og sårbare situationer og dermed være ”disponibel” for jævnligt at kunne fælde en tåre, men det gør jeg ikke.

Jeg tror i virkeligheden det handler om flere ting. For eksempel at lige netop Anna var en af dem man glædede sig til at komme ud til. Anna var en af dem man helhjertet turde efterlade sine børn hos. Anna var en af dem som gav os modet til at tro på, at dette ophold nok skal blive rigtig godt og at det giver mening, at vi er her. Så at skulle sige farvel til Anna var et hårdt slag i en i forvejen hård tid.

Tårerne handlede således både om det, men også om en bekymring på Annas vegne. En bekymring for hvordan Anna nu skal klare sig her i livet. Får Anna mulighed for at fuldføre sin skole? Får Anna opfyldt de basale behov og får Anna tryghed og omsorg der, hvor hun nu skal bo?

Tårerne havde mange betydninger og jeg er på ingen måde ked af at vise Anna, at hun faktisk har gjort indtryk på mig. Anna er en god pige og jeg ønsker det bedste for hende og jeg har på det kraftigste opfordret hende til at kæmpe for at klare sin skolegang og havde store drømme for sit liv. Jeg håber Anna klarer sig derude.

Samme dag tog vi igen i Mall. Vi skulle købe lidt ting, men egentlig også bare spise fritter, burger og drikke en kold cola. Det var ikke den samme succes, som det plejer at være. Ingen af os var i humør eller satte pris på luksussen som hidtil. Selv Aston blev ved med at spørge om, vi ikke snart skulle hjem til børnehjemmet.

Grunden til jeg skriver dette er, at jeg pludselig blev opmærksom på en lille ændring i vores tanker og behov. Uventet var luksussen blevet overflødig for os. Vi ville egentlig gerne bare hjem til vores ris og simple living og pludselig blev hele episoden med Anna egentlig en opløftende ting, selvom den gør ondt.

Kys og kram og masser af leg

Kys og kram og masser af leg

Episoden fortalte mig, at jeg/vi faktisk på kort tid har formået at knytte bånd og skabe gode relationer og at vores ophold giver mening. Børnehjemsbørnene begynder at tage plads i vores hjerter, og det er faktisk rigtig rart at blive opmærksom på dette, når nu det hele har virket så hårdt og op ad bakke på det eksistentielle plan. Vi kan godt det her. Vi skal nok lykkedes på den ene eller den anden måde. Vi holder ud.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Den svære tid

Den 4. marts 2018

Det er svært lige nu. Det er svært at finde hoved og hale i tingene, og det er svært at finde ud af, hvad der dog er meningen med det hele. Hvad skal vi? Det er svært at være ny. Det er altid hårdt ikke at kende til arbejdsgangene. Jeg kender det alt for godt, for jeg har lige mærket det på egen krop ift. at starte på nyt arbejde. Man vil så gerne kunne det hele, præstere fra day one, men man er nød til lige først at lære lidt om stedet, deres værdier, arbejdsgange og systemer mv., før man kan byde rigtigt ind og sætte det præg på tingene, man selv synes er værdifuldt.

Jeg er ikke god til at være ny. Jeg vil så gerne det hele og lidt mere til. Derfor har jeg det på samme måde lige nu og her i Filippinerne. Jeg vil så gerne både blæse og have mel i munden, men det kan jeg ikke. Jeg vil så gerne have at mine børn trives, kan tale engelsk og kunne kommunikere med de andre på stedet, men det kan de ikke. Jeg vil så gerne byde ind med min faglighed, være til nytte og gøre en forskel, men det gør jeg ikke lige nu. 

En af grundene er måske også, at vi har valgt at gøre ligesom i flyet: selv tage iltmasken på, før man hjælper andre. Det betyder, at vores fokus er på vores egne børn. Vi er sikre på, at det i sidste ende vil give os mere frihed og overskud, hvis de trives og er trygge, hvilket de for hver dag giver flere og flere tegn på at være. Så det er vores fokus lige nu, og så forsøger vi at holde hovedet koldt og trække vejret, når følelserne af magtesløshed, fortvivlelse og ked-af-det-hed rammer os.

Samarbejde

Samarbejde

For disse følelser kommer med jævnemellemrum, men heldigvis har vi også rigtig mange positive oplevelser med de andre børn og personalet og det giver os modet til at holde ud. Det er skønt, at se, at børn faktisk kan lege sammen uden at have et fælles sprog og på tværs af kultur. Det er fantastisk dejligt at begynde at kende flere af børnene, kunne en del navne samt have en fornemmelse af deres personlighed. Det hele begynder at blive lidt mere personligt og hjemligt og jeg er vover at tro på, at vi nok også skal komme til at opleve, at dette børnehjem for evigt vil være vores ”second home og second family”. Gid man da bare kunne skrue tiden et par måneder frem, det ville have gjort denne tid lidt lettere.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Fra pædagogiske principper til Filippinske snacks

Mandag den 26. februar 2018

Vi er på et børnehjem i Filippinerne. Et sted hvor der løber glade børn rundt omkring og færdes frit indenfor området.

Det er ikke triste skæbner, som nogen måske har en forestilling om – det er børn og de lever i nuet og de trives på trods af forskellige baggrunde, som har bragt dem her. Det kunne jeg og min familie lære noget af i forhold til vores liv i Danmark.  

Aston bygger bål

Aston bygger bål

Jeg bliver stadig forbløffet over, hvor fantastisk det er, at så mange børn i alderen 8-20 år kan løbe og lege, hygge og have det sjovt uden det ender med skænderier, ballade, tudeture og mobberi mv. Det oplever vi ikke – og jeg har en idé om, at denne konstellation ikke ville have gået så gnidningsfrit, hvis gruppen havde bestået af en flok danske børn og unge. Det er min forestilling, men ydmyghed og det at være opmærksom og omsorgsfuld overfor hinanden er i hvert fald noget, som børnene hernede forstår sig på, og de klarer skærene selv, for de voksne går ikke rundt og superviserer.

Børnene tager sig af Noelia

Børnene tager sig af Noelia

Børnene hernede kan naturligvis være hårde overfor hinanden, og de får sig nogle knubs, men vi hører ingen gråd, ser ingen slås eller gå over stregen. Faktisk ser vi, at det er børn som lige holder vippen nede, når der er en, som gerne vil op, men ikke selv kan få den ned. Vi ser kram og smil og fjollerier på en dejlig måde.

Aston som vi kender ham

Aston som vi kender ham

Det er stort og det er dejligt at se, hvordan de virker hele på trods af de naturligvis savner og mangler deres familie; mor, far, søskende mv.

Tingene foregår generelt set på en anden måde end i DK, hvilket også betyder, at vi må tilpasse os. Vores meget strenge sukker politik overfor vores børn, som især vores børns bedsteforældre har tænkt var lidt overdrevet, er gået en smule af fløjten. Farvel til pædagogiske overbevisninger – goddag virkelighed.

Børnene på børnehjemmet går hele tiden og køber slik fra den tilhørende kiosk på børnehjemmet, som by the way ikke sælger andet end gode sager fyldt med sukker, så det er tit man lige får kigget hen på Noelia, som ivrigt står og gumler på et stykke slik eller ser på Aston, som fornøjet står med chokolade rundt om munden. Godt så. Sødt at de vil dele deres lækkerier med vores unger, hmm.

Ispause i supermarkedet

Ispause i supermarkedet

Når det så er sagt, så er vi selv ikke meget bedre. Aston var tre år, før han fik sukker. Noelia er et år og hun har nu fået sin første is. Købt i supermarkedet og den blev nydt i indkøbsvognen. Det er så skide varmt, så vi føler os nærmest forpligtet til at introducere denne form for indtag, og da det er så varmt, så er væske også en vigtig faktor, men at drikke lunkent vand hele dagen er bare ikke så spændende, så nu hører vi indimellem os selv sige: hvem vil have et glas saftevand!? Sådan kan det gå, og det er ganske udemærket.

Vi har i hvert fald måtte sande, at de meget fine pædagogiske holdninger, som nemt kan overholdes i DK, ikke rigtig passer ind i vores liv her i Filippinerne, og vi er sikre på at dette blot en af mange ting, vi kommer til at gøre anderledes under vores ophold her i Filippinerne, hvilket er helt okay.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Børn og leg

Onsdag den 21. februar 2018

Nætterne bliver bedre og bedre og dagene går bedre og bedre. Vi er ved at komme ud på den anden side af jetlaget og har dermed mere overskud. Vi begynder at genkende ansigter, og til og med enkelte navne. Vi er så småt også begyndt at komme ind i nogle rytmer, som er rare.

Dog er ungerne endnu ikke helt med på ideen om ris hver dag. Aston siger fortsat på en undrende måde, hvorfor vi dog hele tiden får aftensmad til både morgenmad og frokost? Det er lidt sødt, men ja han har jo ret. Det er for os helt nyt, at man spiser varmt om morgenen og starter dagen med ris, hvortil ris så bare fortsætter med at live serveret resten af dagen. Så ja; ris ris og atter ris.

Indtil videre klarer vi den, men må da indrømme, at vi bliver udfordret, når middagen består af saltede forholdsvis store fiskehoveder i en sauce med lidt grønt. Hmm, jamen go’ dav kære fisk, jeg spiser lige dit hoved, dine øjne og dit skind. Hmm…

I mit tidligere indlæg kunne I læse, at jeg var max presset den første dag, men dette handlede i høj grad også om at se mine unger bliver kastet ud på dybt vand, hvilket de naturligvis ikke var trygge ved. Aston havde meget brug for at komme op i vores arme, altså blive løftet op, hvor børnene på børnehjemmet ikke fysisk kunne røre ham. For de er nærgående – selvfølgelig er de det. Vi er spændende. Vi er hvide, blonde, nogle af os har blå øjne mv., og børnehjemmet har aldrig haft en familie boende før, hvilket betyder, at de sjældent har set små børn som vores.

Særligt Noelia er i høj kurs. Hun er jo også bare nuttet (siger moderen), men på en måde kan hun også bedre rumme det, for hun forstår det ikke rigtig og skriger bare, når hun har fået nok.

Temmelig beskidt

 

Derimod forstår Aston rigtig meget og han er presset ift. at være ny i flokken, ikke kunne tale med dem, ikke forstå hvorfor de gør, som de gør mv. Han havde derfor et naturligt behov for at hænge på os, hvilket Noelia også ville i starten og jeg følte mig yderst presset, da jeg så, hvad vores valg havde af betydning for vores børn. Er det nu det rigtige, det vi har gang i?

Leg på legepladsen

Nu er der gået nogle dage og det begynder at gå bedre. Begge unger har faktisk leget og grinet med børnene her på børnehjemmet og det giver bare så meget ro i sindet hos mig. Selvfølgelig er det det rigtige – det kommer bare til at tage tid. Det vidste jeg godt på forhånd, men at stå i det er bare noget andet, men nu tør jeg at holde ud, for det skal nok lykkes og det skal nok blive godt.

 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial