EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Børneopdragelse

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Få besked når der er nyt på bloggen

Et mål er indfriet

Jeg havde et ønske om at lave børnegrupper for børnene på børnehjemmet og dette mål er nu nået. Mine børnegrupper er samtalegrupper, hvor vi snakker om det, som er svært. Det er indtil videre grupper for alle dem, som er nye her på børnehjemmet.

Efter børnenes ferie kom der ca. 30 nye børn og dem har jeg samlet i forskellige grupper efter alder. På sigt har jeg planer om at udvide min målgruppe, så også andre her på børnehjemmet kan få lov til at deltage i et børnegruppeforløb.

I børnegrupperne tilbydes børnene et fortroligt rum, hvor de kan tale om det, som fylder. Jeg har et program med for dagen og sammen bevæger vi os afsted, hvor nye temaer og situationer drøftes.

Børnegrupper er ikke noget, der har før har været afholdt på børnehjemmet. Der har eksempelvis ikke tidligere været særligt fokus på de nytilkomne børn. Disse børn må i høj grad selv finde ind i en rytme og lære stedets regler og kultur at kende. Selvfølgelig er der en voksen i hvert hus, men alligevel er det en skrøbelig tid for disse børn, som har sagt farvel til deres vante liv hos deres familier og nu befinder sig på et stort børnehjem med 75 andre børn.

Det er således nyt for børnehjemmet, at der afholdes børnegrupper og det er nyt for børnene, at være i denne konstellation, hvor der sidder en voksen som interesserer sig for og spørger ind til deres tanker og følelser. Det er faktisk svært for dem. Jeg tænker, det er noget kulturelt. Børnene er slet ikke er vant til at blive talt til på den måde.

I Danmark oplever jeg, at børn i langt højere grad medinddrages. Her interesserer man sig for deres følelser, tanker og holdninger, og vi forsøger at opmuntre dem til at bruge deres stemme og blive fortrolig med egne følelser.

I Filippinerne oplever jeg, at man ikke på samme måde inddrager børnene og at følelser i langt højere grad er noget som gemmes væk. Eksempelvis skal man helst ikke græde, hvis man er ked af det og selv hvis man falder og slår sig, så forsøger de at undlade at fælde tårer.

Heldigvis kan jeg mærke, at det giver mening for børnene at være en del af børnegrupperne. De har så meget på sinde, men at lukke op for det kan være svært, for det betyder også, at man skal forholde sig til alt det, som gør ondt og det er ikke nødvendigvis så rart.

Så børnene kæmper med deres facader og deres vante parader, men jeg erfarer, at vi rykker i den retning jeg gerne vil og vi oplever i grupperne, at have ærlige snakke, som også fører til tårer og sårbare erkendelser.  

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Kvalitetstid på filippinsk

En uge i Manila med kvalitetstid og luksus – ikke dårligt. Vi kunne sagtens tage en uge mere, men det skal vi ikke. Vi tager tilbage til børnehjemmet og har et skema med hjem, hvor vi har fået fyldt hverdagen godt ud med blandt andet børnegrupper og basketballtræning. Det glæder vi os til at tage rigtig fat på.

Denne tur til Manila var egentlig en miniferie, som skulle have været afholdt for flere måneder siden, men da det stødte ind nogle planer med børnehjemmet, rykkede vi turen til denne uge. Det blev den bestemt ikke dårligere af.

To frække brilleaber

Vi har hygget os og sat pris på den luksus, vi har været i. Ungerne har tilbragt mange gode timer i swimmingpoolen. Vi har haft toilet med skyl, toilet med bræt, ja bare toilet voksenstørrelse – utroligt så meget glæde et toilet kan skabe, hehe. Vi har haft brusebad og sågar med varmt vand, aircondition, tv og en rigtig sofa. Helt vildt jo!

Gå aldrig ned på udstyr når du skal i poolen

Det har været dejligt og det er dejligt at komme lidt væk og få lov til at være os selv. Kysse, kramme og holde i hånd når vi vil. Jeg elsker min familie så utrolig højt, og hvorfor det lige har været på denne tur, ved jeg ikke, men hold nu op hvor har jeg bare tænkt på og værdsat den tid, vi har sammen.

Glad i bolden

Vores børn er så dejlige. De er så seje, så gode og så skide irriterende til tider. Hvor heldig har jeg lige lov til at være!? Tænk at være så meget sammen med dem, så man også synes de er irriterende. Vi er sammen konstant og hele tiden. Vi har udviklet fælles humor og kan alle fire grine sammen både med og af hinanden i en kærlig tone.

De udvikler sig så meget og særligt Noelia tager virkelig nogle gode ryk. Hun er blevet så stor. Hun snakker løs, ævle bævler om alverdens ting, laver sjov og spas og er en rigtig lille hyggemus. Hun synger sange og fortæller en masse, som vi griner af og så er hun indimellem en lille papegøje, som også holder meget af at løfte pegefingeren og fortælle sin storebror, hvad han må og ikke må.

Sushien er serveret

Aston er sej. Han er for tiden fan af superhelte og kravler rundt på alting, ligesom Spiderman og hvad de ellers hedder. Han er virkelig blevet god. Vi må ofte stoppe ham, for det tager ikke mange sekunder, før han er kravlet op i en lygtepæl – altså helt op, hvis han får lov. Han har jo set, hvordan nogle af de store børn gør det på børnehjemmet, når de skal op efter kokosnødder, så den færdighed har han nu kopieret.

Vi nyder at være en del af vores børns udvikling og have denne unikke mulighed for at følge med i alle deres små skridt på vejen. Eksempelvis sprogudviklingen. Generelt set er det ikke så vigtigt for os, om vores børn, før de kommer i skole, lærer alfabetet og kan tælle til 100. Det vi i langt højere grad er fokuserede på er, at vi har glade, stærke børn, som forstår sig på at være en god ven og kender de sociale normer for, hvornår man må råbe højt og ikke, hvornår man skal lytte og hvornår man bør sige til og fra mv. Derfor har det ikke været vigtigt for os, at de kan tale engelsk. Kommer det, så kommer det og gør det ikke, så er det helt fint.

Alligevel ser vi nu, hvordan opmærksomheden og nysgerrigheden efter at lære sproget er begyndt at vokse i særligt Aston. Når et barn viser interesse for noget, er det selvfølgelig vigtigt at støtte op og udnytte det vindue, som nu er åbnet, så det gør vi i det omfang, Aston selv gider. Han spørger tit: ”Hvordan siger man …. på engelsk?” og så snakker vi om det og hundrede sytten andre ting, han også lige vil høre hvordan man siger. Det er meget hyggeligt og så er det virkelig fedt, når han indimellem overrasker og bare fyrer ting af, svarer relevant på engelske henvendelser fra andre eller lignende. Man bliver lidt paf og undrer sig over, hvor det dog kom fra? Hvor har han lært det ord at kende? – det er fedt.

Tid til hinanden

Der sker altså alle mulige ting med os alle fire og hold nu op, hvor er vi heldige, at få lov til at lære hinanden så godt at kende og tilbringe så utrolig meget tid sammen. Hvor er vi bare privilegerede!

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

En cykel, en ven, lidt modvind og en masse følelser

Vi er tilbage på børnehjemmet og venter fortsat på at børnene kommer tilbage fra deres ’ferie’ hos deres familier. Derfor er alt, hvad der foregår her på børnehjemmet også meget mere forstærket og i øjnefaldende, da der i virkeligheden ikke sker ret meget – og dog.

Aston havde glædet sig til at komme tilbage til sit legetøj, til sin cykel og til sin bedsteven J her på børnehjemmet.

87249FED-9A1C-42A2-BE73-129C33A63811

Aston foran vores hus på børnehjemmet

Før vi tog på ferie var Aston og J meget sammen, da de er jævnaldrene (et års forskel hvor J er ældst).

Nu hvor vi er kommet tilbage, er der kommet nye staff medlemmer til. Det er dog nogen, som har været her før, hvorfor J kender denne familie og i særdeleshed kender drengen i familien.

Vi tænkte straks, at det var superfedt med flere børn i samme alder som vores og sikke fedt det ville blive for ungerne, at kunne lege sammen på kryds og tværs. Desværre er virkeligheden ikke altid som tankerne.

Aston så straks J, da vi var kommet tilbage og var glad og imødekommende og straks i gang med at vise tegn til at lege kriger, som de plejer, men J var derimod afvisende og ikke interesseret.

J har nu fået sin gode gamle legekammerat tilbage, som J kan tale med og forstå, hvilket er sjovere end at lege fægtelege med en, som man ikke deler samme sprog med. Av av av.. Stor smerte i mit moderhjerte!

Jeg tænker at mange forældre på et tidspunkt har eller vil opleve, hvordan det er, at have et barn, som står udenfor fællesskabet og som faktisk selv ser det og bliver ked af det. Det er bare noget af det værste.

Jeppe og jeg har set det komme i løbet af de sidste dage, men alligevel har vi sagt til hinanden (selvfølgelig når ungerne ikke har været tilstede), at nu må vi lige se tiden an og lade dem finde ind i et fælleskab, hvor der er plads til dem alle, men i dag blev det for meget for lille Aston.

Aston havde et par gange tidligere forsøgt at indbyde til leg, men var blevet afvist. Endelig vælger J at tage hans cykel og ikke give den tilbage – i hvert fald ikke lige i de sekunder, hvor Aston et par gange råber NO til ham. Aston råber og kigger på mig. Jeg opmuntrer ham til at råbe det igen, for J havde ’nok ikke hørt det’. Aston råber igen, men J cykler ufortrødent videre på Astons cykel. Aston prøver igen og giver op – følelserne blussede over, følelsen af at hans tidligere ven havde valgt ham fra og ikke ville lytte til ham. Aston blev ked af det og løb hen til mig med tårerne trillende ned af kinderne: ’Mor han vil ikke høre på mig! han vil ikke gøre, hvad jeg siger!’

Kender man Aston, så ved man også, at det faktisk er sjældent han græder. Ikke at han ikke kan, men han får ofte løst, hvad end der skal løses, før det når der ud, hvor det koger over, så det var rigtig ærgerligt, at det ikke gik denne gang og jeg måtte melde mig på banen og få cyklen tilbage til rette ejermand, og så var det vist tid til at gå ind og spise aftensmad.

Lidt senere var der tegn fra Aston om, at han var klar til snak. Aston og jeg ligger i sengen og snakker, før vi skal i gang med nattøj, tandbørstning mv. Aston spørger, hvorfor J ikke vil lege med ham? hvorfor siger han hele tiden ’no’, når Aston prøver at gøre noget? Hvorfor vil de andre ikke lege med ham? hvorfor vil de andre børn lege med J men ikke med ham? osv. Han er ked af det og har de største hundeøjne, men med et fjernt blik og han ligger helt stille i samme stilling, mens spørgsmålene flyver ud af ham. Jeg kunne græde med – eller for ham.

Jeg bliver så skide sur – hvorfor i alverden vil ungen ikke lege med ham!!? Det er sq da også for dårligt og sikke strenge de allesammen er. Sådan er man bare ikke over for MIN søn! – men det er vist bare de der moderfølelser, som man bærer i sit hjerte og som nok altid vil prikke lidt, når tingene bliver svære for ens børn. For man ønsker vitterlig kun det bedste for sine børn. Alligevel vil jeg ikke være en curlingforælder, som går ud og skælder og fejer vejen for ham. Dette øjeblik og disse følelser han gennemgår lige nu er en del af livet og han vil uden tvivl møde dem igen.

Derfor er min fornemmeste opgave, at guide ham igennem. Hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser og lære ham at forstå dem, tale om hvordan man kan takle en sådan cykeloplevelse, tale med ham om, hvordan man kan være en god ven og hvordan man selv kan forsøge at være åben overfor andre osv. Jeg kunne blive ved. For der er så mange ting man kan gøre enten godt eller dårligt som forældre, men i dette øjeblik priser jeg mig lykkelig over, at jeg er her sammen med ham. Jeg ser, hvad der sker, jeg samler op og guider, når der er behov og jeg forstår. Jeg havde ikke forstået ligeså godt, hvis jeg afleverede i institution og havde en reaktion fra hans side om aftenen – men jeg forstår det hele lige nu og her i dette øjeblik, fordi vi er SAMMEN!

Vi skal nok lykkes på den ene eller den anden måde – vi holder ud og vi holder sammen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Jeg vil være møbelsnedker

Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?

Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?

Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.

Leger på gulvet

Hygge på gulvet

Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.

Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.

Aston hjælper med madlavningen

Aston hjælper med madlavningen

Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.

Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.

Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.

Pause fra alt det nye

Et lille pusterum på McD.

Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.

Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.

Madlavning og højt humør

Madlavning og højt humør

Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.

Fodbad på vores terrasse

Fodbad på vores terrasse

Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.

Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Fra pædagogiske principper til Filippinske snacks

Mandag den 26. februar 2018

Vi er på et børnehjem i Filippinerne. Et sted hvor der løber glade børn rundt omkring og færdes frit indenfor området.

Det er ikke triste skæbner, som nogen måske har en forestilling om – det er børn og de lever i nuet og de trives på trods af forskellige baggrunde, som har bragt dem her. Det kunne jeg og min familie lære noget af i forhold til vores liv i Danmark.  

Aston bygger bål

Aston bygger bål

Jeg bliver stadig forbløffet over, hvor fantastisk det er, at så mange børn i alderen 8-20 år kan løbe og lege, hygge og have det sjovt uden det ender med skænderier, ballade, tudeture og mobberi mv. Det oplever vi ikke – og jeg har en idé om, at denne konstellation ikke ville have gået så gnidningsfrit, hvis gruppen havde bestået af en flok danske børn og unge. Det er min forestilling, men ydmyghed og det at være opmærksom og omsorgsfuld overfor hinanden er i hvert fald noget, som børnene hernede forstår sig på, og de klarer skærene selv, for de voksne går ikke rundt og superviserer.

Børnene tager sig af Noelia

Børnene tager sig af Noelia

Børnene hernede kan naturligvis være hårde overfor hinanden, og de får sig nogle knubs, men vi hører ingen gråd, ser ingen slås eller gå over stregen. Faktisk ser vi, at det er børn som lige holder vippen nede, når der er en, som gerne vil op, men ikke selv kan få den ned. Vi ser kram og smil og fjollerier på en dejlig måde.

Aston som vi kender ham

Aston som vi kender ham

Det er stort og det er dejligt at se, hvordan de virker hele på trods af de naturligvis savner og mangler deres familie; mor, far, søskende mv.

Tingene foregår generelt set på en anden måde end i DK, hvilket også betyder, at vi må tilpasse os. Vores meget strenge sukker politik overfor vores børn, som især vores børns bedsteforældre har tænkt var lidt overdrevet, er gået en smule af fløjten. Farvel til pædagogiske overbevisninger – goddag virkelighed.

Børnene på børnehjemmet går hele tiden og køber slik fra den tilhørende kiosk på børnehjemmet, som by the way ikke sælger andet end gode sager fyldt med sukker, så det er tit man lige får kigget hen på Noelia, som ivrigt står og gumler på et stykke slik eller ser på Aston, som fornøjet står med chokolade rundt om munden. Godt så. Sødt at de vil dele deres lækkerier med vores unger, hmm.

Ispause i supermarkedet

Ispause i supermarkedet

Når det så er sagt, så er vi selv ikke meget bedre. Aston var tre år, før han fik sukker. Noelia er et år og hun har nu fået sin første is. Købt i supermarkedet og den blev nydt i indkøbsvognen. Det er så skide varmt, så vi føler os nærmest forpligtet til at introducere denne form for indtag, og da det er så varmt, så er væske også en vigtig faktor, men at drikke lunkent vand hele dagen er bare ikke så spændende, så nu hører vi indimellem os selv sige: hvem vil have et glas saftevand!? Sådan kan det gå, og det er ganske udemærket.

Vi har i hvert fald måtte sande, at de meget fine pædagogiske holdninger, som nemt kan overholdes i DK, ikke rigtig passer ind i vores liv her i Filippinerne, og vi er sikre på at dette blot en af mange ting, vi kommer til at gøre anderledes under vores ophold her i Filippinerne, hvilket er helt okay.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial