0F20C401-DCEB-4307-8395-4BDDF4D48BF5

Ferie på Bantayan

Her er vores rejsebeskrivelse af Bantayan. Vi rejste sammen med mormor og morfar, som var kommet på besøg. Hvis du vil have indledningen til rejsen med, kan du læse den her.

Da vi langt om længe nåede frem til Cebu tog vi ud til et hotel og sov en enkelt nat. Dagen efter tog vi en taxa ud til en busstation, hvortil vi tog en bus fire timer nordpå indtil vi nåede til Hagnaya Port. Herfra tog vi en færge til øen Bantayan. Det var en lokal færge og ikke som vi kender en færge i DK, men den sejlede os derhen, hvor vi gerne ville, så alt var godt.

Da færgen skulle lægge til kaj brød et uvejr løs. Det var ikke bare et par dråber, men mere sådan et uvejr, hvor det vælter helt uhæmmet ned. Dette skete selvfølgelig lige der, hvor vi hverken kunne gøre fra eller til. Lyn, torden og regn og så ellers bare af sti afsted ind mod ”terminalen”. Sjældent har vi været så gennemblødte og det samme var vores backpacks, så der var nok af vådt tøj at pakke ud. Fedt! Af erfaring kan jeg fortælle, at det ikke er let at tørre tøj i fugtigt vejr.

Vi blev kørt hen til huset, hvor i skulle bo i ca. 14 dage. Fugtigt og klamt var der over det hele og huset var ikke helt som forventet, så mit humør tog lige et dyk for kunne det virkelig passe, at vi skulle få mormor og morfar hele vejen herned, for så at skulle tilbringe den næste måned med regn, fugt og være nødsaget til at sidde indendørs pga. myggeplage mv.

1FFEDC62-CC96-4F3E-A771-B9C9B4091892

Palmer, vand, sand og hytter så langt øjet rakte

Heldigvis var regn ikke noget vi så mere til. Dagen efter skinnede solen fra en klar himmel og det samme gjorde huset, øen og stranden. Faktisk slog denne ø benene væk under os, ja selv på mig, som ellers har rejst en del igennem min tid og oplevet mange lækre strande. Stranden var fed på den måde, at den havde det mest klare blå vand, så langt øjet rækker. Der er ikke koraler eller andet. Det vil sige at stranden, i hvert fald der hvor vi boede ved Santa Fe, ikke byder på meget andet end at dase og springe ud i vandet uden at tænke på hvor og hvad du træder på. Du kan se det hele og det er virkelig dejligt, når man har to små børn med, som ikke just overvejer, om de træder på et søpindsvin eller lign.

D9864E1D-8E26-46CA-82C0-89A95281B48C

Vandkanten blev hurtigt vores foretrukne sted til leg og hygge

Vandet var friskt og lækkert. Vi kunne blive i strandbredden og plaske rundt med ungerne eller tage en afkølende svømmetur. Det var skønt – som i virkelig skønt. Der var stille vand uden bølger eller andre forstyrrende elementer, hvilket endnu engang bare var dejligt, når man har to små børn med på turen.

E37E9699-B73C-4E7E-B60E-BCC2483DA6B0

Den mest børnevenlige strand vi har oplevet

Stranden var tillige bred, så der var god plads til alle folk, selvom jeg må sige, at det vi også nød var, at der ikke var ret mange andre. Vi havde den ofte nærmest for os selv. Eneste minus, hvis man skal være så fræk at tale om minusser, når man befinder sig noget nær paradis, skulle være, at det kunne være svært at finde skygge, så en parasol eller lign., ville have været dejligt, men vi klarede os uden.

ABDC842A-84F3-4ACB-A635-9E266CFD7322

Pizza og solnedgang på stranden 

Vi blev ret hurtigt et kendt billede i gadelivet. Både fordi vi havde lejet et hus, som lå lige midt i blandt de andre lokale, men også fordi der ikke var ret mange andre hvide, som kom anstigende med både en mormor, morfar og to små lyshårede unger.

Vores børn har fortsat heltestatus, hvor end de bevæger sig – så det er dejligt, at de ikke fatter det endnu, for så tror jeg, de ville få stjernenøkker. Over alt, og som i hele tiden, bliver der sagt: ”hi babyyyy!!! oh handsome boyyyy! what’s your nameee?! Come here babyyy!” 

I Santa Fe er der utrolig mange spisesteder taget i betragtning, at det er en lille flække, som på ingen måde virkede voldsomt turistet.

C2F74A71-D777-4CCA-84EA-96FFE9762688

Et af de mange gode steder på Bantayan

Vi nød, at bo hvor vi gjorde. Med blot 30 meter til vandet, en lækker terrasse, som vi brugte stort set alle hjemmetimerne på samt det at bo blandt de lokale.

Vi havde stor glæde af, at alt lå i gåafstand. Det var befriende, at kunne vade ned til det lokale marked og handle frugt og grønt og gå til et lille lokalt supermarked, hvor man kunne købe bleer, chokolade, cola og andre utrolig vigtige ting.

1BF02CF5-A959-4176-BC1A-04B2342CC8F6

På besøg i Santa Fe sommerfuglepark

Bantayan var en fed oplevelse og sikke mange gode familietimer vi havde der, hvor vi vitterlig ikke lavede andet end at spise, bade, bygge sandslotte, finde krabber, muslinger og hygge hjemme på terrassen.  

F3141075-2263-4559-A465-A48751C6AC05

Tak for denne gang Bantayan

Har man lyst til andre muligheder, så kunne man have taget til øens største by, hvilket efter sigende også skulle være en fin oplevelse samt tage til andre lækre strande, men dette ”nåede vi ikke”, for vi nød bare at være tilstede i de omgivelser vi nu engang var havnet i og havde ikke noget behov for at sætte flueben ved andre seværdigheder.

Jeppe & Sabrina