Onsdag den 21. februar 2018

Nætterne bliver bedre og bedre og dagene går bedre og bedre. Vi er ved at komme ud på den anden side af jetlaget og har dermed mere overskud. Vi begynder at genkende ansigter, og til og med enkelte navne. Vi er så småt også begyndt at komme ind i nogle rytmer, som er rare.

Dog er ungerne endnu ikke helt med på ideen om ris hver dag. Aston siger fortsat på en undrende måde, hvorfor vi dog hele tiden får aftensmad til både morgenmad og frokost? Det er lidt sødt, men ja han har jo ret. Det er for os helt nyt, at man spiser varmt om morgenen og starter dagen med ris, hvortil ris så bare fortsætter med at live serveret resten af dagen. Så ja; ris ris og atter ris.

Indtil videre klarer vi den, men må da indrømme, at vi bliver udfordret, når middagen består af saltede forholdsvis store fiskehoveder i en sauce med lidt grønt. Hmm, jamen go’ dav kære fisk, jeg spiser lige dit hoved, dine øjne og dit skind. Hmm…

I mit tidligere indlæg kunne I læse, at jeg var max presset den første dag, men dette handlede i høj grad også om at se mine unger bliver kastet ud på dybt vand, hvilket de naturligvis ikke var trygge ved. Aston havde meget brug for at komme op i vores arme, altså blive løftet op, hvor børnene på børnehjemmet ikke fysisk kunne røre ham. For de er nærgående – selvfølgelig er de det. Vi er spændende. Vi er hvide, blonde, nogle af os har blå øjne mv., og børnehjemmet har aldrig haft en familie boende før, hvilket betyder, at de sjældent har set små børn som vores.

Særligt Noelia er i høj kurs. Hun er jo også bare nuttet (siger moderen), men på en måde kan hun også bedre rumme det, for hun forstår det ikke rigtig og skriger bare, når hun har fået nok.

Temmelig beskidt

 

Derimod forstår Aston rigtig meget og han er presset ift. at være ny i flokken, ikke kunne tale med dem, ikke forstå hvorfor de gør, som de gør mv. Han havde derfor et naturligt behov for at hænge på os, hvilket Noelia også ville i starten og jeg følte mig yderst presset, da jeg så, hvad vores valg havde af betydning for vores børn. Er det nu det rigtige, det vi har gang i?

Leg på legepladsen

Nu er der gået nogle dage og det begynder at gå bedre. Begge unger har faktisk leget og grinet med børnene her på børnehjemmet og det giver bare så meget ro i sindet hos mig. Selvfølgelig er det det rigtige – det kommer bare til at tage tid. Det vidste jeg godt på forhånd, men at stå i det er bare noget andet, men nu tør jeg at holde ud, for det skal nok lykkes og det skal nok blive godt.

 

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen