EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Page 3 of 5

Tak for støtten

Nu er basketballtræningen gået i gang! Takket være alle jer, som har bidraget til indkøb af basketbolde, nye basketnet, træningstrøjer, kegler og meget mere, kan jeg nu virkelig komme igang med at undervise børnene.

IMG_3378

Her er jeg i gang med at træne de midste børn, de er 7 – 10 år.

De sidste par uger har jeg så småt været i gang. Jeg har fundet ud af, hvordan børnene reagerer på min undervisning (og på hvordan jeg reagerer på at undervise børnene). Det har været en fornøjelse og en udfordring.

IMG_3447

Opvarmningsøvelser med de større børn

Næste skridt er at sætte det mere i system, så derfor har Sabrina og jeg lavet et skema med min baskettræning og hendes grupper, som vi skal tale med lederen om i starten af denne uge. Vi har planlagt flere grupper og mere træning for børnene – nu går vi all in!

IMG_3399

Dejligt med lidt tilskuere til træningen

Det bliver spændende at se, hvordan lederen reagerer på vores foreslag. For vi kan ikke lade være med at føle, at nogle gange så synes personalet, at vi “stjæler” børnene lidt for meget, fra deres faste opgaver. 

På den ene side er det en frustrerende følelse at have i sig, for vi prøver jo virkelig at gøre noget godt for børnene, så derfor er det svært for os at forstå, at personalet ikke bakker 100% op. På den anden side ved vi også godt, at der ikke har været volontører før, som gør det vi gør, nemlig at bryde lidt ind i de faste rytmer og rutiner og udfordrer både børn og voksne med nye og anderledes idéer. 

Så selvfølgelig skal vi være nænsomme og betænksomme og ikke ødelægge noget af alt det, som fungerer og har fungeret rigtig godt i mange år. På den anden side vil vi også give det, som vi kan give, til børnehjemmet. Og indtil at de siger stop, vil vi forsætte med at udfordre på den mest berigende og kærlige måde, som vi overhovedet kan. For det er også vores pligt! At gøre det bedste vi kan og det kan vi kun gøre, hvis vi er os selv.

Kampen fortsætter. Kampen for at være sig selv og for at bidrage, men kampen er en god kamp nu. Aston og Noelia stortrives og Sabrina og jeg formår, at nyde flere og flere aspekter af vores fantastiske eventyr. Taknemmeligheden, for det vi gør sammen lige nu og den unikke tid vi har med vores egne børn, kommer snigende. Vi kan ikke undslippe den og må bare erkende, at vi oplever noget ganske særligt i denne tid. En oplevelse der også indebærer modgang, mavepustere og mild frustration og som faktisk ikke ville være spor det samme uden alle disse bump.

IMG_3437

Øvelse gør mester

Nå, men for lige at vende tilbage til basketball. Jeg kan selv mærke, hvordan jeg har genfundet glæden ved at spille basket. Legen, sammenspillet, kampen. Det er skønt og jeg håber virkelig, at jeg kan videregive min glæde og forståelse af spillet til børnene her. Når jeg er kommet lidt længere i undervisningen vil jeg berette om, hvorvidt jeg er lykkedes med det. Indtil da; Elsk, leg, kæmp og giv’.

IMG_3432

/jeppe

 

Kvalitetstid på filippinsk

En uge i Manila med kvalitetstid og luksus – ikke dårligt. Vi kunne sagtens tage en uge mere, men det skal vi ikke. Vi tager tilbage til børnehjemmet og har et skema med hjem, hvor vi har fået fyldt hverdagen godt ud med blandt andet børnegrupper og basketballtræning. Det glæder vi os til at tage rigtig fat på.

Denne tur til Manila var egentlig en miniferie, som skulle have været afholdt for flere måneder siden, men da det stødte ind nogle planer med børnehjemmet, rykkede vi turen til denne uge. Det blev den bestemt ikke dårligere af.

To frække brilleaber

Vi har hygget os og sat pris på den luksus, vi har været i. Ungerne har tilbragt mange gode timer i swimmingpoolen. Vi har haft toilet med skyl, toilet med bræt, ja bare toilet voksenstørrelse – utroligt så meget glæde et toilet kan skabe, hehe. Vi har haft brusebad og sågar med varmt vand, aircondition, tv og en rigtig sofa. Helt vildt jo!

Gå aldrig ned på udstyr når du skal i poolen

Det har været dejligt og det er dejligt at komme lidt væk og få lov til at være os selv. Kysse, kramme og holde i hånd når vi vil. Jeg elsker min familie så utrolig højt, og hvorfor det lige har været på denne tur, ved jeg ikke, men hold nu op hvor har jeg bare tænkt på og værdsat den tid, vi har sammen.

Glad i bolden

Vores børn er så dejlige. De er så seje, så gode og så skide irriterende til tider. Hvor heldig har jeg lige lov til at være!? Tænk at være så meget sammen med dem, så man også synes de er irriterende. Vi er sammen konstant og hele tiden. Vi har udviklet fælles humor og kan alle fire grine sammen både med og af hinanden i en kærlig tone.

De udvikler sig så meget og særligt Noelia tager virkelig nogle gode ryk. Hun er blevet så stor. Hun snakker løs, ævle bævler om alverdens ting, laver sjov og spas og er en rigtig lille hyggemus. Hun synger sange og fortæller en masse, som vi griner af og så er hun indimellem en lille papegøje, som også holder meget af at løfte pegefingeren og fortælle sin storebror, hvad han må og ikke må.

Sushien er serveret

Aston er sej. Han er for tiden fan af superhelte og kravler rundt på alting, ligesom Spiderman og hvad de ellers hedder. Han er virkelig blevet god. Vi må ofte stoppe ham, for det tager ikke mange sekunder, før han er kravlet op i en lygtepæl – altså helt op, hvis han får lov. Han har jo set, hvordan nogle af de store børn gør det på børnehjemmet, når de skal op efter kokosnødder, så den færdighed har han nu kopieret.

Vi nyder at være en del af vores børns udvikling og have denne unikke mulighed for at følge med i alle deres små skridt på vejen. Eksempelvis sprogudviklingen. Generelt set er det ikke så vigtigt for os, om vores børn, før de kommer i skole, lærer alfabetet og kan tælle til 100. Det vi i langt højere grad er fokuserede på er, at vi har glade, stærke børn, som forstår sig på at være en god ven og kender de sociale normer for, hvornår man må råbe højt og ikke, hvornår man skal lytte og hvornår man bør sige til og fra mv. Derfor har det ikke været vigtigt for os, at de kan tale engelsk. Kommer det, så kommer det og gør det ikke, så er det helt fint.

Alligevel ser vi nu, hvordan opmærksomheden og nysgerrigheden efter at lære sproget er begyndt at vokse i særligt Aston. Når et barn viser interesse for noget, er det selvfølgelig vigtigt at støtte op og udnytte det vindue, som nu er åbnet, så det gør vi i det omfang, Aston selv gider. Han spørger tit: ”Hvordan siger man …. på engelsk?” og så snakker vi om det og hundrede sytten andre ting, han også lige vil høre hvordan man siger. Det er meget hyggeligt og så er det virkelig fedt, når han indimellem overrasker og bare fyrer ting af, svarer relevant på engelske henvendelser fra andre eller lignende. Man bliver lidt paf og undrer sig over, hvor det dog kom fra? Hvor har han lært det ord at kende? – det er fedt.

Tid til hinanden

Der sker altså alle mulige ting med os alle fire og hold nu op, hvor er vi heldige, at få lov til at lære hinanden så godt at kende og tilbringe så utrolig meget tid sammen. Hvor er vi bare privilegerede!

Klems Sabrina

 

Så er anden halvleg i gang

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?

Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.

Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.

Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.

Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.

Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!

Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!

Klems Sabrina

Feriens aftryk og hverdagens start

Alle børnene her fra børnehjemmet begynder nu at være tilbage. Skolen starter på ny mandag morgen og hverdagen begynder for alvor.

Det er dejligt at have børnene tilbage. Der er liv og glade dage alle vegne. Det summer af hormoner og interesse for hinanden og ikke mindst en spænding i at lære de 30 nye børn at kende.

Vi nyder, at der er kommet gang i den. Nu er der pludselig mange muligheder for at finde legerelationer og selvom børnehjemsbørnene jo er en del ældre end vores, så er Aston glad og back in business. Han har rigtig fået gang i cyklen, fundet ’venner’ og trives med, at der er børn overalt. Det er ikke længere den larmende stilhed, man bliver ramt af og det er rart.

Jeg må sige, at jeg forbløffes over, hvor seje børnene her på børnehjemmet er. Her kommer man som eksempelvis syv-otteårig og har sagt farvel til sin familie, som man måske ikke ser igen før til jul eller måske først om et år, da det ikke er alle vis familie har mulighed for at komme på besøg.

Alligevel løber børnene ufortrødent rundt og leger, er glade og smutter ind og ud af husene, som om de aldrig har gjort andet. Jeg fatter det nok ikke helt. Jeg tænker, at jeg ville sidde i et hjørne og græde og savne min mor og far, men måske er dette sted så meget bedre, end det de kommer fra?

1DAEB651-489B-45CC-970F-1C577332B607

Dog lader jeg mig ikke helt ’narre’ af deres ydre, for nok er de glade på overfladen, men når det bliver mørkt og man skal være stille og ligge i sin egen seng, så er jeg sikker på at savnet til familien trygger og at den nye tilværelse her på børnehjemmet virker overvældende.

Jeg spurgte en af de ældre drenge, om han kunne huske, hvordan det var at starte her. Han fortalte, at han hver nat i over en måned lå og græd, mens ingen hørte det. Så ja – det hele er nok ikke lutter lagkage og det tænker jeg også, at vi blev bekræftet i på vores ferie.

Vi boede som sagt på øen Bantayan og var meget glade for stedet og lærte lidt lokalbefolkning at kende. Heriblandt en lille gruppe børn, som dagligt gik og solgte halskæder, som de havde lavet af muslinger. Her gik de op og ned ad stranden og rundt omkring i byen fra morgen til aften. De spiste resterne fra restauranterne, hvor folk gik fra deres levninger og de drak, hvad der var tilbage i glassene. Vi fik et hyggeligt forhold til dem, hvor vi altid snakkede lidt med dem og behandlede dem med respekt.

A463EAB9-90E6-41B6-9325-5E8E0CED745D

Desværre er det ikke alle, som behandler disse fattige børn, som kunne havde været dem fra vores børnehjem, på samme ordentlige måde som os.

Vi var den ene dag ude og spise på en restaurant og her sad en hvid mand, gammel og gråhåret med hvide tennissokker i sandalerne, stor mave og velhavende i forhold til store dele af befolkningen hernede. Her sad han og nød sin mad, med to yngre drenge. Jeg vil skyde dem til at være omkring 14 og 15 år. Jeg tænkte først, at det måtte være noget familie til manden, men nej det var det jo ikke.

Det var en gammel mand, som rejser derned, hvor han kan udleve sine pædofile tanker. Her er fattige mennesker, som enten lader sig udnytte eller får at vide, de skal lade sig udnytte, da pengene er nødvendig i kampen for overlevelse. Omkring 200.000 filippinske børn bliver årligt misbrugt. Det er jo sygt! Og det var sygt at sidde der og skulle nyde sine pommes fritter, mens sidemanden var pædofil og de to drenge var to børn født ind i en uretfærdig verden.

Magtesløshed og fattigdommens desperation fik vi et lille indblik i på denne restaurant, hvor alle vidste hvad der skete, men ingen gjorde noget.

Forleden var vi med jeepny til et Mall for at forlænge vores Visa. En lille dreng stiger ombord og har en seddel med, som han deler ud. Vi kunne ikke læse hvad der stod, men det var ikke svært at regne ud, at han bad om penge til sin overlevelse. Aston gav ham nogle penge, da vi ikke lige havde noget mad at give, hvilket vi hellere vil bidrage med. Drengen hoppede af bussen ved næste stop og Aston var nysgerrig på at høre, hvor han skulle hen? Hvor var hans mor og far? Hvor boede han? Hvorfor havde han ingen sko på? Hvorfor gik han bare rundt på gaden og sprang ind imellem biler og motorcykler?

Det blev en fin snak om, hvordan livet ser ud for nogle børn, ja, faktisk for skræmmende mange børn her i Filippinerne. Og om hvor heldige vi er og hvor heldige vores børn på børnehjemmet er. Børnene på børnehjemmet får alt det, som denne lille dreng og de andre børn, jeg tidligere har skrevet om, ikke får.

Vi svarede så godt vi kunne på Astons spørgsmål og vi svarede ærligt, uden at udpensle de forfærdelige vilkår, som disse børn jo lever under. Astons konklusion på vores snak var et spørgsmål. ”Hvorfor kan drengen så ikke også bo på børnehjemmet?”.

49D8FBCB-A049-461F-80BE-6F96010D2192

Nu er børnene tilbage og mange af dem har nydt at være med deres familie og søskende, mens andre helt sikkert har haft en hårdere tid, hvor de måske har skulle vandre op og ned ad gader for at sælge varer, spise andres madrester eller lign. Præcis som de børn, vi mødte på vores ferie.

Vi er glade for at se alle børnene her på børnehjemmet igen. Disse børn har en reel mulighed for at skabe sig en bedre fremtid, og når det uden tvivl er hårdt at være barn på et børnehjem, så er det en befrielse at huske på netop dette.

Klems Sabrina

Vi er i avisen

Hej alle

Så er der billeder af hele artiklen fra Frederiksborg Amtsavis 2. juni 2018. De kommer til sidst i indlægget.

Vi er blevet interviewet (over skype) af Frederiksborg Amtsavis og det er der kommet en lille fin artikel ud af. I kan finde netversionen her:

https://sn.dk/Frederikssund/Vildt-Familie-udskifter-parcelhus-med-fattig-landsby/artikel/750480

Det er skægt at læse vores egen historie skrevet af en journalist og se den trygt i en rigtig avis. Vi er glade for artiklen og synes den giver et godt indtryk af vores rejse, så kan man altid besøge bloggen her, hvis man ønsker at komme lidt dybere ned i vores oplevelser og tanker.

Kærligst

Sabrina & Jeppe

 

 

 

En cykel, en ven, lidt modvind og en masse følelser

Vi er tilbage på børnehjemmet og venter fortsat på at børnene kommer tilbage fra deres ’ferie’ hos deres familier. Derfor er alt, hvad der foregår her på børnehjemmet også meget mere forstærket og i øjnefaldende, da der i virkeligheden ikke sker ret meget – og dog.

Aston havde glædet sig til at komme tilbage til sit legetøj, til sin cykel og til sin bedsteven J her på børnehjemmet.

87249FED-9A1C-42A2-BE73-129C33A63811

Aston foran vores hus på børnehjemmet

Før vi tog på ferie var Aston og J meget sammen, da de er jævnaldrene (et års forskel hvor J er ældst).

Nu hvor vi er kommet tilbage, er der kommet nye staff medlemmer til. Det er dog nogen, som har været her før, hvorfor J kender denne familie og i særdeleshed kender drengen i familien.

Vi tænkte straks, at det var superfedt med flere børn i samme alder som vores og sikke fedt det ville blive for ungerne, at kunne lege sammen på kryds og tværs. Desværre er virkeligheden ikke altid som tankerne.

Aston så straks J, da vi var kommet tilbage og var glad og imødekommende og straks i gang med at vise tegn til at lege kriger, som de plejer, men J var derimod afvisende og ikke interesseret.

J har nu fået sin gode gamle legekammerat tilbage, som J kan tale med og forstå, hvilket er sjovere end at lege fægtelege med en, som man ikke deler samme sprog med. Av av av.. Stor smerte i mit moderhjerte!

Jeg tænker at mange forældre på et tidspunkt har eller vil opleve, hvordan det er, at have et barn, som står udenfor fællesskabet og som faktisk selv ser det og bliver ked af det. Det er bare noget af det værste.

Jeppe og jeg har set det komme i løbet af de sidste dage, men alligevel har vi sagt til hinanden (selvfølgelig når ungerne ikke har været tilstede), at nu må vi lige se tiden an og lade dem finde ind i et fælleskab, hvor der er plads til dem alle, men i dag blev det for meget for lille Aston.

Aston havde et par gange tidligere forsøgt at indbyde til leg, men var blevet afvist. Endelig vælger J at tage hans cykel og ikke give den tilbage – i hvert fald ikke lige i de sekunder, hvor Aston et par gange råber NO til ham. Aston råber og kigger på mig. Jeg opmuntrer ham til at råbe det igen, for J havde ’nok ikke hørt det’. Aston råber igen, men J cykler ufortrødent videre på Astons cykel. Aston prøver igen og giver op – følelserne blussede over, følelsen af at hans tidligere ven havde valgt ham fra og ikke ville lytte til ham. Aston blev ked af det og løb hen til mig med tårerne trillende ned af kinderne: ’Mor han vil ikke høre på mig! han vil ikke gøre, hvad jeg siger!’

Kender man Aston, så ved man også, at det faktisk er sjældent han græder. Ikke at han ikke kan, men han får ofte løst, hvad end der skal løses, før det når der ud, hvor det koger over, så det var rigtig ærgerligt, at det ikke gik denne gang og jeg måtte melde mig på banen og få cyklen tilbage til rette ejermand, og så var det vist tid til at gå ind og spise aftensmad.

Lidt senere var der tegn fra Aston om, at han var klar til snak. Aston og jeg ligger i sengen og snakker, før vi skal i gang med nattøj, tandbørstning mv. Aston spørger, hvorfor J ikke vil lege med ham? hvorfor siger han hele tiden ’no’, når Aston prøver at gøre noget? Hvorfor vil de andre ikke lege med ham? hvorfor vil de andre børn lege med J men ikke med ham? osv. Han er ked af det og har de største hundeøjne, men med et fjernt blik og han ligger helt stille i samme stilling, mens spørgsmålene flyver ud af ham. Jeg kunne græde med – eller for ham.

Jeg bliver så skide sur – hvorfor i alverden vil ungen ikke lege med ham!!? Det er sq da også for dårligt og sikke strenge de allesammen er. Sådan er man bare ikke over for MIN søn! – men det er vist bare de der moderfølelser, som man bærer i sit hjerte og som nok altid vil prikke lidt, når tingene bliver svære for ens børn. For man ønsker vitterlig kun det bedste for sine børn. Alligevel vil jeg ikke være en curlingforælder, som går ud og skælder og fejer vejen for ham. Dette øjeblik og disse følelser han gennemgår lige nu er en del af livet og han vil uden tvivl møde dem igen.

Derfor er min fornemmeste opgave, at guide ham igennem. Hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser og lære ham at forstå dem, tale om hvordan man kan takle en sådan cykeloplevelse, tale med ham om, hvordan man kan være en god ven og hvordan man selv kan forsøge at være åben overfor andre osv. Jeg kunne blive ved. For der er så mange ting man kan gøre enten godt eller dårligt som forældre, men i dette øjeblik priser jeg mig lykkelig over, at jeg er her sammen med ham. Jeg ser, hvad der sker, jeg samler op og guider, når der er behov og jeg forstår. Jeg havde ikke forstået ligeså godt, hvis jeg afleverede i institution og havde en reaktion fra hans side om aftenen – men jeg forstår det hele lige nu og her i dette øjeblik, fordi vi er SAMMEN!

Vi skal nok lykkes på den ene eller den anden måde – vi holder ud og vi holder sammen.

Klems Sabrina

Ferie med mormor og morfar

FA0B915C-53AD-4959-A866-291A556CA460

Os i vandet på den fantastiske strand på Bantayan

Den sidste tid har været let og som en leg. Vi har tilbragt over en måneds ferie på lækre bountyøer, spist, leget, bygget sandslotte og racerbiler, badet, badet og badet lidt mere og vi har alle sammen nydt det i fulde drag.

Alligevel er en ny tid startet på denne ferie. Vi har nemlig haft besøg af mormor og morfar i en hel måned, og de er nu taget afsted tilbage til Danmark med bagagen fuld af gode minder og nye oplevelser. For det har i sandhed været en dejlig tid og derfor gjorde det også meget ondt at måtte give slip på dem i lufthavnen velvidende, at der nu går over ti måneder før vi ses igen. Hulk.

444DD5C8-656A-4D74-AA4D-2DEA56E3BC3B

Morfar og Aston i sandet på Bantayan

Dette har prikket lidt til min i forvejen usikkerhed om hvorvidt, det vi har gang i nu også er det rigtige. Burde vi ikke bare tage hjem og fortsætte vores velkendte liv, så vores unger også får muligheden for at bevare dette utrolig tætte og dejlige bedsteforældre forhold, som de har til mine forældre men også til Jeppes.

Det ville være nemt at smutte hjem, men nej det skal vi ikke. Tog vi hjem, ville vi med garanti sidde hjemme i den samme sofa, hvor det hele startede og ærgre os noget så frygteligt. Dette ville være at give op på forhånd. Så vi skal selvfølgelig tilbage til børnehjemmet og komme i gang med vores projekter, udleve vores drømme og kæmpe for det.

F2EF89BB-E67D-478D-BC71-83B5D1BD9898

Kvalitetstid med mormor  

1C8B0A8F-1610-452F-9C46-D6D686AC0809

og morfar på vores terrasse på Bantayan

Tiden med mormor og morfar har været fantastisk og den kan vi leve længe på. Vi har besøgt to øer med mormor og morfar; Bantayan og Bohol. Nu befinder vi os på øen Siquijor og planen er at skulle slutte ferien i byen Dumaguete med to overnatninger, før vi tager et fly tilbage til Manila og hjem til Børnehjemmet.

Efter at have samlet mormor og morfar op i lufthaven i Manila tog vi sammen et fly til Cebu. Selvfølgelig var flyet forsinket, så vi endte med at bruge mange timers ventetid i Manila lufthavn, men vi klarede den og mormor og morfar klarede det på trods af jetlag. Det var tydeligt, at ungerne nød at have mormor og morfar tæt på og de nød, at kunne tale dansk og blive forstået. Det var dejligt at se begejstringen fra begge sider og med et var vi tilbage i de samme gode ’roller’, som vi også har hjemme i DK.

Vi var sammen med mormor og morfar i fire fantastiske uger og sluttede af med en uge bare os fire, du kan læse mere om vores oplevelser og rejseerfaringer i separate blogindlæg til sidst i dette indlæg. 

EF63FAE4-BA97-46E5-B42E-D4CADB224E04

Fire vandhunde på Bantayan

Denne ferietid har været fantastisk. Det har været dejligt med gensyn fra Danmark. Vi har fået tanket op på alle mulige måder og vi har nydt at være med vores børn, som bare vokser, bliver sejere og sejere, får et tættere og tættere forhold til os og hinanden og jeg kunne blive ved.

466A15BD-0E3A-4BB9-AF2F-E54C9183E0C4

De samme fire vandhunde i poolen på Bohol

Det har været skønt og vi er glade for, at vi fik denne mulighed, men nu begynder rastløsheden også at melde sig og vi ser frem til at komme tilbage til Børnehjemmet og komme i gang med at yde. Det skal nok gå – vi skal nok lykkes på den ene eller anden måde.

Klems Sabrina

Her finder du vores rejsebeskrivelser:

Feriepostkort til børnehaven

Hej Ørnesten

Vi har været på ferie. Jeg har badet meget og næsten lært at svømme. Jeg kan i hvert fald dykke og svømme langt under vandet.

5B42339F-F441-49A3-9D0D-A38839103982

Min mormor og morfar har været hernede i lang tid. Vi har badet rigtig meget og jeg har leget meget arbejdsmand og rumraket med min morfar. Vi har også bygget mange seje racerbiler i sandet, som jeg har leget med.

Jeg har tegnet en fin tegning på Bohol.

346AB1C2-B823-459D-88EB-400EC691DA47

Vi har set verdens mindste abe og fundet rigtig mange krabber på stranden. Jeg har også samlet mange fine muslinger. Mormor er den bedste til at finde mange fine muslinger.

3946A317-4A78-4859-84DF-0A01D5282339

Morfar ved alt om at arbejde og ting om ledninger, så han ved lige, hvad man skal gøre, hvis der går ild i noget. Det har vi talt om og også leget brandmænd.

8E95E492-B9DC-4648-AD79-012C0B225432

Jeg har svømmet meget i vandet men også i swimmingpool.

22D434DB-81CA-455E-AF69-D2D21DCA7364

Mormor og morfar er taget hjem til Danmark og vi skal tilbage til børnehjemmet. Nu sidder jeg i en flyvemaskine.

Hilsen Aston

Ferietid – tid til tanker og tid til at bede om hjælp

Som Sabrina allerede har skrevet, er vi nu taget på en måneds ferie her i Filippinerne. Vi nyder det i fulde drag og det er en lettelse at få vores nye liv lidt på afstand for en stund. En stund der udover ferie og samvær med mormor og morfar også er en stund til refleksion og fremsyn.

D0814F82-382D-4100-82E0-020958E33697

Tid og sted for refleksion

Det har været en ordenlig rutsjebanetur i følelsesregistret, som vi har været igennem de første to måneder på børnehjemmet. Vores frustrationer har været store, men potentialet er endnu større. Potentialet for at hjælpe andre, for at gøre noget som giver mening for os, potentialet i vores børn for at være for awesome. Livet rummer et enormt potentiale for dem der tør gribe det. Det er en af de refleksioner som jeg har gjort mig.

E37E9699-B73C-4E7E-B60E-BCC2483DA6B0

Livet lige nu og her og taknemmelighed

Vi er taget herned for at hjælpe og gøre noget, som er uden for nummer, sammen som en familie. Det betyder bare ikke, at alt kommer af sig selv. For det gør det ikke, ligesom i alle andre facetter af livet. Vi skal kæmpe for det, vi skal ville det og det har omkostninger. Men vi er her, fordi vi tror på, at de omkostninger er værd at betale.

Den anden refleksion jeg vil dele nu, handler også om vores følelser i forhold til vores virkelighed. For selvom vi har været meget frustreret, så har vores børn virkelig fundet sig til rette på børnehjemmet. De er trygge og de er glade og det var faktisk vores første og vigtigste mission. Den er lykkedes fuldt ud og det er fantastisk. Så nu er vi klar til næste mission, at Sabrina og jeg kommer i gang med at bidrage til børnehjemmet med det vi kan og det vi ønsker. Og hvorfor skulle den mission ikke også lykkes?

Så hvad er det, som vi gerne vil bidrage med. Sabrina skal hjælpe på kontoret, hvor der sidder 3 social workers. Her er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun ville kunne bidrage mere end de aner, med hendes rutine, store faglig viden, empati og ikke mindst forståelse for børnene. Det bliver så spændende. Det sprængende punkt er, hvor meget de vil lukke hende ind og hvor klar de er til, at lære og se tingene på en ny måde. (Glæd jer til at følge Sabrinas beretninger om dette her på bloggen). Derudover håber vi meget på, at Sabrina kan få lov til at lave nogle børnegrupper, hvor børnene får et rum, til at tale om det der er svært. (For der er så meget der er svært for dem, men der bliver ikke talt så meget om det).

B61DE237-14EB-4261-AF92-5EFFF2CE5BC3

En af de store drenge fra børnehjemmet, som sikkert skal være med til baskettræningen

For mit vedkommende står den i idrættens tegn. Jeg skal lave baskettræning og undervise børnene i karate. Det fantastiske med basket her i Filippinerne er, at alle kan spille. Det er nærmest deres nationalsport og alle steder finder man improviserede basketbaner, hvor børn løber rundt og spiller. Karate er de også meget interesseret i, det er jo martial arts, som de kender fra film og fra deres største folkehelt, boksestjernen Manny Pacquiao. Så det bliver ingen sag at få både de små og store børn med til træningen, men de har ingen anelse om, hvad der venter dem.

For jeg vil naturligvis tilbyde dem mere end leg og hyggebold. Både basket og karate rummer et stort potentiale for at udfordre og udvikle børnene og deres kompetencer. Dem jeg særligt tænker på her, er dem der rækker ud over træningsbanen. Samarbejde og sammenhold. Vilje og mod. Selvindsigt og selvværd. Respekt og fordybelse.

Sporten har det hele og jeg glæder mig helt vildt, til at få lov at vise børnene lidt af disse elementer. Mit håb er, at de vil fortsætte med at udvikle og udfordre sig selv, i samarbejd og på egen hånd, men altid med selvrespekt og respekt for andre. Jeg er fuldstændig klar over, at der også vil komme store udfordringer når vi går i gang. For børnene er ikke vant til at træne og bruge sporten på den måde, som jeg vil vise dem. Samtidig vil sproget også blive en barrier, for selvom mange er gode til engelsk, er der også mange som ikke er. Men udfordringer er jo en helt naturlig del af sportens væsen, så dem skal vi nok overkomme sammen.

 

 

Store vaskedag - Noelia er i aktion

Sammen kan vi overvinde meget – også vasketøjet

Helt konkret skal vi, når vi kommer tilbage fra ferie i slutningen af maj, sammen med personalet planlægge og forberede Sabrinas hjælp på kontoret og hendes børnegruppe, samt min undervisning i basket og karate. Hvornår skal det foregå og hvem skal deltage og så videre. Vi glæder os begge to meget til, at blive en del af planlægningen og bidrage til børnenes hverdag og liv.

For at mine aktiviteter skal blive en succes, har jeg brug for nogle få materialer. Det er her, at jeg har brug for jeres hjælp og gavmildhed. Til baskettræningen skal jeg bruge ca. 20 bolde og overtrækstrøjer. Til karate vil jeg rigtig gerne bruge puder til at sparke og slå på, som er en meget vigtig del af træningen, der skal bruges 10 stk. For en uddybende beskrivelse af økonomien og hvordan du kan støtte børnenes træning, kan du klikke her.

Af hjertet tak for dit bidrag.

/jeppe

Ferie er ikke altid ferie

I morgen bliver en dejlig dag. Vi skal mødes med mine forældre i Manila og sammen tage på ferie på dejlige strande rundt omkring i Filippinerne. Vi glæder os sindssygt meget til et gensyn og til at få lov til at nyde mormor og morfar i hele fire uger, hvor der ikke skal laves ret meget andet end at spise, bade, spise, sove og bygge et par sandslotte. Det er lige hvad vi trænger til og vores kroppe trænger også til et Haribo-fix og andet godt medbragt fra lille DK.

DFA6979C-0AA5-43EF-AAC0-8A423D5A54F9

Egentlig havde vi ikke tænkt, at vi skulle have ferie i 1,5 måned, men faktisk er børnehjemmet nu tømt for børn, som igennem den sidste lille månedstid er smuttet hjem til deres familier. ”Øh what!? Er det ikke et børnehjem? Har de familier?” Ja det har de. Der bor kun et barn, som er totalt familieløs. Drengen blev fundet som barn, siddende alene da familien havde forladt ham. Han husker dem ikke, da han blot var omkring fire-fem år. Så denne dreng er reelt set den eneste, som skal blive her på børnehjemmet under ferien. Alle de andre børn er her af forskellige årsager. Eksempelvis at faderen er død, smuttet, i fængsel eller lign., hvorfor moderen står alene uden forsørgelsesgrundlag. Et andet senarie kan være, at begge forældre er døde og den resterende familie ikke har mulighed for at forsørge barnet mv. Der er findes ligeså mange forskellige senarier, som der er børn på børnehjemmet, men en ting er sikkert, de er her fordi, der er et behov. Deres forældre kan ikke tage vare på dem og tilbyde dem skolegang, hvilket unægteligt er vejen frem, hvis den sociale arv skal brydes.

 

Denne herlighed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Denne skønhed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Så det lyder jo ret godt alt sammen. Børnene er taget hjem til deres familier på ferie, mens der er sommerferie fra skolen og så kommer de tilbage, når skolen starter igen, eller…. Jo de skal nok komme igen, men ikke alle børn har været lige glade for at skulle forlade børnehjemmet. Flere har i det skjulte grædt og andre har trist sukket ja til spørgsmålet om de glæder sig til at komme hjem.

Hygge på terrassen

Hygge på terrassen

Jeg har talt med flere børn om, hvilken ferie de har i vente. Mange kommer fra meget fattige kår eller deciderede slumområder, hvilket betyder, at de skal være med til at arbejde. Eksempelvis gå rundt på markeder eller gaden og sælge en eller anden form for vare. Nogle dage bliver der kun solgt nok til at familien kan spise to gange om dagen.

Der "skrælles kokos"

Der “skrælles kokos”

Husene består for mange af børnene ikke af andet end plastic og affaldsrester, som kan bruges til at stable et hus sammen. Mange har ikke rindende vand samt toiletter. Sidstnævnte betyder, at man bare må sætte sig et sted udenfor.

Huset rummer som ofte en stor familie på meget få kvadratmeter og ikke alle har madrasser, men sover på gulvet. Kulturen er en anden og pladsen er trang, så her sover selv teenagere i samme seng eller samme rum, som deres forældre.  

Paraply i småregn - hyggeligt

Paraply i småregn – hyggeligt

Selvfølgelig har alle børn i større eller mindre grad glædet sig til at gense deres familier. Det gør børn. Selvom forholdene måske har budt på svigt, sorg og smerte, så vil alle børn søge tilbage til deres forældre. Sådan er det bare og derfor synes jeg, at det egentlig giver god mening, at børnene bevarer relationen til deres familier.

Børnene kan heller ikke blive boende her for altid, hvorfor mange af dem måske vil søge tilbage til deres familier på et senere tidspunkt. Derfor giver det god mening at forholdet imellem børnene og familierne bliver plejet og samtidig giver det også børnene en mulighed for at se værdien af at være på børnehjemmet. Her er der tryghed, mad, tid til leg og mulighed for skolegang, hvilket er utrolig vigtigt, hvis de ikke skal ende med at bo og leve som deres familier.

Jeg håber børnene får en god tid derhjemme og kommer tilbage til børnehjemmet med fornyede kræfter og mod og tro på, at de kan skabe en bedre fremtid for dem selv.

Graduation

Graduation

Klems Sabrina

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2026 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial