EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Page 2 of 5

BREAKING NEWS

De sidste mange uger har været vanvittige. Det er derfor bloggen har ligget stille så længe, der er simpelthen sket alt for meget, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder bare her:

Vi forlader børnehjemmet om 4 dage og rejser til Vietnam, for at møde mine forældre, som det længe har været planlagt, men vi kommer IKKE tilbage igen. Vi har besluttet os for at sige farvel nu og ikke komme tilbage til børnehjemmet efter Vietnam. Det er ret vildt, men vi glæder os, selvom vi også er triste.

De sidste to måneder i vores lille families liv har været meget begivenhedsrige, faktisk lidt for meget. Begivenhederne har spændt fra det mest fantastiske til det meget ubehagelige og vi har virkelig kæmpet for at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu kan jeg ikke trække den længere, det mest fantastiske er nemlig, at Sabrina er gravid.

0778A7F9-084A-437F-81E8-62325CA3473C

1, 2 og 3

“Made in the Philippines” som de siger hernede. Vi er vildt lykkelige og taknemmelige, men dette lille mirakel til trods, har vi kæmpet de sidste to måneder.

Først og fremmest har Sabrina haft det elendigt, hun har haft rigtig meget kvalme og kastet op stort set hver dag. Hun har kæmpet og vi har kæmpet med hende. Det har bare ikke været nemt for nogen af os, for hendes kvalme har været direkte påvirket af de omgivelser vi lever i her. Den mad vi spiser, de lugter der er her, varmen, manglen på muligheder for at få det at spise, som hun har haft lyst til. Pludselig blev alt det eksotiske og spændende til en kæmpe udfordring og det har været ufatteligt hårdt – også for mig. Jeg har set hende lide hver eneste dag, i de sidste to måneder, men har ikke kunne hjælpe hende. Jeg har gjort mit bedste, hentet alt den mad, som hun måske kunne spise, men mulighederne er bare begrænset her. Sådan er det, det har vi selv valgt, men vi havde ikke forudset konsekvenserne.

20181004_212948

Den har været fast inventar i stuen på det seneste

Graviditeten har været det afgørende lod på vægtskålen i vores beslutning om at forlade børnehjemmet nu her. Vi traf beslutningen for en måned siden og fortalte det til alle her med det samme. Det har ikke været en nem beslutning, men den har været længe undervejs og nu er vi afklaret, hvilket er en lettelse.

De seneste par dage er det gået fremad med Sabrinas kvalme. Hun har faktisk kun kastet op én gang på de sidste fire dage og det er en stor forbedring. Hun har det bedre og  det er en stor lettelse. Vi var til tjek i sidste uge og alt ser fint ud med maven – hvilken velsignelse. Aston og Noelia ved det også og vi taler meget om det. Vi sidder ved bordet og snakker om navne til babyen, så kommer de med alle mulige fjollenavne og vi griner alle sammen over det. Det er ganske særligt.

Så nu tænker I måske, at vi er færdige, men vi er kun lige begyndt. For oven i alt Sabrinas kvalme, blev jeg pludselig syg med feber. Lige præcis det som vi ikke havde brug for. Min feber kom i kølvandet på en ordentlig omgang dengue blandt børn og voksne her på børnehjemmet, faktisk har mellem 30 og 40 været ramt af dengue i den seneste måned. Så selvfølgelig havde jeg også dengue. Det betød fem dage på hospitalet med drop og utallige blodprøver, men værst af alt, så skulle Sabrina og børnene klare sig selv og det er ikke spor sjovt, når mor har kvalme hele dagen og kan kaste op når som helst.

20180920_172557

I gang med at blive rask

Af uransagelige veje klarede Sabrina det over alt forventning og børnene var selvfølgelig super seje, selvom de reagerede lidt på, at far pludselig ikke var hjemme men på hospitalet. Det var rigtig hårdt for mig at ligge der og bare vente på at blive rask, uden at kunne være der for dem, uden at kunne hjælpe.

20180921_175213

Det bedste ved at være på hospitalet, var at få besøg

20180923_094927

Og det bedste ved at besøge far, var at der var fjernsyn

Vi klarede den og jeg kom hjem og nu er jeg rask, men nu er det blevet Astons tur. En af de ting, jeg brugte til at holde mig oppe på hospitalet var, at det var godt, at det var mig der havde fået dengue og ikke Sabrina eller børnene, men nu har Aston feber og det kan næsten kun være dengue.

Vi skal på hospitalet med ham igen i løbet af de næste par dage, så de kan teste hans blod og vi kan få svar. Han er så sej og tapper og har det heldigvis godt, på trods af feberen. Forleden aften da han blev puttet, sagde han til mig: ”Far, jeg er bare lidt syg. Jeg skal ikke kaste op, jeg har bare feber.”

6BEBF161-C7F9-4BAF-8BD0-5DF84AB5D70C

Som vi kender ham, et par dage før han blev syg. Bare rolig han er snart tilbage igen

Vi elsker vores børn uendeligt højt og et af de få betingelsesløse punkter, som vi havde inden vi rejste afsted var, at vi aldrig ville tage chancer med deres sundhed og sikkerhed. Gør vi det nu? Skal vi trække stikket helt og droppe Vietnam og tage direkte til Danmark? Vi glæder os alle fire vildt meget til Vietnam, men der er også dengue. Hvordan kan vi vurdere risici? Hvordan skal vi tackle vores følelser? Der er så uendeligt meget på spil, men skal vi lade frygt styre vores liv. Sandsynligheden for at dengue udvikler sig til en farlig virus, er meget lille, men den er der og det påvirker os. Vi er sårbare nu, hvor vi har været så meget igennem, men vi er også stærke, fordi vi har været så meget igennem sammen.

20181004_165732

Ude at handle ind til vores farvelfest med højt humør på trods af alt

Uanset hvad så kommer vi snart til Danmark og det glæder vi os også helt vildt meget til. Vi kommer til at holde jul sammen med vores familie, vi kommer hjem med bagagen fuld af oplevelser af alle de slags der findes. Vi rejste ud som fire, men vi kommer hjem som fem. Nogen vil sige at vores eventyr lakker mod enden, men jeg siger, at vores eventyr kun lige er begyndt.

/jeppe

Postkort til børnehave

Hej Ørnesten

Jeg har fået en ny ven. Han er fra børnehaven hernede. Han pjatter rigtig meget og snakker og snakker. Han er god til engelsk, så vi snakker sammen.

894F6576-A8F1-41E3-9947-A67626E2F90E

Vi har fanget to kæmpe store frøer nede på legepladsen. Det var min ven, som fangede den.  Vi har også fanget tusindben, regnorme og kakerlakker. Det var så sjovt at fange frøen, fordi den sprang afsted og alle de andre skreg og prøvede at tage benene op. Vi grinede rigtig meget.

Lige pludselig kunne vi ikke finde flere frøer, så fangede vi bare tusindben.

Vi leger meget og finder dyr næsten hver dag. Vi er aldrig uvenner eller skælder ud. Vi er bare gode venner og gør ingen dumme ting.

Hilsen Aston

TO STAY OR TO GO – DEL 2

Mit forrige indlæg (læs det HER) skrev jeg I mine følelsers vold. Det betød blandt andet, at mine konklusioner var lidt  dramatiske. I dag er mine følelser og jeg faldet lidt til ro og jeg har lyst til, at reflektere over mine tanker fra mit forrige indlæg.

IMG_4684

I følelsernes vold er ikke det værste sted at være, for der kan man  lytte og lære

”Måske er det på tide at vende snuden mod nord?” skrev jeg. Ja, måske er det på tide at tage hjem. Det er i hvert fald en overvejelse, som jeg har gjort mig mange gange i de forgangne seks måneder.

Vi har bevæget os lysår uden for vores komfortzone, så sådan en overvejelse er kun naturlig for mig. Jeg havde allerede lignende overvejelser, efter vi havde været her bare en måned, men på det tidspunkt var alt stadigvæk nyt og overrumplende og derfor var det mere en flugt, end det var en velovervejet mulighed.

I dag er situationen en anden. Vi har boet på børnehjemmet i mere end seks måneder og har alle fire oplevet op- og nedture og vi har været sammen om det hele. I dag er at rejse hjem en velovervejet mulighed. En konsekvens af vores oplevelser og følelser det sidste halve år.

Det spørgsmål jeg stiller mig selv, det Sabrina og jeg taler om, er hvordan den sidste del af vores rejse vil forme sig? Vil nyt og spændende åbenbare sig? Vil vi opleve nye muligheder og relationer? Eller vil tiden være præget af flere udfordringer og skuffelser og følelsen af ikke at være det rigtige sted? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi prøver at regne det ud – ud fra alt det vi har oplevet indtil nu.

Vi siger tit: ”Det må tiden vise”, men hvad betyder det? Det kan faktisk betyde, at jeg forholder mig passivt til mit eget liv og lader tidens gang afgøre hvad jeg gør. En statist i eget liv. Jeg tror, at nogle gange skal vi ikke vente og lade tiden vise, vi skal afgøre og vælge selv, inden vi lader tiden begrave alt i bagklogskabens støv.

3B587F6A-FB93-45BA-8578-F8B9C7349B91

Alt det vi har oplevet – kan ikke udtrykkes med ord

Vores rejse har været fantastisk, fordi den har været så pokkers virkelig, og måske bliver den endnu bedre de næste par måneder eller måske bliver det en hård tid? Skal vi vente og finde ud af det? Skal vi træffe et valg om at rejse hjem?

Det er en svær beslutning. Der er så mange forhold der indgår i ligningen og så alligevel, måske handler det bare om, hvad Sabrinas og mit hjerte fortæller os?

20180512_181630

Så vi lytter…

Vi prøver, så godt vi overhovedet kan, at være noget for børnene (både vores egne og alle dem på børnehjemmet) med de muligheder vi har og i den tid vi er her, uanset hvor længe det så bliver.

Det er vores mission og den er ikke åndsvag.

/jeppe

TO STAY OR TO GO?

Hvor er det bare svært nogle gange. Altså livet. Vi har gjort det rigtige. Vi har truffet en modig og vild beslutning, som endda indebærer at hjælpe andre. Vi har gjort vores bedste for at tilsidesætte egoismen og mageligheden. Vi har virkelig prøvet på at gøre noget, som kan sætte sig som et varigt aftryk i vores børn, selvom at de er små, af ydmyghed, tolerance og forståelse for verdens diversitet og vores egne ufattelige privilegier. Bliver det så let af den grund? Nej, hold nu ferie, du får ikke en skid foræret.

Vores eventyr, som vi troede det ville være, da vi sad der i bekvemmelighedens forstad og gumlede bland slev slik og drak frikadelle rødvin, det er ikke et eventyr. Det er bare noget, noget der sker, en række af valg, beslutninger og tilfældigheder. Og så er det op til dig selv at sætte et prisskilt og en overskrift på.

JAPANERNE KOMMER
En af de største bidragsydere til børnehjemmet er en Japansk organisation. Ud over at støtte med store økonomiske donationer, så har de særligt fokus på de større børns skole og uddannelse. De sponsorer blandt andet mange af børnenes collegeuddannelse. Organisationen har også en tradition for at besøge børnehjemmet hvert år. Da der er mange af medlemmerne, som gerne vil besøge børnehjemmet, har de delt sig i to grupper, således at børnehjemmet får to besøg hvert år. Hver gruppe består af 30 til 40 japanere og de er på børnehjemmet en weekend, fra fredag morgen til søndag aften. De bor på et hotel udenbys, hvor de blot sover.

20180825_101450

Japanerne er netop ankommet og der gøres klar til deres velkomstshow

Det er et fantastisk stykke arbejde denne organisation gør og uden den, ville børnehjemmet ikke være det samme. Organisationen begyndte deres støtte i 2000 og før dette, havde børnehjemmet ikke midler til at give børnene en collegeuddannelse. Siden 2000 har organisationen besøgt børnehjemmet hvert eneste år. Faktisk har enkelte medlemmer været her hvert år lige siden 2000, det er utroligt imponerende og vidner om et oprigtigt engagement.

Det var også en stor oplevelse, at få besøg af den første gruppe her i weekenden. Børnene var ellevilde og meget glade og jeg var imponeret over at se, hvordan børnene og organisationens medlemmer kender hinanden, på trods af at de kun kommer to dage om året. Det skyldes selvfølgelig engagementet og vedholdenheden.

20180825_124917

En af Japanernes planlagte aktiviteter for børnene

Weekenden bød på aktiviteter af mange slags, både af mere seriøs karakter, hvor der skulle tænkes over fremtiden, men selvfølgelig også masser af sjov, fest og ballade. Det var en sand fornøjelse at se børnenes glæde og mange var også tydeligt berørte søndag aften, da alle tog afsked med hinanden.

60817088-11CF-4EEE-ABF8-0E433222071E

20180826_194225

Billeder fra børnenes flotte danseshow om aftenen

FORBEREDELSERNE
Der er jo ikke noget at sige til, at børnehjemmets ledelse vil gøre meget for at byde denne organisation velkommen og vise børnehjemmet frem fra dets bedste side. Den sidste måneds tid har børnenes hverdag været booket op af disse forberedelser til besøget. Jo nærmere vi kom weekenden, desto mere intensivt blev det.

Forberedelserne kan groft deles op i to kategorier. Danseshow og rengøring. Først og fremmest har børnene skulle forberede dans, sang og forestillinger til besøget. Det indebar et langt velkommen show med sang og dans. Derefter var der en times langt danseshow lørdag aften, samt et kortere show søndag aften. Børnene har trænet 8 – 12 timer om ugen og samtidigt har de lavet alverdens pynt og kulisser der skulle bruges til showet.

Den anden side af forberedelserne var rengøring. Der er blevet skrubbet fliser og kantsten med skurebørster, fejet i timevis hver eneste dag og alle de småting, som ikke har virket i de sidste 6 måneder, er blevet fixet.

20180811_093556

Her er nogle af de store piger igang med at ordne bedene

Forberedelserne har betydet, at børnene ikke har haft tid til lektier og været trætte og udkørte i skolen. Den sidste uge op til besøget trænede de dans indtil klokken 23. Det er altså med børn der er 10 – 12 år, som står op kl. 4 for at gøre sig klar til skole.

Jeg har faktisk følt, at jeg har været vidne til et absurd teaterstykke og det gør ondt inde i mig at opleve det. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og jeg vil aldrig hævde, at jeg kender sandheden og vejen til lykke, for det gør jeg ikke. Helt tydeligvis. Jeg respekterer virkelig, at de ser verden på en anden måde end mig, og at vores kulturer er ganske forskellige ligesom vores levevilkår. Men det jeg har set og oplevet i den her situation, det rammer mig bare. Uden at jeg kan gøre fra eller til. Uden at ville dømme eller bedømme. Sådan er jeg bare til i verden.

Jeg kan ikke forstå, hvordan børnehjemmets ledelse tænker og handler i den her situation. De har et værdifuldt og langvarigt samarbejde med en organisation, som har et særligt fokus på børnenes uddannelse. Dog kræver forberedelserne til denne organisations besøg på to dage, at børnene skal bruge så mange timer på træning af dans og sang, samt oprydning og rengøring, at de bliver nød til at nedprioritere deres skole i flere uger. Det synes jeg ikke, er den rigtige måde, at gøre det på og for mig at se, mangler der fokus på, hvad der er bedste for børnene.

20180825_124928_001

Et par piger er fordybet i en af aktiviteterne fra Japanernes besøg

Det er mit synspunkt og det kan ikke ændre ved, at børnene nød weekenden og det er jeg sikker på, at Japanerne også gjorde. Jeg er dog overbevist om, at alle parter kunne få det samme udbytte af besøget, selvom man havde lagt fokus lidt anderledes og prioriteret børnenes hverdag højere. Ligeledes er jeg sikker på, at Japanerne ikke kommer her på børnehjemmet, for at se perfekt udførte danseshows og klinisk rene kantsten. De kommer for at være sammen børnene og støtte dem i deres arbejde for en fremtid med uddannelse og muligheder.

OG HVA SÅ?
Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre. Sådan er det og hvad så? Koncentrer dig om børnene og husk, at du ikke er her for at være bedreviden eller ændre deres måde, at gøre tingene på.

IMG_4407

“Helt ærligt Jeppe, tag dig sammen og kom videre”

I har så inderligt ret. Jeg ved ikke en skid og dermed heller ikke mere end nogle andre mennesker. Men jeg er her. På børnehjemmet, i Filippinerne. Her er jeg med min familie, på en åndsvag mission som jeg overhovedet ikke har nogle anelse om, hvad handler om mere. Prøv lige at høre her! Jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok mere. Vi har været her mere end et halvt år nu, vi har regnet med at skulle være her i et lille år, men regne, regne, regne og så regne om igen.

Det har været skidt, det har været frustrerende, det har været intenst, det har været kedeligt, det har været vidunderligt og som en drøm. Men måske er jeg mæt nu, måske er min kone mæt nu og måske er vores børn mætte nu? Måske er det på tide at vende snuden mod nord og se virkeligheden i øjnene?

VIRKELIGHEDEN
Ups, det her er virkeligheden om jeg må be. Det bliver ikke meget mere virkeligt. Bare at mærke livet gå sin gang, sammen os fire, hele tiden. At kunne være der for sine børn hele tiden og at lære, hvordan jeg egentlig er det bedst. For det har jeg aldrig skulle være før. Skræmmende! At være så meget sammen med sin kone, at man til sidst ikke kan finde på mere at tale om. Så bliver jeg helt bange for, at vi ikke har noget at tale om. Men nej, vi har så meget, men nu skal vi også lære at være stille sammen. For vi går ikke på arbejde her, vi arbejder sammen, så vi kommer ikke hjem til hinanden, vi er hjemme, og kan berette om dagen på kontoret.

Vi er ét, fire er én, og det er også svært. Det er slet ikke normalt i den personlige friheds tidsalder, hvor intet er vigtigere end retten til selviscenesættelse, selvtilfredsheden og ikke at skulle ofre noget for andre.

IMG_4400

Bare jeg er sammen med dem her, så skal vi nok finde ud af det

Vores virkelighed er lige her. Jeg har lært mere end jeg aner, men nu er jeg mæt. Min begrænsede fatteevne er fyldt og måske er det på tide at drage mod nord. Der er vores virkelighed også, hvordan mon den ser ud, når vi ser den igen?

/jeppe

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Børnegruppe – yeah!

Jeg har, som tidligere skrevet, oprettet børnegruppeforløb her på børnehjemmet. Læs det tidligere indlæg her. Dette er noget helt nyt for stedet, som aldrig har haft samtalegrupper på denne måde.  

Af flere grunde har jeg en af børnehjemmets socialrådgivere med til mine gruppeforløb. Rent praktisk skal hun fungere som tolk, så jeg er sikker på, at børnene forstår, hvad jeg siger og at de får mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Det er vigtigt, at de får denne mulighed for, som tidligere skrevet, er det i sig selv svært nok for dem, at skulle udtrykke egne følelser og behov, da de slet ikke er vant til at forholde sig til sit indre.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan lære fra mig og dele ud af min viden, så denne socialrådgiver kan bære disse forløb videre, når jeg ikke længere er her. Hun har stor interesse i dette arbejde og har allerede sagt, at hun vil køre børnegrupperne videre. Kæmpe succes! Både for mig, stedet og ikke mindst børnene. Yes!

C8304279-F5BC-4D9A-AAFE-CC30A5FE725F

Vælg et humør. Nemt at forholde sig til som barn.

Jeg nyder virkelig at dele ud af mine erfaringer og ekspertise til børnene, de voksne og stedet, og jeg er så glad for, at der er kommet fokus på vigtigheden af, at give børnene en stemme og mulighed for at tale om alt det, som fylder.

Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få luft fra deres indre støj, så kan dette måske bidrage til, at børnene i højere grad er modtagelig for læring i skolen, have overskud til at være en god ven, forhindre uhensigtsmæssig adfærd, eller hvad der nu en gang kan være af individuelle reaktionsmønstre. Jeg er således meget taknemmelig for at have bidraget med min viden ift. børnegrupper.

A9026CAB-597A-465E-BAC6-D2B7D2796F9B

Nogle af de tegninger der er blevet lavet undervejs i forløbet.

Hvordan er det så gået? Når nu det kulturelt ikke lige ligger til højrebenet for disse børn, at skulle tale om egne tanker, følelser og behov. Jo – det er faktisk gået over al forventning. Vi har sammen bevæget os af sted på en rejse, og de har for hver gang vokset med opgaven. De får sat flere og flere ord på tingene. Der bliver fældet tårer og uddelt gode råd til hinanden. De forstår sig på, hvad det vil sige at være en del af en børnegruppe, og de er seje og gode til at være ærlige.

Jeg har via mine børnegruppeforløb fået et meget godt indtryk af, hvordan det er at være ny her på børnehjemmet og jeg skal love for, at der er nok af udfordringer at tage af. Udfordringer som slet ikke ville blive talt om, hvis vi ikke mødtes en gang om ugen.

7E4E10AB-E9FD-4488-8040-0307BE6BA631

Hvor sidder smerten i kroppen og hvordan ser jeres familier ud?

Sommetider har jeg tænkt, måske særligt ift. to af de større drenge, at de egentlig ikke synes det er relevant for dem at være med. Der er så meget attitude, facade og mange parader. Jeg har dog oplevet, at de hver gang deltager, men lidt på deres egen måde med deres egen ”stil”.

Vi er nu nået til vejs ende i mit planlagte forløbet, hvor jeg lader det være op til gruppen, om de har lyst til at mødes igen eller om de ikke længere føler et behov. Sjovt nok var det de to store drenge, som var de første til at række hånden op og udtale, at de gerne vil have, vi fortsætter med at mødes. Så ja – jeg tror faktisk alle har fået noget ud af det – både dem og jeg, og jeg er så taknemmelig for, at dette blev en succes.

Jeg fortsætter derfor børnegruppeforløbene og starter nye forløb op, så også andre her på børnehjemmet kan få tilbudt denne mulighed. 

Klems Sabrina

Kan menstruation være farligt?

Alt er vel her og jeg vil lige skrive et par linjer om, hvad jeg blandt andet bruger min tid på her på børnehjemmet. Jeg træner nemlig sammen med en gruppe af de større piger. Jeg har gjort dette i flere måneder nu. Det startede egentlig med, at jeg blev træt af ikke selv at være aktiv.

Jeg har altid holdt af at være aktiv eksempelvis via løbetræning. Dette dog kun i perioder for, når det bliver vinter, så er det som om, at jeg ender med at gå i hi. Dette behøver jeg imidlertid ikke bekymre mig om hernede i varmen. Alligevel får jeg ikke løbet – jeg tør ikke! Der er simpelthen for mange gadehunde og mange blikke fra menneskerne hernede, så jeg har slet ikke lyst. Derfor lavede jeg en dag noget styrketræning og lidt cardio og jeg fik hurtigt et par nysgerrige blikke fra de større piger.

En aften da jeg skulle ud med skrald, så jeg at en gruppe piger havde samlet sig på basketballbanen og lavede nogle af de øvelser, de havde set mig gøre tidligere på dagen. Det blev ligesom startskuddet. Nu træner vi et par gange om ugen og det er super fedt og sjovt at dele træningen med disse piger.

Det er dejligt at kunne lære dem nogle øvelser, men også give dem en forståelse for træning og hvad det gør ved kroppen at holde den i gang på denne måde.

Eksempelvis var de temmelig ’beskidt forskrækkede’, før vi startede. Det er de stadig i nogen grad, men nu lægger de sig på jorden uden nogen form for grimasse. De var også meget ’sved forskrækkede’, men efter at have set hvordan sveden hagler af mig, så er det ligesom også blevet afmystificeret. Derudover har jeg måtte gentage mange gange, at det ikke er en forhindring at træne, fordi man har menstruation. Jep – det har været en stor bekymring hos dem. Ja selv for de voksne staffmedlemmer, som også indimellem er begyndt at dukke op til træningen. Tænk engang at dette kunne være en bekymring. Det havde jeg ikke drømt om, men det viser bare, hvor meget læring der er i, at samles på denne måde både for dem og for mig.

Et andet gode ved dette setup er, at jeg kan dele ud af min viden om og erfaring med træning. Eksempelvis har staff mange gange udtalt, at det er så dejligt, at jeg gør dette og får de overvægtige børn med. Hertil må jeg svare dem, at træning er godt for alle uanset alder og vægt.

Der er i virkeligheden ikke mange overvægtige børn her på børnehjemmet, men der er mange utrolig tynde. Alt for tynde, og jeg er glad for, at de får en viden om, at det er sundt og godt at træne og få opbygget en muskelmasse, uanset om man er tyk eller tynd – gammel eller ung.

Det var lige en lille fortælling om, hvad jeg også får tiden til at gå med hernede, og det er absolut en af de ting, som jeg nyder at have fået gang i, selvom det ikke var en del af mine tanker, før vi tog afsted til børnehjemmet.

Klems Sabrina

 

Postkort til børnehaven

Hej Ørnesten

Vi har i dag plukket en pomelo og vi skal spise den nu. Vi har nemlig et pomelotræ lige ude foran vores dør.

433B38F5-C722-4899-A2F0-EEAA43588AD9

Friskplukket pomelo

I dag har jeg også været i børnehave. Der er en børnehave her på børnehjemmet. Vi skulle lege med modellervoks. Det var sjovt.

Vi får snart gæster på børnehjemmet. De kommer fra Japan. Børnene danser rigtig meget og øver hver dag, så de kan lave en opvisning for gæsterne.

2A02D3A3-0C65-4D9B-97C2-24203B66B121

Der øves dans på basketballbanen

Noelia og jeg danser også rigtig meget. Jeg kan allerbedst lide den dans, som de store drenge laver. Det ser ret sejt ud, når de danser. De ligner næsten robotter.

Jeg laver også ret mange øvelser. For eksempel så hopper vi, laver frøhop og andre sjove øvelser.

3847EF90-3647-427E-A679-B6955408E869

Jeg har basketballtøj på og laver øvelser med mor, far, Noelia og andre børn.

Jeg synes stadig det er ret sjovt at tumle og jeg kan også lide at klatre i høje ting – for eksempel en lygtepæl.

F82B8DE1-D98F-42A6-98CA-AE686438E51D

Det er sjovt at klatre

Hilsen Aston

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Et mål er indfriet

Jeg havde et ønske om at lave børnegrupper for børnene på børnehjemmet og dette mål er nu nået. Mine børnegrupper er samtalegrupper, hvor vi snakker om det, som er svært. Det er indtil videre grupper for alle dem, som er nye her på børnehjemmet.

Efter børnenes ferie kom der ca. 30 nye børn og dem har jeg samlet i forskellige grupper efter alder. På sigt har jeg planer om at udvide min målgruppe, så også andre her på børnehjemmet kan få lov til at deltage i et børnegruppeforløb.

I børnegrupperne tilbydes børnene et fortroligt rum, hvor de kan tale om det, som fylder. Jeg har et program med for dagen og sammen bevæger vi os afsted, hvor nye temaer og situationer drøftes.

Børnegrupper er ikke noget, der har før har været afholdt på børnehjemmet. Der har eksempelvis ikke tidligere været særligt fokus på de nytilkomne børn. Disse børn må i høj grad selv finde ind i en rytme og lære stedets regler og kultur at kende. Selvfølgelig er der en voksen i hvert hus, men alligevel er det en skrøbelig tid for disse børn, som har sagt farvel til deres vante liv hos deres familier og nu befinder sig på et stort børnehjem med 75 andre børn.

Det er således nyt for børnehjemmet, at der afholdes børnegrupper og det er nyt for børnene, at være i denne konstellation, hvor der sidder en voksen som interesserer sig for og spørger ind til deres tanker og følelser. Det er faktisk svært for dem. Jeg tænker, det er noget kulturelt. Børnene er slet ikke er vant til at blive talt til på den måde.

I Danmark oplever jeg, at børn i langt højere grad medinddrages. Her interesserer man sig for deres følelser, tanker og holdninger, og vi forsøger at opmuntre dem til at bruge deres stemme og blive fortrolig med egne følelser.

I Filippinerne oplever jeg, at man ikke på samme måde inddrager børnene og at følelser i langt højere grad er noget som gemmes væk. Eksempelvis skal man helst ikke græde, hvis man er ked af det og selv hvis man falder og slår sig, så forsøger de at undlade at fælde tårer.

Heldigvis kan jeg mærke, at det giver mening for børnene at være en del af børnegrupperne. De har så meget på sinde, men at lukke op for det kan være svært, for det betyder også, at man skal forholde sig til alt det, som gør ondt og det er ikke nødvendigvis så rart.

Så børnene kæmper med deres facader og deres vante parader, men jeg erfarer, at vi rykker i den retning jeg gerne vil og vi oplever i grupperne, at have ærlige snakke, som også fører til tårer og sårbare erkendelser.  

Klems Sabrina

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial