EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Page 2 of 5

Kærlighed og bekymringer – et brev til dig min dreng

Min kære seje Aston. Min Superman, min kærlighed, min basse og mit lys.

Helt uden du aner det, så giver du mig så meget hovedpine. Hovedpine forstået på den måde, at jeg har så mange bekymringer på dine vegne.

AC92A9A3-B79F-4D10-90E1-613243F7F8E8

Jeg ville ønske, at jeg kunne bære dig igennem livet på et sølvfad. Jeg synes, du fortjener det min lille fantastiske, kreative, kærlige, sjove og eftertænksomme dreng. Men jeg kan ikke bære dig på denne måde. Du vil vokse og jeg vil ikke kunne bære dig i mine arme uden, at du får beskidte fødder eller at vi sammen falder over en sten. Heldigvis ved jeg, at du godt kan gå selv, at du kan falde, men at du også rejser dig igen. Det gør du og det har du bevist utallige gange.

20180523_094844

Du gør mig så stolt og lykkelig helt indeni. Jeg beundrer dit livsmod, din energi og din glæde, som starter allerede kl 5 hver morgen(!) Du er en ener.

En ener som lige nu også må leve livet udenfor husetsmure, som en ener. Det er svært for tiden. Der mangler en ven til dig. Alle er så store her på børnehjemmet og du er så stor samtidig med, du i virkeligheden også bare er en lille dreng på blot fire år.

5B09EC85-B0AD-476F-8C0B-8E64729E9103

Dagene går og du har fortsat dit gode humør med dig, men livet er ikke en dans på roser. Du er alene. Vi er her, vi støtter, vi leger og vi kæmper sammen, men et venskab mangler og jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tilbyde dig et. Kunne jeg da bare gå derud og vælge en på samme vis, som at gå ud i haven og plukke en smuk blomst. Her værsgo – her har du en god ven. En som du kan lege med, tumle med, have det sjovt med, klatre med og lave fis og ballade med. Jeg håber hver dag, at noget sker og at du finder en makker, men det lader vente på sig.

20180519_115423

Jeg tror, at du lige nu oplever modstand på den front. Oplever en form for ensomhed og andre frustrende vilkår. Det er svært. Det er svært, når hverken du eller de andre mestrer engelsk og det er svært, at stå udenfor fælleskabet med dem, som egentlig kunne blive dine venner, men som ikke åbner op. Alligevel ved jeg, at du klarer den. Du lærer at komme igennem livet, hvor man også må tage skeen i egen hånd og lege selvstændigt. Du lærer at bruge din fantasi, og selvom du altid har haft en fremragende fantasi, så bliver den særligt afprøvet i disse tider. Du får opbygget et enestående forhold til din lillesøster, som slet ikke ville have været så solidt opbygget, hvis vi befandt os i Danmark, og du får et særligt forhold til os – din far og din mor.

36DCF937-1D59-4882-A5B0-45B04A18B216

Vi er så stolte af dig, Aston og vi ser dine kampe, men ser også bare en stærk, stærk dreng, som kommer igennem og ud på den anden side med en helt anden ballast. Min engel. Jeg er så glad for, at vi er her sammen. Modgang vil komme før eller siden, så hvor er det rart, at vi er her sammen med dig, så vi kan hjælpe dig, så godt vi kan.

526307D0-BB54-4E99-9EE0-9B49BD86C3AA

Ja, Aston – en mor har mange bekymringer, men hvis man spurgte dig, så tror jeg, at du ville sige, at du har det godt. Vi ser også din glæde. Vi kigger på dig og Noelia hver dag og vurderer, om alt er som det skal være, for vi går ikke på kompromis med dig og din søster. Heldigvis er alt som det skal være. Der er bare lidt modvind på din vej, men modvind kan hurtigt blive vendt til medvind – om ikke andet så på den lange bane. Jeg tænker derfor at slutte af med dette citat, som jeg læser hver gang vi er hjemme hos din farmor. ”Jeg har haft masser af bekymringer, – der var dog ikke mange, der blev til noget.” (Mark Twain).

Klems fra din mor

 

0B7DB99E-A6A3-4259-A7E1-EB9AE2BE0118

Ps. Beklager at papiret dette indlæg er skrevet på er blevet vådt. Det skyldes, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg skrev det. Jeg elsker dig.

Børnegruppe – yeah!

Jeg har, som tidligere skrevet, oprettet børnegruppeforløb her på børnehjemmet. Læs det tidligere indlæg her. Dette er noget helt nyt for stedet, som aldrig har haft samtalegrupper på denne måde.  

Af flere grunde har jeg en af børnehjemmets socialrådgivere med til mine gruppeforløb. Rent praktisk skal hun fungere som tolk, så jeg er sikker på, at børnene forstår, hvad jeg siger og at de får mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Det er vigtigt, at de får denne mulighed for, som tidligere skrevet, er det i sig selv svært nok for dem, at skulle udtrykke egne følelser og behov, da de slet ikke er vant til at forholde sig til sit indre.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan lære fra mig og dele ud af min viden, så denne socialrådgiver kan bære disse forløb videre, når jeg ikke længere er her. Hun har stor interesse i dette arbejde og har allerede sagt, at hun vil køre børnegrupperne videre. Kæmpe succes! Både for mig, stedet og ikke mindst børnene. Yes!

C8304279-F5BC-4D9A-AAFE-CC30A5FE725F

Vælg et humør. Nemt at forholde sig til som barn.

Jeg nyder virkelig at dele ud af mine erfaringer og ekspertise til børnene, de voksne og stedet, og jeg er så glad for, at der er kommet fokus på vigtigheden af, at give børnene en stemme og mulighed for at tale om alt det, som fylder.

Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få luft fra deres indre støj, så kan dette måske bidrage til, at børnene i højere grad er modtagelig for læring i skolen, have overskud til at være en god ven, forhindre uhensigtsmæssig adfærd, eller hvad der nu en gang kan være af individuelle reaktionsmønstre. Jeg er således meget taknemmelig for at have bidraget med min viden ift. børnegrupper.

A9026CAB-597A-465E-BAC6-D2B7D2796F9B

Nogle af de tegninger der er blevet lavet undervejs i forløbet.

Hvordan er det så gået? Når nu det kulturelt ikke lige ligger til højrebenet for disse børn, at skulle tale om egne tanker, følelser og behov. Jo – det er faktisk gået over al forventning. Vi har sammen bevæget os af sted på en rejse, og de har for hver gang vokset med opgaven. De får sat flere og flere ord på tingene. Der bliver fældet tårer og uddelt gode råd til hinanden. De forstår sig på, hvad det vil sige at være en del af en børnegruppe, og de er seje og gode til at være ærlige.

Jeg har via mine børnegruppeforløb fået et meget godt indtryk af, hvordan det er at være ny her på børnehjemmet og jeg skal love for, at der er nok af udfordringer at tage af. Udfordringer som slet ikke ville blive talt om, hvis vi ikke mødtes en gang om ugen.

7E4E10AB-E9FD-4488-8040-0307BE6BA631

Hvor sidder smerten i kroppen og hvordan ser jeres familier ud?

Sommetider har jeg tænkt, måske særligt ift. to af de større drenge, at de egentlig ikke synes det er relevant for dem at være med. Der er så meget attitude, facade og mange parader. Jeg har dog oplevet, at de hver gang deltager, men lidt på deres egen måde med deres egen ”stil”.

Vi er nu nået til vejs ende i mit planlagte forløbet, hvor jeg lader det være op til gruppen, om de har lyst til at mødes igen eller om de ikke længere føler et behov. Sjovt nok var det de to store drenge, som var de første til at række hånden op og udtale, at de gerne vil have, vi fortsætter med at mødes. Så ja – jeg tror faktisk alle har fået noget ud af det – både dem og jeg, og jeg er så taknemmelig for, at dette blev en succes.

Jeg fortsætter derfor børnegruppeforløbene og starter nye forløb op, så også andre her på børnehjemmet kan få tilbudt denne mulighed. 

Klems Sabrina

Kan menstruation være farligt?

Alt er vel her og jeg vil lige skrive et par linjer om, hvad jeg blandt andet bruger min tid på her på børnehjemmet. Jeg træner nemlig sammen med en gruppe af de større piger. Jeg har gjort dette i flere måneder nu. Det startede egentlig med, at jeg blev træt af ikke selv at være aktiv.

Jeg har altid holdt af at være aktiv eksempelvis via løbetræning. Dette dog kun i perioder for, når det bliver vinter, så er det som om, at jeg ender med at gå i hi. Dette behøver jeg imidlertid ikke bekymre mig om hernede i varmen. Alligevel får jeg ikke løbet – jeg tør ikke! Der er simpelthen for mange gadehunde og mange blikke fra menneskerne hernede, så jeg har slet ikke lyst. Derfor lavede jeg en dag noget styrketræning og lidt cardio og jeg fik hurtigt et par nysgerrige blikke fra de større piger.

En aften da jeg skulle ud med skrald, så jeg at en gruppe piger havde samlet sig på basketballbanen og lavede nogle af de øvelser, de havde set mig gøre tidligere på dagen. Det blev ligesom startskuddet. Nu træner vi et par gange om ugen og det er super fedt og sjovt at dele træningen med disse piger.

Det er dejligt at kunne lære dem nogle øvelser, men også give dem en forståelse for træning og hvad det gør ved kroppen at holde den i gang på denne måde.

Eksempelvis var de temmelig ’beskidt forskrækkede’, før vi startede. Det er de stadig i nogen grad, men nu lægger de sig på jorden uden nogen form for grimasse. De var også meget ’sved forskrækkede’, men efter at have set hvordan sveden hagler af mig, så er det ligesom også blevet afmystificeret. Derudover har jeg måtte gentage mange gange, at det ikke er en forhindring at træne, fordi man har menstruation. Jep – det har været en stor bekymring hos dem. Ja selv for de voksne staffmedlemmer, som også indimellem er begyndt at dukke op til træningen. Tænk engang at dette kunne være en bekymring. Det havde jeg ikke drømt om, men det viser bare, hvor meget læring der er i, at samles på denne måde både for dem og for mig.

Et andet gode ved dette setup er, at jeg kan dele ud af min viden om og erfaring med træning. Eksempelvis har staff mange gange udtalt, at det er så dejligt, at jeg gør dette og får de overvægtige børn med. Hertil må jeg svare dem, at træning er godt for alle uanset alder og vægt.

Der er i virkeligheden ikke mange overvægtige børn her på børnehjemmet, men der er mange utrolig tynde. Alt for tynde, og jeg er glad for, at de får en viden om, at det er sundt og godt at træne og få opbygget en muskelmasse, uanset om man er tyk eller tynd – gammel eller ung.

Det var lige en lille fortælling om, hvad jeg også får tiden til at gå med hernede, og det er absolut en af de ting, som jeg nyder at have fået gang i, selvom det ikke var en del af mine tanker, før vi tog afsted til børnehjemmet.

Klems Sabrina

 

Postkort til børnehaven

Hej Ørnesten

Vi har i dag plukket en pomelo og vi skal spise den nu. Vi har nemlig et pomelotræ lige ude foran vores dør.

433B38F5-C722-4899-A2F0-EEAA43588AD9

Friskplukket pomelo

I dag har jeg også været i børnehave. Der er en børnehave her på børnehjemmet. Vi skulle lege med modellervoks. Det var sjovt.

Vi får snart gæster på børnehjemmet. De kommer fra Japan. Børnene danser rigtig meget og øver hver dag, så de kan lave en opvisning for gæsterne.

2A02D3A3-0C65-4D9B-97C2-24203B66B121

Der øves dans på basketballbanen

Noelia og jeg danser også rigtig meget. Jeg kan allerbedst lide den dans, som de store drenge laver. Det ser ret sejt ud, når de danser. De ligner næsten robotter.

Jeg laver også ret mange øvelser. For eksempel så hopper vi, laver frøhop og andre sjove øvelser.

3847EF90-3647-427E-A679-B6955408E869

Jeg har basketballtøj på og laver øvelser med mor, far, Noelia og andre børn.

Jeg synes stadig det er ret sjovt at tumle og jeg kan også lide at klatre i høje ting – for eksempel en lygtepæl.

F82B8DE1-D98F-42A6-98CA-AE686438E51D

Det er sjovt at klatre

Hilsen Aston

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Et mål er indfriet

Jeg havde et ønske om at lave børnegrupper for børnene på børnehjemmet og dette mål er nu nået. Mine børnegrupper er samtalegrupper, hvor vi snakker om det, som er svært. Det er indtil videre grupper for alle dem, som er nye her på børnehjemmet.

Efter børnenes ferie kom der ca. 30 nye børn og dem har jeg samlet i forskellige grupper efter alder. På sigt har jeg planer om at udvide min målgruppe, så også andre her på børnehjemmet kan få lov til at deltage i et børnegruppeforløb.

I børnegrupperne tilbydes børnene et fortroligt rum, hvor de kan tale om det, som fylder. Jeg har et program med for dagen og sammen bevæger vi os afsted, hvor nye temaer og situationer drøftes.

Børnegrupper er ikke noget, der har før har været afholdt på børnehjemmet. Der har eksempelvis ikke tidligere været særligt fokus på de nytilkomne børn. Disse børn må i høj grad selv finde ind i en rytme og lære stedets regler og kultur at kende. Selvfølgelig er der en voksen i hvert hus, men alligevel er det en skrøbelig tid for disse børn, som har sagt farvel til deres vante liv hos deres familier og nu befinder sig på et stort børnehjem med 75 andre børn.

Det er således nyt for børnehjemmet, at der afholdes børnegrupper og det er nyt for børnene, at være i denne konstellation, hvor der sidder en voksen som interesserer sig for og spørger ind til deres tanker og følelser. Det er faktisk svært for dem. Jeg tænker, det er noget kulturelt. Børnene er slet ikke er vant til at blive talt til på den måde.

I Danmark oplever jeg, at børn i langt højere grad medinddrages. Her interesserer man sig for deres følelser, tanker og holdninger, og vi forsøger at opmuntre dem til at bruge deres stemme og blive fortrolig med egne følelser.

I Filippinerne oplever jeg, at man ikke på samme måde inddrager børnene og at følelser i langt højere grad er noget som gemmes væk. Eksempelvis skal man helst ikke græde, hvis man er ked af det og selv hvis man falder og slår sig, så forsøger de at undlade at fælde tårer.

Heldigvis kan jeg mærke, at det giver mening for børnene at være en del af børnegrupperne. De har så meget på sinde, men at lukke op for det kan være svært, for det betyder også, at man skal forholde sig til alt det, som gør ondt og det er ikke nødvendigvis så rart.

Så børnene kæmper med deres facader og deres vante parader, men jeg erfarer, at vi rykker i den retning jeg gerne vil og vi oplever i grupperne, at have ærlige snakke, som også fører til tårer og sårbare erkendelser.  

Klems Sabrina

Tak for støtten

Nu er basketballtræningen gået i gang! Takket være alle jer, som har bidraget til indkøb af basketbolde, nye basketnet, træningstrøjer, kegler og meget mere, kan jeg nu virkelig komme igang med at undervise børnene.

IMG_3378

Her er jeg i gang med at træne de midste børn, de er 7 – 10 år.

De sidste par uger har jeg så småt været i gang. Jeg har fundet ud af, hvordan børnene reagerer på min undervisning (og på hvordan jeg reagerer på at undervise børnene). Det har været en fornøjelse og en udfordring.

IMG_3447

Opvarmningsøvelser med de større børn

Næste skridt er at sætte det mere i system, så derfor har Sabrina og jeg lavet et skema med min baskettræning og hendes grupper, som vi skal tale med lederen om i starten af denne uge. Vi har planlagt flere grupper og mere træning for børnene – nu går vi all in!

IMG_3399

Dejligt med lidt tilskuere til træningen

Det bliver spændende at se, hvordan lederen reagerer på vores foreslag. For vi kan ikke lade være med at føle, at nogle gange så synes personalet, at vi “stjæler” børnene lidt for meget, fra deres faste opgaver. 

På den ene side er det en frustrerende følelse at have i sig, for vi prøver jo virkelig at gøre noget godt for børnene, så derfor er det svært for os at forstå, at personalet ikke bakker 100% op. På den anden side ved vi også godt, at der ikke har været volontører før, som gør det vi gør, nemlig at bryde lidt ind i de faste rytmer og rutiner og udfordrer både børn og voksne med nye og anderledes idéer. 

Så selvfølgelig skal vi være nænsomme og betænksomme og ikke ødelægge noget af alt det, som fungerer og har fungeret rigtig godt i mange år. På den anden side vil vi også give det, som vi kan give, til børnehjemmet. Og indtil at de siger stop, vil vi forsætte med at udfordre på den mest berigende og kærlige måde, som vi overhovedet kan. For det er også vores pligt! At gøre det bedste vi kan og det kan vi kun gøre, hvis vi er os selv.

Kampen fortsætter. Kampen for at være sig selv og for at bidrage, men kampen er en god kamp nu. Aston og Noelia stortrives og Sabrina og jeg formår, at nyde flere og flere aspekter af vores fantastiske eventyr. Taknemmeligheden, for det vi gør sammen lige nu og den unikke tid vi har med vores egne børn, kommer snigende. Vi kan ikke undslippe den og må bare erkende, at vi oplever noget ganske særligt i denne tid. En oplevelse der også indebærer modgang, mavepustere og mild frustration og som faktisk ikke ville være spor det samme uden alle disse bump.

IMG_3437

Øvelse gør mester

Nå, men for lige at vende tilbage til basketball. Jeg kan selv mærke, hvordan jeg har genfundet glæden ved at spille basket. Legen, sammenspillet, kampen. Det er skønt og jeg håber virkelig, at jeg kan videregive min glæde og forståelse af spillet til børnene her. Når jeg er kommet lidt længere i undervisningen vil jeg berette om, hvorvidt jeg er lykkedes med det. Indtil da; Elsk, leg, kæmp og giv’.

IMG_3432

/jeppe

 

Kvalitetstid på filippinsk

En uge i Manila med kvalitetstid og luksus – ikke dårligt. Vi kunne sagtens tage en uge mere, men det skal vi ikke. Vi tager tilbage til børnehjemmet og har et skema med hjem, hvor vi har fået fyldt hverdagen godt ud med blandt andet børnegrupper og basketballtræning. Det glæder vi os til at tage rigtig fat på.

Denne tur til Manila var egentlig en miniferie, som skulle have været afholdt for flere måneder siden, men da det stødte ind nogle planer med børnehjemmet, rykkede vi turen til denne uge. Det blev den bestemt ikke dårligere af.

To frække brilleaber

Vi har hygget os og sat pris på den luksus, vi har været i. Ungerne har tilbragt mange gode timer i swimmingpoolen. Vi har haft toilet med skyl, toilet med bræt, ja bare toilet voksenstørrelse – utroligt så meget glæde et toilet kan skabe, hehe. Vi har haft brusebad og sågar med varmt vand, aircondition, tv og en rigtig sofa. Helt vildt jo!

Gå aldrig ned på udstyr når du skal i poolen

Det har været dejligt og det er dejligt at komme lidt væk og få lov til at være os selv. Kysse, kramme og holde i hånd når vi vil. Jeg elsker min familie så utrolig højt, og hvorfor det lige har været på denne tur, ved jeg ikke, men hold nu op hvor har jeg bare tænkt på og værdsat den tid, vi har sammen.

Glad i bolden

Vores børn er så dejlige. De er så seje, så gode og så skide irriterende til tider. Hvor heldig har jeg lige lov til at være!? Tænk at være så meget sammen med dem, så man også synes de er irriterende. Vi er sammen konstant og hele tiden. Vi har udviklet fælles humor og kan alle fire grine sammen både med og af hinanden i en kærlig tone.

De udvikler sig så meget og særligt Noelia tager virkelig nogle gode ryk. Hun er blevet så stor. Hun snakker løs, ævle bævler om alverdens ting, laver sjov og spas og er en rigtig lille hyggemus. Hun synger sange og fortæller en masse, som vi griner af og så er hun indimellem en lille papegøje, som også holder meget af at løfte pegefingeren og fortælle sin storebror, hvad han må og ikke må.

Sushien er serveret

Aston er sej. Han er for tiden fan af superhelte og kravler rundt på alting, ligesom Spiderman og hvad de ellers hedder. Han er virkelig blevet god. Vi må ofte stoppe ham, for det tager ikke mange sekunder, før han er kravlet op i en lygtepæl – altså helt op, hvis han får lov. Han har jo set, hvordan nogle af de store børn gør det på børnehjemmet, når de skal op efter kokosnødder, så den færdighed har han nu kopieret.

Vi nyder at være en del af vores børns udvikling og have denne unikke mulighed for at følge med i alle deres små skridt på vejen. Eksempelvis sprogudviklingen. Generelt set er det ikke så vigtigt for os, om vores børn, før de kommer i skole, lærer alfabetet og kan tælle til 100. Det vi i langt højere grad er fokuserede på er, at vi har glade, stærke børn, som forstår sig på at være en god ven og kender de sociale normer for, hvornår man må råbe højt og ikke, hvornår man skal lytte og hvornår man bør sige til og fra mv. Derfor har det ikke været vigtigt for os, at de kan tale engelsk. Kommer det, så kommer det og gør det ikke, så er det helt fint.

Alligevel ser vi nu, hvordan opmærksomheden og nysgerrigheden efter at lære sproget er begyndt at vokse i særligt Aston. Når et barn viser interesse for noget, er det selvfølgelig vigtigt at støtte op og udnytte det vindue, som nu er åbnet, så det gør vi i det omfang, Aston selv gider. Han spørger tit: ”Hvordan siger man …. på engelsk?” og så snakker vi om det og hundrede sytten andre ting, han også lige vil høre hvordan man siger. Det er meget hyggeligt og så er det virkelig fedt, når han indimellem overrasker og bare fyrer ting af, svarer relevant på engelske henvendelser fra andre eller lignende. Man bliver lidt paf og undrer sig over, hvor det dog kom fra? Hvor har han lært det ord at kende? – det er fedt.

Tid til hinanden

Der sker altså alle mulige ting med os alle fire og hold nu op, hvor er vi heldige, at få lov til at lære hinanden så godt at kende og tilbringe så utrolig meget tid sammen. Hvor er vi bare privilegerede!

Klems Sabrina

 

Så er anden halvleg i gang

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?

Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.

Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.

Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.

Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.

Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!

Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!

Klems Sabrina

Feriens aftryk og hverdagens start

Alle børnene her fra børnehjemmet begynder nu at være tilbage. Skolen starter på ny mandag morgen og hverdagen begynder for alvor.

Det er dejligt at have børnene tilbage. Der er liv og glade dage alle vegne. Det summer af hormoner og interesse for hinanden og ikke mindst en spænding i at lære de 30 nye børn at kende.

Vi nyder, at der er kommet gang i den. Nu er der pludselig mange muligheder for at finde legerelationer og selvom børnehjemsbørnene jo er en del ældre end vores, så er Aston glad og back in business. Han har rigtig fået gang i cyklen, fundet ’venner’ og trives med, at der er børn overalt. Det er ikke længere den larmende stilhed, man bliver ramt af og det er rart.

Jeg må sige, at jeg forbløffes over, hvor seje børnene her på børnehjemmet er. Her kommer man som eksempelvis syv-otteårig og har sagt farvel til sin familie, som man måske ikke ser igen før til jul eller måske først om et år, da det ikke er alle vis familie har mulighed for at komme på besøg.

Alligevel løber børnene ufortrødent rundt og leger, er glade og smutter ind og ud af husene, som om de aldrig har gjort andet. Jeg fatter det nok ikke helt. Jeg tænker, at jeg ville sidde i et hjørne og græde og savne min mor og far, men måske er dette sted så meget bedre, end det de kommer fra?

1DAEB651-489B-45CC-970F-1C577332B607

Dog lader jeg mig ikke helt ’narre’ af deres ydre, for nok er de glade på overfladen, men når det bliver mørkt og man skal være stille og ligge i sin egen seng, så er jeg sikker på at savnet til familien trygger og at den nye tilværelse her på børnehjemmet virker overvældende.

Jeg spurgte en af de ældre drenge, om han kunne huske, hvordan det var at starte her. Han fortalte, at han hver nat i over en måned lå og græd, mens ingen hørte det. Så ja – det hele er nok ikke lutter lagkage og det tænker jeg også, at vi blev bekræftet i på vores ferie.

Vi boede som sagt på øen Bantayan og var meget glade for stedet og lærte lidt lokalbefolkning at kende. Heriblandt en lille gruppe børn, som dagligt gik og solgte halskæder, som de havde lavet af muslinger. Her gik de op og ned ad stranden og rundt omkring i byen fra morgen til aften. De spiste resterne fra restauranterne, hvor folk gik fra deres levninger og de drak, hvad der var tilbage i glassene. Vi fik et hyggeligt forhold til dem, hvor vi altid snakkede lidt med dem og behandlede dem med respekt.

A463EAB9-90E6-41B6-9325-5E8E0CED745D

Desværre er det ikke alle, som behandler disse fattige børn, som kunne havde været dem fra vores børnehjem, på samme ordentlige måde som os.

Vi var den ene dag ude og spise på en restaurant og her sad en hvid mand, gammel og gråhåret med hvide tennissokker i sandalerne, stor mave og velhavende i forhold til store dele af befolkningen hernede. Her sad han og nød sin mad, med to yngre drenge. Jeg vil skyde dem til at være omkring 14 og 15 år. Jeg tænkte først, at det måtte være noget familie til manden, men nej det var det jo ikke.

Det var en gammel mand, som rejser derned, hvor han kan udleve sine pædofile tanker. Her er fattige mennesker, som enten lader sig udnytte eller får at vide, de skal lade sig udnytte, da pengene er nødvendig i kampen for overlevelse. Omkring 200.000 filippinske børn bliver årligt misbrugt. Det er jo sygt! Og det var sygt at sidde der og skulle nyde sine pommes fritter, mens sidemanden var pædofil og de to drenge var to børn født ind i en uretfærdig verden.

Magtesløshed og fattigdommens desperation fik vi et lille indblik i på denne restaurant, hvor alle vidste hvad der skete, men ingen gjorde noget.

Forleden var vi med jeepny til et Mall for at forlænge vores Visa. En lille dreng stiger ombord og har en seddel med, som han deler ud. Vi kunne ikke læse hvad der stod, men det var ikke svært at regne ud, at han bad om penge til sin overlevelse. Aston gav ham nogle penge, da vi ikke lige havde noget mad at give, hvilket vi hellere vil bidrage med. Drengen hoppede af bussen ved næste stop og Aston var nysgerrig på at høre, hvor han skulle hen? Hvor var hans mor og far? Hvor boede han? Hvorfor havde han ingen sko på? Hvorfor gik han bare rundt på gaden og sprang ind imellem biler og motorcykler?

Det blev en fin snak om, hvordan livet ser ud for nogle børn, ja, faktisk for skræmmende mange børn her i Filippinerne. Og om hvor heldige vi er og hvor heldige vores børn på børnehjemmet er. Børnene på børnehjemmet får alt det, som denne lille dreng og de andre børn, jeg tidligere har skrevet om, ikke får.

Vi svarede så godt vi kunne på Astons spørgsmål og vi svarede ærligt, uden at udpensle de forfærdelige vilkår, som disse børn jo lever under. Astons konklusion på vores snak var et spørgsmål. ”Hvorfor kan drengen så ikke også bo på børnehjemmet?”.

49D8FBCB-A049-461F-80BE-6F96010D2192

Nu er børnene tilbage og mange af dem har nydt at være med deres familie og søskende, mens andre helt sikkert har haft en hårdere tid, hvor de måske har skulle vandre op og ned ad gader for at sælge varer, spise andres madrester eller lign. Præcis som de børn, vi mødte på vores ferie.

Vi er glade for at se alle børnene her på børnehjemmet igen. Disse børn har en reel mulighed for at skabe sig en bedre fremtid, og når det uden tvivl er hårdt at være barn på et børnehjem, så er det en befrielse at huske på netop dette.

Klems Sabrina

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial