Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?
Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.
Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.
Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.
Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.
Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!
Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!
Klems Sabrina
6. august 2018 at 10:45
Kære Sabrina & Jeppe,
Det er interessanet at læse om jeres tydelige udvikling, der som jeg ser det går fra at I pressser på med en masse tiltag både over for børnehjemsbørnene og børnehjemsledelsen, for nu skal I nok vise de Filippinere hvordan børn skal lære at leve (som de gør i DK underforstået) … Det fører så til at I begynder at stille spørgsmål til hvad det et ‘I har gang I’ og hvad det alt sammen skal føre til, til at I finder den smukkeste af alle løsninger, nemlig at hengive jer til NUET !!! Bare at være i det NU der er lige NU og være de bedste versioner af jer selv i dette NU.
Jeg ser det som at I effter at have ‘presset’ på med en masse tiltag, begynder at ‘lytte’ og ‘føle’ hvad jeres rejse og jeres ophold giver jer af gaver som I måske i starten ikke var så opmærksomme på. Nemlig at I – om mange andre fra vesten – kan lære en masse af Filippinerne. Bliv ved med det!!! Sug til jer alt hvad I kan og lær noget til jeres liv og jeres børn. Vi har her i vesten ikke alle de ‘rigtige’ svar, der er så uendeligt mange andre måder at leve livet på og at opfatte forholdet mellem børn og voksne på. Jeg håber at I i fulde drag vedbliver at nyde 2. halvleg.
KH Ulrik
8. august 2018 at 7:39
Kære Ulrik,
Tak for dit input.
Der er jo ingen tvivl om, at vi allerede har udviklet vores måde at være her på. Og vi har også reflekteret meget over det, hvordan vi skulle være her – både før og under vores ophold. At være tilstede i nu’et er en måde hvorpå, vi kan finde ro i vores liv her og en måde hvorpå, vi kan nyde vores tid sammen som familie – uden en masse bekymringer om fremtiden. Men at være tilstede i nu’et er også en svær øvelse til tider, når frustrationer, bekymringer og andet trænger sig på, kan vi hurtigt flygte til fremtiden eller fortiden.
Vores ærinde har aldrig været at ville ændre noget, vi er kun en parentes i børnenes og de ansattes liv, og det har vi dyb respekt for. Samtidig er vores blotte tilstedeværelse, som en hvid vestlig familie, en ændring af deres normale liv.
Vi håber meget, og arbejder for det, at den (om end meget lille) påvirkning bliver en positiv indflydelse på stedet og de børn der lever her på børnehjemmet.
Kærlig hilsen
Sabrina og Jeppe