Vi er tilbage på børnehjemmet og venter fortsat på at børnene kommer tilbage fra deres ’ferie’ hos deres familier. Derfor er alt, hvad der foregår her på børnehjemmet også meget mere forstærket og i øjnefaldende, da der i virkeligheden ikke sker ret meget – og dog.
Aston havde glædet sig til at komme tilbage til sit legetøj, til sin cykel og til sin bedsteven J her på børnehjemmet.
Aston foran vores hus på børnehjemmet
Før vi tog på ferie var Aston og J meget sammen, da de er jævnaldrene (et års forskel hvor J er ældst).
Nu hvor vi er kommet tilbage, er der kommet nye staff medlemmer til. Det er dog nogen, som har været her før, hvorfor J kender denne familie og i særdeleshed kender drengen i familien.
Vi tænkte straks, at det var superfedt med flere børn i samme alder som vores og sikke fedt det ville blive for ungerne, at kunne lege sammen på kryds og tværs. Desværre er virkeligheden ikke altid som tankerne.
Aston så straks J, da vi var kommet tilbage og var glad og imødekommende og straks i gang med at vise tegn til at lege kriger, som de plejer, men J var derimod afvisende og ikke interesseret.
J har nu fået sin gode gamle legekammerat tilbage, som J kan tale med og forstå, hvilket er sjovere end at lege fægtelege med en, som man ikke deler samme sprog med. Av av av.. Stor smerte i mit moderhjerte!
Jeg tænker at mange forældre på et tidspunkt har eller vil opleve, hvordan det er, at have et barn, som står udenfor fællesskabet og som faktisk selv ser det og bliver ked af det. Det er bare noget af det værste.
Jeppe og jeg har set det komme i løbet af de sidste dage, men alligevel har vi sagt til hinanden (selvfølgelig når ungerne ikke har været tilstede), at nu må vi lige se tiden an og lade dem finde ind i et fælleskab, hvor der er plads til dem alle, men i dag blev det for meget for lille Aston.
Aston havde et par gange tidligere forsøgt at indbyde til leg, men var blevet afvist. Endelig vælger J at tage hans cykel og ikke give den tilbage – i hvert fald ikke lige i de sekunder, hvor Aston et par gange råber NO til ham. Aston råber og kigger på mig. Jeg opmuntrer ham til at råbe det igen, for J havde ’nok ikke hørt det’. Aston råber igen, men J cykler ufortrødent videre på Astons cykel. Aston prøver igen og giver op – følelserne blussede over, følelsen af at hans tidligere ven havde valgt ham fra og ikke ville lytte til ham. Aston blev ked af det og løb hen til mig med tårerne trillende ned af kinderne: ’Mor han vil ikke høre på mig! han vil ikke gøre, hvad jeg siger!’
Kender man Aston, så ved man også, at det faktisk er sjældent han græder. Ikke at han ikke kan, men han får ofte løst, hvad end der skal løses, før det når der ud, hvor det koger over, så det var rigtig ærgerligt, at det ikke gik denne gang og jeg måtte melde mig på banen og få cyklen tilbage til rette ejermand, og så var det vist tid til at gå ind og spise aftensmad.
Lidt senere var der tegn fra Aston om, at han var klar til snak. Aston og jeg ligger i sengen og snakker, før vi skal i gang med nattøj, tandbørstning mv. Aston spørger, hvorfor J ikke vil lege med ham? hvorfor siger han hele tiden ’no’, når Aston prøver at gøre noget? Hvorfor vil de andre ikke lege med ham? hvorfor vil de andre børn lege med J men ikke med ham? osv. Han er ked af det og har de største hundeøjne, men med et fjernt blik og han ligger helt stille i samme stilling, mens spørgsmålene flyver ud af ham. Jeg kunne græde med – eller for ham.
Jeg bliver så skide sur – hvorfor i alverden vil ungen ikke lege med ham!!? Det er sq da også for dårligt og sikke strenge de allesammen er. Sådan er man bare ikke over for MIN søn! – men det er vist bare de der moderfølelser, som man bærer i sit hjerte og som nok altid vil prikke lidt, når tingene bliver svære for ens børn. For man ønsker vitterlig kun det bedste for sine børn. Alligevel vil jeg ikke være en curlingforælder, som går ud og skælder og fejer vejen for ham. Dette øjeblik og disse følelser han gennemgår lige nu er en del af livet og han vil uden tvivl møde dem igen.
Derfor er min fornemmeste opgave, at guide ham igennem. Hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser og lære ham at forstå dem, tale om hvordan man kan takle en sådan cykeloplevelse, tale med ham om, hvordan man kan være en god ven og hvordan man selv kan forsøge at være åben overfor andre osv. Jeg kunne blive ved. For der er så mange ting man kan gøre enten godt eller dårligt som forældre, men i dette øjeblik priser jeg mig lykkelig over, at jeg er her sammen med ham. Jeg ser, hvad der sker, jeg samler op og guider, når der er behov og jeg forstår. Jeg havde ikke forstået ligeså godt, hvis jeg afleverede i institution og havde en reaktion fra hans side om aftenen – men jeg forstår det hele lige nu og her i dette øjeblik, fordi vi er SAMMEN!
Vi skal nok lykkes på den ene eller den anden måde – vi holder ud og vi holder sammen.
Klems Sabrina
Skriv et svar