Mit forrige indlæg (læs det HER) skrev jeg I mine følelsers vold. Det betød blandt andet, at mine konklusioner var lidt dramatiske. I dag er mine følelser og jeg faldet lidt til ro og jeg har lyst til, at reflektere over mine tanker fra mit forrige indlæg.
I følelsernes vold er ikke det værste sted at være, for der kan man lytte og lære
”Måske er det på tide at vende snuden mod nord?” skrev jeg. Ja, måske er det på tide at tage hjem. Det er i hvert fald en overvejelse, som jeg har gjort mig mange gange i de forgangne seks måneder.
Vi har bevæget os lysår uden for vores komfortzone, så sådan en overvejelse er kun naturlig for mig. Jeg havde allerede lignende overvejelser, efter vi havde været her bare en måned, men på det tidspunkt var alt stadigvæk nyt og overrumplende og derfor var det mere en flugt, end det var en velovervejet mulighed.
I dag er situationen en anden. Vi har boet på børnehjemmet i mere end seks måneder og har alle fire oplevet op- og nedture og vi har været sammen om det hele. I dag er at rejse hjem en velovervejet mulighed. En konsekvens af vores oplevelser og følelser det sidste halve år.
Det spørgsmål jeg stiller mig selv, det Sabrina og jeg taler om, er hvordan den sidste del af vores rejse vil forme sig? Vil nyt og spændende åbenbare sig? Vil vi opleve nye muligheder og relationer? Eller vil tiden være præget af flere udfordringer og skuffelser og følelsen af ikke at være det rigtige sted? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi prøver at regne det ud – ud fra alt det vi har oplevet indtil nu.
Vi siger tit: ”Det må tiden vise”, men hvad betyder det? Det kan faktisk betyde, at jeg forholder mig passivt til mit eget liv og lader tidens gang afgøre hvad jeg gør. En statist i eget liv. Jeg tror, at nogle gange skal vi ikke vente og lade tiden vise, vi skal afgøre og vælge selv, inden vi lader tiden begrave alt i bagklogskabens støv.
Alt det vi har oplevet – kan ikke udtrykkes med ord
Vores rejse har været fantastisk, fordi den har været så pokkers virkelig, og måske bliver den endnu bedre de næste par måneder eller måske bliver det en hård tid? Skal vi vente og finde ud af det? Skal vi træffe et valg om at rejse hjem?
Det er en svær beslutning. Der er så mange forhold der indgår i ligningen og så alligevel, måske handler det bare om, hvad Sabrinas og mit hjerte fortæller os?
Så vi lytter…
Vi prøver, så godt vi overhovedet kan, at være noget for børnene (både vores egne og alle dem på børnehjemmet) med de muligheder vi har og i den tid vi er her, uanset hvor længe det så bliver.
Det er vores mission og den er ikke åndsvag.
/jeppe
3. september 2018 at 10:35
Hej Sabrina och Jeppe!
Calle i Nexö här. (Riktigt god vän med Susanne och Uffe)
Har blivit så berörd av Jeppes två senaste blogginlägg. Vill bara berätta för er, att Ulla, min fru, och jag ber för er, kanske alldeles extra just de kommande veckorna. Om Guds frid – vad ni än beslutar er för. Om Guds beskydd – vad ni än beslutar er för. Och om Guds välsignelse för er och barnen.
Många hälsningar!
4. september 2018 at 16:07
Kære Calle og Ulla.
Tusind tak for jeres søde ord og ikke mindst intresse i vores rejse. Vores ophold har budt på både op og nedture, men vi er her fortsat og forsøger at gøre det bedst muligt for børnene hernede.
Vi takker mange gange for jeres kommentar og vil bare sige, at det betyder meget for os at vide, I følger med derude.
De aller bedste hilsner fra Jeppe og Sabrina