EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kan menstruation være farligt?

Alt er vel her og jeg vil lige skrive et par linjer om, hvad jeg blandt andet bruger min tid på her på børnehjemmet. Jeg træner nemlig sammen med en gruppe af de større piger. Jeg har gjort dette i flere måneder nu. Det startede egentlig med, at jeg blev træt af ikke selv at være aktiv.

Jeg har altid holdt af at være aktiv eksempelvis via løbetræning. Dette dog kun i perioder for, når det bliver vinter, så er det som om, at jeg ender med at gå i hi. Dette behøver jeg imidlertid ikke bekymre mig om hernede i varmen. Alligevel får jeg ikke løbet – jeg tør ikke! Der er simpelthen for mange gadehunde og mange blikke fra menneskerne hernede, så jeg har slet ikke lyst. Derfor lavede jeg en dag noget styrketræning og lidt cardio og jeg fik hurtigt et par nysgerrige blikke fra de større piger.

En aften da jeg skulle ud med skrald, så jeg at en gruppe piger havde samlet sig på basketballbanen og lavede nogle af de øvelser, de havde set mig gøre tidligere på dagen. Det blev ligesom startskuddet. Nu træner vi et par gange om ugen og det er super fedt og sjovt at dele træningen med disse piger.

Det er dejligt at kunne lære dem nogle øvelser, men også give dem en forståelse for træning og hvad det gør ved kroppen at holde den i gang på denne måde.

Eksempelvis var de temmelig ’beskidt forskrækkede’, før vi startede. Det er de stadig i nogen grad, men nu lægger de sig på jorden uden nogen form for grimasse. De var også meget ’sved forskrækkede’, men efter at have set hvordan sveden hagler af mig, så er det ligesom også blevet afmystificeret. Derudover har jeg måtte gentage mange gange, at det ikke er en forhindring at træne, fordi man har menstruation. Jep – det har været en stor bekymring hos dem. Ja selv for de voksne staffmedlemmer, som også indimellem er begyndt at dukke op til træningen. Tænk engang at dette kunne være en bekymring. Det havde jeg ikke drømt om, men det viser bare, hvor meget læring der er i, at samles på denne måde både for dem og for mig.

Et andet gode ved dette setup er, at jeg kan dele ud af min viden om og erfaring med træning. Eksempelvis har staff mange gange udtalt, at det er så dejligt, at jeg gør dette og får de overvægtige børn med. Hertil må jeg svare dem, at træning er godt for alle uanset alder og vægt.

Der er i virkeligheden ikke mange overvægtige børn her på børnehjemmet, men der er mange utrolig tynde. Alt for tynde, og jeg er glad for, at de får en viden om, at det er sundt og godt at træne og få opbygget en muskelmasse, uanset om man er tyk eller tynd – gammel eller ung.

Det var lige en lille fortælling om, hvad jeg også får tiden til at gå med hernede, og det er absolut en af de ting, som jeg nyder at have fået gang i, selvom det ikke var en del af mine tanker, før vi tog afsted til børnehjemmet.

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

2 Kommentarer

  1. Kære Sabrina, hvor det lyder spændende og godt for både dig og alle på børnehjemmet held og lykke med det forsat, hvordan går det med Aston og Noelia er det ikke længe siden vi har set billeder af dem knus til jer alle 4, jeg har det godt har netop haft en spændende uge på højskole Liselund i Slagelse ☺️❤️

    • Kære farmor, tak for din fine kommentar. Ja, det er nogle rigtig gode og spændende ting, som Sabrina har gang i. Vi må snart lægge nogle flere billeder op af dine børnebørn. Vi er glade for at høre, at du har det godt og er aktiv som altid. De kærligste hilsner fra os alle fire.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2024 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial