EN FAMILIES REJSE

En blog om at rejse som en familie

Kategori: Sabrinas Blog (page 2 of 3)

Når McDonald’s har det fedeste legetøj

Vores liv er primitivt. Jeg kigger i mit skab og jeg har vitterligt kun en 5.del af alt det tøj, som jeg har derhjemme og jeg oplever, at det virkelig er rart og overskueligt. Jeg savner slet ikke alt mit tøj, som ligger og venter på at blive taget op af papkasserne. Det er i virkeligheden overflødigt at have så meget.

4C003835-F803-4311-A3F6-22BC63673856

Ungerne har det legetøj, de kom med i hver deres lille rygsæk og der kommer kun nyt til samlingen, når vi besøger McDonald’s. Til gengæld er glæden ved dette legetøj fra McDonald’s vokset. Sikke meget der egentlig kan leges med det, når nu valgmulighederne er gevaldigt indskrænket.

B2ACF5AF-E2F9-48CA-9E32-6CA09406B085

Vores køkken indeholder ikke meget mere end et køleskab, hvilket er en luksus, som børnene ikke har i deres huse her på børnehjemmet. De lever uden. Vi har også investeret i en elkedel, så der kan laves en kop kaffe. Ellers har vi mere eller mindre blot et styks service til hver og vi mangler intet. 

Vi er heldige at få mad her på børnehjemmet, så vi slipper for at lave mad og vi savner på ingen måde at skulle lave mad hver dag. Sikke meget tid det frigiver.

E0D5CBE0-EEDC-4B9F-B308-F945F7458572

Vores toilet består af et toilet uden bræt i børnestørrelse. Vi har ingen bruser i badet, men bare en hane, hvor vi skyller os med en øse. Vandet er koldt. Det er ikke muligt at få varmt vand, men et af vores favoritsteder er netop i dette primitive badeværelse. Det er et stort baderum, hvor vi bader sammen. Ungerne elsker at sidde i hver deres lille balje i det kolde vand. Vi hygger, plasker, griner og hviner, når det kolde vand hældes udover kroppen. Vi elsker det!

9D35D0C5-7F3E-4537-A10F-387EE5DAD98907257C25-E506-4362-8C8D-65AE6E0E95DF

ECEC32B2-31AF-4B42-974D-F6870BCD17BD

4C998E03-E7CF-41E6-BFE1-8F88BADD7A15

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er simpelt. Det er rart og overskueligt, at leve på denne måde. Vi nyder det og oplever, at vi ikke mangler noget. Er det ikke bare fedt, at man kan komme fra sit fine parcelhus og så bare affinde sig med dette spartanske liv? Det synes vi, at det er.

051E6500-8992-4697-9D94-9020AE1C2EA0

0A671748-EE15-4990-87DF-3AB8CCD7780D

 

 

 

 

 

 

 

Hvad så når vi kommer hjem igen? Skal tøjet så gives til en genbrug og børnenes værelser ryddes for unødvendigt legetøj? Jeppe synes helt sikkert, at det med mit tøj er en god idé, men næh det skal det ikke.

Vi har mange drømme. Drømme som alle koster penge, så livet hjemme i Danmark bliver nok ikke meget anderledes, end det vi forlod. Alligevel er jeg sikker på, at noget i os er ændret og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det er, når det igen bliver hverdag hjemme i Danmark.

Lige nu er der lang tid til, det bliver hverdag i Danmark og vi trives fortsat i vores spartanske liv, hvor tingene handler om meget mere end fancy caffe latte og dyrt mærketøj.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Et mål er indfriet

Jeg havde et ønske om at lave børnegrupper for børnene på børnehjemmet og dette mål er nu nået. Mine børnegrupper er samtalegrupper, hvor vi snakker om det, som er svært. Det er indtil videre grupper for alle dem, som er nye her på børnehjemmet.

Efter børnenes ferie kom der ca. 30 nye børn og dem har jeg samlet i forskellige grupper efter alder. På sigt har jeg planer om at udvide min målgruppe, så også andre her på børnehjemmet kan få lov til at deltage i et børnegruppeforløb.

I børnegrupperne tilbydes børnene et fortroligt rum, hvor de kan tale om det, som fylder. Jeg har et program med for dagen og sammen bevæger vi os afsted, hvor nye temaer og situationer drøftes.

Børnegrupper er ikke noget, der har før har været afholdt på børnehjemmet. Der har eksempelvis ikke tidligere været særligt fokus på de nytilkomne børn. Disse børn må i høj grad selv finde ind i en rytme og lære stedets regler og kultur at kende. Selvfølgelig er der en voksen i hvert hus, men alligevel er det en skrøbelig tid for disse børn, som har sagt farvel til deres vante liv hos deres familier og nu befinder sig på et stort børnehjem med 75 andre børn.

Det er således nyt for børnehjemmet, at der afholdes børnegrupper og det er nyt for børnene, at være i denne konstellation, hvor der sidder en voksen som interesserer sig for og spørger ind til deres tanker og følelser. Det er faktisk svært for dem. Jeg tænker, det er noget kulturelt. Børnene er slet ikke er vant til at blive talt til på den måde.

I Danmark oplever jeg, at børn i langt højere grad medinddrages. Her interesserer man sig for deres følelser, tanker og holdninger, og vi forsøger at opmuntre dem til at bruge deres stemme og blive fortrolig med egne følelser.

I Filippinerne oplever jeg, at man ikke på samme måde inddrager børnene og at følelser i langt højere grad er noget som gemmes væk. Eksempelvis skal man helst ikke græde, hvis man er ked af det og selv hvis man falder og slår sig, så forsøger de at undlade at fælde tårer.

Heldigvis kan jeg mærke, at det giver mening for børnene at være en del af børnegrupperne. De har så meget på sinde, men at lukke op for det kan være svært, for det betyder også, at man skal forholde sig til alt det, som gør ondt og det er ikke nødvendigvis så rart.

Så børnene kæmper med deres facader og deres vante parader, men jeg erfarer, at vi rykker i den retning jeg gerne vil og vi oplever i grupperne, at have ærlige snakke, som også fører til tårer og sårbare erkendelser.  

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Kvalitetstid på filippinsk

En uge i Manila med kvalitetstid og luksus – ikke dårligt. Vi kunne sagtens tage en uge mere, men det skal vi ikke. Vi tager tilbage til børnehjemmet og har et skema med hjem, hvor vi har fået fyldt hverdagen godt ud med blandt andet børnegrupper og basketballtræning. Det glæder vi os til at tage rigtig fat på.

Denne tur til Manila var egentlig en miniferie, som skulle have været afholdt for flere måneder siden, men da det stødte ind nogle planer med børnehjemmet, rykkede vi turen til denne uge. Det blev den bestemt ikke dårligere af.

To frække brilleaber

Vi har hygget os og sat pris på den luksus, vi har været i. Ungerne har tilbragt mange gode timer i swimmingpoolen. Vi har haft toilet med skyl, toilet med bræt, ja bare toilet voksenstørrelse – utroligt så meget glæde et toilet kan skabe, hehe. Vi har haft brusebad og sågar med varmt vand, aircondition, tv og en rigtig sofa. Helt vildt jo!

Gå aldrig ned på udstyr når du skal i poolen

Det har været dejligt og det er dejligt at komme lidt væk og få lov til at være os selv. Kysse, kramme og holde i hånd når vi vil. Jeg elsker min familie så utrolig højt, og hvorfor det lige har været på denne tur, ved jeg ikke, men hold nu op hvor har jeg bare tænkt på og værdsat den tid, vi har sammen.

Glad i bolden

Vores børn er så dejlige. De er så seje, så gode og så skide irriterende til tider. Hvor heldig har jeg lige lov til at være!? Tænk at være så meget sammen med dem, så man også synes de er irriterende. Vi er sammen konstant og hele tiden. Vi har udviklet fælles humor og kan alle fire grine sammen både med og af hinanden i en kærlig tone.

De udvikler sig så meget og særligt Noelia tager virkelig nogle gode ryk. Hun er blevet så stor. Hun snakker løs, ævle bævler om alverdens ting, laver sjov og spas og er en rigtig lille hyggemus. Hun synger sange og fortæller en masse, som vi griner af og så er hun indimellem en lille papegøje, som også holder meget af at løfte pegefingeren og fortælle sin storebror, hvad han må og ikke må.

Sushien er serveret

Aston er sej. Han er for tiden fan af superhelte og kravler rundt på alting, ligesom Spiderman og hvad de ellers hedder. Han er virkelig blevet god. Vi må ofte stoppe ham, for det tager ikke mange sekunder, før han er kravlet op i en lygtepæl – altså helt op, hvis han får lov. Han har jo set, hvordan nogle af de store børn gør det på børnehjemmet, når de skal op efter kokosnødder, så den færdighed har han nu kopieret.

Vi nyder at være en del af vores børns udvikling og have denne unikke mulighed for at følge med i alle deres små skridt på vejen. Eksempelvis sprogudviklingen. Generelt set er det ikke så vigtigt for os, om vores børn, før de kommer i skole, lærer alfabetet og kan tælle til 100. Det vi i langt højere grad er fokuserede på er, at vi har glade, stærke børn, som forstår sig på at være en god ven og kender de sociale normer for, hvornår man må råbe højt og ikke, hvornår man skal lytte og hvornår man bør sige til og fra mv. Derfor har det ikke været vigtigt for os, at de kan tale engelsk. Kommer det, så kommer det og gør det ikke, så er det helt fint.

Alligevel ser vi nu, hvordan opmærksomheden og nysgerrigheden efter at lære sproget er begyndt at vokse i særligt Aston. Når et barn viser interesse for noget, er det selvfølgelig vigtigt at støtte op og udnytte det vindue, som nu er åbnet, så det gør vi i det omfang, Aston selv gider. Han spørger tit: ”Hvordan siger man …. på engelsk?” og så snakker vi om det og hundrede sytten andre ting, han også lige vil høre hvordan man siger. Det er meget hyggeligt og så er det virkelig fedt, når han indimellem overrasker og bare fyrer ting af, svarer relevant på engelske henvendelser fra andre eller lignende. Man bliver lidt paf og undrer sig over, hvor det dog kom fra? Hvor har han lært det ord at kende? – det er fedt.

Tid til hinanden

Der sker altså alle mulige ting med os alle fire og hold nu op, hvor er vi heldige, at få lov til at lære hinanden så godt at kende og tilbringe så utrolig meget tid sammen. Hvor er vi bare privilegerede!

Klems Sabrina

 

Få besked når der er nyt på bloggen

Så er anden halvleg i gang

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Vi har faktisk ikke haft energi til at skrive, for vi har bare gået med så mange tanker, som har fyldt i vores hoveder. Tanker såsom; er vi det rigtige sted? Er vi glade? Giver det mening, for dem og os, at vi er her? osv. Store tanker og tanker som hele tiden har opstillet en mulighed for at gøre noget helt andet – men hvad?

Vi har haft tankemylder, tænkt mange tanker om fremtiden hjemme i Danmark, tænk på andre rejsemuligheder og andre børnehjem, tænkt at vi ikke rigtig har nogen plads her, følt at vi ikke er blevet hundrede procent inkluderet osv. Så det har været anstrengende at være tilstede og nyde det, når tankerne har kørt rundt i hovedet på os.

Disse tanker, følelser og den forvirring det har været for os, er nu lagt på hylden. Vi fik lige en opvågning her i sidste uge, da vi faktisk blev så trætte af os selv, at vi lavede en aftale om ikke at tale mere om, hvorvidt dette sted er det rigtige for os. Vi lavede en aftale om ikke at tale om Danmark og det vi vil, når vi kommer hjem og vi lovede hinanden at prøve at være tilstede i nuet. Efter den uge skulle vi så snakke tingene igennem og træffe en endelig beslutning om enten at blive eller gøre noget andet.

Det lyder måske lidt flippet, men ikke desto mindre har det gjort en kæmpe forskel for os. Vi fik simpelthen skabt en negativspiral for os selv, og da vi gav hinanden mundkurv på og bare var tilstede, så lysnede tingene.

Faktisk tog det ikke mere end fire dage, før vi begge – selvom vi egentlig havde lovet, at der skulle gå en uge, før den snak skulle tages – måtte bekende, at dette sted og det vi har gang i, er det helt rigtige.

Vi har begge fået sat skub i det, vi selv gerne vil. Vi går ikke længere og venter på, at tingene sker, vi får dem til at ske. Vi er meget mere ude i blandt børnene på en måde, hvor vi ikke føler, at det eneste vi kan er, at byde ind med at være legeonkel og tante – for det er egentlig ikke, det vi vil. Vi vil så meget mere og ved I hvad, vi får det til at ske!

Vi er begge meget mere glade og tilpasse og vi kan nu i langt højere grad leve i nuet og nyde dette fantasiske eventyr. Nyde at være sammen som familie på et børnehjem og sammen kunne gøre en forskel for de børn og unge, som lever her. Det er for fedt det her!

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Feriens aftryk og hverdagens start

Alle børnene her fra børnehjemmet begynder nu at være tilbage. Skolen starter på ny mandag morgen og hverdagen begynder for alvor.

Det er dejligt at have børnene tilbage. Der er liv og glade dage alle vegne. Det summer af hormoner og interesse for hinanden og ikke mindst en spænding i at lære de 30 nye børn at kende.

Vi nyder, at der er kommet gang i den. Nu er der pludselig mange muligheder for at finde legerelationer og selvom børnehjemsbørnene jo er en del ældre end vores, så er Aston glad og back in business. Han har rigtig fået gang i cyklen, fundet ’venner’ og trives med, at der er børn overalt. Det er ikke længere den larmende stilhed, man bliver ramt af og det er rart.

Jeg må sige, at jeg forbløffes over, hvor seje børnene her på børnehjemmet er. Her kommer man som eksempelvis syv-otteårig og har sagt farvel til sin familie, som man måske ikke ser igen før til jul eller måske først om et år, da det ikke er alle vis familie har mulighed for at komme på besøg.

Alligevel løber børnene ufortrødent rundt og leger, er glade og smutter ind og ud af husene, som om de aldrig har gjort andet. Jeg fatter det nok ikke helt. Jeg tænker, at jeg ville sidde i et hjørne og græde og savne min mor og far, men måske er dette sted så meget bedre, end det de kommer fra?

1DAEB651-489B-45CC-970F-1C577332B607

Dog lader jeg mig ikke helt ’narre’ af deres ydre, for nok er de glade på overfladen, men når det bliver mørkt og man skal være stille og ligge i sin egen seng, så er jeg sikker på at savnet til familien trygger og at den nye tilværelse her på børnehjemmet virker overvældende.

Jeg spurgte en af de ældre drenge, om han kunne huske, hvordan det var at starte her. Han fortalte, at han hver nat i over en måned lå og græd, mens ingen hørte det. Så ja – det hele er nok ikke lutter lagkage og det tænker jeg også, at vi blev bekræftet i på vores ferie.

Vi boede som sagt på øen Bantayan og var meget glade for stedet og lærte lidt lokalbefolkning at kende. Heriblandt en lille gruppe børn, som dagligt gik og solgte halskæder, som de havde lavet af muslinger. Her gik de op og ned ad stranden og rundt omkring i byen fra morgen til aften. De spiste resterne fra restauranterne, hvor folk gik fra deres levninger og de drak, hvad der var tilbage i glassene. Vi fik et hyggeligt forhold til dem, hvor vi altid snakkede lidt med dem og behandlede dem med respekt.

A463EAB9-90E6-41B6-9325-5E8E0CED745D

Desværre er det ikke alle, som behandler disse fattige børn, som kunne havde været dem fra vores børnehjem, på samme ordentlige måde som os.

Vi var den ene dag ude og spise på en restaurant og her sad en hvid mand, gammel og gråhåret med hvide tennissokker i sandalerne, stor mave og velhavende i forhold til store dele af befolkningen hernede. Her sad han og nød sin mad, med to yngre drenge. Jeg vil skyde dem til at være omkring 14 og 15 år. Jeg tænkte først, at det måtte være noget familie til manden, men nej det var det jo ikke.

Det var en gammel mand, som rejser derned, hvor han kan udleve sine pædofile tanker. Her er fattige mennesker, som enten lader sig udnytte eller får at vide, de skal lade sig udnytte, da pengene er nødvendig i kampen for overlevelse. Omkring 200.000 filippinske børn bliver årligt misbrugt. Det er jo sygt! Og det var sygt at sidde der og skulle nyde sine pommes fritter, mens sidemanden var pædofil og de to drenge var to børn født ind i en uretfærdig verden.

Magtesløshed og fattigdommens desperation fik vi et lille indblik i på denne restaurant, hvor alle vidste hvad der skete, men ingen gjorde noget.

Forleden var vi med jeepny til et Mall for at forlænge vores Visa. En lille dreng stiger ombord og har en seddel med, som han deler ud. Vi kunne ikke læse hvad der stod, men det var ikke svært at regne ud, at han bad om penge til sin overlevelse. Aston gav ham nogle penge, da vi ikke lige havde noget mad at give, hvilket vi hellere vil bidrage med. Drengen hoppede af bussen ved næste stop og Aston var nysgerrig på at høre, hvor han skulle hen? Hvor var hans mor og far? Hvor boede han? Hvorfor havde han ingen sko på? Hvorfor gik han bare rundt på gaden og sprang ind imellem biler og motorcykler?

Det blev en fin snak om, hvordan livet ser ud for nogle børn, ja, faktisk for skræmmende mange børn her i Filippinerne. Og om hvor heldige vi er og hvor heldige vores børn på børnehjemmet er. Børnene på børnehjemmet får alt det, som denne lille dreng og de andre børn, jeg tidligere har skrevet om, ikke får.

Vi svarede så godt vi kunne på Astons spørgsmål og vi svarede ærligt, uden at udpensle de forfærdelige vilkår, som disse børn jo lever under. Astons konklusion på vores snak var et spørgsmål. ”Hvorfor kan drengen så ikke også bo på børnehjemmet?”.

49D8FBCB-A049-461F-80BE-6F96010D2192

Nu er børnene tilbage og mange af dem har nydt at være med deres familie og søskende, mens andre helt sikkert har haft en hårdere tid, hvor de måske har skulle vandre op og ned ad gader for at sælge varer, spise andres madrester eller lign. Præcis som de børn, vi mødte på vores ferie.

Vi er glade for at se alle børnene her på børnehjemmet igen. Disse børn har en reel mulighed for at skabe sig en bedre fremtid, og når det uden tvivl er hårdt at være barn på et børnehjem, så er det en befrielse at huske på netop dette.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

En cykel, en ven, lidt modvind og en masse følelser

Vi er tilbage på børnehjemmet og venter fortsat på at børnene kommer tilbage fra deres ’ferie’ hos deres familier. Derfor er alt, hvad der foregår her på børnehjemmet også meget mere forstærket og i øjnefaldende, da der i virkeligheden ikke sker ret meget – og dog.

Aston havde glædet sig til at komme tilbage til sit legetøj, til sin cykel og til sin bedsteven J her på børnehjemmet.

87249FED-9A1C-42A2-BE73-129C33A63811

Aston foran vores hus på børnehjemmet

Før vi tog på ferie var Aston og J meget sammen, da de er jævnaldrene (et års forskel hvor J er ældst).

Nu hvor vi er kommet tilbage, er der kommet nye staff medlemmer til. Det er dog nogen, som har været her før, hvorfor J kender denne familie og i særdeleshed kender drengen i familien.

Vi tænkte straks, at det var superfedt med flere børn i samme alder som vores og sikke fedt det ville blive for ungerne, at kunne lege sammen på kryds og tværs. Desværre er virkeligheden ikke altid som tankerne.

Aston så straks J, da vi var kommet tilbage og var glad og imødekommende og straks i gang med at vise tegn til at lege kriger, som de plejer, men J var derimod afvisende og ikke interesseret.

J har nu fået sin gode gamle legekammerat tilbage, som J kan tale med og forstå, hvilket er sjovere end at lege fægtelege med en, som man ikke deler samme sprog med. Av av av.. Stor smerte i mit moderhjerte!

Jeg tænker at mange forældre på et tidspunkt har eller vil opleve, hvordan det er, at have et barn, som står udenfor fællesskabet og som faktisk selv ser det og bliver ked af det. Det er bare noget af det værste.

Jeppe og jeg har set det komme i løbet af de sidste dage, men alligevel har vi sagt til hinanden (selvfølgelig når ungerne ikke har været tilstede), at nu må vi lige se tiden an og lade dem finde ind i et fælleskab, hvor der er plads til dem alle, men i dag blev det for meget for lille Aston.

Aston havde et par gange tidligere forsøgt at indbyde til leg, men var blevet afvist. Endelig vælger J at tage hans cykel og ikke give den tilbage – i hvert fald ikke lige i de sekunder, hvor Aston et par gange råber NO til ham. Aston råber og kigger på mig. Jeg opmuntrer ham til at råbe det igen, for J havde ’nok ikke hørt det’. Aston råber igen, men J cykler ufortrødent videre på Astons cykel. Aston prøver igen og giver op – følelserne blussede over, følelsen af at hans tidligere ven havde valgt ham fra og ikke ville lytte til ham. Aston blev ked af det og løb hen til mig med tårerne trillende ned af kinderne: ’Mor han vil ikke høre på mig! han vil ikke gøre, hvad jeg siger!’

Kender man Aston, så ved man også, at det faktisk er sjældent han græder. Ikke at han ikke kan, men han får ofte løst, hvad end der skal løses, før det når der ud, hvor det koger over, så det var rigtig ærgerligt, at det ikke gik denne gang og jeg måtte melde mig på banen og få cyklen tilbage til rette ejermand, og så var det vist tid til at gå ind og spise aftensmad.

Lidt senere var der tegn fra Aston om, at han var klar til snak. Aston og jeg ligger i sengen og snakker, før vi skal i gang med nattøj, tandbørstning mv. Aston spørger, hvorfor J ikke vil lege med ham? hvorfor siger han hele tiden ’no’, når Aston prøver at gøre noget? Hvorfor vil de andre ikke lege med ham? hvorfor vil de andre børn lege med J men ikke med ham? osv. Han er ked af det og har de største hundeøjne, men med et fjernt blik og han ligger helt stille i samme stilling, mens spørgsmålene flyver ud af ham. Jeg kunne græde med – eller for ham.

Jeg bliver så skide sur – hvorfor i alverden vil ungen ikke lege med ham!!? Det er sq da også for dårligt og sikke strenge de allesammen er. Sådan er man bare ikke over for MIN søn! – men det er vist bare de der moderfølelser, som man bærer i sit hjerte og som nok altid vil prikke lidt, når tingene bliver svære for ens børn. For man ønsker vitterlig kun det bedste for sine børn. Alligevel vil jeg ikke være en curlingforælder, som går ud og skælder og fejer vejen for ham. Dette øjeblik og disse følelser han gennemgår lige nu er en del af livet og han vil uden tvivl møde dem igen.

Derfor er min fornemmeste opgave, at guide ham igennem. Hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser og lære ham at forstå dem, tale om hvordan man kan takle en sådan cykeloplevelse, tale med ham om, hvordan man kan være en god ven og hvordan man selv kan forsøge at være åben overfor andre osv. Jeg kunne blive ved. For der er så mange ting man kan gøre enten godt eller dårligt som forældre, men i dette øjeblik priser jeg mig lykkelig over, at jeg er her sammen med ham. Jeg ser, hvad der sker, jeg samler op og guider, når der er behov og jeg forstår. Jeg havde ikke forstået ligeså godt, hvis jeg afleverede i institution og havde en reaktion fra hans side om aftenen – men jeg forstår det hele lige nu og her i dette øjeblik, fordi vi er SAMMEN!

Vi skal nok lykkes på den ene eller den anden måde – vi holder ud og vi holder sammen.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferie med mormor og morfar

FA0B915C-53AD-4959-A866-291A556CA460

Os i vandet på den fantastiske strand på Bantayan

Den sidste tid har været let og som en leg. Vi har tilbragt over en måneds ferie på lækre bountyøer, spist, leget, bygget sandslotte og racerbiler, badet, badet og badet lidt mere og vi har alle sammen nydt det i fulde drag.

Alligevel er en ny tid startet på denne ferie. Vi har nemlig haft besøg af mormor og morfar i en hel måned, og de er nu taget afsted tilbage til Danmark med bagagen fuld af gode minder og nye oplevelser. For det har i sandhed været en dejlig tid og derfor gjorde det også meget ondt at måtte give slip på dem i lufthavnen velvidende, at der nu går over ti måneder før vi ses igen. Hulk.

444DD5C8-656A-4D74-AA4D-2DEA56E3BC3B

Morfar og Aston i sandet på Bantayan

Dette har prikket lidt til min i forvejen usikkerhed om hvorvidt, det vi har gang i nu også er det rigtige. Burde vi ikke bare tage hjem og fortsætte vores velkendte liv, så vores unger også får muligheden for at bevare dette utrolig tætte og dejlige bedsteforældre forhold, som de har til mine forældre men også til Jeppes.

Det ville være nemt at smutte hjem, men nej det skal vi ikke. Tog vi hjem, ville vi med garanti sidde hjemme i den samme sofa, hvor det hele startede og ærgre os noget så frygteligt. Dette ville være at give op på forhånd. Så vi skal selvfølgelig tilbage til børnehjemmet og komme i gang med vores projekter, udleve vores drømme og kæmpe for det.

F2EF89BB-E67D-478D-BC71-83B5D1BD9898

Kvalitetstid med mormor  

1C8B0A8F-1610-452F-9C46-D6D686AC0809

og morfar på vores terrasse på Bantayan

Tiden med mormor og morfar har været fantastisk og den kan vi leve længe på. Vi har besøgt to øer med mormor og morfar; Bantayan og Bohol. Nu befinder vi os på øen Siquijor og planen er at skulle slutte ferien i byen Dumaguete med to overnatninger, før vi tager et fly tilbage til Manila og hjem til Børnehjemmet.

Efter at have samlet mormor og morfar op i lufthaven i Manila tog vi sammen et fly til Cebu. Selvfølgelig var flyet forsinket, så vi endte med at bruge mange timers ventetid i Manila lufthavn, men vi klarede den og mormor og morfar klarede det på trods af jetlag. Det var tydeligt, at ungerne nød at have mormor og morfar tæt på og de nød, at kunne tale dansk og blive forstået. Det var dejligt at se begejstringen fra begge sider og med et var vi tilbage i de samme gode ’roller’, som vi også har hjemme i DK.

Vi var sammen med mormor og morfar i fire fantastiske uger og sluttede af med en uge bare os fire, du kan læse mere om vores oplevelser og rejseerfaringer i separate blogindlæg til sidst i dette indlæg. 

EF63FAE4-BA97-46E5-B42E-D4CADB224E04

Fire vandhunde på Bantayan

Denne ferietid har været fantastisk. Det har været dejligt med gensyn fra Danmark. Vi har fået tanket op på alle mulige måder og vi har nydt at være med vores børn, som bare vokser, bliver sejere og sejere, får et tættere og tættere forhold til os og hinanden og jeg kunne blive ved.

466A15BD-0E3A-4BB9-AF2F-E54C9183E0C4

De samme fire vandhunde i poolen på Bohol

Det har været skønt og vi er glade for, at vi fik denne mulighed, men nu begynder rastløsheden også at melde sig og vi ser frem til at komme tilbage til Børnehjemmet og komme i gang med at yde. Det skal nok gå – vi skal nok lykkes på den ene eller anden måde.

Klems Sabrina

Her finder du vores rejsebeskrivelser:

Få besked når der er nyt på bloggen

Ferie er ikke altid ferie

I morgen bliver en dejlig dag. Vi skal mødes med mine forældre i Manila og sammen tage på ferie på dejlige strande rundt omkring i Filippinerne. Vi glæder os sindssygt meget til et gensyn og til at få lov til at nyde mormor og morfar i hele fire uger, hvor der ikke skal laves ret meget andet end at spise, bade, spise, sove og bygge et par sandslotte. Det er lige hvad vi trænger til og vores kroppe trænger også til et Haribo-fix og andet godt medbragt fra lille DK.

DFA6979C-0AA5-43EF-AAC0-8A423D5A54F9

Egentlig havde vi ikke tænkt, at vi skulle have ferie i 1,5 måned, men faktisk er børnehjemmet nu tømt for børn, som igennem den sidste lille månedstid er smuttet hjem til deres familier. ”Øh what!? Er det ikke et børnehjem? Har de familier?” Ja det har de. Der bor kun et barn, som er totalt familieløs. Drengen blev fundet som barn, siddende alene da familien havde forladt ham. Han husker dem ikke, da han blot var omkring fire-fem år. Så denne dreng er reelt set den eneste, som skal blive her på børnehjemmet under ferien. Alle de andre børn er her af forskellige årsager. Eksempelvis at faderen er død, smuttet, i fængsel eller lign., hvorfor moderen står alene uden forsørgelsesgrundlag. Et andet senarie kan være, at begge forældre er døde og den resterende familie ikke har mulighed for at forsørge barnet mv. Der er findes ligeså mange forskellige senarier, som der er børn på børnehjemmet, men en ting er sikkert, de er her fordi, der er et behov. Deres forældre kan ikke tage vare på dem og tilbyde dem skolegang, hvilket unægteligt er vejen frem, hvis den sociale arv skal brydes.

 

Denne herlighed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Denne skønhed har boet på børnehjemmet siden hun var fire år

Så det lyder jo ret godt alt sammen. Børnene er taget hjem til deres familier på ferie, mens der er sommerferie fra skolen og så kommer de tilbage, når skolen starter igen, eller…. Jo de skal nok komme igen, men ikke alle børn har været lige glade for at skulle forlade børnehjemmet. Flere har i det skjulte grædt og andre har trist sukket ja til spørgsmålet om de glæder sig til at komme hjem.

Hygge på terrassen

Hygge på terrassen

Jeg har talt med flere børn om, hvilken ferie de har i vente. Mange kommer fra meget fattige kår eller deciderede slumområder, hvilket betyder, at de skal være med til at arbejde. Eksempelvis gå rundt på markeder eller gaden og sælge en eller anden form for vare. Nogle dage bliver der kun solgt nok til at familien kan spise to gange om dagen.

Der "skrælles kokos"

Der “skrælles kokos”

Husene består for mange af børnene ikke af andet end plastic og affaldsrester, som kan bruges til at stable et hus sammen. Mange har ikke rindende vand samt toiletter. Sidstnævnte betyder, at man bare må sætte sig et sted udenfor.

Huset rummer som ofte en stor familie på meget få kvadratmeter og ikke alle har madrasser, men sover på gulvet. Kulturen er en anden og pladsen er trang, så her sover selv teenagere i samme seng eller samme rum, som deres forældre.  

Paraply i småregn - hyggeligt

Paraply i småregn – hyggeligt

Selvfølgelig har alle børn i større eller mindre grad glædet sig til at gense deres familier. Det gør børn. Selvom forholdene måske har budt på svigt, sorg og smerte, så vil alle børn søge tilbage til deres forældre. Sådan er det bare og derfor synes jeg, at det egentlig giver god mening, at børnene bevarer relationen til deres familier.

Børnene kan heller ikke blive boende her for altid, hvorfor mange af dem måske vil søge tilbage til deres familier på et senere tidspunkt. Derfor giver det god mening at forholdet imellem børnene og familierne bliver plejet og samtidig giver det også børnene en mulighed for at se værdien af at være på børnehjemmet. Her er der tryghed, mad, tid til leg og mulighed for skolegang, hvilket er utrolig vigtigt, hvis de ikke skal ende med at bo og leve som deres familier.

Jeg håber børnene får en god tid derhjemme og kommer tilbage til børnehjemmet med fornyede kræfter og mod og tro på, at de kan skabe en bedre fremtid for dem selv.

Graduation

Graduation

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Mange følelser – en lille tåre

I går var en hård dag, men på sin vis på en god måde. Det slog mig pludselig, at der er sket forandring i mine/vores tanker og behov.

I går skulle en af de store piger på 17år tage afsked med os og børnehjemmet. Efter at have boet her i omkring ti år kom dagen, hvor hun skulle forlade stedet.

Jeg har haft nogle gode snakke med hende og hun blev ret hurtigt en af dem, som jeg og børnene kom til at holde rigtig meget af. Hun var god til både Aston og Noelia og altid meget nysgerrig på at lære og forstå Aston og Noelia bedre. Pigen (lad os bare kalde hende Anna) ville gerne lære danske ord, så hun kunne kommunikere lidt med Aston og Noelia og hun forstod sig på bare at gå rundt med dem på en stille og rolig måde, mens der blev studeret blade og myre, fundet reb og grene til Aston samt lede efter tamarinder til Noelia (den ædedolk).

De dejlige tøser forsætter stilen

To af de mange dejlige tøser

Anna er en god pige og hun og jeg har haft flere gode og længere snakke, hvor hun efter noget tid åbner op og fortæller, at hun i virkeligheden ikke rigtig vil afsted, men at hun har brudt nogle regler, hvorfor der er truffet beslutning om, at hun skal tage hjem. 

Anna fortalte mig, hvordan hun er rigtig ked af at skulle forlade sine gode venner her på børnehjemmet, hvordan hun frygter at skulle starte i en ny skole, hvordan hendes familie ikke altid har været god til at støtte hende, men derimod tale hende ned og fortælle, at hun aldrig vil kunne fuldføre en uddannelse mv. Anna er bekymret for fremtiden. Anna græder, da hun fortæller mig disse ting og hun fortæller, at hun vil savne Aston og Noelia.

Jeg tænker, at det er hård kost. Det er ikke nemt at være teenager. Det er ikke nemt i nogen lande – det er nok et universelt problem, men dette universelle problem er der ikke rigtig plads til her på børnehjemmet, når der nu står tusinde andre børn i kø for at få lov til at få en plads på børnehjemmet, så de kan blive sikret skolegang, mad, bad og andre basale behov, som ikke er en selvfølge i det hjem, eller mangel på samme, som de kommer fra.

I går måtte Anna således pakke sine ting og forlade stedet. Anna kom til mig på terrassen og fortalte, at nu var det nu. Jeg blev overrasket, for jeg troede ikke, det allerede var nu. Jeg takkede hende mange gange for at tage så godt imod os som familie og for at være så god overfor vores børn. Jeg takkede hende for hendes ærlighed og åbenhed overfor mig og jeg takkede hende for at vi fik muligheden for at have mødt en dejlig pige, som vi uden tvivl vil savne her på børnehjemmet. Jeg takkede hende og jeg fældede en tåre. Jeg var egentlig overrasket over at gøre dette. Jeg er vant til at arbejde med børn og forældre i udsatte og sårbare situationer og dermed være ”disponibel” for jævnligt at kunne fælde en tåre, men det gør jeg ikke.

Jeg tror i virkeligheden det handler om flere ting. For eksempel at lige netop Anna var en af dem man glædede sig til at komme ud til. Anna var en af dem man helhjertet turde efterlade sine børn hos. Anna var en af dem som gav os modet til at tro på, at dette ophold nok skal blive rigtig godt og at det giver mening, at vi er her. Så at skulle sige farvel til Anna var et hårdt slag i en i forvejen hård tid.

Tårerne handlede således både om det, men også om en bekymring på Annas vegne. En bekymring for hvordan Anna nu skal klare sig her i livet. Får Anna mulighed for at fuldføre sin skole? Får Anna opfyldt de basale behov og får Anna tryghed og omsorg der, hvor hun nu skal bo?

Tårerne havde mange betydninger og jeg er på ingen måde ked af at vise Anna, at hun faktisk har gjort indtryk på mig. Anna er en god pige og jeg ønsker det bedste for hende og jeg har på det kraftigste opfordret hende til at kæmpe for at klare sin skolegang og havde store drømme for sit liv. Jeg håber Anna klarer sig derude.

Samme dag tog vi igen i Mall. Vi skulle købe lidt ting, men egentlig også bare spise fritter, burger og drikke en kold cola. Det var ikke den samme succes, som det plejer at være. Ingen af os var i humør eller satte pris på luksussen som hidtil. Selv Aston blev ved med at spørge om, vi ikke snart skulle hjem til børnehjemmet.

Grunden til jeg skriver dette er, at jeg pludselig blev opmærksom på en lille ændring i vores tanker og behov. Uventet var luksussen blevet overflødig for os. Vi ville egentlig gerne bare hjem til vores ris og simple living og pludselig blev hele episoden med Anna egentlig en opløftende ting, selvom den gør ondt.

Kys og kram og masser af leg

Kys og kram og masser af leg

Episoden fortalte mig, at jeg/vi faktisk på kort tid har formået at knytte bånd og skabe gode relationer og at vores ophold giver mening. Børnehjemsbørnene begynder at tage plads i vores hjerter, og det er faktisk rigtig rart at blive opmærksom på dette, når nu det hele har virket så hårdt og op ad bakke på det eksistentielle plan. Vi kan godt det her. Vi skal nok lykkedes på den ene eller den anden måde. Vi holder ud.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen

Jeg vil være møbelsnedker

Det er så skørt det her. Det er så skørt ikke at kunne være glad. Jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv. Jeg higer efter at gå til højre, og når vi så går til højre, så higer jeg efter at gå til venstre igen. Hvorfor skal det være sådan?

Jeg vil prøve at beskrive lidt, hvad disse tanker går ud på. Jeg sidder i Frederikssund. Vi vågner og har travlt med at komme ud af døren, få afleveret ungerne i institution. Jeg føler mig konstant fem minutter bagefter. Jeg skynder mig på job. Jeg arbejder, gør mit bedste. Jeg ser på klokken og jeg er fem minutter bagefter ift. at skulle hente ungerne. Jeg pakker hurtigt sammen og kører afsted. Hjemme bliver der lige kysset og krammet og så er det i gang men aftensmaden. Det bliver badetid, puttetid, rydde-op-tid, madpakke-tid osv. Når vi endelig rammer sofaen og alle praktiske gøremål er overstået, så tænker jeg – vi; er det virkelig bare sådan, det skal være!?

Nej, vi valgte at gøre op med den trivielle hverdag, hamsterhjulet eller hvad man nu vil kalde det. Vi havde brug for det. Vi har længe talt om at rejse og tænkt på forskellige konstellationer, men da ideen, om at rejse ned til Filippinerne og arbejde på et børnehjem, blev åbnet op, og viste sig at være en reel mulighed, så tog det mindre end tre måneder, før vi var afsted. Det virkede bare helt rigtigt, og det var den helt rigtige timing for os som familie.

Leger på gulvet

Hygge på gulvet

Så ramte vi hverdagen i Filippinerne. Det er varmt, det er anderledes, det er forvirrende og hårdt at være her på en sådan måde, at vi er her, men vi har ikke rigtig nogen plads. I hvert fald ikke endnu, så vi trasker bare rundt og taler lidt hist og pist med de andre børn, mens vi render i hælene på vores egne børn.

Vi ønskede at vores børn skulle trives først, før vi kunne tage rigtig del af livet hernede, og ved I hvad, nu siger Aston tit: ”jeg går lige ud” og væk er han. Noelia smutter også jævnligt. Det er dog mere sådan; ”hov, hvor er hun nu henne?” og ud smutter vi for at finde hende. Hun bærer sikkert rundt på en kat eller har tigget sig til nogle snacks af de andre børn. Noelia har det godt. Hvor sidder jeg så? Jo, jeg sidder på terrassen og føler mig alene og forladt.

Aston hjælper med madlavningen

Aston hjælper med madlavningen

Jeg er mor og det har egentlig været min identitet hernede, så hvem er jeg, hvis ungerne smutter ud og ikke længere på samme måde har brug for min konstante tilstedeværelse? Det er underlige følelser. Det er vel egentlig noget mange mødre kan relatere til. Afsavnet til sine børn. Følelsen af at de bliver store/større og kan agere meget mere selvstændigt uden det samme behov for, at søge tilbage til sin mor og tanke op, så benene igen kan bevæge sig ud i verden. Følelsen af at man ikke længere står ”skjult” bag dem, men rent faktisk selv skal ud og opsøge muligheder.

Det er sådan det skal være og jeg er inderligt stolt af vores børn. Jeg synes de er seje. De kan ikke sproget. Det hele er anderledes og der er MANGE børn, og alle disse børn vil fortsat gerne holde i hånd, røre, løfte op, stå i en rundkreds omkring dem mv. Så det er overvældende, men vores børn bevæger sig ud med overskud og selvtillid. Jeg er stolt.

Jeg er bare ikke stolt af mig selv. Jeg sidder på terrassen og føler mig ensom, alene og uden identitet. Det er en rutsjebane og vi har nu gået til højre, men jeg tænker hele tiden på at gå til venstre. Jeg vil konstant tage i Malls, så vi bare kan være os selv og spise burger og pommes fritter i kølige omgivelser, med shopping muligheder og en iskaffe i hånden. Det er det velkendte jeg savner lige nu, for lige nu skal jeg i gang med at definere mig selv og det jeg har at byde ind med, hvilket lige nu bare så skide svært. Jeg er så langt ude, at jeg faktisk drømmer om at gå til venstre – hjem til hamstrehjulet for det kender jeg og her behøver jeg ikke tænke eller mærke efter. Tingene kører bare derud af og den ene dag, tager den ene efter den anden. Jeg kender mig selv i de rammer, min identitet, min rolle og mine pligter.

Pause fra alt det nye

Et lille pusterum på McD.

Så hvad gør jeg i denne pressede situation? Jeg går på nettet og finder ud af, at jeg skal noget helt andet. Jeg skal være møbelsnedker. Hvis bare jeg bliver møbelsnedker eller møbelpolstrer, så bliver det hele meget lettere. Det er et kreativt erhverv, hvor jeg kan arbejde selvstændigt og ikke behøve at forholde mig alt for meget til andre mennesker og gøre mig værdig til at vinde deres tillid mv. Det er så fjollet, men i det øjeblik, hvor jeg surfer på nettet, så er jeg i gang med at lave flugtveje væk fra den virkelighed, som præger mig lige nu.

Hvad er det så for en virkelighed, som præger mig lige nu? Jo det er en virkelighed, hvor jeg har alt det, jeg sad om drømte om, da jeg befandt mig på sofaen i Frederikssund. Det er en virkelighed, hvor vi ikke har andet end fritid og tid med vores børn i omgivelser, hvor andre glade børn løber rundt og leger og har det godt. I hvert flad på overfladen, for jeg tror ikke det nødvendigvis er så sjovt at være 8 år og selv skulle gå i seng, uden et kram, uden et kys på panden, uden en god og varm krammer og en dejlig godnat historie at falde i søvn til.

Madlavning og højt humør

Madlavning og højt humør

Jeg drømte om at være den, som tilbragte mest tid med mine egne børn, mens vi kunne være med til at gøre en lille forskel og tage socialt ansvar overfor en lille gruppe af verdens udsatte børn og unge. Nu tvinger denne virkelighed mig bare til at mærke efter og definere mig selv. Lige nu og her i det øjeblik, hvor mine unger viser tegn på, at de er klar til, at jeg også finder min egen mening og ikke bare meningen med at være mor til to.

Fodbad på vores terrasse

Fodbad på vores terrasse

Virkeligheden tvinger mig til at se indad, men det er så svært. Det er så svært at nyde roen og være taknemmelig over denne helt unikke mulighed om at være sammen som familie og sammen kunne bidrage. Jeg bliver så træt af mig selv, men jeg er vel egentlig bare et menneske, som har levet det meste af mit liv under danske normer, hvor skole, uddannelse, arbejde hele tiden har afløst hinanden og jeg har altid vidst, hvad der blev krævet af mig. Lige nu kræves intet. Jeg bestemmer selv. Jeg mærker pludselig nye tanker og følelser og jeg kæmper lige nu med at finde meningen. Dette er åbenbart ikke blot en familiesrejse – det er også en eksistentielrejse, som jeg slet ikke havde forventet, ville ramme mig med 180 i timen, men det har den, og måske er det faktisk meget sundt, at nå derud, hvor jeg befinder mig lige nu. Var vi blevet i Danmark, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville have været nået dertil i vores alt for travle hverdag.

Hvem er jeg? og hvem er jeg i denne sammenhæng hernede i Filippinerne? Det er store spørgsmål, som jeg håber at finde frem til.

Klems Sabrina

Få besked når der er nyt på bloggen
« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 EN FAMILIES REJSE

Tema af Anders NorenOp ↑

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial