Den 4. marts 2018
Det er svært lige nu. Det er svært at finde hoved og hale i tingene, og det er svært at finde ud af, hvad der dog er meningen med det hele. Hvad skal vi? Det er svært at være ny. Det er altid hårdt ikke at kende til arbejdsgangene. Jeg kender det alt for godt, for jeg har lige mærket det på egen krop ift. at starte på nyt arbejde. Man vil så gerne kunne det hele, præstere fra day one, men man er nød til lige først at lære lidt om stedet, deres værdier, arbejdsgange og systemer mv., før man kan byde rigtigt ind og sætte det præg på tingene, man selv synes er værdifuldt.
Jeg er ikke god til at være ny. Jeg vil så gerne det hele og lidt mere til. Derfor har jeg det på samme måde lige nu og her i Filippinerne. Jeg vil så gerne både blæse og have mel i munden, men det kan jeg ikke. Jeg vil så gerne have at mine børn trives, kan tale engelsk og kunne kommunikere med de andre på stedet, men det kan de ikke. Jeg vil så gerne byde ind med min faglighed, være til nytte og gøre en forskel, men det gør jeg ikke lige nu.
En af grundene er måske også, at vi har valgt at gøre ligesom i flyet: selv tage iltmasken på, før man hjælper andre. Det betyder, at vores fokus er på vores egne børn. Vi er sikre på, at det i sidste ende vil give os mere frihed og overskud, hvis de trives og er trygge, hvilket de for hver dag giver flere og flere tegn på at være. Så det er vores fokus lige nu, og så forsøger vi at holde hovedet koldt og trække vejret, når følelserne af magtesløshed, fortvivlelse og ked-af-det-hed rammer os.
Samarbejde
For disse følelser kommer med jævnemellemrum, men heldigvis har vi også rigtig mange positive oplevelser med de andre børn og personalet og det giver os modet til at holde ud. Det er skønt, at se, at børn faktisk kan lege sammen uden at have et fælles sprog og på tværs af kultur. Det er fantastisk dejligt at begynde at kende flere af børnene, kunne en del navne samt have en fornemmelse af deres personlighed. Det hele begynder at blive lidt mere personligt og hjemligt og jeg er vover at tro på, at vi nok også skal komme til at opleve, at dette børnehjem for evigt vil være vores ”second home og second family”. Gid man da bare kunne skrue tiden et par måneder frem, det ville have gjort denne tid lidt lettere.
Klems Sabrina
Skriv et svar