Vi sidder ved bordet. Vi taler om hvad der venter Aston og Noelia, når de kommer hjem til Danmark. Tiden når vi har fået vores hus tilbage og skal starte i institution igen. Denne snak har vi haft mange gange, og hver gang glæder vores unger sig til, at skulle tilbage. Tilbage til de gode legekammerater, som de flittigt opridser navne på, tilbage til det med at skulle lægge sin madkasse ind i køleskabet, hvor menuen består af rugbrødsmadder med pålæg. Ih hvor har vi talt om leverpostej, makrel og remoulade, og det lyser ud af Aston af begejstring, når vi har disse rugbrødsmads snakke.
Denne gang ramte virkeligheden bare Noelia med en helt ny bevidsthed. Som så mange gange før snakker vi om, at når vi kommer tilbage til Danmark, så skal hun ikke længere gå i vuggestue, men derimod børnehave ligesom Aston. Det glæder hun sig til og hun taler stolt om, at hun skal gå i børnehave og bliver tre år. Hun siger i samme ombæring med glæde i stemmen, at mor også skal gå i børnehave, mens hun glad kigger på mig og skal til at tale videre. For i hendes verden, så gør vi jo tingene sammen. Os fire. Det har vi gjort i så langtid nu, at vi ikke længere rigtig værdsætter det, det er nærmere bare blevet en selvfølge, men i dette øjeblik stopper vi op…
Jeg får fortalt hende, at jeg ikke skal gå i børnehave, men at jeg afleverer hende og Aston, og så går jeg igen, så hun kan lege med alle de andre børn og voksne. Noelia får et helt andet blik og langsomt bliver øjnene vædet, underlæben skydes ud og så triller tårerne. ’Mor kommer og henter mig igen’, siger hun med tårerne trillende ned af kinderne og pludselig rammes jeg af flashbacks til tiden med institutionsbørn, hvor man må forlade dem og slet ikke skal tilbringe al den vågne tid sammen. Det skær i hjertet. Jeg skynder mig naturligvis at forsikre hende om, at vi altid kommer og henter hende igen, at Aston også er i børnehaven, så ham kan hun altid få en krammer af og at der er voksne, som passer på hende. Mor og far kommer og henter – det gør vi altid!
Noelia græder og er faktisk helt berørt af at forholde sig til, at der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være sammen uafbrudt og jeg må indrømme, at det er jeg også. Noelia har brug for en lang krammer og det får hun.
Der venter mange spændende ting og muligheder for fremtiden, men hold nu op hvor er det bare trist at tænke på, at denne tid, denne unikke familietid, vores lille symbiose stille begynder at lakke mod enden. Jeg vil savne dem – min lille familie. Altid!
Klems Sabrina
Skriv et svar